Lars Bangert Struwe: Er vi igen ved, som søvngængere, at vade ind i en ny krig?

15.11.2021

Stormagtskonflikter bør ikke medføre krig, men episoder langs den polsk-belarusiske grænse, russiske hybridtrusler og cyberangreb eller kinesisk-amerikanske konfrontationer i Taiwan-strædet kan blive vores skud i Sarajevo. Men Danmark lever lidt i et H.C. Andersen-land, hvor vi ikke tror, vi rammes af de grumme ting, der rammer vore omgivelser.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Lars Bangert Struwe

I Danmark er der hos mange en opfattelse af, at Danmark ikke står over for nævneværdige militære trusler. Og når der ikke er fare for angreb, behøver vi ikke øge investeringer i forsvar. Det er tankevækkende, at dette er opfattelsen, når jeg dagligt læser om eller deltager i møder med ambassadører, forskere, politikere, tænketanke og officerer fra hele verden om den sikkerhedspolitiske situation. For det er markant, hvordan udlandet ser helt anderledes på forholdene.

Der var få – men markante – advarsler i 2012, da Xi Jingping kom til magten. Men Danmark ignorerede dem, og meldingen var, at Danmark havde et godt forhold til Kina. Og i 2014 advarede mange om, at verden var i markant forandring efter Ruslands invasion af Krim.

I dag må vi advare igen. Verden er midt i en stormagtskonflikt, og vi har brug for nogle stopklodser for at kontrollere situationen. Det skal både være i form af dialog og i form af reelle afskrækkende modsvar. Stormagtskonflikten bør ikke medføre krig, men episoder langs den polsk-belarusiske grænse, russiske hybridtrusler og cyberangreb eller kinesisk-amerikanske konfrontationer i Taiwan-strædet kan blive vores skud i Sarajevo.

Den britiske premierminister Neville Chamberlain kom i 1938 hjem til Storbritannien efter at have forhandlet med Hitler og lovede briterne fred i vores tid. ”Peace in our time” er blevet ikonisk og viser, hvor meget man kan tage fejl af autoritære styrer. Vi bør derfor se realiteterne i øjnene og opbygger et forsvar, der i et samarbejde med vore allierede kan modstå trusler fra autokratiske regimer.

I 1930’erne så nogle ganske klart, hvad der var i fremmarch. Herhjemme var det fx den socialdemokratiske politiker og forsker Hartvig Frisch, der så de forfærdelige konsekvenser af autokratiernes fremmarch. Men de færreste turde eller ville gøre noget ved det. Verden behøver og må ikke ende i et nyt ragnarok, men vi bør virkelig åbne vore øjnene for, hvad der sker, så vi kan afskrække autokratierne fra at gå skridtet videre.

I Hong Kong er kunstværker nu så farlige for Kinas ledelse, at de skal fjernes. I Polen, Estland, Letland, Litauen og Rumænien fortæller politikere og sikkerhedspolitiske eksperter om, hvordan deres lande er under konstant angreb fra Rusland. Misinformation, cyberangreb og spionage – såkaldt hybridkrig – er en del af dagligdagen. Autokratierne i Kina og Rusland lægger deres klamme hånd på deres omgivelser, og vi gør ikke noget.

Truslerne fra stormagterne er ikke fysiske i Danmark – lige nu. Vi har en frygt for terror, men ikke en frygt for krig. Heldigvis. Men vi  forstår ikke – eller ignorerer – niveauet af russiske og kinesiske angreb i cyberspace, hvor en lavintens konflikt har kørt i årevis. Kina og kinesiske hackere med tilknytning til staten har intensiveret deres angreb i løbet af de sidste par år, og i år har EU og NATO anklaget Kina for massive angreb, hvor man brugte Microsoft Exchange som angrebsvej ind i vore samfund. Op mod 250.000 mailkonti var blevet hacket. Britiske cybersikkerhedsmyndigheder (NCSC) udtalte direkte, at hackingen skulle bruges til at iværksætte storskala spionage.

 

Man taler ikke om, hvorvidt Kina vil angribe, men om hvornår, det sker. Her taler man om konventionel krig med landgangsbåde, marinesoldater, der strømmer op på strandene, hangarskibe, missiler
_______

 

Ser vi på de sidste 400 års stormagter og stormagtskonflikter, så er der grund til bekymring. En af de mest læste nyere bøger om 1. Verdenskrig er Christopher Clarks ”The sleepwalkers”. Er vi igen ved, som søvngængere, at vade ind i en ny krig, og hvem holder egentlig med hvem? Risikerer vi, at en tåbelig hændelse kan udløse en ødelæggende krig. To skibe, der møder hinanden i mørket? Et mørke, som har sænket sig over dem, fordi en af staterne har slukket eller jammet de andres GPS. Et skib og et fly for tæt på hinanden? En cyberkriger, der gør noget forkert? Og har vi midler til at stoppe en eskalation?

Vi skal balancere vores bekymring imellem ”ulven kommer” og en manglende lyst til at forstå rækkevidden af Rusland og Kinas ageren. Kina vil generobre – eller med Det Kommunistiske Partis ord genforene de to Kinaer i rammen af ’en stat, to systemer’. Et princip Kina træder under fode i Hong Kong. For der er i deres optik kun et Kina – og ikke et kommunistisk fastlands-Kina og så det demokratiske Taiwan. Kina truer med militær magt, som vi ser det i disse måneder, og Kina har fået USA, Japan, Sydkorea, Taiwan og Australien til at blive rigtigt bekymrede. I disse lande taler man ikke om, hvorvidt Kina vil angribe, men om hvornår, det sker. Her taler man om konventionel krig med landgangsbåde, marinesoldater, der strømmer op på strandene, hangarskibe, missiler etc.

Rusland har med militær magt allerede besat Krim, og de stater, der engang var en del af zarens Rusland eller Sovjetunionen ser med stigende bekymring på russisk politik. I disse dage er der rygter om en russisk invasion af Ukraine. Hvem er de næste i rækken af stater, der efter russisk mening hører under Moder Rusland?

I forskningen holder man øje med anomalier og afvigelser. I Danmark afviger vores trusselsopfattelse fra vore naboers. Det er en afvigelse, som vi bør undersøge. I Tyskland, Norge og Sverige beskriver man i centrale dokumenter, hvordan stormagtskonflikten præger den nye verdensorden. Stormagtskonflikter er historisk ikke løst fredeligt. Lige nu ser vi fx en markant øget spænding imellem Kina og USA. Rent fysisk manifesterer den sig i Det Sydkineske Hav og omkring Taiwan. USA samler nu allierede, da de skønner, at de ikke nødvendigvis er de stærkeste, som admiral Philip S. Davidson, chef for U.S. Indo-Pacific Command fastslog i en høring i marts 2021. Derfor har vi fx set AUKUS-pagten imellem USA, Australien og Storbritannien.

Våbenkontrol må igen på dagsordenen. Der må skabes internationale aftaler og ikke mindst en forståelse om behovet for kontrol i cyber-domænet. De nyeste våbensystemer med alt fra droner til hypersoniske missiler må indrammes af internationale, pålidelige aftaler, der omfatter alle stormagterne – USA, Kina, Rusland og Indien.

Det, vi ser, er, at stater igen ser krig som den primære løsning på konflikter. Det tyske forsvarsministerium beskrev det tydeligt i dets ”Position Paper: Reflections on the Bundeswehr of the Future.” Tyskland har ellers gjort alt for at agere fredeligt, og jeg har selv kritiseret tilstanden af det tyske forsvar. Men man har i det mindste erkendt det nye stormagtsopgør, og de dybe implikationer, det får for Tyskland og tysk forsvar. Det tilsvarende sker l ikke i Danmark lige nu.

Vore nordiske naboer i Norge og Sverige er bekymrede. I Sverige taler man om at forstærke forsvaret, så man kan modstå den forværring, man ser i nærområdet (næsten samme område som vi ligger i). Det gør, at Sverige nu forstærker sit totalforsvar med en styrkelse af såvel civilforsvaret (i Danmark: Beredskabsstyrelsen) og militæret. Man taler i de svenske planer om en styrkelse af krigsorganisationen.

Norge er lige så bekymret som Sverige og har i de seneste år øget forsvarsbudgetterne markant. Den norske forsvarschef fik pålagt at skitsere mulige scenarier for udviklingen, og man har på basis deraf lavet en langtidsplan. I Norge arbejdede forsvarschefens med følgende mandat i 2019: ”Mandatet fra regjeringen fremhever at Norges sårbarhet øker i takt med at trusselbildet forverres. Det gjør at Norge må ta et større ansvar for egen sikkerhet i våre nærområder og bidra mer til NATO-alliansens samlede avskrekkings- og forsvarsevne.” Jeg spørger mig selv, om ikke der er noget, vi ikke har forstået i Danmark.

I Danmark har vi i årtier ikke satset på forsvaret. Vi har været stolte, når vore styrker har jagtet pirater eller kæmpet i Afghanistan. Men vi har reelt ladet forsvaret forfalde. Dog med undtagelse af cyberområdet, som alle har forelsket sig i. Vi har ignoreret de aftaler, vi selv har indgået. NATO erkendte i 2014, at med Ruslands angreb på Krim, var verden forandret. Men i Danmark valgte vi ikke at lade dette påvirke os i særlig grad. Vi lever lidt i et H.C. Andersen-land, hvor vi ikke tror, vi rammes af de grumme ting, der rammer vore omgivelser.

Men verden forandres. Den bliver koldere og ondere, autokratierne vinder frem, og alligevel vil vi ikke betale vores del af forsikringen ved at genopruste. Hvordan kan Norge, Sverige og Tyskland – vore nærmeste naboer – se så anderledes på tingene? Hvem tager fejl? Jeg er overbevist om, at det er os.

Vi er ikke tilbage til Den Kolde Krig. Det er en alt for nem analyse, der slet ikke viser kompleksiteten i en multipolær verden. Men vi kan bruge to meget vigtige komponenter fra Den Kolde Krig: våbenkontrol og afskrækkelse – der må gå hånd i hånd. Der er brug for en troværdig afskrækkelse i form af et stærkt NATO, et stærkt EU og stærke danske bidrag dertil. Men der er også brug for en markant indsats på områder som våbenkontrol, ikke-spredning af atomvåben og nedrustning. Dette må Kina indgå i – også selvom de ser det som en hindring for deres stormagtsdrøm. Rusland, Kina og USA må finde hinanden og skabe stabile rammer med våbenkontrol, så stormagtskonflikten ikke eskalerer ud af kontrol. Toget kan stoppes, men det kræver både afskrækkelse og kontrol. Hvis vi ønsker fred i vores tid, må vi gribe det markant anderledes an end i 1938 eller 1914. ■

 

Verden forandres. Den bliver koldere og ondere, autokratierne vinder frem, og alligevel vil vi ikke betale vores del af forsikringen ved at genopruste
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i forsvarsministeriet. ILLUSTRATION: Et A H-6K bombefly flyver over Det Sydkinesiske Hav som del af en større flyvning af kinesiske fly over området, 6. august 2016. [FOTO: Gao Fei/Xinhua/Ritzau Scanpix