Professor i folkeret Frederik Harhoff: ICC satser så højt som muligt for til sidst at få fat på de øverst ansvarlige – måske endog Putin selv

28.04.2022

”Man kan ikke uden videre tiltale generaler eller ministre uden, at man først har sikre beviser på, at de enten direkte beordrede gerningerne eller var fuldt vidende om dem – og undlod at skride ind. Man er således nødt til at starte med enkeltsagerne og lede efter alt det bevismateriale, der peger højere op i systemet; det ene vidne leder op til de næste.”

Interview af Tim William Zøllner

RÆSON: Chefanklager ved Den Internationale Straffedomstol i Haag (ICC), Karim Khan, der den 28. februar påbegyndte en undersøgelse af krigsforbrydelser i Ukraine, har mødtes med EU’s ledere for at drøfte, hvordan EU kan samarbejde med ICC om efterforskningen. Vil du sætte nogle ord på det arbejde, som nu pågår, og som skal afgøre, om hvorvidt man kan dømme Putin og de russiske soldater for krigsforbrydelser?
HARHOFF: Efterforskningen forløber således, at der udsendes et eller flere efterforskningshold, der hver består af 3-4 erfarne kriminalteknikere og efterforskere, en tolk og måske en jurist samt en IT-tekniker til bestemte gerningssteder i Ukraine, der er udvalgt på baggrund af de oprindelige anmeldelser til Anklagemyndigheden. Der er nu formentlig udsendt flere sådanne hold til Kyiv og Butja og andre steder, hvor det har været muligt for efterforskerne at operere uden risiko for deres sikkerhed.

Chefanklageren Karim Khan er dog nok ved at nå grænsen for, hvor mange efterforskere, han kan sende afsted til Ukraine, for ICC har også igangværende efterforskninger andre steder i verden. Derfor har han bedt EU og en række ICC-deltagerlande om at stille erfarne efterforskere til rådighed for efterforskningen i Ukraine. Han har også spurgt Danmark, og jeg vil håbe, at Danmark kan bidrage; vi har en del dygtige kriminal- og specialassistenter, der i sin tid har været udsendt til konfliktområder, og som er fortrolige med de meget vanskelige vilkår for bevisindsamling under væbnede konflikter.

Hvor vigtigt er det, at landene tager aktiv del i efterforskningen?
Jo før der kommer en omfattende efterforskning i gang – inden beviserne forsvinder – jo bedre. Og jo bedre efterforskningen udføres, jo større er sandsynligheden for, at der kan rejses straffesager. De efterforskere, vi udsender, skal være dygtige, for de skal vide præcis, hvordan man indsamler og behandler beviser, og især hvordan man håndterer vidner. Efterforskningsholdet skal snuse rundt og forhøre sig om, hvorvidt der er nogen, der har været vidner til krigsforbrydelser, og her gælder det om at afhøre vidnerne på en måde, der ikke bringer dem i vanskeligheder. Vi ved fra tidligere krige, hvor der er begået krigsforbrydelser, fx Bosnien og Rwanda, at hvis det kommer modparten for øre, at et bestemt vidne har talt med efterforskere, kan de pågældende vidner komme i risiko. I Rwanda blev fx flere af de vidner, der havde ladet sig interviewe af efterforskere, efterfølgende dræbt.

Vi ved også af erfaring, at vidner kan huske forkert. De kan være traumatiserede, de kan være truede eller i chok og derfor ude af stand til at huske, hvad det var, der skete. Det er en almindelig vidnepsykologisk erfaring, at mange vidner til forbrydelser kun husker enkelte dele af begivenhedsforløbet men ikke nåede at opfatte det hele, og derfor kommer til at udelade vigtige detaljer. Man er nødt til at sammenholde de oplysninger, som ét vidne giver, med det som andre vidner har forklaret for at finde ud af, om der er nogenlunde sammenhæng i historierne. Ofte fremkommer der nemlig så forskellige forklaringer om den samme begivenhed, at man ikke skulle tro, at de hidrør fra det samme forløb, og det sker som nævnt også, at vidnerne kan være blevet truet til at give en falsk forklaring. I alle tilfælde er det dommernes opgave at vurdere, hvilke oplysninger der kan lægges til grund i bevisførelsen under en retssag, og som dommer lærer man efterhånden at ”læse” vidnerne nogenlunde rigtigt.

 

Jeg er helt opmærksom på, at flere politiske ledere har været ude og stemple russernes krig som folkedrab, men det holder næppe stik – i hvert fald ikke ud fra den definition, der blev lagt til grund i Jugoslavien- og Rwanda-tribunalerne
_______

 

Du har selv siddet i krigsforbrydertribunalet for det tidligere Jugoslavien i Haag (ICTY), der endte med at bruge mere end 20 år på at placere ansvaret for krigsforbrydelserne i Balkan. Forleden udtalte du til TV2, at der efter krigen i Ukraine vil gå mindst 1-2 år, før det første anklageskrift ser dagens lys. Hvorfor er det en så langsommelig opgave at bevise krigsforbrydelser?
Det skyldes først og fremmest, at det er svært at få fingre i beviserne. Man kan aldrig få alle beviser frem i lyset, men Anklagemyndigheden skal have nok til, at der kan rejses en sag.

Desuden skal man huske på, at ICC’s efterforskningshold ikke har beføjelser til at foretage ransagninger, anholdelser eller tvinge nogen som helst til noget som helst på egen hånd på et fremmed territorium. Alt, hvad de foretager sig i princippet gøres med de lokale myndigheders tilladelse.

Derudover satser man altid så højt som muligt. Hvis man skulle anlægge sager om alle de enkeltforbrydelser, man afdækker henad vejen, ville man aldrig komme ud af stedet. I stedet løfter man blikket, således at man ved at afhøre vidner i efterforskningen af konkrete krigsforbrydelser også skaffer viden om de personer højere oppe i systemet, der har haft det overordnede ansvar for både denne konkrete forbrydelse og for en række andre forbrydelser begået andre steder. Butja er et eksempel herpå; de formodede forbrydelser i Butja er – om end de er grusomme – af relativt begrænset omfang målt i forhold til samtlige forbrydelser begået i Ukraine. Men for efterforskerne er det afgørende at finde ud af, hvem der gav ordrerne til forløbet i Butja. Hvem var den ansvarlige overordnede officer bag handlingerne, og hvilke andre enheder andre steder havde vedkommende også kommando over? Kan man finde frem til ham, koncentrerer man efterforskningen om ham. Og kan man dernæst finde ud af, hvem der var hans overordnede, fx en kaptajn eller major, bliver det pludselig interessant, for fra ham kan man måske følge kommandovejen videre op til i det militære system obersten. Har man fundet beviser mod tre-fire oberster forskellige steder i systemet, kan det være, at pilen peger på videre opad mod én eller to generaler – eller måske en minister? I så fald er det dem, man går efter. Man satser altid så højt som muligt for til sidst at få fat på de øverst ansvarlige – måske endog Putin selv. Men det tager tid, for man kan ikke uden videre tiltale generaler eller ministre uden, at man først har sikre beviser på, at de enten direkte beordrede gerningerne eller var fuldt vidende om dem – og undlod at skride ind. Man er således nødt til at starte med enkeltsagerne og lede efter alt det bevismateriale, der peger højere op i systemet; det ene vidne leder op til de næste.

Endeligt er det vigtigt at understrege, at der – selvfølgelig – er begået krigsforbrydelser og forbrydelser imod menneskeheden på begge sider, dvs. både af russiske og ukrainske soldater. Efterforskerne retter deres undersøgelser mod alle de forbrydelser, de møder undervejs, og her kan det være måske endda være lettere at komme i besiddelse af beviser for forbrydelser begået af ukrainske soldater, fordi både gerningsmændene og de øverst ansvarlige fortsat befinder sig på ukrainsk territorium. Det er netop en del af bestræbelserne på at sikre retfærdighed for ofrene, at alle forbrydelser bliver efterforsket uden hensyn til, hvem der har begået dem.

