Moritz Schramm i RÆSON SØNDAG: Så epokegørende et kursskifte er Tysklands sikkerhedspolitiske vendepunkt

06.03.2022

Putin har tabt en af sine sidste venner i Vesten. På trods af al kritik og uenighed kunne den russiske præsident førhen være sikker på, at i det mindste Tyskland ville forsøge at komme hans interesser i møde og finde konstruktive diplomatiske løsninger. Den tid er forbi. I hvert fald for nu.



Moritz Schramm i RÆSON SØNDAG

Ved en tale for Forbundsdagen sidste søndag lancerede den tyske kansler, Olaf Scholz, en af de mest radikale skift i tysk sikkerheds- og udenrigspolitik siden 1945. Det er sjældent at iagttagerne så hurtigt er enige om en tales historiske betydning. Mens krigen i Ukraine udviklede sig, var der ellers tysk tøven og tilbageholdenhed overfor Rusland. Tyskland ville hverken levere våben til Ukraine, stoppe North Stream 2 eller åbne for en udelukkelse af Rusland fra den internationale betalingssystem SWIFT.  

Men i søndags lancerede den tyske regering et voldsomt og enestående skift: Under stort bifald i Forbundsdagen lagde Scholz op til en investering på 100 milliarder euro til den tyske Bundeswehr, det samlede tyske militær, samtidig med at regeringen lovede at løfte forsvarsbudgettet fra det nuværende 1,4 pct. til over 2 pct. af BNP fremover. En anden og mere akut reaktion på krisen er beslutningen om at levere våben til Ukraine. Begge beslutninger er noget, som skiftende tyske regeringer ellers har afvist markant. Og som sidste land i EU har tyskerne givet grønt lys til at udelukke en del af de russiske banker fra SWIFT. Scholz’ tale var skelsættende og revolutionær, skrev de tyske medier. Og det med rette.

Forandring gennem tilnærmelse
Den historiske dimension i det tyske udenrigs- og sikkerhedspolitiske skift er ikke til at tage fejl af. Det nuværende nybrud sætter en ny kurs fra de helt store linjer i tysk politik overfor Rusland, som rækker helt tilbage til tiden efter 1945. Hele det tyske grundkoncept om diplomatisk tilnærmelse i stedet for konfrontation er faldet fra hinanden.

Med blik på udviklingen i efterkrigstiden 1945 er der især to historiske nedslagspunkter, som er værd at hæfte sig ved: Konrad Adenauers Westbindungs-politik i 1950erne og Willy Brandts afspændingspolitik i 1970erne. Adenauers politik om en integration af Vesttyskland i det vesteuropæiske politiske fællesskab lagde fundamentet for hele den videre udvikling i tysk udenrigspolitik indtil i dag. Imod stor modstand fra blandt andet de tyske socialdemokrater, men også mod nationalkonservative kræfter i sit eget parti, åbnede CDU-kansleren dengang for et tæt økonomisk og et politisk samarbejde med de vesteuropæiske stater og USA. Adenauer var med til at opbygge den såkaldte stål- og kulunionen, som senere udviklede sig til EF og EU, og nogle år senere søgte Tyskland om medlemskab i NATO.

 

Erfaringer fra Anden Verdenskrig har været dominerende for den tyske tilgang til Rusland – så dominerende, at den kunne spores i de tyske diskussioner indtil i søndags

_______

Et vendepunkt i Tysklands udenrigspolitik begyndte i 1970erne, hvor Forbundsrepublikkens første socialdemokratiske kansler, Willy Brandt, lancerer den såkaldte afspændingspolitik mod Østeuropa og Sovjetunionen. Under sloganet ”Wandel durch Annäherung” –forandring gennem tilnærmelse -sigtedes efter at forbedre forholdet til Østeuropa ved hjælp af politisk og økonomisk samarbejde. Grundlaget for Brandts politik, der ligeledes var voldsomt kontroversielt og især blev afvist af de konservative partier CDU/CSU, var en ide om gensidig forståelse. Man skal sætte sig ind i den andens, modstandernes, optik og perspektiv, for på denne baggrund at kunne finde kompromisser og politiske løsninger.

25 millioner døde sovjetborgere kunne ikke uden videre glemmes
Uanset hvordan man i dag vurderer Brandts politik, hersker der ingen tvivl om, at den finder genklang og måske sågar danner fundament for det samlede Tysklands politik mod Rusland de seneste tredive år.

Erfaringer fra Anden Verdenskrig har været dominerende for den tyske tilgang til Rusland – så dominerende, at den kunne spores i de tyske diskussioner indtil i søndags. Ad flere omgange begrundede højtstående regeringsmedlemmer, deriblandt udenrigsminister Annalena Baerbock, deres beslutning om ikke at levere våben til Ukraine med de historiske erfaringer: Tyskerne ødelagde det daværende Sovjetunion hele to gange. En gang på vej frem mod Moskva og en gang på vej tilbage, da man nærmest brændte hele Rusland ned for ikke at give den Røde Hær mulighed for forsyninger under deres fremmarch. Derfor var det ikke Tysklands rolle at levere våben mod landet igen, lød rationalet bag. Ligesom i 1990erne under Balkankrigene, hvor tyskere ikke ville sende soldater til Serbien, har historien fortsat været styrende for forholdet til Rusland: døde sovjetborgere kan ikke uden videre glemmes.

Man kan naturligvis argumentere for, at det ikke blot var russerne, der blev ofre for nazisternes fremmarch, men også omtrent syv millioner ukrainere. Og flere tyske medier har derfor med rette henvist til det hykleriske i regeringens historisk baserede argumenter. Det ændrer imidlertid ikke noget ved, at der i store dele af det tyske samfund findes en særlig historisk betinget ansvarsfølelse overfor Rusland. Denne ansvarsfølelse blev meget synlig igen efter Murens fald, hvor det, ifølge det tyske perspektiv, især handlede om at inkludere Rusland i en kommende sikkerhedspolitisk arkitektur i Europa. Begivenhederne omkring Murens fald og den tyske enhed spiller i denne forbindelse en central rolle.

Tutzig-formlen indebar kort fortalt, at Sovjetunionen accepterede den tyske enhed og tillod det forende Tyskland at blive medlem af NATO mod en forsikring til Sovjetunionen om, at man ikke ville udvide NATO mod Østeuropa

_______

 

Tutzig-formelen: tyskernes sikkerhedspolitiske løfte til Rusland
Situationen efter Murens fald var, som mange har i dag har glemt, i begyndelsen ret uoverskuelig og usikker. For USA gjaldt det lang hen ad vejen om, at man ville sikre, at et muligt forenet Tyskland kunne være en del af NATO – et amerikansk ønske, som især Sovjetunionen med Mikhail Gorbatjov i spidsen dengang var yderst skeptisk overfor. Spørgsmålet var centralt med hensyn til, om der overhovedet ville være mulighed for en tysk enhed.

I denne situation foreslog tyskerne i begyndelsen af 1990erne – allerede inden de såkaldte 4+2 forhandlinger blev sat i gang – den såkaldte Tutzig-formel. Tutzig-formlen indebar kort fortalt, at Sovjetunionen accepterede den tyske enhed og tillod det forende Tyskland at blive medlem af NATO mod en forsikring til Sovjetunionen om, at man ikke ville udvide NATO mod Østeuropa. Der skulle ikke stationeres NATO-tropper på det forhenværende DDR’s område, og NATO selv skulle ikke flyttes ”en centimeter” mod øst, som det hed dengang.

Dette mundtlige tilsagn om ikke at udvide NATO mod Øst har sidenhen skabt ophedet debat og er ofte genstand for kontroverser blandt historikere. For nyligt blev selve aftalens eksistens atter engang afvist af NATOs nuværende generalsekretær, Jens Stoltenberg. I de tyske medier har stemningen imidlertid været en anden. Seriøse ugeaviser som Der Spiegel publicerede for nyligt, kort inden Ruslands angreb mod Ukraine, udførlige nyhedsartikler, hvor man gennemgik de historiske kilder og viste, at der faktisk har været en sådan mundtlig aftale. For nyligt dukkede sågar et nyt dokument op fra arkiverne i USA, der bekræftede aftalen og selv nogle af de tyske topdiplomater, som var med til at lancere Tutzig-formelen, er stået frem og har fortalt om baggrunden for aftalen.

Således har det tyske mantra været, at sikkerhed i Europa skulle bygges med Rusland, og ikke imod Rusland. Set med tyske øjne fandtes der ingen alternativ til diplomati og samarbejde

_______

Sagen er naturligvis ikke, hvorvidt den mundtlige – og ikke juridisk bindende – aftale fra dengang fortsat er gældende i dag, hvor vi har en hel anden kontekst. De fleste tyske journalister og meningsdannere har heller ikke glemt at henvise til, at man dengang endnu troede på den generelle demokratisering af Østeuropa, inklusiv Rusland, som i sidste ende ville gøre en udvidelse af NATO meningsløs. Og naturligvis er alle klar over, at Boris Jeltsin i 1997 anerkendte NATOs østudvidelse (om end under økonomisk tvang, som han senere har udtrykt det). Pointen er imidlertid en anden: siden begyndelsen af 1990erne har Tyskland haft et verdenssyn, der gik ud på, at man ikke skal arbejde imod Rusland, men med Rusland. Russernes interesser skulle tilgodeses. Udfordringen bestod i at skabe en verden, hvor Rusland kan føle sig tryg og anerkendt, samtidig med at der sikres en økonomisk stabilitet, der kan danne grundlag for en demokratisering af Rusland. Således var dengang forhåbningen.

Männerfreundschaften: tyskernes længsel efter russisk venskab
Det russisk-tyske samarbejde efter 1990erne var typisk ledsaget af tætte personlige bånd mellem de skiftende tyske kanslere og de russiske præsidenter. Allerede forholdet mellem genforeningskansleren Helmut Kohl og Gorbatjov blev omtalt som en såkaldt ”Männerfreundschaft”, et tæt venskab mellem ligeværdige mænd, og senere tyske ledere brystede sig på tilsvarende vis af gode personlige relationer med russiske præsidenter: SPD’s kansler Gerhard Schröder og Vladimir Putin forbandt ligeledes et såkaldt Männerfreundschaft, og selv Angela Merkel, der på ingen måde kan omtales som Putins ven, formåede gennem tiden at opbygge et særligt forhold til den russiske præsident, der ofte gav bonus på den diplomatiske scene. Hendes sproglige evner til at tale russisk med Putin blev ofte fremhævet i medierne, selv om den i realiteten nok ikke var helt nødvendigt, idet Putin som bekendt taler fremragende tysk.

Disse personlige relationer – der for Schröders vedkommende er fortsat indtil i dag – er dog mere end blot individuelle venskaber. De er udtryk for den generelle politiske længsel i Tyskland efter gode relationer med Rusland, der altså var en centralt, om end ofte mere eller mindre stiltiende og uudtalt præmis for hele den tyske udenrigs- og sikkerhedspolitik de seneste 30 år. Således har det tyske mantra været, at sikkerhed i Europa skulle bygges med Rusland, og ikke imod Rusland. Set med tyske øjne fandtes der ingen alternativ til diplomati og samarbejde.

