14.04.2022

.

At vide bedre og forvente taktfast tråd er den moderne fagbevægelses akilleshæl. Det er dog ikke sikkert, at fagbevægelsens medlemstal kommer uskadt igennem de kommende årtier, hvis fagbevægelsen eller dele af den vil tilbage til tiden med patent på medlemmernes politiske holdninger.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Dennis Kristensen

En afskaffelse af forsvarsforbeholdet vil give Danmark mulighed for, ud over deltagelse som hidtil i NATO-operationer, også fremtidigt at finansiere og deltage i EU’s militære operationer og at stille med danske soldater og militært isenkram til EU-ledede missioner i konfliktområder.

Folkeafstemningen om afskaffelse af forsvarsforbeholdet kommer samtidig med, at regeringen i lyset af Ruslands militære overfald på Ukraine lægger op til en milliardinvestering i det danske forsvar.

I øvrigt kommer folkeafstemningen kort tid efter, at udenrigsministeren ved præsentationen af regeringens nye udenrigs- og forsvarspolitiske strategi slog fast, at Danmark skal helt ind i hjertet af EU, men at der ikke er noget i det danske forsvarsforbehold, “som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod”.
 

I mine øjne er de tider forbi, hvor fagbevægelsen skal vejlede medlemmerne i brug af blyanten, når de står i stemmeboksen
_______

 

Også FH vil ind i kernen af EU
Fagbevægelsens Hovedorganisation (tidligere LO og FTF) anbefaler lønmodtagerne at stemme ja til afskaffelsen af forbeholdet. Formanden Lizette Riisgaard begrunder anbefalingen med den aktuelle krig i Ukraine: “Vi kan jo allerede nu se, hvad krig og ustabilitet betyder for væksten i EU og dermed for danske arbejdspladser. Fred og sikkerhed betyder i den grad noget for lønmodtagerne. Derfor skal vi være i kernen af EU nu, så vi kan være med til at vise, at Europa står sammen og kan stå op for sig selv.”

Det er ikke nogen helt lille organisation, der nu vejleder lønmodtagerne i stemmeafgivningen. Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har 64 medlemsorganisationer med tilsammen 1.3 millioner medlemmer. Lidt overraskende var der kun en enkelt af organisationerne – Dansk Metal – der havde besluttet sig for at anbefale et ja, da FH’s forretningsudvalg besluttede at tage formandens indstilling om at anbefale et ja til efterretning. De øvrige medlemsorganisationer havde ifølge A4 Overenskomst enten besluttet ikke at fremkomme med en anbefaling til egne medlemmer eller endnu ikke behandlet spørgsmålet.

Hovedorganisationen – dengang LO – har før prøvet at vejlede fagbevægelsens medlemmer ved folkeafstemninger. Senest skete det ved folkeafstemningen om retsforbeholdet i 2015, hvor afstemningsresultatet blev et nej til afskaffelse. Også dengang anbefalede LO medlemmerne at stemme ja. Jeg endte i sidste ende selv med at stemme nej, men ville ikke tage stilling på medlemmernes vegne og argumenterede for, at LO skulle undlade at anbefale noget. Af principielle årsager.

“Vi ved bedst,” er passé
I mine øjne er de tider forbi, hvor fagbevægelsen skal vejlede medlemmerne i brug af blyanten, når de står i stemmeboksen, hvad enten det gælder valg til folketing, kommunalbestyrelser, regionsråd eller ved folkeafstemninger.

Denne holdning var i centrum, da LO vedtog det, der blev kaldt Det Ny LO på en ekstraordinær kongres i 2003. Op til kongressen besluttede LO’s hovedbestyrelse at stoppe med at yde økonomisk støtte på medlemmernes vegne til politiske partier. Og på kongressen besluttede man et udmærket nyt værdigrundlag med overskriften “Den enkelte kan selv – sammen kan vi mere”.

Den formulering afspejler en helt grundlæggende respekt for individet og for medlemmernes forskellige politiske holdninger.

Tankegangen bag værdigrundlaget byggede netop på, at fællesskabet skulle bruges, når den enkeltes egne muligheder og handlinger ikke rakte, men tankegangen betød ikke, at fællesskabet altid ved bedst. Det betød heller ikke, at fagbevægelsens medlemmer – som det var nødvendigt i de første årtier af lønmodtagernes kamp for en plads ved samfundets bord – i enhver sitation er indstillet på at marchere i takt med ledelsen i spidsen.

Ikke alle tog fornyelsen til sig
At vide bedre og forvente taktfast tråd er den moderne fagbevægelses akilleshæl.

Bevægelsens ledere har simpelthen svært ved at give slip på de topstyrede beslutningsmetoder, som vi er vokset op med, og som var nødvendige under fortidens betingelser – ikke mindst under den halvillegale politi- og arbejdsgiverforfølgelse, som er en del af fagbevægelsens fortid.

At stoppe med at yde økonomisk støtte til politiske partier var en nødvendig fornyelse, hvis LO skulle have en fremtid. Det var et udtryk for ny respekt for medlemmernes forskellighed og for, at moderne mennesker ikke vil have nogen til at føre deres hånd i stemmeboksen.

Hos en række forbund har det dog knebet med denne fornyelse. Min oplevelse er, at en del forbund har bevæget sig længere væk fra beslutningerne på LO’s ekstraordinære kongres i 2003 og i stedet nærmet sig tidligere tiders partipolitiske monopol på fagbevægelsen. Det er både dumt og ude af takt med samfundsudviklingen.

Folkeafstemningen om Danmarks indtræden i Det Europæiske Fællesskab i 1972 skabte en opdeling af fagbevægelsens medlemmer og den øvrige befolkning, når det gælder EU-spørgsmål. Det er uholdbart for fagbevægelsen som en enhedsbevægelse, der vil samle alle lønmodtagere efter fag på tværs af politiske holdninger, fortsat at opretholde eller ligefrem udvide dette skel.

Et beskedent flertal på LO’s ekstraordinære i 1972 opfordrede lønmodtagerne til at stemme ja ved folkeafstemningen om EF-medlemskabet. Det forbund, jeg oprindeligt kom fra – Dansk Kommunal Arbejderforbund – fulgte ikke LO, men valgte i stedet at opfordre medlemmerne til at deltage i afstemningen, selvom forbundet var overvejende positivt over for EF. Husligt Arbejder Forbund var derimod et ret EF-kritisk forbund. Da de to forbund i 1993 lagdes sammen til FOA, var DKA medlemsmæssigt det største, men FOA valgte at respektere medlemmernes forskellighed og undlod derfor anbefalinger ved de efterfølgende folkeafstemninger om Amsterdam-traktaten og Euroen.

Da FOA og Pædagogisk Medhjælper Forbund lagdes sammen i 2005, blev den EU-skeptiske del af det sammenlagte forbund formentlig styrket antalsmæssigt, men vi valgte fornuftigvis at holde os fra at anbefale medlemmerne, hvor krydset skulle sættes ved folkeafstemningerne om Patentdomstolen og retsforbeholdet.

Det er altså muligt at drive en fagbevægelse, der kæmper for arbejdstagernes interesser uden at ville med ind i stemmeboksen.

Fagbevægelsen skal beskæftige sig med EU
At fagbevægelsen i mine øjne bør undlade at anbefale medlemmerne, hvor krydset skal sættes, er på ingen måde udtryk for, at fagbevægelsen skal undlade at beskæftige sig med EU. Tværtimod.

Der vedtages ikke længere i praksis selvstændig arbejdsmarkedslovgivning i Danmark – med coronaperioden som en parentes og Arne-pensionen som den positive undtagelse, der bekræfter reglen.

Derfor er der al mulig grund til, at fagbevægelsen forsøger at påvirke beslutningsprocesserne i EU, inden de munder ud i regler, retspraksis og lovgivning på det danske arbejdsmarked.

Det ændrer ikke på den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter er i centrum, at parterne orienterer sig mod Bruxelles, hvor de før orienterede sig mod Christiansborg. Og kan parterne sikre en balance, hvor EU begrænser sig til at sikre grundlæggende beskyttelse af lønmodtagere, mens de danske arbejdsmarkedsparter aftaler rettigheder i de kollektive overenskomster, kan den danske model også bestå de kommende årtier.

Det er derimod ikke sikkert, at fagbevægelsens medlemstal kommer uskadt igennem de kommende årtier, hvis fagbevægelsen eller dele af den vil tilbage til tiden med patent på medlemmernes politiske holdninger, uanset om det gælder valg eller folkeafstemninger.

Også af den grund ville det have klædt FH at have stoppet den forældede tradition, det er at forsøge at styre medlemmernes demokratiske stillingtagen. ■
 

Det ændrer ikke på den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter er i centrum, at parterne orienterer sig mod Bruxelles, hvor de før orienterede sig mod Christiansborg
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA.

[Foto: RenéSchütze/Polfoto/Scanpix]