EU-kommissionens formand Ursula Von der Leyen sagde efter at have besøgt Butja: ”Hvis dette ikke er en krigsforbrydelse, hvad er da en krigsforbrydelse?”. Hvor høj er sandsynligheden for, at Putin og de russiske soldater kan dømmes for krigsforbrydelser?
Jeg godt forstå von der Leyens tanke, men jeg vil nødigt tages til indtægt for, at alle forbrydelser relateret til krigen i Ukraine er krigsforbrydelser – om end meget tyder på, at det nok er tilfældet – men der forekommer selvfølgelig også drab af grunde, der intet har at gøre med krigen. Der er altid risiko for, at informationer kan være forfalskede, og derfor bør man altid tage et forbehold for det, man siger omkring de her begivenheder.

Og hvad er så en krigsforbrydelse? En krigsforbrydelse – det siger sig selv – er en forbrydelse, der begås som led i en international væbnet konflikt – altså under en krig mellem to eller flere stater. Forbrydelserne er kriminaliseret som ”grove overtrædelser” af de forbudsbestemmelser, der findes i de fire Geneve-konventioner fra 1949 og den første tillægsprotokol fra 1977.

Den første konvention beskytter de syge og sårede soldater, der har opgivet kampen, og som måske ligger på jorden og forbløder. De syge og sårede soldater må gerne tages til fange som krigsfanger, men de må ikke skydes eller efterlades døende, og de skal have adgang til førstehjælp på lige fod med fjendens egne sårede.

Den anden konvention går ud på det samme, men omhandler søkrig. Det vil sige, at hvis man skyder modpartens krigsskib i sænk, må man ikke stå oppe på sit eget skib og skyde ned mod fjendens besætning i vandet; de er ukampdygtige og skal opsamles i det omfang det er muligt og har krav på forplejning som krigsfanger.

Den tredje konvention handler om beskyttelse af en helt særlig gruppe: krigsfanger. Krigsfanger er specielle, fordi de som soldater (”kombattanter”) repræsenterer deres stat og derfor skal behandles med respekt for denne stat. Hvis fx russerne tager ukrainske soldater til fange, er disse soldater således agenter for den ukrainske stat. Efter konventionen er krigsfanger alene forpligtet til at oplyse navn, rang og deres militære serienummer ved deres tilfangetagelse, og menige skal indkvarteres adskilt fra officerer. Krigsfanger har ret til at bevæge sig rundt sammen med deres medfanger på et åbent område og må ikke spærres inde i enkeltceller (medmindre det sker af disciplinære grunde). De skal have mulighed for at udøve sport og har krav på lægehjælp, hvis de har brug for det, ligesom de har ret til at afholde gudstjenester under ledelse af en præst, der hører til deres religion. De har endvidere krav på at kunne modtage og sende breve til og fra deres pårørende og deres egne enheder, samt til at modtage besøg af Røde Kors, og de skal have tilstrækkelig mad. Menige krigsfanger (men ikke officerer) kan beordres til at udføre arbejde, men har i så fald krav på arbejdsløn, og alle krigsfanger skal løslades og hjemsendes ved krigens ophør. Status som krigsfange er derfor en vigtig del af den humanitære folkeret og anses for at være helt afgørende for kombattanternes evne og vilje til at overholde krigens regler – i tillid til, at de vil blive behandlet i overensstemmelse med reglerne, hvis de selv bliver taget til fange. Civile, der bliver taget til fange af modparten under en krig, har derimod ikke ret til behandling som andet end almindelige kriminelle – uden de fordele, der følger med at være krigsfange.

