Oberst Nicolas T. Veicherts om verden efter Putins invasion af Ukraine: Hvor robust er Danmark?

04.03.2022

Jeg ville ønske, at vi talte mere om værdier og krig i Europa – mere om hvem, der er gode og hvem, der er onde. Vi er de gode. Putin og russerne er de onde. NATO og EU er også de gode. I Vesten har særligt Tyskland troet på det gode og fremstår derfor i dag svækket. Mon ikke det ændrer sig nu?

Russerne er tilbage. Ikke lige så røde, men fortsat med reference til både Lenin, anti-nazisme og slet skjulte trusler om atomkrig. Putin! din bandit, får jeg lyst til at råbe, men må erkende, at han hele tiden har været den samme, og at vi har været blinde
_______

 

Jeg har været på orlov og i dag fra morgenstunden set Rusland angribe Ukraine og hørt alle i nyhederne tale om en new normal. Lige nu kigger jeg på det dynamiske kort i flyveren, der uden følelser viser, at vi flyver syd om Lviv, Kiev og nogle byer, hvis navn jeg først lærte at kende her til morgen. Byer under angreb. Syd om Ukraine under angreb. Oppe i luften er der frokost, og alle ser film. Selv ser jeg den ny James Bond. Det er da Bond dør til sidst, at det slår mig, at den ny 007 skal til at kæmpe med russerne igen, som James Bond gjorde det før Sovjetunionens sammenbrud. Russerne er tilbage. Ikke lige så røde, men fortsat med reference til både Lenin, anti-nazisme og slet skjulte trusler om atomkrig. Putin! din bandit, får jeg lyst til at råbe, men må erkende, at han hele tiden har været den samme, og at vi har været blinde.

Jeg flyver med Qatar Airways. For en måned siden diskuterede man en mulig boykot af Qatars fodbold-VM – nu handler det om gas fra Qatar til Tyskland og amerikansk anerkendelse af Qatar som major Non-NATO Ally. Men kan vi tale om at boykotte Qatar, er det vel også på tide at udelukke russerne for al international sport de næste mange år? Sport samler folk. Måske vil en boykot provokere den menige russer mere end en ringere levefod?

På vej ind i flyet lytter jeg til statsministerens pressekonference. Stærke og klare budskaber fra ministrene og forsvarschefen, men spørgsmålene og svarene får mig til også at overveje, hvor robuste vi er i Danmark. Som nation synes vi fortsat at være præget af indstillingen i det nul-risikosamfund, som vi har udviklet siden Murens Fald.

 

Lige nu kigger jeg på det dynamiske kort i flyveren, der uden følelser viser, at vi flyver syd om Lviv, Kiev og nogle byer, hvis navn jeg først lærte at kende her til morgen. Byer under angreb
_______

 

Jeg ville ønske, at vi talte mere om værdier og krig i Europa – mere om hvem, der er gode og hvem, der er onde. Vi er de gode. Putin og russerne er de onde. NATO og EU er også de gode. I Vesten har særligt Tyskland troet på det gode og fremstår derfor i dag svækket. Mon ikke det ændrer sig nu?  

Til maj overtager Italien kommandoen over missionen i Bagdad, og dermed reduceres det danske aftryk noget. Med hjem har vi helikoptere, infanterister og stabsofficerer klar til nye opgaver, formentlig i det danske nærområde: I Baltikum, i Polen, i Østersøen, til sikring af dansk, grønlandsk og færøsk territorium, til støtte for mulig facilitering af udenlandske styrker i Danmark, til uddannelse af flere værnepligtige. “Klar til kamp” som vi i Forsvaret kalder det at være færdiguddannet soldat, sømand eller flyver, og klar til kamp, det er vi. På den måde har netop den aktivistiske politik styrket vores militær rent professionelt.

Da jeg lander i Bagdad, tænker jeg på de 35 år, som jeg har arbejdet i hæren og kæmpet for Danmark. Tiden, opgaverne og kammeraterne har været fantastiske. Først uddannelsen af værnepligtige soldater til mobiliseringsstyrken fra 1986, siden Murens fald 1990’ernes missioner på Balkan, og dernæst til Afghanistan og Pakistan efter 11. september 2001. Og nu altså i 2022 fra Irak og tilbage til fremtiden anno 1986.

Dengang i 1980’erne var den sikkerhedspolitiske debat i Danmark meget betændt. Det delte os og gjorde os svagere.

På den korte bane håber jeg ikke, at krigen i Ukraine veksles til smålige diskussioner om, hvem der vidste hvad hvornår, om to procent eller ej. Det er et bredt politisk ansvar, at sådanne emner ikke får lov at dominere dagsorden. I krig og ufred skal politikerne levere løsninger.

På den lange bane håber jeg på en new normal i Danmark, hvor begreber som land, nation og helhed vinder noget af det terræn tilbage, som globaliseringen og individualiseringen har tiltvunget sig.

Og Ukraine? Jeg håber det bedste, men frygter det værste. ■

 

På den lange bane håber jeg på en new normal i Danmark, hvor begreber som land, nation og helhed vinder noget af det terræn tilbage, som globaliseringen og individualiseringen har tiltvunget sig. Og Ukraine? Jeg håber det bedste, men frygter det værste
_______

 

Forward Operating Base UNION III, Bagdad, lørdag den 26. februar 2022.

Apropos denne artikel:

Ugen med RÆSON med Vincent Hendricks, Alberte Bové Rud og Niels Byrjalsen: Trumps kulørte kabinet, Europas kamp for fremtiden og Vestens nye vælgervandringer

Jacob Kaarsbo: NATO’s afskrækkelse forsvinder det sekund, Trump træder ind i Det Hvide Hus

Ota Tiefenböck: Skal Europa i krig? Amerikanske missiler er ukrainernes sidste chance for at eskalere krigen

Lars Erslev: Med Trump får verden en radikal anderledes tilgang til diplomati. I Mellemøsten er de arabiske stater måske kyniske nok til at omfavne den

Thomas Aastrup Rømer til Gert Biesta: Mennesket dannes i vekselvirkning med verden. Det er essensen i karakterdannelsen

Mikael Olai Milhøj: Kan Elon Musk skære 30 pct. af det føderale budget i USA?