Peter Lauritsen: Hvordan kan vi lukke øjnene for russiske overgreb i Syrien og åbne dem for overgrebene i Ukraine?

07.04.2022

Ind til for nylig var det ikke altruisme og humanisme, der prægede vores holdning til flygtninge. Havde man for få måneder siden sagt, at vi i et hug skulle tage 100.000 flygtninge fra Syrien, var man blevet savet midt over og sendt til månen. I årevis har den erklærede politik i stedet været, at vi ville gøre forholdene for mennesker på flugt så utålelige, at ingen havde lyst til at rejse hertil. Tænk, hvis de ukrainske flygtninge havde lyttet til det.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Peter Lauritsen

Der er ikke noget godt at sige om krigen i Ukraine. Død, ødelæggelse og menneskelig lidelse i et ufatteligt omfang. Men skulle der alligevel findes et enkelt dansk håb i dette inferno, så knytter det sig til den styrke, solidaritet og omsorg, som blomstrer frem herhjemme: Den russiske invasion er blevet mødt af et samlet folkestyre, der har reageret resolut i forsvaret for frihed, selvbestemmelse og individers rettigheder. På samme måde er civilsamfundet trådt i karakter med nødhjælp, husning af flygtninge, indsamlinger og meget andet. Følelsen af uretfærdighed er enorm, og selvom vi er et lille land, vil vi ikke passivt se til, mens en simpel despot tromler de værdier, som har formet os og vores naboer.

For mange er chokket over krigen nok ekstra stort, fordi den foregår i Europa. Vi troede, at vi havde lagt den slags bag os. At vi havde opbygget en ordnet verden med fælles forståelse, handel og institutioner, som vaccinerede os mod barbari. Vi troede, at vores blodige historie var netop historie.

Nu viser det sig, at vi tog fejl.

Krigen sender rystelser igennem os, for Europa er ikke kun en geografisk enhed, men også en idé, eller en drøm, som mange af os har bygget væsentlige dele af vores identitet og tilværelse på. Trods alle sine fejl og mangler, er Europa således drømmen om menneskerettigheder, selvbestemmelse, frihed, menneskeligt ligeværd, demokrati og fremskridt. Det er også den drøm, Putins Rusland forsøger at knuse under larvefødder og missilangreb.

Med denne iagttagelse kunne man egentlig slutte. Vi har godheden i os, og nu gælder det om at hjælpe de nødlidende så godt, vi kan. Men verden er altid kompleks, og der er nuancer, der skal med. For hvor velgørende det end er, og hvor patriotisk, man end bliver, kaster vores principfaste og humanistiske reaktion lys på sin egen modsætning, der desværre er en lige så uomgængelig realitet.

Ind til for nylig var det ikke altruisme og humanisme, der prægede vores holdning til flygtninge. Havde man for få måneder siden sagt, at vi i et hug skulle tage 100.000 flygtninge fra Syrien, var man blevet savet midt over og sendt til månen. I årevis har den erklærede politik i stedet været, at vi ville gøre forholdene for mennesker på flugt så utålelige, at ingen havde lyst til at rejse hertil. Det var derfor smykkeloven på sin egen mærkværdige facon gav mening. Vi havde selvfølgelig ikke brug for flygtningenes værdier, men ville sende et signal om, hvad der ventede forarmede mennesker, hvis de formastede sig til at rejse til vores land.

 

Hvordan kan vi hævde, at nøden i Aleppo var mindre, fordi byen var længere væk? Er det ikke ligegyldigt, hvor lang afstand, der er til et bombet hospital eller lemlæstede børn?
_______

 

På samme måde har vi sendt unge mennesker til trøstesløse udrejsecentre, fordi vi ufornuftigt har defineret Syrien som et sikkert land. Vi indførte et paradigmeskifte, så det blev klart for alle, at i Danmark kunne man ikke blive. Vi har næsten konsekvent talt om ”migranter”, som om vi bevidst ønsker at sætte spørgsmålstegn ved flygtningenes legitimitet. Vi har også gjort det yderst vanskeligt for nydanskere at få statsborgerskab og i det hele taget betragtet flygtninge som en byrde, vi næsten ikke kun magte at tage på os. Og ja, vores egen fjendtlighed fejrede vi med kage.

Hvor ville det være flovt, hvis de ukrainske flygtninge havde lyttet til signalerne. Tænk hvis de i dag sagde, at de ikke ville til Danmark, fordi de havde hørt, at flygtninge ikke er velkomne, og at danskerne har nok i sig selv. På den anden side har den danske regering undladt at indrykke annoncer i ukrainske aviser, som sort på hvidt erklærer, at flygtningene ikke skal komme her. Så vi slipper med skrækken og kan i stedet byde ukrainerne velkomne til vores plet på jorden.

De ubehagelige spørgsmål slipper vi imidlertid ikke for: Hvordan kan det være, at vi i årevis har ført en politik, der skulle skræmme flygtninge væk, men nu pludselig byder flygtninge velkomne i titusindvis? Hvordan kan det være, at vi udviser mennesker til Syrien, men med åbne arme tager imod ukrainere? Hvorfor skal den ene gruppe behandles med respekt og værdighed, mens den anden ikke skal?

Lytter man til en række politikere, findes forklaringen i det noget slidte begreb om nærområde. Vores omsorg for Ukraine skyldes, siger de, at vi er nærområde til det store land. Vi bor simpelthen tættere på Ukraine, hvilket ifølge argumentet skulle give os en større forpligtelse og en større villighed til at hjælpe.

Argumentet minder grangiveligt om en genopførelse af Marie Krarups næsten herostratisk berømte udsagn om, at en syrisk flygtning ikke kunne være hendes næste, fordi afstanden var for stor. Næstekærlighed dækker således kun de mennesker, der helt konkret er tæt på – ikke dem der er langt væk.

Denne udlægning fik Krarup naturligt nok en del kritik for. En nødlidende flygtning bliver ikke mindre menneske og ikke mindre nødlidende af, at afstanden øges. Måske er vores muligheder for at hjælpe rent praktisk mindre, men man skal selvfølgelig stadig se den anden som et medmenneske, der har brug for omsorg og ly mod krig og lidelse. Og man skal selvsagt stille sig til rådighed med de ressourcer, man har som et rigt og velorganiseret land med en humanistisk historie og stor erfaring i netop bistand og hjælp til flygtninge.

Så hvordan kan vi lukke øjnene for russiske overgreb i Syrien og åbne dem for overgrebene i Ukraine? Hvordan kan vi hævde, at nøden i Aleppo var mindre, fordi byen var længere væk? Er det ikke ligegyldigt, hvor lang afstand, der er til et bombet hospital eller lemlæstede børn? Jo, Danmark og Europa har pligt til at hjælpe, når mennesker lider og deres rettigheder trædes under fode. Det er netop derfor, vi kan kalde os danskere og europæere.

Men i de sidste mange år har vi svigtet. I hvert fald indtil krigen i Ukraine brød ud. Skiftende regeringer har ført en politik, som skulle tilfredsstille en bestemt vælgergruppe, som var bange for at miste sig selv. Det har været en politik, der kopierede det anti-humanistiske og anti-europæiske højre. Og en politik, der koncentrerede sig om signaler og symboler, og som ignorerede, at politik sættes i værk som en konsekvens af verdens realiteter for at forbedre disse realiteter.

Men det glemte den danske udlændingepolitik. Strammere og strammere – et kapløb for at overgå hinanden, og i processen kunne man tillade sig at sige alt. Ordentlighed, forfatninger og konventioner var ikke længere værd at kæmpe for, men føltes som en strik om halsen. Alt dette står tydeligt nu. Vi fór vild i kapløbet og endte et sted, hvor de færreste ønskede at være. Et sted hvor vi glemte, de værdier, vi er rundet af.

Men i disse uger banker ukrainerne på vores dør. I bagagen har de krigens barske realiteter. Og vi åbner døren som en selvfølge. Forhåbentlig ikke fordi de er ukrainere og til forveksling ligner os, eller fordi de geografisk er tættere på, og vi derfor ikke kan ignorere lidelsen. Nej, forhåbentlig skyldes vores gæstfrihed ikke, at vi ønsker at diskriminere mellem mennesker på baggrund af deres etnicitet eller fødested, men fordi vi igen husker på, hvem vi selv er: danskere og europæere, der altid rækker hånden ud, når et andet menneske er i nød. ■

 

Ordentlighed, forfatninger og konventioner var ikke længere værd at kæmpe for, men føltes som en strik om halsen. Alt dette står tydeligt nu. Vi fór vild i kapløbet og endte et sted, hvor de færreste ønskede at være
_______

 

Peter Lauritsen (f. 1969) er professor MSO ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: Vladyslava Liubarets (R), en borger fra Butja, omfavner sin søster, da de genforenes efter Butja igen er kommet på ukrainske hænder, Ukraine, 6. april 2022. [FOTO: Roman Pilipey/EPA/Ritzau Scanpix]