Endelig handler den fjerde konvention om beskyttelse af civile personer og civile bygninger, fx beboelsesejendomme, hospitaler, kirker, museer, religiøse monumenter osv. Man har altid pligt til at skelne mellem civile og militære mål (distinktionsprincippet), og man må ikke forsætligt rette et angreb udelukkende mod civile eller civile bygninger. Dette forbud omfatter dog ikke såkaldt kollateral skade, hvis man fx rammer civile eller en civil bygning under et angreb mod et i øvrigt lovligt militært mål. .

Herudover kan også forbrydelser mod menneskeheden retsforfølges ved ICC, og denne forbrydelse kan – i modsætning til krigsforbrydelser – også begås i fredstid. Her drejer det sig om mord, udryddelse, slaveri, deportation, forfølgelse, tortur, voldtægter m.v. som led i omfattende eller systematiske angreb mod en civilbefolkning. Mange af de forbrydelser, der er begået i Ukraine, skal utvivlsomt klassificeres som forbrydelser mod menneskeheden (og ikke som krigsforbrydelser).

Endelig hører også folkedrab under Domstolens jurisdiktion, men denne forbrydelse bliver næppe relevant i forhold til Ukraine. Det er nemlig en misforståelse at tro, at folkedrab handler om drab på eller vold mod en hel masse mennesker. Kernen i folkedrabsforbrydelsen er, at gerningsmanden skal have haft forsæt til at nægte en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe retten til at eksistere som gruppe her på denne del af kloden. Denne forbrydelse anses for at være den alvorligste forbrydelse (måske næst efter aggression), fordi den forudsætter gerningsmandens ret til at bestemme, hvem der skal have lov til at bestå som gruppe her på kloden – og dén ret tilkommer som bekendt kun de højere magter.

Jeg er helt opmærksom på, at flere politiske ledere har været ude og stemple russernes krig som folkedrab, men det holder næppe stik – i hvert fald ikke ud fra den definition, der blev lagt til grund i Jugoslavien- og Rwanda-tribunalerne. De russisktalende dele af den ukrainske befolkning fremstår ikke som en gruppe, der ikke har ret til at bo i Ukraine – herom er der ikke tale. At de russisktalende folk i Ukraine nok bliver udsat for forfølgelse o.lign. er utvivlsomt rigtigt, men det kan højst klassificeres som en forbrydelse mod menneskeheden – ikke som et regulært folkedrab, og dét resultat forventer jeg også, at den mellemfolkelige FN-Domstol vil nå frem til i den sag, som Ukraine har anlagt mod Rusland.

Hvor vigtig er retsperspektivet, når det kommer til at stoppe det, vi ser lige nu i Ukraine?
Jeg tror ikke, at det får krigen til at stoppe, at der bliver efterforsket og måske anlagt retssager, der fører til domfældelse af nogle af de øverst ansvarlige. Men det kan betyde kolossalt meget for ofrene – det så vi både ved Rwanda-domstolen og Jugoslavien-domstolen. Hvis ikke ofrene ser en eller anden form for retfærdighed, gennem hvilken deres lidelser bliver anerkendt, og hvis der ikke bliver placeret et ansvar og uddelt straffe til gerningsmændene, vil de sidde tilbage med en forfærdelig følelse af ensomhed, forladthed og modløshed. Selvom man ikke kan fjerne ofrenes lidelse og tabet af deres kære, kan man i det mindste sige, at der blev gjort noget, og at ansvaret blev placeret. Hvis det internationale retssystem med en regelbaseret retsorden ikke fungerer, vil vi have tabt troen på og tilliden til retfærdighed og retssikkerhed, og så er vi på vej ud i noget helt andet, der formentlig bliver meget værre.

