Læge Grethe Olivia Nielsson (EL): Kollapset er ikke i fremtiden. Sundhedsvæsenet er allerede faldet fra hinanden

29.11.2021

Oprøret fra sygeplejersker, jordemødre og andet sundhedspersonale handler ikke om, at vi skal have tid til at spise vores leverpostejmad. Oprøret kommer, fordi der dør mennesker i vores sundhedsvæsen, fordi vi har for travlt. Det er ikke til at bære. Og det er uacceptabelt, at det politisk er blevet ignoreret i årtier.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Grethe Olivia Nielsson, Læge og medlem af regionsrådet for Enhedslisten

NÅR JEG SER medier og politikere dele på sociale medier, at sundhedsvæsenet er PÅ VEJ ud i et kollaps, og at det kommer til at koste liv, så bliver jeg faktisk irriteret. For hvad er et kollaps? Er det lukkede sengepladser? Er det, at patienterne ikke vurderes af en sygeplejerske, når de indlægges? Er det, at personalet græder i omklædningsrummet, fordi de ved, at de begår fejl, når der er så travlt? Er det, at patienterne dør på gangene, mens de venter på hjælp? Alt det sker allerede.

Virkeligheden i det danske sundhedsvæsen er kritisk. I årtier har sundhedspersonale prøvet at råbe politikerne op for at gøre opmærksom på, at tilstandene på de danske hospitaler er ude af kontrol, og rammerne ikke er til, at vi kan hjælpe patienterne på bedste vis.

Jeg har i mit 1-årige virke som læge allerede stået i situationer, som var livsfarlige for patienterne og som betyder, at jeg som nyuddannet er blevet tyndslidt og frygter den dag, jeg skal tilbage i en ansættelse på sygehuset fra almen praksis.  

På min sidste (natte)vagt i akutmodtagelsen stod vi i den uheldige situation, at det væltede ind med KOL-patienter. Når patienter med KOL bliver dårlige, får de svært ved at udånde deres CO2.  Det betyder, at de i værste fald bliver kvalt og går i koma, fordi de mangler ilt.

Behandlingen er en iltmaske, hvis høje tryk medfører, at CO2’en kan udåndes. Det er ikke en avanceret eller højt specialiseret behandling. Faktisk er det fuldstændig standard behandling. På min afdeling kl. 4 om natten løb vi tør for den type maske. Det betød, at vi havde to patienter, som langsomt ophobede CO2. De blev tiltagende konfuse og forsvandt længere væk for hver gang, vi ruskede i dem.

At se sine patienter forsvinde og vide, at deres risiko for at dø stiger for hver time, der går, er traumatiserende. Intet mindre. Det overrasker næppe nogen, at der ved morgenmødet dagen efter blev grædt i stride strømme. Min afdeling kunne godt købe flere masker, men det kræver specialuddannede sygeplejersker at varetage behandlingen. Om natten i akutmodtagelsen er normeringen typisk én fast sygeplejerske til 20 patienter. Derfor er det i virkeligheden ikke masker, men mennesker vi mangler.

 

Fagpersonernes gentagne advarsler om sundhedsvæsenets tilstand er aldrig blevet taget alvorligt. Det betyder, at vi nu har et sundhedsvæsen, som er i frit fald
_______

 

Personalemangel
Og grundlæggende er det det, vi igen og igen kommer tilbage til: Personalemangel. For vi kan købe verdens dyreste scannere og investere i det nyeste, mest avancerede medicin på kræftområdet – men hvis der ikke er nogen sygeplejersker til at give medicinen eller radiologer til at analysere scanningerne, så har vi ikke længere et sundhedsvæsen.

Allerede for fem år siden sagde klinikchefen for fødeområdet på Rigshospitalet, Morten Hedegaard, op, fordi han ikke længere kunne stå inde for arbejdet. Han udtalte blandt andet til Politiken: “Betingelserne, vi arbejder under – og som de fødende udsættes for – bliver ringere og ringere. Det er for mig blevet en større og større belastning. Jeg sover dårligt og har gjort det i alt for lang tid.” Men ​​fagpersonernes gentagne advarsler om sundhedsvæsenets tilstand er aldrig blevet taget alvorligt. Det betyder, at vi nu har et sundhedsvæsen, som er i frit fald.

