22.11.2010

Den tidligere chef for både Rigshospitalet og DR Christian Nissen mener at staten idag befinder sig i en enorm ledelseskrise: ”Siden 90erne har politikerne slået ind på mere og mere detaljeret styring af den offentlige sektor. Det er en blindgyde. Det løser ikke problemerne. Det tager ledelseskraften fra de ledere, institutioner og styrelser, der står for det udførte arbejde. […] Kan vores politiske system overhovedet løse problemet? Vores folkestyres indretning har eget sig vældigt godt til at opbygge industrisamfundets velfærdssamfund, men det er ikke sikkert, at det samme politiske system er egnet til at bringe os videre i det postindustrielle samfund.”

Iaften, mandag d. 22. november kl.19-21, afholder RÆSON det første i en serie af Aftenmøder, som også bliver tilgængelige på RÆSONs website som videoudsendelser. Clement Kjersgaard er ordstyrer og til premieren har vi inviteret direktør i LD Carsten Koch, adjungeret professor Christian S. Nissen og formand for FOA Dennis Kristensen til en 90 minutters rundbordsdiskussion om Danmarks økonomiske situation med særligt fokus på den offentlige sektor. Som optakt til dette bringer RÆSON interviews med de tre hovedpersoner med deres indledende take på situationen (alle kræver abonnement på RÆSON).
– Arrangementet er gratis for RÆSONs abonnenter (pris for andre: 100 kr.)
– Tegn abonnement nu: 250 kr. om året/studiepris: 200
– Bestil plads på: ordre@raeson.dk
– Hvis ikke du har mulighed for at være med som publikum, kan du fra tirsdag se diskussionen som videoudsendelse på RÆSONs website (forbeholdt abonennenter)

Interview af Frederik Vitting Hermann

Hvad er Danmarks store udfordringer i forhold til at komme ud af den økonomiske krise?
Jeg ser tre felter af udfordringer i forhold til den samlende problematik: Det økonomiske problem, dernæst styrings- og ledelsesproblemer og til sidst et politisk problem.
Det økonomiske problem kan deles op i to dele. Grundlæggende har vi i den offentlige sektor og samfundet generelt en demografisk udfordring. De store årgange går på pension, og der kommer nogle små årgange ind på arbejdsmarkedet. Derudover oplever vi et voldsomt udgiftspres. Det er karakteristisk, at vi efter ni år med en liberal regering ikke har sænket de offentlig udgifter. De er tværtimod vokset hurtigere end Nyrup-regeringen. Samtidigt må vi konstatere, at der er et krav om flere ydelser i befolkningen, men ikke en villighed til at betale mere skat. Den offentlige sektor har, set ud fra et økonomisk perspektiv, en manglende vilje eller evne til at prioritere. Der er ikke nogen reformvilje til egentlig at gå ind og løse de økonomiske problemer.
Jeg vil stille spørgsmålet om hvorvidt den styring og ledelse, vi har i det offentlige og det politiske system, kan håndtere problemet. Der er jeg pessimistisk.

I RÆSON8 (som udkommer mandag d.22/11 2010) siger Lars Kolind, at der skal et paradigmeskift til i den offentlige ledelse: Vi skal ikke sikre kvalitet gennem kontrol, men må have mere konkurrence indenfor den offentlige sektor. Er det den retning vi skal gå?
Jeg tror ikke mere konkurrence i den offentlige seerviceproduktion nødvendigvis er en god løsning. Vi går alle og taler om et paradigmeskifte, men den danske forvaltning og styringsform har stort set altid forandret sig ved ganske små justeringer. Det er nærmest udansk at lave store reformer. Moderniseringsprogrammet fra den første Schlüter-regering i 1983 er måske det nærmeste vi i nyere tid kommer et paradigmeskift. Hovedmålet var at fjerne detailstyring og at decentralisere. Man gav større handlerum til lokale ledere og deres kreativitet overfor lokale udfordringer. Siden er det gået den anden vej. Især i 90erne og i den nuværende regerings tid er man slået over på mere og mere detaljeret styring. Det tror jeg er en blindgyde. Det løser ikke problemerne. Det tager ledelseskraften fra de ledere, institutioner og styrelser, der står for det udførte arbejde. Det er et kæmpe problem for øjeblikket.

