Kirsten Biering: Frankrig har Afrika højt på dagsordenen. Det bør resten af Europa også have

17.02.2022

Macron har mere end de fleste af sine forgængere set behovet for at modernisere det fransk-afrikanske forhold og få gjort helt op med Françafrique-politikken, den gamle franske vane med at ville blande sig i alle dele af de tidligere kolonier. Topmødet mellem EU og AU, der løber af stablen lige nu, er en bekvem lejlighed til at markere et fransk kursskifte overfor Afrika og særligt Sahel-regionen.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Kirsten Biering, tidl. ambassadør i Frankrig og seniorrådgiver i Tænketanken Europa

I Sahel har Frankrig længe trukket det tungeste sikkerhedsmæssige læs. Det lykkedes at fordele noget af ansvaret med etableringen af EUs Takuba Task Force i 2020. Nu prøver Paris at vende opmærksomheden mod den kollektive opgave, som også opbygning af et bredt partnerskab med Afrika må være for hele Europa. Det er fokus for mødet mellem EU og Den Afrikanske Union den 17.-18.februar i Bruxelles, det første store topmøde under fransk EU-formandskab og en klar fransk prioritet. 

Mødet kommer ovenpå en tumultarisk tid for afrikanske/ europæiske relationer. Året begyndte ellers lovende. EUs task force Takuba og den franske militære operation Barkhane hjalp i begyndelsen af februar lokale styrker med at nedkæmpe 30 islamistiske krigere i Malis sydøstlige region Liptako. En god nyhed. Desværre blev det også en trist påmindelse om en kamp for sikkerhed og stabilitet, der burde samle alle kræfter, men bare ikke gør det lige nu.

Malis militærstyre har stort set samtidig sendt et dansk bidrag til Takuba hjem igen, bedt den franske ambassadør om at pakke og inviteret russiske lejesoldater indenfor. I Burkina Faso, der ligger i den anden ende af Liptako-regionen, rykkede endnu et militærstyre ind i januar, mens der blev brændt franske flag af i gaderne, og de russiske i stedet fik lov at blafre i vinden.

Militæroperationerne foregår i Sahel-regionen, det tørre bælte hen over det afrikanske kontinent syd for Sahara, der størstedelen af landenes vedkommende er gamle franske kolonier. I den forbindelse er der ingen grund til at underspille den franske økonomiske interesse i denne del af Afrika, der er særligt rig på naturressourcer. Det har interesseret Frankrig lige så meget, som det interesserer andre – som Kina – på jagt efter det samme. 

Siden de franske koloniers selvstændighed har der været en stærk fransk militær tilstedeværelse overalt i det frankofone Afrika. Operation Barkhane fik i 2013 den helt specifikke opgave at bekæmpe de terrornetværk, der sammen med handel med våben og narkotika og illegal migration flyder stadig mere sammen som en trussel ikke bare mod Sahel-landene selv, men også mod Europa. Operationen skulle ske i et samarbejde mellem Mali, Niger, Burkina Faso, Mauretanien og Chad – de såkaldte G5-Sahel – og Frankrig. Samarbejdet var tænkt som en slags fransk militær exit-strategi til fordel for lokalt ejerskab, men det har fungeret lige så dårligt, som det franske forhold til nogle af landenes regeringer efterhånden er blevet det. Allerede inden de seneste trængsler i Mali var den franske beslutning taget om gradvis at nedlægge Operation Barkhane til fordel for en mindre styrke.

 

Macron har nok mere end de fleste af sine forgængere set behovet for at modernisere det fransk-afrikanske forhold og få gjort helt op med Françafrique-politikken
_______

 

Frankrigs præsident Macron har nok mere end de fleste af sine forgængere set behovet for at modernisere det fransk-afrikanske forhold og få gjort helt op med Françafrique-politikken, den gamle franske vane med at ville blande sig i alle dele af de tidligere kolonier. I stedet har Frankrig under Macron forsøgt at dreje fokus mod et samarbejde med ungdommen og civilsamfundet, som sidste års fransk-afrikanske topmøde i Montpellier skulle sætte en tyk streg under. Kolonitidens lange skygger, den begrænsede succes i bekæmpelse af jihadismen og de komplekse politiske forhold i de skrøbelige Sahel-lande trækker alligevel stadig i modsat retning. Det er ikke blevet mindre populært at slå løs på den gamle koloniherre, hverken når Frankrig har fyldt for meget, eller når Frankrig – som nu – vil reducere sit militære engagement. Styret i Mali vil ikke høre på demokratiske belæringer fra Paris, der beskyldes for svigt og arrogance. Svaret fra Bamako har været en invitation i stedet til russiske lejesoldater fra Wagner-gruppen.  

Macron vil ikke nødvendigvis være den mest populære person i lokalet, når der holdes møde med Den Afrikanske Union i Bruxelles. Der kan også være nogle, som undrer sig over, hvor franske interesser mon ender og fælleseuropæiske begynder. Overfor det står en – trods alt – voksende europæisk konsensus om, at der er store udfordringer i forhold til Afrika – sikkerhedsmæssigt, migrationsmæssigt og geopolitisk. Jihadismen sætter stadig flere spor. Kina og Rusland har det seneste årti mangedoblet deres eksport til Afrika, der også er blevet nyt fokus for russisk politisk aktivisme.

Hele 42 pct. af verdens unge vil i 2030 bo på det afrikanske kontinent og søge det gode liv, hvor det nu findes. Europa har også egeninteresse i at præge Afrika mod stabilitet og demokrati og lytte til afrikanske ønsker om investering i fremtiden, i grøn omstilling, vacciner og sundhed. Der er noget på spil for alle. Da også helt personligt for Macron, der er fanget i Mali-fælden: Han har kort før det franske præsidentvalg skullet træffe den umulige beslutning om, hvorvidt Frankrig trods situationen skulle prøve at blive eller trække sig helt ud med konsekvenser også for de europæiske partnere engageret i Takuba. Det blev det sidste. Topmødet er en bekvem lejlighed til at markere et fransk kursskifte i Sahel, praktisk parkeret bag en ny europæisk-afrikansk alliance. ■

 

Styret i Mali vil ikke høre på demokratiske belæringer fra Paris, der beskyldes for svigt og arrogance. Svaret fra Bamako har været en invitation i stedet til russiske lejesoldater fra Wagner-gruppen
_______

 

Kirsten Biering, seniorrådgiver Tænketanken Europa, tidligere ambassadør, bl.a. Paris 2015-2019. ILLUSTRATION: Præsident Macron taler med Senegals præsident Macky Sall inden møde om Sahel-regionen, 17. februar 2022. [FOTO: Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix]