04.02.2022

.

Det sætter tingene i perspektiv, at Tyskland nu anerkender de syrere, der risikerer udvisning til Damaskus fra Danmark, som flygtninge i Tyskland. Det må være en hasteopgave for den værdibårne nyskabelse – som regeringen lægger op til i sin nye udenrigsstrategi –  at få overensstemmelse mellem Danmarks og fællesskabets fortolkning af ”sikker hjemvenden”.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Stine Bosse

DET ER ET GODT og spændende udspil regeringen netop er kommet med på udenrigsområdet. Det lægger op til en mere tydelig placering af Danmark i Europa og i verden, og det lægger vægt på demokrati, menneskerettigheder, klima, bæredygtighed og ordentlige arbejdstagervilkår. Alt sammen godt, og det kan være et stærkt og tiltrængt udspil på et meget centralt og helt afgørende område.

For som statsministeren siger, er meget i bevægelse i verden i dag. Danmark har brug for nye tiltag og en styrkelse af vores positioner – særligt i relationen til EU. Det kan man kun hilse velkommen. Skal demokrati og europæiske menneskerettigheder sikres, kan det alene ske gennem et styrket EU. Så langt så godt.

Men tingene hænger sammen. Det bliver svært nok at komme tættere på hjertet af EU efter de – mildt sagt – svingende signaler fra statsministeren og omfavnelserne fra ekstreme, højre kræfter, som hun forhåbentlig helst havde været foruden. Det er svært at forestille sig en tysk kansler, om end partikammeret med statsministeren, der ikke undrer sig over de syrere, der udvises til Damaskus stik imod alle internationale anbefalinger.

 

Nu står hun med roserne fra både Alternative für Deutschland, hvis formand netop er trådt tilbage pga. ekstremistiske kræfters overtag i partiet og fra Frankrigs nye nationalkonservative højrefløj. Hvad kan Frederiksen bruge det til?

_______

 

Så hvad er det for menneskerettigheder, fru Mette Frederiksen vil forsvare? Og for hvem? Nu står hun med roserne fra både Alternative für Deutschland, hvis formand netop er trådt tilbage pga. ekstremistiske kræfters overtag i partiet og fra Frankrigs nye nationalkonservative højrefløj. Hvad kan Frederiksen bruge det til?

For ingen med skyggen af en hukommelse vil ønske sig at nationalistiske højrekræfter for alvor bider sig fast i de to storebrødre – Tyskland og Frankrig –  i EU. Det vil ikke levne megen plads til de mindre lande, der på alle måder har nydt – og stadig nyder – godt af den mindretalsbeskyttelse, som er indlejret alle steder i traktaterne, og giver en dansk borger væsentlig mere indflydelse end fx gennemsnitstyskeren og -franskmanden. Vi må således ikke glemme, at danskere er et mindretal i den store konstruktion, også selvom vi ikke vil anerkende mindretals menneskerettigheder. Set udefra må det runge hult.

Vores europæiske mindretalsbeskyttelse blev en realitet efter to verdenskrige, der begge udsprang netop her i Europa. Som det skete under krigene, således sker det også i dag. Værdikamp betyder flygtninge. Det har vi set gentagne gange i Mellemøsten, og vi vil potentielt opleve det fra Ukraine, hvis Putin gør alvor af sin aggression. Derfor står det også tydeligt frem, at vores holdning til flygtninge, særligt beskyttelsen af flygtninge, ikke kan gradbøjes efter en særlig dansk opskrift.

Det sætter tingene i perspektiv, at Tyskland nu anerkender de syrere, der risikerer udvisning til Damaskus fra Danmark, som flygtninge i Tyskland. Dette sætter Schengensamarbejdet på prøve, og det må være en hasteopgave for den værdibårne nyskabelse, at få overensstemmelse mellem Danmarks (helt særlige) og fællesskabets fortolkning af ”sikker hjemvenden”.

Skulle man anbefale læsestof til Mette Frederiksens sommerferie, står den netop udkomne bog skrevet af Tysklands nye kansler, socialdemokraten Olaf Scholz, øverst på læselisten. Den er gennemsyret af budskabet om vigtigheden af udsyn, som vi nu tilsyneladende også kan vente fra den danske regering. Den er også båret af et stærkt værdisyn på, hvordan og hvorfor mennesker fra andre lande er helt afgørende vigtige for videreudvikling af vore velfærdssamfund.

At udvise dygtige og velintegrerede syrere til uvisse skæbner, som faktisk blot flytter dem til omkostningstunge ”opholdssteder” i udrejsecentre, fordi man er bange, er ikke det, man må forvente af en værdibåret statsminister med respekt for menneskerettigheder. Heldigvis noget gode socialdemokrater i baglandet længe har set, og giver udtryk for, når deres lokale medborgere pludselig er i risikozonen. Hvis ikke fru Frederiksen vil lytte til kollegaen i Tyskland, sine støttepartier eller sine egne borgmestre, kan man håbe hun vil lytte til socialdemokratiske vælgere, når hun skal til at stille skarpt på værdikompasset. ■

 

At udvise dygtige og velintegrerede syrere til uvisse skæbner, som faktisk blot flytter dem til omkostningstunge ”opholdssteder” i udrejsecentre, fordi man er bange, er ikke det, man må forvente af en værdibåret statsminister med respekt for menneskerettigheder
_______

 

Stine Bosse (f. 1960) er formand for Europabevægelsen og Plan Børnefonden og bl.a. bestyrelsesformand for TelePost Greenland og medlem af COOP ambas bestyrelse. Hun er uddannet cand. jur. ved Københavns Universitet [Illustration: pressefoto]