Yücel og Petersen i RÆSON SØNDAG: Ruslands sikkerhedspolitiske offensiv i Vestafrika kan potentielt blive lige så udfordrende som krigen i Ukraine

16.04.2022

Det er nødvendigt, at de europæiske lande ikke forblændes af krigen i Ukraine og derved mister fokus på andre udfordringer – herunder Vestafrika. Mister vi fokus, og formår vi ikke at redefinere vores indsats i Vestafrika, vil Rusland utvivlsomt udnytte dette vakuum til at øge presset på Vesten ved hjælp af flygtningestrømme, givetvis tilsat en større terrortrussel og intensiverede misinformationskampagner.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Af Hüseyin Yücel og Rasmus Greffrath Damgaard Petersen

Efter Ruslands brutale invasion af Ukraine er andre sikkerhedspolitiske problemstillinger gledet i baggrunden. Moskvas aggressivitet er dog ikke afgrænset til Østeuropa. Også i Vestafrika har Rusland søgt konflikten med Vesten ved blandt andet at sende russiske lejesoldater til at nedkæmpe terrorbevægelser og samtidig skabe et narrativ om den neokoloniale og forfejlede europæiske (særligt franske) tilstedeværelse i regionen. Mens begivenhederne i Ukraine kræver Vestens fokus, gør de os blinde over for, at situationen i Vestafrika potentielt kan fremtvinge lige så udfordrende konsekvenser som krigen i Ukraine.

Traditionelt har Vestafrika været omdrejningspunkt for forskellige europæiske stabiliseringsindsatser, der i høj grad har været drevet af Frankrig. Vi ser nu stigende russisk tilstedeværelse på bekostning af den europæiske. Siden 2016 har Rusland langsomt øget sit engagement i regionen både sikkerhedspolitisk, økonomisk og diplomatisk. Med dette engagement er der opstået en risiko for, at regionen kan blive en ny slagmark mellem Rusland og EU. Udviklingen finder sted i takt med, at anti-vestlige – og i særdeleshed anti-franske strømninger – skyller ind over flere af landene i regionen. Det blev illustreret ved demonstrationer i Mali, Chad og Niger, hvor modstanden mod fransk tilstedeværelse, der opfattes som neokolonialisme, har fået vind i sejlene over de seneste år.

Det sætter naturligvis spørgsmålstegn ved den fremtidige, europæiske – heriblandt danske – stabiliseringsindsats i særligt Sahel-regionen, som også hjemkaldelsen af danske specialstyrker fra Mali efter blot ugers ophold satte en tyk streg under.

Et russisk pres på Europa
Der er ingen tvivl om, at Ruslands tolkning af stabilitet er væsensforskellig fra den europæiske, og det skal heller underkendes, at Rusland rent økonomisk kan profitere ved at engagere sig i Vestafrika, idet de kan få adgang til og muligvis kontrol over en række miner og deraf råstoffer. Den russiske ageren kan ikke tilskrives ønsket om ustabilitet, men derimod en stabilitet, der favoriserer russiske interesser, som samtidig vil kunne anvendes til at presse Europa på særligt flygtninge– og immigrationsområdet.

Det er nødvendigt, at de europæiske lande – heriblandt Danmark – ikke forblændes af krigen i Ukraine og derved mister fokus på andre udfordringer – herunder Vestafrika. Mister vi fokus, vil Rusland utvivlsomt udnytte dette vakuum til at øge presset på Vesten ved hjælp af netop flygtningestrømme, givetvis tilsat en større terrortrussel og intensiverede misinformationskampagner. Dette skal blandt andet ses i lyset af den demografiske udvikling i Vestafrika, som truer med at generere store flygtninge- og migrantstrømme mod Europa.

FN fastslår, at befolkningen i Afrika vil være fordoblet i 2050. Dette medfører et enormt socioøkonomisk pres på de vestafrikanske lande, som ikke råder over midlerne til at møde disse krav. Konsekvensen bliver større armod og flere migrantstrømme. Dernæst er det usandsynligt, at Rusland har midlerne til at bekæmpe terrorgrupper i hele Sahel, givet at Vestafrika blot er én blandt mange arenaer for Moskvas aktiviteter. Dette vil øge truslen fra terrorgrupper som Islamisk Stat i Vestafrika (ISWAP) og andre samt risikoen for pirateri. Alt i alt kan det siges, at hvis ikke Vesten forbliver engageret i Vestafrika, så vil konsekvenserne blive uoverskuelige. Selvom Ruslands tilstedeværelse ikke er ny, har deres sikkerhedspolitiske fokus skiftet siden 2016. For at forstå betydningen af dette, er vi nødt til at dykke ned i historien.

Det sovjetisk-vestafrikanske værdifælleskab
Det er ikke første gang, at Vestafrika udgør en arena for konkurrence mellem Rusland og europæiske lande. Det russiske engagement i Vestafrika går helt tilbage til slutningen af 1950’erne, da de vestafrikanske lande begyndte at opnå selvstændighed fra koloniale magter som Frankrig og Storbritannien. Det forhold er umådeligt vigtigt at have for øje, da motivationen for Ruslands nuværende ageren i regionen har samme udgangspunkt. Groft skitseret havde Sovjetunionen (mindst) tre mål med sit engagement i Vestafrika.

Først og fremmest opfattede Sovjetunionen de vestafrikanske lande som potentielle nye arenaer for socialistiske revolutioner. I de vestafrikanske lande herskede der et udbredt anti-vestligt og anti-kapitalistisk narrativ – især mod de tidligere kolonimagter – som Sovjetunionen søgte at udnytte. Denne relative svækkelse af Vesten passede fint ind i Sovjetunionens mål under Den Kolde Krig.

For det andet – og i forlængelse af det første mål – søgte Sovjetunionen at udbrede et socialistisk økonomisk system i Vestafrika, der kunne fungere som springbræt til at ekspandere en kommunistisk model til resten af Afrika. Grundet deres relativt små økonomier blev de vestafrikanske lande følgelig afhængige af sovjetisk økonomisk bistand. Derudover var Sovjetunionen ude efter de mineraler og råstoffer, der kunne udvindes i de vestafrikanske lande.

For det tredje engagerede Sovjetunionen sig i Vestafrika, fordi de ønskede at være centrum for en socialistisk revolutionær proces – en rolle som Kina ellers ville fylde ud. Selvom det efterhånden viste sig, at Sovjet ikke fik held med at skabe en socialistisk revolution i de vestafrikanske lande, lærte man dog vigtigheden af at opbygge militære kapaciteter for at sikre fremtidig indflydelse på globalt plan.

 

Ruslands metoder til at etablere bånd i Afrika er væsensforskellige fra Vestens. De har eksempelvis støttet kupmagere, despoter og autokrater i en række vestafrikanske stater bilateralt
_______

 

Efter Sovjetunionens fald i 1991 forsvandt tilstedeværelsen i Vestafrika. Da Putin første gang indtog præsidentembedet i  Rusland omtrent 10 år senere blev øjnene dog så småt rettet mod Afrika igen, og forhåbningerne om økonomisk, politisk og militært samarbejde blev igen vakt til live. Ruslands interesser i Afrika genopstod, fordi Moskva i begyndelsen af 00’erne formåede at bringe den russiske økonomi på (nogenlunde) ret køl og tilbage som en relativt betydningsfuld magt i verdenssamfundet.

Ambitionen om at eksportere socialismen var imidlertid lige så død som Sovjetunionen selv, men ønsket om at styrke Ruslands globale sikkerhedspolitiske indflydelse blev drivkraften. Siden har Rusland kontinuerligt udbygget sine samarbejder med de vestafrikanske lande på alle fronter – og i særdeleshed på det sikkerhedspolitiske område. Selvom Sovjetunionens tre mål med det vestafrikanske samarbejde ikke entydigt eksisterer i dag, er den historiske tilknytning stadig bemærkelsesværdig. Det er nemlig erfaringerne fra denne relation, der har dannet grobund for, at Rusland nu ses som et troværdigt alternativ til Frankrig og resten af Europa i de vestafrikanske hovedstæder.

Ruslands formelle samarbejde med Vestafrika
Rusland har indgået militære og sikkerhedspolitiske samarbejdsaftaler med en lang række stater i Vestafrika. Fortrinsvis har disse aftaler centreret sig om terrorbekæmpelse, træning af nationale styrker og levering af militært materiel. Og her er Ruslands militære samarbejde med Nigeria særligt interessant, idet Nigeria er den største økonomi i Vestafrika. De to lande har ad tre omgange indgået militære samarbejdsaftaler og Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) beretter, at Nigeria er én af de lande i Afrika, der importerer flest våben fra Rusland. Den militære tilstedeværelse i Vestafrika har bestået af alt lige fra lejesoldater til fregatter i Guineabugten.

På den økonomiske front har en række af de vestafrikanske lande opbygget et delvist afhængighedsforhold til Moskva. Rusland har i høj grad investeret i minedrift – især i guld og aluminium – og naturressourcer som gas og olie samt atomenergi. Ghana, der er et af de mest stabile lande i Vestafrika, underskrev fx i 2018 en aftale med russiske leverandører af naturgas og atomenergi. Vestafrikas forbindelse til den russiske økonomi kan også aflæses i de skarpe prisstigninger på basale fødevarer, brændstof og varme, som er kommet i kølvandet på krigen i Ukraine. Det er dog svært at forestille sig, at fortsatte prisstigninger vil påvirke Ruslands sikkerhedspolitiske samarbejde med Vestafrika, idet landene i regionen står over for et begrænset udvalg af leverandører.

På det diplomatiske område skal Ruslands indflydelse i Vestafrika ikke undervurderes. Den forstærkede indsats findes blandt andet i det topmøde-diplomati, som Rusland har engageret sig i, der udbygger Ruslands relative styrkeposition i Vestafrika. Allerede tilbage i oktober 2019 afholdte Rusland det første topmøde med Den Afrikanske Union. Her blev man enige om at styrke samarbejdet om bekæmpelse af terror, pirateri samt organiseret kriminalitet. Det næste topmøde mellem Rusland og Den Afrikanske Union er planlagt til at finde sted i efteråret 2022.

Ruslands metoder til at etablere bånd i Afrika er væsensforskellige fra Vestens. De har eksempelvis støttet kupmagere, despoter og autokrater i en række vestafrikanske stater bilateralt. Dette illustrerer, at Rusland ikke har kvaler med at støtte enhver magthaver, så længe det fremmer russiske interesser. Eksempelvis i 2019, hvor den russiske ambassadør i Guinea støttede, at den daværende præsident Condé kunne blive siddende, selvom det var i direkte modstrid med landets forfatning.

I 2020 blev der ligeledes gennemført et militærkup i Mali, hvor den siddende præsident Keïta blev afsat og afløst af en militærjunta ledet af Oberst Assimi Goïta – som også har forsøgt at tilnærme sig Moskva. Eksemplerne fremhæver et dilemma for Vesten: På den ene side har Vesten tidligere set sig nødsaget til at samarbejde med kupmagere, fordi der ikke eksisterer noget alternativ, hvis man vil opnå sine strategiske mål. På den anden side skaber samarbejdet problemer, fordi disse ledere ikke har nogen demokratisk legitimitet og derfor tilskyndes til at gå af. Når de så gerne vil beholde magten, er de derfor ofte nødt til at orientere sig mod andre autokratier – eksempelvis i Moskva.

Wagner Group – Ruslands offentlige hemmelighed
Gennem mere uofficielle linjer – via fx private militære virksomheder (PMC’er) og misinformationskampagner er Rusland også engageret i Vestafrika. Brugen af PMC’er som alternativ til russiske soldater er et forsøg på at opnå de størst mulige gevinster med mindst mulige omkostninger. Især fordi brugen af PMC’er åbner for en større pallette af militære midler, der ikke officielt kan forbindes med Moskva. Fortrinsvis har Rusland brugt den berygtede Wagner Group, der i omfattende grad beskyldes for at krænke menneskerettighederne.  

Tilstedeværelsen af Wagner Group i Mali udgjorde et problem for den franskledede mission i landet, der ikke ønskede at kæmpe side om side med skruppelløse russiske lejesoldater uden respekt for international lov. Dette var også problematisk for Danmarks bidrag til den daværende fransk-ledte Taskforce Takuba, som skulle træne og kæmpe med maliske styrker imod jihadistiske oprørsgrupper. Samarbejdet mellem de europæiske lande og Mali var i forvejen skrøbeligt, fordi der var betænkeligheder ved at samarbejde med en kupregering. Det var formentlig danske protester mod samarbejdet med Wagner Group, som var medvirkende til, at militærjuntaen i Bamako i januar – blot få uger efter, at Danmark havde sendt soldater fra Jægerkorpset til landet – påstod, at deployeringen var sket uden samtykke, og derfor beordrede en øjeblikkelig tilbagetrækning af bidraget.

Wagner Group forbindes også med diverse mis- og desinformationskampagner i vestafrikanske lande. Angiveligt var Rusland via deres PMC’er involveret i en anti-fransk desinformationskampagne i Mali forud for militærkuppet i 2020. En lignende kampagne fandt efter sigende sted i Burkina Faso forud for militærkuppet i januar 2022. Op til begge kup så man, hvordan russiske bagmænd orkestrerede anti-franske og pro-russiske kampagner på sociale medier. I begge lande blev der – på opfordring af kampagnerne på de sociale medier – afholdt demonstrationer, hvor befolkningen viftede med russiske flag.

Indtil videre har Ruslands lyssky proxy-tilstedeværelse i Vestafrika været en succes. Ikke nok med at Rusland har formået at fremtvinge en decideret omkalfatring af den vestlige stabiliseringsindsats i Sahel-regionen, så har anvendelsen af PMC’erne også været relativ udgiftsneutral. Wagner Group er nemlig blevet betalt gennem adgang til og kontrol over guldminer i Mali. Moskva har således oplevet en stor politisk effekt i Vestafrika uden officielt at have sendt russiske soldater til regionen og uden at skulle hive penge op af lommen.  I takt med at de europæiske lande har indstillet samarbejdet med Mali, vil Wagner Group formentlig fortsat være til stede i landet og dermed spille en voksende militær og politisk rolle. Især set i lyset af at kupregeringen i Malis hovedstad Bamako nu er afhængig af Rusland og russiske lejesoldater for at sikre deres fortsatte magt.

 

Den russisk indflydelse i de vestafrikanske lande vil formodentlig kunne bruges som pressionsmiddel mod EU især med hensyn til kontrollen med EU’s ydre grænser
_______

 

Stormagtsrivalisering, rationel kalkule eller historisk arv?
Der er flere årsager til den russiske investering i Vestafrika, og de kan delvist føres tilbage til Sovjetunionens engagement i regionen.

Én tolkning beror på, at Rusland ønsker at (gen)etablere sig som stormagt, hvorfor de forsøger at tilbyde sig som et alternativ til USA og EU i Vestafrika. Såfremt man har ambitioner om at være stormagt, må man nødvendigvis også vise, at man har kapabiliteten til at intervenere i verdens brændpunkter. Og den russisk indflydelse i de vestafrikanske lande vil formodentlig kunne bruges som pressionsmiddel mod EU især med hensyn til kontrollen med EU’s ydre grænser.

En anden tolkning er, at Rusland er til stede for at oprette alliancer med vestafrikanske lande – ikke kun med henblik på adgangen til vigtige ressourcer og økonomiske gevinster ved øget eksport, men også for at skabe en række vigtige alliancepartnere i internationale organisationer som fx FN, hvor stemmealliancer kan vise sig særdeles nyttige. Mali, Senegal, Guinea-Bissau, Guinea, Burkina Faso, Togo og Cameroun valgte eksempelvis at afstå fra eller undlod at stemme ved den seneste FN-resolution om fordømmelse af Ruslands invasion af Ukraine. Afrika er i vækst – både befolkningsmæssigt og økonomisk – og derfor er det kun strategisk naturligt, at Putin ønsker at tilbyde sig som en primær alliancepartner.

En tredje tolkning er, at Ruslands nyligt intensiverede interesse i Vestafrika blot er en naturlig forlængelse af Sovjetunionens i 1960’erne. Imidlertid er målet ikke længere socialistiske revolutioner men nærmere et interessefælleskab med udgangspunkt i økonomisk og politisk samarbejde. Brugen af Wagner Group og den store stigning i våbeneksport tyder også på, at Putin har lært af de tidligere fejltagelser, som Sovjetunionen begik under den socialistiske revolution i Vestafrika:  ”Hard power” er en nødvendig betingelse for russisk indflydelse. Det er altså ikke nok med luftige idéer om revolutioner. Hvis man vil have indflydelse, er man nødt til at spille en aktiv militær rolle.

Det er særligt vigtig at forstå den immaterielle idé om, at Rusland er en stormagt med global rækkevidde, som udgør en konkurrent og et alternativ til Vesten og USA for at forstå Moskvas engagement i Vestafrika. Også selvom økonomi og andre politiske gevinster også spiller en rolle.

Konsekvenser for Europa og Danmark
En potentiel øget ustabilitet som følge af russisk støtte til illegitime ledere vil uomtvisteligt medføre en række konsekvenser, som kan påvirke Europa, herunder Danmark, negativt. Først og fremmest kan en øget ustabilitet i Sahel føre til flere og større flygtningestrømme, en øget grad af organiseret kriminalitet samt en øget terrortrussel, der vil udfordre beskyttelsen af EU’s ydre grænser og sammenholdet i EU. Det er derfor essentielt, at EU – med Frankrig i spidsen – hurtigst muligt får genetableret og re-konfigureret indsatsen i Sahel for at imødegå disse trusler. For nærværende ser det ud til, at Frankrig får lov til at placere udgangspunktet for sin stabiliseringsoperation i Sahel i Niger, men også her har der været en vis folkelig opstand mod fransk tilstedeværelse, der opfattes som en regulær magnet for jihadistbevægelser.

Endvidere truer Rusland også EU’s evne til generelt at gennemføre stabiliseringsindsatser i Vestafrika. Militærjuntaen i Malis krav om at anerkende tilstedeværelsen af den russiske Wagner Group i landet udgjorde et stort problem for EU, som bl.a. af den grund valgte at stoppe deres operationer i Mali. Hvis flere lande i Vestafrika byder sådanne PMC’er velkommen, vil det utvivlsomt skabe tvivl hos de respektive EU-lande om, hvordan – hvis overhovedet – fremtidige stabiliseringsmissioner kan gennemføres.

Det efterlader de europæiske lande i et dilemma: Skal vi reformulere den europæiske røde linje over for tilstedeværelsen af PMC’er som Wagner Group, eller skal Vestafrika overlades til Rusland? Sidstnævnte er utænkeligt, fordi det strider imod grundlæggende europæiske interesser for demokrati, holdbar fred og højere levestandard for befolkningen i Vestafrika. Omvendt er det for lokalbefolkningerne ikke vigtigt, hvem der skaber sikkerhed, men derimod at den skabes. Frankrig har i manges øjne ikke formået at skabe tilstrækkelig sikkerhed gennem det seneste årti, og derfor er Rusland blevet et legitimt alternativ. Problemet er dog, at Ruslands vision for Vestafrika ikke handler om at adressere de grundlæggende problemer, der forårsager usikkerhed og ustabilitet. Som det er set i Mali, handler det for Rusland i stedet om stække til Vesten, få kontrol over guldminer og at skabe en vigtig geopolitisk og diplomatisk alliancepartner, der ikke stiller kritiske spørgsmål til metoder. Det ses eksempelvis i de rapporterede overgreb og drab på hundredevis af civile, som er kommet frem de seneste uger. Dermed bliver der i bedste fald tale om symptombehandling eller i værste fald endnu en flanke, hvor Rusland kan presse Europa ved at fremprovokere flygtninge– og migrationsstrømme.

Det er således vigtigt, at Danmark fastholder og udbygger sine relationer med de vestafrikanske lande for at tilbyde et alternativ til Rusland. Vedligeholdelsen af sådanne relationer er et vigtigt bidrag til at modstå den russiske indflydelse og magt i Vestafrika.

Dernæst er det essentielt, at Vesten ikke gentager fortidens fejl i Vestafrika. Vesten har allerede én gang oplevet konsekvenserne ved at basere en mission udelukkende på egne præmisser uden at sætte sig ind i den specifikke regionale kontekst, som missionen foregår i, samt de behov, som værtslandet måtte have. Resultatet af dén tilgang var en kaotisk tilbagetræning fra Kabul. I stedet skal man skabe et bæredygtigt samarbejde, som indtænker indsatsområdets politiske dynamikker fra start.

Kort sagt: Vesten skal engagere sig konstruktivt med vestafrikanske lande. Indtil videre har Rusland formået at engagere sig hensigtsmæssigt: Tilstrækkelig fysisk offentlig sikkerhed i dele af landene med en minimal grad af indblanding i nationale problemstillinger, hvorimod Vesten – og særligt Frankrig – har haft ønsker påføre de skrøbelige stater i Vestafrika en bestemt opfattelse af statsopbygning og demokratisering, hvilket naturligvis har været en trussel mod eliterne, der sidder på magten. Imidlertid kan vi heller ikke acceptere diktaturer og despoter efter forgodtbefindende. I en situation uden lette løsninger må Europa tage konsekvensen af situationen i Mali og hurtigst muligt få redefineret og –konfigureret sin indsats uden Mali og i stedet omfavne en fremgangsmåde, som forsøger at begrænse spredningen af ustabilitet til resten af Vestafrika. ■

 

Det er særligt vigtig at forstå den immaterielle idé om, at Rusland er en stormagt med global rækkevidde, som udgør en konkurrent og et alternativ til Vesten og USA for at forstå Moskvas engagement i Vestafrika
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi