Lars Køhler dagen før samråd om Infrastrukturplanen: Hvad får en minister til at gå til grænsen af ministeransvarsloven for ikke at fremlægge de tal, der viser, at hele planen reelt er en grøn katastrofe?

02.02.2022

Igen og igen kan vi se, at det for politikerne ikke handler om at gøre det, der sikrer det grønne, men at sikre, at det grønne ikke står i vejen. Derfor adresseres klimaet som det gør, halvhjertet, tilbagelænet og fuld af dårlige undskyldninger, halve løsninger, fortielser om beregninger og sorte aftaler, der kaldes grønne.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Lars Køhler

ET SAMLET FOLKETING indgik d. 28. Juni 2021 en aftale om en enorm infrastrukturplan til en værdi af ca. 160 mia kr. Transportminister Benny Engelbrech sad som den ansvarlige for bordenden af forhandlingsbordet og valgte i processen – på trods af at han blev forespurgt disse – at skjule transportministeriets CO2-beregninger af aftalens konsekvenser. En handling som flere juraprofessorer nu kalder for et ”brud på ministeransvarsloven”.

Hvis jeg siger, at det ikke ser alt for kønt ud for Benny, overdriver jeg vist ikke.

Et brud på ministeransvarsloven kunne sagtens være nok til en hel kronik her. En minister, der holder information fra Folketinget, er altid sprængfarligt stof. Men jeg har valgt at fokusere på andre elementer af hele spillet omkring den nu famøse infrastrukturplan. For der er i mine øjne noget langt mere fundamentalt på spil her. Noget der stikker dybere end en enkelt minister og hans mere eller mindre lemfældige omgang med sandheden. Et problem, der inddrager samtlige partier og politikere i Folketinget, og som dagligt bremser den grønne omstilling.

 

Ja, Benny skjulte beregningerne, men resten af forligspartierne accepterede, at tallene manglede. Ingen stod hårdnakket fast på, at en sådan aftale selvfølgelig ikke kunne indgås uden, at man kendte alle de klimamæssige konsekvenser
_______

 

Folketinget indgik aftalen med bind for øjnene
Det har ikke været nemt at få afdækket, hvad der egentlig skete under forhandlingerne af Infrastrukturplanen, men det står dog helt klart, at et samlet Folketing i juni 2021 besluttede at indgå aftalen. En aftale der bl.a. afsatte 64 mia. kr. til at bygge flere og bredere veje, broer og tunneller. Som det ikke krævede omfattende CO2-beregninger fra Transportministeriet for at vide ville medføre både flere biler, flere udledninger fra brugen af vejene og enorme udledninger fra anlægsfasen af veje, broer og tunneller.

Ligeledes står det klart, at politikerne tog denne beslutning i blinde. Ja, Benny skjulte beregningerne, men resten af forligspartierne accepterede, at tallene manglede. Ingen stod hårdnakket fast på, at en sådan aftale selvfølgelig ikke kunne indgås uden, at man kendte alle de klimamæssige konsekvenser. Et samlet Folketing, fra det yderste højre til det yderste venstre, indgik en aftale, der åbenlyst ikke var grøn, som ville tegne vores infrastruktur de næste 15 år og koste over 160 mia. kr. med klimamæssige bind for øjnene.

Jeg er stadig lidt i vildrede over, om jeg skal kalde det pinligt, uacceptabelt eller skræmmende. Men under alle omstændigheder burde det ikke kunne ske i 2021. Og det viser tydeligt, at det ikke kun er Benny, der har et problem her.

Vi står midt i en accelererende klimakrise – en trussel mod menneskeheden. Vi er blot få år fra at have opbrugt vores CO2-budget for Parisaftalens nedre grænse på 1,5 grader og derved bevæge os ind i et felt, hvor bl.a. dansk forskning har vist os, at vi risikerer at miste muligheden for selv at kontrollere udviklingen. Videnskaben har igen og igen fortalt os, at 1,5 grad kræver akut handling. UNEP siger 7,6 pct. reduktion om året. Og alligevel valgte et samlet Folketing at investere et enormt milliardbeløb i noget, der indiskutabelt ikke var i tråd med videnskaben, og de gjorde det ovenikøbet med bind for øjnene.

Hvorfor? Hvad er det, der får politikerne til at glemme alt, videnskaben har fortalt os, når de står i forhandlingslokalet? Hvad får en minister til, at gå til grænsen af ministeransvarsloven for ikke at fremlægge de tal, der viste, at hele planen reelt er grøn katastrofe? Hvad får forligsparterne til at nøjes med at trække lidt på skuldrene, når ministeren siger, der ikke findes tal på udledningerne? Hvad får Benny til at kalde en åbenlys kulsort plan for ”klimaneutral” og Nicolai Wammen den for ”et lille grønt plus”? Hvad er det, der får det her til at ske igen og igen? For Infrastrukturplanen er jo desværre bare et eksempel i en perlerække af eksempler på dette problem.

Alt er utilstrækkeligt. Intet er nok
Se fx på regeringens landbrugsaftale, der også blev solgt som ”grøn”. En aftale, hvor landbrugets uden sammenligning allerstørste problem, nemlig kødproduktionen, ikke er nævnt med et ord. Eller se på aftalen om ”bæredygtigt byggeri”, hvor vi allerede i dag kan bygge mere klimavenligt end det CO2-krav, der sigtes mod i 2030. Eller på den seneste aftale om bilafgifter, der kun adresserer, hvordan vi får flere grønne biler på vejene, og slet ikke, hvordan vi får flere fossile biler af vejene. Og se på Nordsøaftalen, der under COP26 blev promoveret vidt og bredt som en kæmpe sejr for klimaet. En aftale der stopper for nye udbud, men samtidigt tillader fortsat ubegrænset udnyttelse af de eksisterende felter indtil 2051, uden en nedtrapningsaftale. Jeg kunne blive ved og ved og ved.

Alt er utilstrækkeligt. Intet er nok. Hver gang. Hvorfor?

Igen og igen kan vi se, at det for politikerne ikke handler om at gøre det, der sikrer det grønne, men at sikre, at det grønne ikke står i vejen. Derfor adresseres klimaet som det gør, halvhjertet, tilbagelænet og fuld af dårlige undskyldninger, halve løsninger, fortielser om beregninger og sorte aftaler, der kaldes grønne.

Langt størstedelen af de politikere, vi har i dag, er ikke grønne i udgangspunktet. De er røde eller blå. Som Mette Frederiksen, der har proklameret, at hun er rød, før hun er grøn. Og deri ligger problemet. Det grønne er med det folkelige pres og de overvældende videnskabelige beviser blevet en regulær politisk irritation. En myg i et mørkt soveværelse. En betonklods, der står i vejen. I vejen for rød og blå politik. Og som her står i vejen for en helt vanvittig udvidelse af vejnettet, flere biler, mere trafik og kommunale trofæprojekter midt i en galoperende klimakrise.

Og det duer ikke længere.

Hvis vi skal have den mindste chance for at nå i mål med den omstilling, der skal til og de reduktioner, der er nødvendige, skal der helt andre boller på suppen. Det duer ikke bare at presse grønt ind, hvor det passer ind i status quo, og fortie dér, hvor det ikke gør. Så bliver al politik og alle politikere nødt til at være grønne, før de er røde eller blå. Så skal hockeystaven knækkes og technofixes som CCS, BECCS og PtX bruges som backup, og ikke som primære løsningsmodeller. Så skal akutte reduktioner og reel omstilling nu og her være omdrejningspunktet, og alle politiske aftaler være tilstrækkelige.

Og sidst men ikke mindst: Vores politikere bliver nødt til at være ærlige over for sig selv, hinanden og os andre. Læg nu sandheden og tallene på bordet og sig det, som det er. ”Vi er i store problemer, og løsningen kræver en omstilling alle vil kunne se og mærke. Og det vil medføre, at i morgen ikke nødvendigvis bliver som i går. Og det er okay, for det sted vi skal hen er så meget bedre end der, hvor vi kommer fra.”

Benny skal i morgen i samråd for at forklare sig – og med rette. Men jeg mener, at hele det danske folketing efterhånden skylder os alle en forklaring. For selvom det er Benny, der skal stå skoleret, er det absolut ikke kun Benny, der står tilbage med røde øre! ■

 

Vores politikere bliver nødt til at være ærlige over for sig selv, hinanden og os andre. Læg nu sandheden og tallene på bordet og sig det, som det er
_______

 

Lars Køhler (f. 1975) er Green Tech iværksætter. Tidl. klimarådgiver. Han er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole og passivhusdesigner fra Passivhus Instituttet i Darmstadt. Han var i 2008 med til at opstarte et tværfagligt netværk til fremme for bæredygtighedsideologien Cradle to Cradle og cirkulær økonomi. Han har arbejdet med bæredygtighed og grøn omstilling i samfundet i 15 år. ILLUSTRATION: Transportminister Benny Engelbrecht giver interview, da første spadestik til Lynetteholmen tages, København, 17. januar 2022. [FOTO: News Øresund – Sofie Paisley]