I torsdagens Berlingske kunne man endnu engang læse ytringer om, at sygeplejerskerne ikke arbejder nok. Selv med både forventet og akut overarbejde når mange ikke op på 37 timer. Derfor kan de ifølge arbejdsmarkedsforskeren Flemming Ibsen selv løse problemerne i sundhedsvæsenet ved at arbejde fuldtid.

Men måske skal man ændre vinklen og spørge: Hvorfor har vores sundhedspersonale ikke lyst til at arbejde 37 timer? Trods det, at man ikke arbejder fuld tid, er arbejdet under de nuværende forhold en enorm belastning. Og normeringen vil stadigvæk kun være én sygeplejerske til 20 patienter om natten.

Den økonomiske ramme, som afdelingerne drives under, er år efter år blevet snøret ind. På trods af afskaffelsen af effektiviseringskravet på 2 pct. er de stigende udgifter til dyr sygehusmedicin og en aldrende, multimorbid befolkning årsag til, at sundhedspersonalets arbejdsvilkår bliver ringere og ringere. I stedet burde vi opnormere specielt de medicinske afsnit i takt med, at patienterne bliver ældre og mere syge, så den øgede arbejdsbelastning ikke betyder et fald i kvalitet og patientsikkerheden. Så vi kan bibeholde en god faglighed på hospitalerne, og så personalet kan stå inde for deres arbejde.

Anders Kühnau har gang på gang beskyldt COVID-pandemien og sygeplejerskestrejken for at være årsagen til, at sundhedsvæsenet nu endegyldigt falder fra hinanden. Men sandheden er, at sundhedsvæsenet i årtier har været på en hastigt nedadgående kurve mod bunden. Det ekstra pres fra COVID og strejken har kun været med til at sætte lup på problemerne for politikere og medier.

De nuværende arbejdsforhold betyder, at patienterne udsættes for unødvendige farer under deres indlæggelser. De ligger for længe uden at blive tilset. Det sker blandt andet i akutmodtagelser, hvor manglen på sygeplejersker betyder, at patienterne ikke er “sorterede” efter, hvor syge de er. Dermed har lægen ikke en chance for at prioritere de dårligste patienter først. Andre steder har sygeplejerskemanglen betydet, at sengepladser hen over sommeren blev lukket ned.

Flere patienter skulle “vendes i døren” og sendes hjem inden de blev indlagt. Det blev lægernes opgave at agere dørmænd til sommerlandets mest populære diskotek. Det var på Hillerød Hospital, men der er 280 lukkede sengepladser i Region Hovedstaden lige nu på baggrund af manglen på 1700 sygeplejersker.

Oprøret fra sygeplejersker, jordemødre og andet sundhedspersonale handler ikke om, at vi skal have tid til at spise vores leverpostejmad. Oprøret kommer, fordi vi arbejder med menneskeliv i sundhedsvæsenet, og det er dem – ikke frokostpausen – vi mister, når der effektueres. Der dør mennesker i vores sundhedsvæsen, fordi vi har for travlt. Det er ikke til at bære. Og det er uacceptabelt, at det politisk er blevet ignoreret i årtier.

Vi går en vinter i møde, hvor kapaciteten i sundhedsvæsenet endnu engang vil blive overskredet med patienter på gangene og plejepersonale, som løber rundt i isolationsudstyr. Den nuværende fatigue betyder at sundhedsvæsenet allerede kører på reserverne, og derfor er fremtiden for patienterne dyster. Kollapset er ikke i fremtiden, det er her allerede. Derfor er tiden til at genoplive sundhedsvæsenet med tid, ressourcer og normeringer, så det enorme ansvar, sundhedspersonalet bærer, afspejles i den politik, der føres på området. ■

 

Sandheden er, at sundhedsvæsenet i årtier har været på en hastigt nedadgående kurve mod bunden. Det ekstra pres fra COVID og strejken har kun været med til at sætte lup på problemerne for politikere og medier
_______

 

Grethe Olivia Nielsson (f. 1994) er nyvalgt medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden for Enhedslisten. Hun er nyuddannet læge og er ved at afslutte sin turnus i Jægerspris Lægecenter. ILLUSTRATION: Rigshospitalet på Østerbro i København, 22. april 2020. [FOTO: Dejan Obretkovic/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix]