Uffe Gardel følger udviklingen i Ukraine, dag 19: Flygtningetallet kan vokse dertil, hvor en fjerdedel af den ukrainske befolkning er på flugt

15.03.2022


I strømmen af nyheder om krigens gang overser man let, hvor enorm den humanitære katastrofe allerede er blevet. Antallet af flygtninge har passeret 2,8 millioner og med internt fordrevne løber det samlede antal flygtninge dermed op i 4,6-4,7 millioner mennesker. Det er flere end i alle krigene efter Jugoslaviens opløsning – og det i løbet af 19 dages krig.

Analyse af Uffe Gardel

Det er ikke så tit, at paven taler med udråbstegn, og næppe heller så ofte, at han udløser klapsalver. Det skete imidlertid i søndags, den 13. marts, da han endnu engang talte om krigen i Ukraine.

Han ordvalg var da også ganske usædvanligt voldsomt.

”Brødre og søstre,” indledte han som altid sin tale til mængden på Peterspladsen, men fortsatte så:

“Vi har netop bedt til Jomfru Maria. Den by som bærer hendes navn, Mariupol, er i denne uge blevet en martyrby i den hjerteskærende krig, som er i færd med at ødelægge Ukraine. Set i lyset af barbariet og myrderierne af børn, uskyldige og ubevæbnede civile, som ikke har noget strategisk formål, må man standse den uacceptable væbnede aggression, inden man har forvandlet byen til en gravplads.

Med dette i hjertet slutter jeg min stemme til de almindelige mennesker, der bønfalder om en afslutning på krigen. I Guds navn, hør skrigene fra dem, som lider, og stands bombardementerne og angrebene! Søg oprigtigt og beslutsomt forhandlingens vej, og lad de humanitære korridorer være effektive og sikre. I Guds navn beder jeg: stands denne massakre!”

Talen kan ses her.

 

Putin vil sikkert som Stalin spørge, hvor mange divisioner paven har
_______

 

Historisk humanitær katastrofe
Putin vil sikkert som Stalin spørge, hvor mange divisioner paven har. Han kan blive ubehageligt overrasket over svaret, for pavens tale indgår i det voksende pres fra borgere og politikere i Vesten for, at krigen bliver standset – enten med endnu hårdere sanktioner, eller direkte med militær indgriben.

I strømmen af nyheder om krigens gang overser man let, hvor enorm den humanitære katastrofe allerede er blevet. Antallet af flygtninge har passeret 2,8 millioner, og dertil kommer antallet af fordrevne, Internally Displaced Persons (IDP), altså mennesker som er på flugt, men ikke har passeret en landegrænse; dem anslår FN’s nødhjælpsorganisation OCHA, at der 1,85 millioner af. Det samlede antal flygtninge og fordrevne løber dermed op i 4,6-4,7 millioner mennesker. Det er flere end i alle krigene efter Jugoslaviens opløsning – og det i løbet af 19 dages krig.

Som krigen fortsætter, kan flygtningetallet vokse til noget helt ekstremt, hvor en fjerdedel af den ukrainske befolkning, op mod ti millioner mennesker, er på flugt et eller andet sted i eller uden for Ukraine.

Lige nu befinder seks ud af ti flygtninge sig i Polen, som i forvejen har en stor ukrainsk diaspora af gæstearbejdere; hvor stor ved man ikke, da mange er i landet illegalt. Snart kan være tiende indbygger i Polen være ukrainer.

Og selve krigen: Bortset fra Donetsk og Lugansk oblaster er den russiske fremrykning gået i stå; nogle steder fordi russerne er ved at omgruppere og forberede nye angreb, men i de fleste tilfælde som følge af ukrainsk modstand.

Og der forhandles. Mandag genoptog Rusland og Ukraine forhandlingerne via videolink, og man fortsætter tirsdag. Samtidig oplyste en af præsident Zelenskyjs rådgivere, at man også under forhandlingspausen har haft løbende kontakt med russerne via video, og at de er holdt op med at stille ultimatummer, men faktisk lytter til, hvad ukrainerne siger. Men det vil være gætteri at hævde, at vi dermed nærmer os en våbenhvile, og en fredsaftale er ingen af parterne motiverede til: Russerne har vundet for lidt til at slutte fred, og ukrainerne har tabt for lidt. ■

 

Russerne har vundet for lidt til at slutte fred, og ukrainerne har tabt for lidt
_______

 


Uffe Gardel (f. 1960) er journalist, oversætter og kommunikationsrådgiver, cand.merc. i finansiering. ILLUSTRATION: En gruppe ukrainske flygtninge tages imod af polske grænsevagter i Medika-lejren, Polen, 14. marts, 2022 [Foto: Hector Adolfo Quintanar Perez/Splash/Ritzau Scanpix].