Hvilke konsekvenser vil det få for Putin og de russiske soldater, hvis de skulle blive dømt for krigsforbrydelser?
Nu skal der først udarbejdes en række anklageskrifter mod de øverst ansvarlige, og der vil gå lang tid før vi ser et anklageskrift mod Putin selv, hvis det nogensinde kommer. Det er der ingen, der ved på nuværende tidspunkt, men det er klart, at man vil arbejde på at kunne tiltale Putin for forbrydelserne begået af russiske styrker i Ukraine.

Når dommerne har godkendt Anklagemyndighedens anklageskrifter, bliver der udstedt internationale arrestordrer mod de tiltalte, der herefter skal anholdes og udleveres til Domstolen i Haag. Dette vil forhåbentlig være uproblematisk i forhold til tiltalte fra Ukraine, fordi landet har accepteret Domstolens jurisdiktion over forbrydelser begået på ukrainsk territorium, men anderledes ser det unægteligt ud, når det gælder tiltale mod russiske borgere, der sandsynligvis vil opholde sig i Rusland, hvor de hverken vil blive anholdt eller udleveret. Her må vi håbe, at der kommer et regimeskift i Moskva, og at det nye russiske styre vil se sin interesse i at samarbejde med Domstolen for at befri Rusland fra omverdenens fordømmelse af angrebet mod Ukraine.

Hvad er der af begrænsninger ved, at Ukraine og Rusland ikke er en underskrivende del af ICC?
Hverken Ukraine eller Rusland har ratificeret ICC-statutten. Derfor skulle man mene, at domstolen er inkompetent, men Ukraine vedtog allerede i 2014 – efter Ruslands annektering af Krim – at anerkende domstolens jurisdiktion. Det er ikke helt det samme, som at Ukraine nu er medlem, men det betyder, at Domstolen har straffekompetence (jurisdiktion) over forbrydelser begået på ukrainsk territorium siden 2014 – uanset hvem der har begået dem. Det er Ukraines anerkendelse af ICC’s kompetence, der nu gør det muligt for Domstolen at efterforske og pådømme forbrydelser begået på ukrainsk territorium – både af russiske og ukrainske soldater. Men Domstolen har kun jurisdiktion over de forbrydelser, der kunne retsforfølges dengang i 2014, dvs. folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, men ikke aggression, der først blev omfattet af Domstolens straffekompetence i 2017. Derfor vil Domstolen ikke kunne retsforfølge Ruslands påståede aggression mod Ukraine, heller ikke selvom Ukraine nu efterfølgende skulle beslutte at anerkende Domstolens jurisdiktion også over aggressionsforbrydelsen, for Ukraine kan ikke med tilbagevirkende kraft anerkende Domstolens ret til at retsforfølge en forbrydelse – efter at den er begået.

Det synes jo ellers at være det mest åbenlyse i krigen i Ukraine?
Ja, helt klart. Derfor er der mange, der har foreslået at oprette et særtribunal til at behandle Ruslands aggression. Men der vil gå lang tid, inden det kommer på benene, og et sådant tribunal vil have svært ved at foretage efterforskning i Rusland, fordi russerne vil være imod det.

Karim Khan har kaldt krigen i Ukraine en mulighed for at vise verden, at de, der begår krigsforbrydelser, vil blive holdt til ansvar for det. Hvordan betragter du folkerettens berettigelse lige nu og i fremtiden?
Den Internationale Straffedomstol er et af de sidste værn, vi har imod uretfærdighed. Hvis ikke vi havde den, er den eneste anden mulighed at retsforfølge de skyldige ved nationale domstole. Men dette er ofte vanskeligt, fordi sådanne nationale retsopgør risikerer at splitte befolkningen med den virkning, at retssagerne ikke bliver retfærdige, og at de skyldige derved får en alt for mild eller alt for hård en straf. Den internationale straffedomstol er derfor den bedste garanti for, at vi kan opretholde et mindstemål af international retfærdighed. Den understøtter hele det folkeretlige system og er i min optik helt uundværlig. ■

 

Den internationale straffedomstol er den bedste garanti for, at vi kan opretholde et mindstemål af international retfærdighed
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi