24.04.2022

.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Længe har vores liberale demokratier og vores succes været en torn i øjet på Kreml. Siden 24. februar har han vist, hvad der kan ske, hvis vi ikke tager vores værdier alvorligt, og viser kollektiv forsvarsvilje.

Af Stine Bosse

EU er meget mere end en klub for rige lande – det er et forpligtende fællesskab for frie lande. Lande, der går ind for demokrati og borgerrettigheder og den retsstat, hvor individer kan vinde over stater og hvor mindretal er beskyttede. Alle de friheder, vi nyder, er skabt i lyset af erfaringerne fra Anden Verdenskrig. Det er de friheder, der adskiller os fra Putins Rusland og Xis Kina. De friheder, de europæiske lande forsvarer i NATO-regi. Men det er også de friheder, et fælles EU-forsvar står for at beskytte.

Disse europæiske værdier er fastslået i Lissabontraktatens art. 2. Det er dem vi støtter, når vi støtter Ukraines kamp mod en diktator, der vil invadere og besætte et frit naboland, der har frie valg, og hvor der er et stærkt ønske om at leve netop efter vores værdisæt. Modsat det russiske samfund, hvor fri presse er en illusion, og hvor oppositionsdannelse og frie valg ikke bare har trange kår, nej, de forhindres på den hårdest tænkelige måde.

Ukrainernes tilflugt hos os opleves naturlig, fordi vi kan spejle os i deres drøm om frihed. En drøm, der helt og aldeles kan tilskrives vores traktatmæssige ramme i EU, samt de grundlove, der opfylder eller udfylder denne ramme. Men frihed er ikke gratis, og man skal holde et skarpt øje med den i disse år.

Ungarns leder, Orban, har gennem demokratiske processer skabt et EU-land, der ikke længere kan kaldes et demokrati. Han er ven med Putin, og allieret med Le Pen, der i øvrigt har sine egne forbindelser til Rusland (se fx WSJ eller New York Times). Ser man Le Pens politik efter i sømmene, er der grund til bekymring over den vej, hun ville føre Frankrig.

Hvis ikke vi var klar over det før, så er vi det nu: Værdikampen, kampen for borgerrettigheder, frihed og demokrati er ikke slut. Det bliver den aldrig. Og Danmark kan – og skal – påvirke udviklingen.

Putin er således ikke bare i gang med at føre frygtindgydende gammeldags krig, han har også set sit snit til at destabilisere EU indefra, gennem massiv hjælp til den yderste højrefløj. I første omgang naturligvis kulminerende med hans rolle i Brexit. Hverken det ene eller det andet skal han have held med.

Vi må ikke være naive, som tilfældet med gasledningerne, og tro at vi har med et almindeligt land at gøre. Nej. I Putins Rusland gælder helt andre normer og ideer. Glæden ved den stærke mand. Nationalkonservatisme, der går langt ud over glæden ved et fædreland og dets traditioner. Og ambitioner om at indtage vores del af verden, eller dele af den. Længe har vores liberale demokratier og vores succes været en torn i øjet på Kreml. Nu har han vist, hvad der kan ske, hvis vi ikke tager vores værdier alvorligt, og viser kollektiv forsvarsvilje. Ingen kæde er stærkere end det svageste led.

Derfor er Danmarks deltagelse i forsvarssamarbejdet ikke bare en styrkelse af det danske forsvar, nej, det er også klar besked til Putin, om at vi ikke er tøvende i forhold til forsvar for det frie Europa. Ligesom Finland og Sverige tager skridt imod et NATO-medlemskab, så skal vi naturligvis lukke hullet i EU forsvarskæden den 1. juni. ■
 

Putin er således ikke bare i gang med at føre frygtindgydende gammeldags krig, han har også set sit snit til at destabilisere EU indefra, gennem massiv hjælp til den yderste højrefløj. I første omgang naturligvis kulminerende med hans rolle i Brexit. Hverken det ene eller det andet skal han have held med
_______

 

ILLUSTRATION: Pressefoto