Mens amerikanerne under Bush-regeringen pressede voldsomt på, var den tysk-franske indstilling, at man hermed ville gå for langt: eftersom man allerede havde udvidet NATO markant siden 1990erne, ville Ukraine og Georgien være en unødvendig provokation mod Rusland

_______

Det spiller en betydelig rolle, at Putin i begyndelsen af 00erne endnu blev mødt med store forventninger om en positiv udvikling i Rusland. Efter Boris Jeltsins erratiske regeringsstil, håbede mange – deriblandt den daværende kansler Schröder – at Putin vil stabilisere landet og samtidig åbne det mod Vesteuropa. Og den dengang nye russiske præsident så ud til at levere visionen. Putins optræden i det tyske Forbundsdag i 2001 var præget af en udstrakt hånd, og blev følgelig fejret med stående ovationer på tværs af partier: Man håbede på en ny begyndelse, der sågar, som Merkel på et tidspunkt udtrykte det, på sigt ville kunne føre til Ruslands medlemskab af NATO. Det gjaldt om at overkomme spændingerne og bygge en fælles verden i Europa. 

Tyskland drejede NATO udenom Ukraine og Georgien
Med baggrund i de historiske erfaringer og de generelle forhåbninger om et tættere samarbejde med Rusland er det derfor ikke overraskende, at Tyskland selv i vanskelige tider strakte sig langt for at holde fast i det diplomatiske samarbejde. Og det gælder ikke kun fredsforhandlingerne i Minsk, som Tyskland var med til at arrangere. Den tyske forståelseskultur overfor Rusland viste sig allerede tidligere, bl.a. i 2008, hvor Tyskland – sammen med Frankrig – nedlagde veto mod en mulig optagelse af Ukraine og Georgien i NATO. Mens amerikanerne under Bush-regeringen pressede voldsomt på, var den tysk-franske indstilling, at man hermed ville gå for langt: eftersom man allerede havde udvidet NATO markant siden 1990erne, ville Ukraine og Georgien være en unødvendig provokation mod Rusland.

I dag ser mange det kompromis, som man ved forhandlingerne i 2008 kom frem til – Ukraine og Georgien fik status som ansøgerlande, men uden køreplan for medlemskab – som en del af de efterfølgende problemer. I stedet for at løse problemet, havde man – typisk for Merkel – fundet en midlertidig løsning, som henlagde den åbne konflikt, men uden at fremkomme med en ægte løsning. Noget som mange i dag fortryder.

Grundlæggende var den tyske position overfor Rusland hele vejen igennem præget af en forestilling om, at diplomatiske forhandlinger sammen med et stærkt og forpligtende økonomisk samarbejde ville styrke et åbent og venskabelig forhold til Rusland. Hvor andre lande i perioder havde en mere konfrontativ kurs mod Rusland siden 1990erne, forsøgte man fra tysk side at holde fast i samarbejde, selv i vanskelige perioder.

Den tyske tilgang i ruiner
Den tyske socialdemokrat og formand for Forbundsdagens indflydelsesrige udenrigspolitiske udvalg, Michael Roth, har for nyligt selvkritisk peget tilbage på denne grundforestilling i den tyske Ruslandspolitik, som netop i disse dage er faldet fra hinanden. Tysklands politik overfor Rusland var dengang præget af ”håbet om, at økonomisk sammenarbejde også vil føre til politisk tillid og tilnærmelse” udtalte Roth. Opbygningen af tæt samarbejde med Rusland på energiområdet var tydeligvis en del af projektet. Roths udtalelse er sigende for mange af de tyske socialdemokrater, der indtil for ganske få dage siden holdt fast i visionen om en tilnærmelse gennem samhandel og diplomati. For mange af dem, var Willy Brandts afspændingspolitik i 70’erne en integreret del af deres politiske rygrad – så meget at de nærmest blev blinde for den udvikling, som Putin og Rusland tog de seneste år. 

At den tyske tilgang ikke har fungeret, skyldes ifølge de fleste tyske politikere især Putin. Man har fejlvurderet ham som person, giver de fleste udtryk for

_______

 

I dag ligger den tyske tilgang i ruiner. Selv de mest hærdede Putin-Versteher – altså dem, der hele tiden ville forstå Putin – er blevet tavse, eller har indrømmet deres fejltagelse. Det højrepopulistiske AfD, som traditionelt har været ekstremt Putin-venligt, har fordømt Ruslands angreb mod Ukraine, ligesom de dele af venstrefløjspartiet, Die Linke, der på tilsvarende vis lige inden den russiske invasion holdt fast i en meget forstående tolkning af Putins politik, har nu lagt en vis distance. Sågar tidligere kansler Gerhard Schröder, der fortsat er på lønningslisten hos de store russiske energiselskaber, har i det mindste opfordret sin ven Putin til at stoppe krigen.

At den tyske tilgang ikke har fungeret, skyldes ifølge de fleste tyske politikere især Putin. Man har fejlvurderet ham som person, giver de fleste udtryk for. Årsagen er, siger Roth i forlængelse af citatet ovenfor, at ”vi har at gøre med en på sine gamle dage mere og mere radikal Vladimir Putin”. Tilbage står naturligvis de mange spørgsmål om, hvordan de tyske politikere kunne blive ved med at håbe på samarbejde, selv efter krigen i Georgien og annekteringen af Krim, for slet ikke at tale om mordforsøget på Sergej Skripal i 2018. Ikke kun Schröders tætte venskab med Putin, men også Angela Merkels resultater og tilgangen fra den nuværende præsident Frank-Walter Steinmeiers, der var udenrigsminister under Merkel, står nu i et særligt kritisk lys. Med Scholz’ tale og den epokegørende skift i tysk udenrigspolitik de seneste dage, er den linje, der længe havde håbet på diplomati og forhandlinger, som løsning på verdens konflikter, brast sammen.

Hvad gør Tyskland nu?
En af de politikere, som var hurtigt ude med en fremadrettet tolkning af situationen, var vice-kansleren Robert Habeck fra De Grønne. Habeck havde allerede sidste år plæderet for at levere våben til Ukraine, ligesom De Grønne var det eneste midtsøgende parti, der allerede under valgkampen i 2021, fremstod som indædte modstandere af North Stream 2. Især fokuserede Habeck dog i sin rolle som økonomi- og klimaminister og dermed med det samme på nødvendigheden for at sikre et momentum for den grønne omstilling. Det gælder nu, udtaler Habeck, om at forstår, at energipolitik er sikkerhedspolitik. Det gælder om at diversificere importen af råstoffer, samtidig med at den vedvarende energi skal udbygges endnu hurtigere i Tyskland. Politisk vil vi for første gange siden 1990erne se en massiv og skelsættende skift i den tyske sikkerhedspolitik, der vil påvirke hele Europa.  

Putin har tabt en af sine sidste venner i Vesten. På trods af al kritik og uenighed kunne den russiske præsident førhen være sikker på, at i det mindste Tyskland ville forsøge at komme hans interesser i møde og finde konstruktive diplomatiske løsninger. Den tid er forbi, indtil videre. Udenrigsminister Annalena Baerbocks fokus på en ”værdibaseret udenrigspolitik” går nu hånd i hånd med massive investeringer i militæret og den europæiske sikkerhedsstruktur. Som Habeck sagde det, vil man fra tysk side elske at have gode og velfungerende økonomiske og politiske bånd til Rusland. Og mon ikke man vil gøre alt for at gå tilbage til den diplomatiske linje, såfremt altså at mulighederne åbner sig igen. Det kræver dog, efter alt at dømme, en anden ledelse i Rusland.

 

Putin har tabt en af sine sidste venner i Vesten. På trods af al kritik og uenighed kunne den russiske præsident førhen være sikker på, at i det mindste Tyskland ville forsøge at komme hans interesser i møde og finde konstruktive diplomatiske løsninger. Den tid er forbi
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi