Erik Boel: Enhedslisten er slet og ret ikke stuerene, når det gælder forsvaret af demokratiet

02.03.2022


Nu er sandhedens time kommet for Enhedslisten. Ukrainekrigen er definerende, lidt på samme måde som 9/11. Såfremt Enhedslisten troværdigt ønsker at stå for en dansk socialisme, bør partiet ekskludere de partimedlemmer, der mere eller mindre floromvundet udtrykker forståelse for præsident Putins slagterier i Ukraine. Hvis ikke det sker, bør Socialdemokratiet overveje, om de kan danne regering på Enhedslistens stemmer.



Kommentar af Erik Boel, tidligere landsformand for Europabevægelsen 

Man kan mene, det er underordnet, hvad den ekstreme venstrefløj mener om dette og hint. Men glem ikke, at Enhedslisten er det største parti i København. Glem ikke, at Mette Frederiksen er statsminister i kraft af Enhedslistens mandater. Vel gør partiet ikke meget væsen af sig i det daglige, men ser Enhedslisten sig fx gal på en minister, får det konsekvenser. Spørg bare Benny Engelbrecht. 

 

Partiets politiske ordfører Mai Villadsen prøver – ikke særligt overbevisende – at slå fast, at krigen er Putins ansvar og hans alene
_______

 

Når Enhedslisten ikke kan finde sine ben i forhold til invasionen af Ukraine, er det derfor urovækkende. Folketingsmedlem Christian Juhl udtaler, at Ukraine har et stort ansvar for invasionen. Hovedbestyrelsesmedlem Mikael Hertoft peger på Vestens ansvar for Putins krig og ødelæggelse af Ukraine. Hovedbestyrelsen har været delt næsten fifty-fifty i spørgsmålet om leverance af danske panserværnsvåben til Ukraine. Partiets politiske ordfører Mai Villadsen prøver – ikke særligt overbevisende – at slå fast, at krigen er Putins ansvar og hans alene. Spørgsmålet om dansk NATO-medlemskab svarer partilederen uklart på. Såvel Pernille Skipper som forsvarsordfører Eva Flyvholm er ilet Villadsen til undsætning. 

Miseren går tilbage til 1989, hvor Enhedslisten bliver grundlagt. Ikke ved at starte på en frisk. Men som en sammenslutning af en række venstrefløjspartier og -fraktioner, herunder Danmarks Kommunistiske Parti. DKPs loyalitet har siden partiets stiftelse konsekvent ligget hos Moskva. I vigtigere spørgsmål var partiet styret fra Moskva, og det var økonomisk afhængigt af USSR. Partiet undlader at kritisere nazismen, efter at Sovjetunionen og Hitler-Tyskland indgik en ikke-angrebspagt i 1939. Moskva-loyaliteten kom senere bl.a til udtryk ved Sovjetunionens besættelse af Ungarn i 1956 og af Tjekkoslovakiet i 1968. Herhjemme er der under Den Kolde Krig reelt tale om, at partiet drev femte kolonne virksomhed.

Nu er sandhedens time kommet for Enhedslisten. Ukrainekrigen er definerende, lidt på samme måde som 9/11. Såfremt Enhedslisten troværdigt ønsker at stå for en dansk socialisme, bør partiet ekskludere de partimedlemmer, der mere eller mindre floromvundet udtrykker forståelse for præsident Putins slagterier i Ukraine. 

Hvis Mai Villadsen går i flyverskjul og håber det hele driver over, ligger bolden på statsministerens banehalvdel: Kan Mette Frederiksen i den situation leve med at være statsminister på Enhedslistens nåde? Partiet er slet og ret ikke stuerene, når det gælder forsvaret af demokratiet. Hvis statsministeren mener de flotte – og rigtige – ord om solidaritet med de ukrainske frihedskæmpere, er der kun et at gøre: Afvise at danne regering på Enhedslistens stemmer. Også om så det skulle koste Socialdemokratiet regeringsmagten. ■

 

Hvis Mai Villadsen går i flyverskjul og håber det hele driver over, ligger bolden på statsministerens banehalvdel: Kan Mette Frederiksen i den situation leve med at være statsminister på Enhedslistens nåde?
_______

 



Erik Boel (f. 1953) var landsformand for Europabevægelsen (2001-13). Fra 1992 til 2002 var han Socialdemokratiets internationale sekretær, han har været chefrådgiver ved DIIS og forstander for henholdsvis Krogerup Højskole og Europahøjskolen på Kalø. Som ansat i Udenrigsministeriet var han udsendt til Zimbabwe og Sydafrika. Boels speciale som adjunkt på Statskundskab ved Aarhus Universitet var dansk sikkerheds- og udenrigspolitik. Siden 2013 konsulent ved Center for War Studies ved SDU. ILLUSTRATION: Mai Villadsen og Pelle Dragsted til demonstration mod krigen i Ukraine foran den russiske ambassade, København, 27. februar 2022. [FOTO: Arthur J. Cammelbeeck/Arthur Cammelbeeck/Ritzau Scanpix]