Hvad er de største udfordringer i den offentlige styring lige nu, og hvad er konsekvenserne af centralstyring?
Det er at turde give større frirum til lokale ledere. Ledelse drejer sig om at lave forandringer, og det kan man ikke fjernstyre og detailstyre. Det skal man have en ansvarlig og handlekraftig lokal ledelse til at gøre. I og med at rammerne for handlefrihed bliver snævrere bliver det de samme løsninger, der bliver gennemført overalt. Mest tydeligt kan det ses i det kommunale system. Hele idéen med vores kommunale selvstyre er, at der skal være mulighed for at lave forskellige løsninger i Hvidesande og Hvidovre. Men fordi der er snævrere rammer og mere detailstyring fra folketinget, bliver mulighederne for at lave forskellige løsninger rundt omkring i landet mindre. Det betyder, at man ikke giver plads til ansvar og ledelse.

Er det muligt at angribe problemet i det nuværende politiske klima?
Jeg ved ikke, om det er ”klimaet”, der er problemet. Snarere den herskende politiske beslutningskultur. Fx: Hvis der sker en fejl et sted i landet på et plejehjem, bliver det rejst i folketinget, og folketinget kan kun to ting. De kan bevilge penge eller lave regler. Reglerne fra folketinget skal gælde for alle på en ensartet måde, og dermed fjernes grundlaget for den [lokale] ledelse. Man har faktisk to muligheder fra centralt hold. Den ene er sikringen af et rum for ledelse, den anden er styring og regler, men man har lagt mere og mere vægt på styringsparameteret.

Hvor spiller styringsproblemet ind i en økonomisk kontekst?
Sammenhængen til det økonomiske ligger i det offentliges mulighed for at finde nye kreative løsninger på lokale problematikker. Det er ude i de forskellige institutioner, hvor de offentlige resurser bliver brugt – frontlinjen i forhold til borgerne – slaget skal vindes. Dem, der opererer derude – de lokale ledere på plejehjem, daginstitutioner, skoler osv. – skal have mulighed for at finde løsninger, der er tilpasset til de lokale forhold. Den mulighed bliver mere og mere begrænset jo flere regler man laver. Det betyder også, at man tager gejsten fra de offentlige ansatte, som føler de sidder i alt for snævre styringsrammer.
Jeg mener – om end det måske er fantasiløst – at man skal tilbage til noget af det, der lå i Moderniseringsprogrammet. Tag foden væk fra styringspedalen og giv mere kraft til det lokale lederskab. Det vil gavne produktiviteten.

Er der nogen risici forbundet med den fremgangsmåde?
Fra centralt hold er vi jo altid glade for at decentralisere. Det lyder så godt. Når vi så opdager, at dem, man vi decentraliserer magten ud til, løser opgaven på en anden måde end vi selv ville gøre, så bliver vi pludselig centralister og vil have ensartethed. Er det et politisk folkeligt krav at vilkårene skal være fuldstændigt ens i alle ender af landet? Det oplever man nogle gang når pressen tager fat – så skal borgeren i Humlebæk og Hirtshals have ens forhold. Min opfattelse er, at der er meget forskel på de forskellige dele af landet, og derfor skal der også være forskel i den offentlige sektor. For at behandle folk lige, må man behandle dem forskelligt. Det er meget vanskeligt i et centralt styre.

Vi poster penge i det offentlige system, men sakker bagud på forskellige ydelsesparametre i international sammenhæng. Er styringsproblemet årsagen?
Jeg er lidt skeptisk overfor den betydning, man tillægger internationale sammenligninger. Internationalt set er danskerne f.eks. meget tilfredse med det danske sygehusvæsnet, men den offentlige diskurs påpeger hele tiden at vi er langt bagefter. Der er for stor vægt på internationale sammenligninger. Ensartede løsninger på landsplan bliver ofte bliver meget dyre løsninger.

Hvad er perspektiverne efter næste valg?
Man kan diskutere om det er den røde eller blå blok, der er bedst til at håndtere det her. Sagt lidt sarkastisk: Ligesom der skulle en Begin til at fred mellem Israel og Egypten, og ligesom der skulle en Nixon til at skabe fred med Kina, skal der måske en rød regering til, for at få løst den økonomiske situation og den offentlige sektors ressourceforbrug. Det er muligvis sværere for en liberal borgerlig regering, fordi de lige fra Anders Foghs tiltrædelse i 2001 bekymrede sig for at blive udråbt som usociale og ensbetydende med nedskæringer. På den anden side kan man sige at der ikke tegner sig nogen klar løsning som den røde blok ville have nemmere ved at eksekvere i kraft af deres politiske profil. Det har relation til det sidste problem jeg nævnte. Kan vores politiske system overhovedet løse problemet? Vores folkestyres indretning har eget sig vældigt godt til at opbygge industrisamfundets velfærdssamfund, men det er ikke sikkert, at det samme politiske system er egnet til at bringe os videre i det postindustrielle samfund.
…