Katrine Robsøe (RV): Udflytningsaftalen er et massivt svigt af ungdommen og vores uddannelser

25.11.2021


Jeg indrømmer gerne, at aftalen ”Flere og bedre uddannelser i hele Danmark” lyder flot i overskriften. Men overskriften fortæller langt fra hele sandheden. For aftalen medfører præcis det modsatte: tusindvis af lukkede uddannelsespladser. Og det er ikke bare tal på et stykke papir – hver eneste lukkede plads, slukker et ungt menneskes håb og drømme for fremtiden.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her


Kommentar af Katrine Robsøe, MF, erhvervsordfører og ordfører for videregående uddannelser

SIDSTE ÅR VEDTOG regeringen og de øvrige partier i Folketinget – minus Radikale Venstre og Liberal Alliance – en aftale med den lovende titel Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark. Flere unge skulle have muligheden for at få en videregående uddannelse udenfor de fire største byer – til gavn for både dem og erhvervslivet.

Det var flotte ord og store løfter. Desværre er det bare ikke kun dét, aftalen gør. For partierne bag aftalen har købt ind på en meningsløs enten-eller-logik. Budskabet til de videregående uddannelser var klart: Flyt studiepladserne ud – eller luk dem.

Finansiering var der dog ikke meget af, for også her har aftalepartierne spillet et nulsumsspil. Det er på ingen måde blevet til en investering i uddannelse. Faktisk følger der slet ingen nye penge med – kun nye opgaver.

Og nu kommer så konsekvenserne. Københavns Universitet fremlagde i oktober et udspil, hvor man for at leve op til aftalen vil skære op til 10 procent af det årlige optag og lukke 1.590 studiepladser. Især Humaniora ser ud til at holde for – her forsvinder op mod 25 procent af det årlige optag. Kun få hundrede pladser forventes at genopstå udenfor København. På CBS planlægger man at nedlægge 628 studiepladser og helt lukke fem studier. Og i det første udkast fra Aarhus Universitet er der lagt op til at fjerne 819 pladser og lukke syv uddannelser, mens kun 415 studiepladser flyttes ud, primært til Herning. Og hverken CBS eller AU har fremlagt deres besparelser for 10 procent – så det kan blive værre endnu.

 

Der tegner sig et tydeligt billede: Vi får ikke flere, men færre uddannelsesmuligheder i Danmark
_______

 

Partierne bag udflytningsaftalen har svigtet vores unge
Intentionen om at skabe flere muligheder for, at unge kan få en videregående uddannelse i hele landet, er god. Uddannelse er det, vi skal leve af i fremtiden – og vi skal have langt flere med. Flere unge skal have mulighed for at udleve deres drømme og erhvervslivet og fremtidens velfærdssamfund har brug for dygtige, uddannede unge mennesker.

Men da aftalepartierne satte de videregående uddannelsesinstitutioner pistolen for panden, var svaret praktisk talt givet på forhånd. For det at flytte studiepladser ud af de store byer er ikke noget, der kan klares med et snuptag. Det er besværligt, og det er dyrt. Og der er ingen garanti for, at hverken forskere eller studerende flytter med. Faktisk viser al erfaring fra tidligere regeringers udflytninger, at det ikke er sådan lige at diktere de unges valg af uddannelse – og allerede i dag står knap 8.000 studiepladser uden for de store byer ledige.

Alt det vidste vi godt i forvejen. Uddannelsesinstitutioner, de studerende og deres kommende arbejdsgivere har alle ringet med advarselsklokkerne, allerede da forhandlingerne om aftalen stod på. De har kaldt aftalen urealistisk, påpeget den utilstrækkelige finansiering og advaret om, at konsekvensen kan medføre kvalitetsforringelser.

Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at universiteterne melder ud, som de gør. Det er ikke dem, men partierne bag aftalen, der har svigtet.

 

S, SF, Ø, Å, V, K og KD har svigtet vores unge og vores uddannelser
_______

 

Og det er en farlig kurs, de nu tager os ud på. For risikoen er jo, at vi på den ene side får flere ledige studiepladser, hvis vi flytter uddannelserne ud, hvor der i forvejen mangler studerende. Det er pladser, der kunne have været fyldt med dygtige og engagerede unge mennesker. På den anden side bliver det sværere at komme ind på de resterende uddannelser i byerne. Adgangskvotienten stiger, der kommer endnu mere fart på karakterræset og presset på de unge øges.

Det er et svigt af fremtidens Danmark. Færre uddannelsespladser betyder færre kompetencer i vores samfund. Det gælder i det offentlige og i landets private virksomheder.

Med andre ord: Aftalepartiernes mærkværdige enten-eller-logik er dyr for samfundet.

Men værst er det, at aftalen er et massivt svigt at de unge. For de tusindvis af lukkede uddannelsespladser er ikke bare tal på et stykke papir. Hver eneste plads er for et ungt menneske fyldt med drømme, ambitioner og håb for fremtiden. Et menneske, der gerne vil sætte sig selv i spil og bidrage til samfundet. En ung, der ikke bare har glædet sig til at møde de spædende og udfordrende faglige miljøer på uddannelserne, men også til at blive en del af de livlige ungdomsmiljøer i studiebyerne.

Selv fandt jeg hjem, da jeg som 21-årig flyttede fra Skjern til Århus for at studere. Mit valg af uddannelse var også et tilvalg af bylivet, ungdomsliv og fællesskab. Sådan tror jeg, der er mange unge, der har det.

 

Med andre ord: Aftalepartiernes mærkværdige enten-eller-logik er dyr for samfundet
_______

 

De muligheder har regeringen og aftalepartierne nu frarøvet tusindvis af kommende studerende.

Et nyt uddannelsesloft
Det er ikke længe siden, vi rev ét uddannelsesloft ned – men nu har regeringen og aftalepartierne bygget et nyt. Og mit uddannelseshjerte bløder. For aftalen om udflytning eller lukning af studiepladser er nok en bred aftale. Men det gør ikke aftalen bedre. Det gør kun svigtet større.

S, SF, Ø og alle de andre må tage ansvar for den aftale, de har lavet. Også for den her del af aftalen, som de ellers ikke selv råber særlig højt om.

Vi har brug for flere uddannelsesmuligheder. For selvfølgelig skal vi have attraktive uddannelsestilbud i hele landet. Uddannelse er vejen ind i fremtiden. Men det giver ingen mening, at nye uddannelser uden for byerne skal skaffes på bekostning af uddannelserne i byerne. At skabe flere og bedre uddannelsesmuligheder for vores unge er ikke et spørgsmål om enten-eller, men både-og.

Så skulle vi ikke hellere tænke nyt og være fælles om at give de unge flere muligheder for at blive, hvad de drømmer om? Skabe flere muligheder i stedet for at sætte barrierer i vejen? Investere i uddannelse, i unge og i vores fremtid frem for at lukke deres uddannelser?

Det har de unge fortjent. Og jeg kæmper videre for dem. ■

 

Det er ikke længe siden, vi rev ét uddannelsesloft ned – men nu har regeringen og aftalepartierne bygget et nyt
_______

 

Katrine Robsøe (f. 1991) er medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre. Hun er erhvervsordfører, ordfører for videregående uddannelser og OSCE-parlamentariker. Hun er opstillet og valgt i Østjyllands Storkreds.

ILLUSTRATION: Udannelses- og forskningsminister Jesper Petersen overtager ministeriet fra Ane Halsboe-Jørgensen fredag d. 20 august, 2021 [Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix]