Moritz Schramm i RÆSON SØNDAG: Bag det borgerlige Tysklands krise ligger en strukturel forskydning af den politiske midte
25.09.2021
Uanset hvordan selve valgresultatet lander i dag, er situationen for det borgerlige Tyskland alvorlig. Og krisen stikker langt dybere end CDU-kandidaten Armin Laschet og et uheldigt foto ved en flodkatastrofe. Den handler derimod om den midte af tysk politik, som Merkel så succesfuldt omfavnede, og som partiet i nederlagets stund kunne bevæge sig væk fra. Sker det, risikerer partiet at miste grundlæggende indflydelse og at sætte sin historiske stabiliserende rolle i tysk politik over styr.
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.
Af Moritz Schramm, lektor ved tyske studier, SDU og forfatter til ’Kampen om midten. Tysk politik i det 21. århundrede’
SÅ SENT SOM i 2013, for blot otte år siden, fik Angela Merkels CDU sammen med det bayerske søsterparti CSU næsten 42 pct. af stemmerne ved Forbundsvalget. Ligesom i de fleste perioder i Forbundsrepublikkens historie, sad CDU/CSU fast ved regeringsmagten: De tyske socialdemokrater, SPD, var kilometervidt fra at overtage regeringsmagten, og Tysklands nye midterparti, De Grønne var endnu langt fra at gøre sig gældende som seriøs faktor i midten af tysk politik. Overalt i Tyskland omtalte man CDU/CSU som det sidste folkeparti, der formåede at samle store dele af befolkningen under sig.
Nu, otte år senere, har billedet ændret sig. I skrivende stund – få dage inden det kommende valg til Forbundsdagen – står CDU/CSU i målinger til omkring 21 pct. af stemmerne til Forbundsvalget, som altså vil betyde en halvering af vælgeropbakningen i løbet af ganske få år. Nedgangen er massiv, og de første tyske iagttager er begyndt at frygte for den borgerlige fløjs absolutte nedsmeltning. Og bekymringerne cirkulerer ikke kun på det borgerlige fløj. Selv på den politiske venstrefløj ser man med blandede følelser på udviklingen.
Det kan være en fornøjelse at følge CDU’s nedgang, hvis man selv er venstreorienteret, kunne man for nylig læse i en leder i Tysklands førende venstrefløjsavis, tageszeitung. Men, fortsatte lederen, en mulig nedsmeltning af det borgerlige Tyskland vil også have uoverskuelige konsekvenser: ”Hvis det ender, som man forventer, går ikke kun CDU og CSU imod dystre tider, det gør også demokratiet”, bemærkede avisens indenrigspolitiske redaktør Sabine am Orde med alvorstung tone.
Strukturelle udfordringer
Naturligvis ved vi endnu ikke om valgresultatet kommer til at matche de aktuelle målinger. Selv ganske få dage inden valget har omkring en tredjedel af vælgerne endnu ikke besluttet sig for, hvilket parti de vil sætte deres kryds ved, og erfaringerne med de seneste delstatsvalg har vist, at intet er udelukket på selve valgdagen: Alt kan ske endnu. Politiske iagttagere har sågar spekuleret i en bølge af ”medlidenhedsstemmer” til CDU/CSU og deres kanslerkandidat Armin Laschet, der, forsigtigt sagt, ikke for alvor har formået at slå igennem i valgkampen.
Men uanset hvordan selve valgresultatet ender, er situationen for det borgerlige Tyskland alvorlig. Og det er næppe overbevisende blot at lægge skylden på kanslerkandidaten og hans i manges øjne uheldige performance under valgkampen. Det borgerlige Tysklands krise har snarere strukturelle årsager, som stikker dybere end enkelte personsager eller et uheldigt foto ved en flodkatastrofe, som for mange har været udtrykket for Laschets manglende evner som kandidat. Og det er netop de strukturelle udfordringer, som truer med at ramme partiet og hele det borgerlige Tyskland med fuld magt efter valget den 26.9.
For at forstå de aktuelle udfordringer, hjælper det at vende blikket bagud. Især skal vi huske opskriften på Merkels store valgsuccesser. De store succeser, som Merkel havde ved forbundsvalgene mellem 2005 og 2017 skal nemlig læses som en reaktion på de strukturelle forandringer, som Tyskland i løbet af 1980’erne og 1990’erne blev præget af. I denne periode kunne vi se fremkomsten af en voksende og mere og mere indflydelsesrig middelklasse i Tyskland, der begyndte at bekende sig til stærkt kosmopolitiske og liberale værdier.
Flygtningekrisen i 2015 er derfor heller ikke årsagen til det nye højres genkomst, som man ofte tror i Danmark, men blot en anledning
_______
Hvor Forbundsrepublikken langt hen ad vejen havde været præget af traditionelle, konservative værdier, og landet især sammenlignet med Danmark har været yderst konformitetssøgende, ser vi i denne periode et voksende opgør i landet, hvor en ny og voksende middelklasse kræver en liberal indvandringspolitik, et opgør med den stadig verserende traditionelle syn på køn og familie, og som samtidig favner den spirende miljøbevægelse. Blandt sociologer taler man sågar om en hel ny samfundsklasse, ”den nye midte”, der begynder at gøre sig gældende og at være dominerende i samfundet.
Som konsekvens betød de samfundsmæssige forandringer, at især det borgerlige Tyskland var presset på flere fronter. CDU og CSU’s stærke og historisk indflydelsesrige nationalkonservative højrefløj krævede som reaktion på den voksende liberalisering i samfundet en endnu stærkere besindelse på traditionelle værdier, samtidig med at de mere liberale kræfter i partiet trak i den præcis modsætte retning: De krævede en modernisering af partiet, især på det værdipolitiske område.
Da Merkel overtog partiet i 2000 var konflikterne ikke til at overse. I 1998 havde CDU/CSU tabt regeringsmagten til SPD, der netop havde lanceret sig som fortaler for den ”nye midte”, og – sammen med De Grønne – formåede at binde de nye miljøer i midten af tysk politik til partiet. Især blandt yngre vælgere, i byerne og blandt kvinderne var resultaterne for CDU og CSU katastrofale, og de fleste iagttager gav ikke det borgerlige Tyskland den store chance for at genvinde regeringsmagten de kommende år. Alt pegede på mange årtier i oppositionen: Antallet af deres traditionelle kernevælgere blev mindre og mindre, og de havde tabt føling med de nye og voksende vælgermiljøer.
Merkels moderniseringskurs
Det var Merkels bundne opgave at gøre CDU attraktivt for de nye miljøer i midten af samfundet. Som protestantisk kvinde fra Østtyskland havde hun til opgave at flytte partiet mod venstre på især det værdipolitiske spektrum for at kunne appellere til de nye vælgersegmenter. Og for at kunne levere det, skulle hun skille sig af med partiets indflydelsesrige højrefløj, der stod i vejen for en tilnærmelse mod midten. De mere midtsøgende vælgere vil løbe skrigende væk, lød Merkels analyse, hvis CDU blev ved med at tolerere stærkt nationalkonservative positioner i partiet.
I 2003, da Merkel havde konsolideret sin magt i partiet, begyndte hun derfor at rydde op i det: Den nationalkonservative højrefløj blev alvorligt svækket, og fremtrædende politikere fra partiets højrefløj blev enten ekskluderet eller kørt på en sidespor. Mange af dem er i dag aktive i AfD, det gælder fx det højrepopulistiske partis æresformand, Alexander Gauland, eller fremtrædende parlamentarikere som Martin Hohmann eller Steffen Heitmann.
Merkels moderniseringskurs var ekstrem succesfuld: I 2013 var partiet pludseligt det største parti blandt yngre vælgere, og opbakningen blandt kvinderne forøgedes markant i Merkels regeringstid. I byerne vandt CDU igen opbakningen, som det ellers var på vej til at tabe. I løbet af ganske få år lykkedes det Merkels med andre ord at vinde miljøerne omkring ”den nye midte” over til CDU. Hendes succeser byggede på hendes midtsøgende kurs.
AfD og det nye højre
Fremkomsten af AfD og det nye højre i Tyskland er et resultat af de strukturelle forandringer i tysk politik. I og med Merkel var nødt til at flytte partiet mod venstre for at kunne genvinde (og beholde) regeringsmagten, efterlod hun meget bevidst et tomrum til højre, som AfD og andre forsøgte at udfylde. Flygtningekrisen i 2015 er derfor heller ikke årsagen til det nye højres genkomst, som man ofte tror i Danmark, men blot en anledning, som har hjulpet de nationalkonservative og delvis højreekstreme miljøer til at mobilisere deres tilhængere. I løbet af 2000’erne var den generelle stemning i Tyskland vist nok, at disse positioner ikke længere fandt genklang, og mange havde håbet at de for altid ville være forsvundet. Genkomsten af de nationalkonservative positioner i AfD’s skikkelse var derfor for mange et chok i sig selv – også selv om positionerne i sig selv ikke var nye.
På det værdipolitiske område forgår kampen i Tyskland på midten, enhver tilnærmelse til fløjene vil blive straffet øjeblikkeligt
_______
For at forstår de aktuelle udfordringer, som det borgerlige Tyskland står overfor i dag, er det samtidig vigtigt at forstå at årsagen til, at Merkel flyttede CDU mod midten, var, at de nationalkonservative positioner havde tabt opbakningen i den brede befolkning, og især i den politiske midte. Mens man i Danmark nogle gange kan høre ideen om, at Merkel med sin midtsøgende kurs havde fjernet sig fra vælgerne, er det modsætte nok rigtigt: Vælgerne havde gennem årtierne flyttet sig, og Merkel forsøgte at flytte partiet med.
I både CDU og CSU’s ledelse hersker der derfor i dag en klar overbevisning om at man under ingen omstændigheder må flytte partiet mod højre igen. Selv blot at åbne for de nationalkonservative positioner virker som politisk selvmord i Tyskland: Undersøgelserne viser gang på gang, at omkring 60-70 pct. af vælgerne ikke ønsker den mindste berøring med de nationalkonservative positioner. På det værdipolitiske område forgår kampen i Tyskland på midten, enhver tilnærmelse til fløjene vil blive straffet øjeblikkeligt.
Den kommende krise
Det er præcis i denne kontekst, at et muligt nederlag til CDU og CSU ved valget skal tolkes. Vi kan se igennem de seneste måneder, at den liberale midte i Tyskland nu i høj grad er sat fri igen og ikke længere er bundet til et bestemt parti – den er volatil, som man nogle gange kalder det. Så længe Merkel havde stillet op som formand og kanslerkandidat, var de miljøer tydeligvis bundet til hende, men efter hendes afgang er de i spil igen. Det voldsomme udsving i målingerne de seneste måneder kan forklares ved hjælp af denne udvikling: Først flokkedes den ”nye midte” omkring Laschet og CDU, især under corona-krisen, som gav ham en opbakning på næsten 38 pct. af stemmerne i nogle målinger. Kort efter flyttede de midtsøgende vælgere sig imidlertid i hobetal mod De Grønne, der bevidst appellerer til de samme vælgergrupper i midten af samfundet. I april stod De Grønne til 28 pct. af stemmerne, langt flere end CDU og CSU. Sidenhen har den samme vælgergruppe flyttet sig videre, nu til Scholz og socialdemokraterne, eftersom både Laschet og De Grønnes Baerbock åbenbart er blevet vurderet for værende for ”lette”.
Efter valget venter imidlertid urolige tider. Man kan regne med, at der efter valget – skulle det virkelige ende i et katastrofalt nederlag for CDU og CSU – vil cirkulere to modsatrettede tolkninger af de kristendemokraternes partiers nederlag. Især blandt resterne af den engang indflydelsesrige højrefløj i partiet vil man tolke nederlaget som en konsekvens af Laschets midtsøgende kurs. Man vil argumentere for at CDU siden 00’erne – dvs. under Merkels formandskab – har tabt ethvert indholdsmæssigt profil, og ikke mindst enhver traditionelt konservativ profil. Den manglende tydelighed har, i denne tolkning, ført til, at partierne er blevet udskiftelige, og vælgerne derfor har valgt CDU og CSU fra. Som svaret på nederlaget vil derfor mange kræve en revision af Merkels kurs, og en stærkere profilering af partiet mod højre.
Denne første tolkning vil uden tvivl vinde udbredelse i dele af det borgerlige Tyskland. Den cirkulerer allerede i medierne, men den har naturligvis indlysende problemer. For det første kan den ikke forklare Merkels store succeser ved valgene siden 2005, hvor netop hendes midtsøgende kurs har givet partiet enestående resultater, også sammenlignet med andre europæiske lande. Og for det andet har den svært ved at forklare hvorfor CDU og CSU ved det nuværende Forbundsvalg, hvis målinger viser sig til at holde stik, kommer til massivt at tabe stemmer mod venstre, nemlig mod SPD og De Grønne. Hvis problemet virkeligt var fraværet af en stærk konservativ profil, skulle de tabe stemmer mod AfD og højre, og ikke mod venstre, kan man mene. Men det er netop ikke det, der sker. Realiteten er at AfD og den politiske højrefløj ikke ser ud til at profitere fra CDU/CSUs krise. Den har snarere, som en politisk iagttager skrev for nyligt, tabt ”adgang til de borgerlige miljøer”.
Overfor den første forklaring kommer derfor efter valget til at stå en anden tolkning, som ligeledes bliver diskuteret i de tyske medier: Ideen om at Laschets nederlag især skyldes hans manglende afgrænsning mod højre. Mens Laschet selv er kendt som en midtsøgende politiker, der står for en politisk kontinuitet fra Merkel-tiden, har hans problem fra dette perspektiv været, at Laschet ikke formåede at holde en klar distance til partiets eget nationalkonservative fløj, som han – presset fra dele af partiet – mente at skulle integrere i sit politiske projekt for at samle bredden i det borgerlige spektrum. I modsætning til Merkel, der distancerede sig markant fra de nationalkonservative positioner og partiets egen højrefløj, der var sat udenfor indflydelse, satsede Laschet på at integrere og moderere partiets forskellige fløje. Der skulle være plads til både de mere midtsøgende og de mere konservative miljøer i partiet, med Laschet som integrerende leder.
Det var derfor at Laschet – i stik modsætning til Merkel – integrerede den økonomisk liberale, men værdipolitisk stærkt konservative, Friedrich Merz i sin ”kompetenceteam” og antydede ret kraftigt, at Merz, som Merkel endnu havde fjernet fra alle poster på grund af hans yderliggående holdninger, kunne blive minister i en kommende regering. Og selv den forhenværende chef for den tyske efterretningstjeneste, Hans-Georg Maaßen, der åbent positionerer sig et sted mellem CDU og AfD for at genvinde stemmer fra højrefløjen, har Laschet, på trods at han ikke selv nærer nogle sympatier for Maaßens politiske projekt, ikke formået at sætte på plads.
Laschets problem har altså ifølge denne anden fortolkning været, at han netop ikke har været stærkt nok til at afgrænse partiet fra den traditionelle højrefløj. Hvis man skal tro det perspektiv, så var han som kandidat ikke stærk nok til at kunne signalisere til de midtsøgende miljøer i Tyskland, at han vil sikre en klar afstandtagen mod de traditionelle nationalkonservative positioner, som har været udbredt i tysk politik siden 1950’erne, men som netop Merkel med stor succes har lagt afstand til.
Selve demokratiets stabilitet kan være i fare, hvis CDU og CSU tager de forkerte konklusioner af et muligt nederlag, og åbner sig for højrefløjen igen
_______
Det interne opgør efter valget
Objektivt set hersker der ikke meget tvivl om, at den anden tolkning af krisen er tættere på virkeligheden end den første. Alle tal peger på at den liberale midte i Tyskland ikke kun er stort, men også klart afvisende overfor alle traditionelle, nationalkonservative positioner. Merkels Wir schaffen das – dvs. forestillingen om at vi nok skal kunne håndtere det antal af flygtninge, som er kommet til Tyskland – bakkes op af et klart flertal af vælgerne, og enhver genaktivering af indvandringskritiske eller nationalkonservative positioner vil øjeblikkeligt føre til en flugt af de midtsøgende vælgergrupper mod venstre – til Socialdemokraterne eller De Grønne. Intet parti i Tyskland kan vinde regeringsmagten mod dette massive flertal af liberale vælgere i midten af samfundet. En højredrejning af CDU – eller blot en genåbning af partiet mod de tidligere udbredte, men i dag marginaliserede nationalkonservative positioner – vil sætte partiet udenfor indflydelse i det partipolitiske spektrum i Tyskland. Partiet vil i så fald overlade det afgørende legerum i midten af tysk politik til hhv. SPD og De Grønne.
Problemet er imidlertid, at partiets højrefløj efter alt at dømme vil forsøge at lancere et internt opgør mod Merkels kurs, hvis Laschet taber valget stort. Siden flere undersøgelser har vist, at medlemmerne i CDU/CSU står længere til højre end deres vælgere, kan man ikke vide sig sikker på, om den nationalkonservative højrefløj ikke vil forsøge at dreje partiet i dens retning igen. Allerede nu cirkulerer der anonyme citater i medierne fra ledende skikkelser i partiet, som åbent advarer mod et internt opgør i partiet efter et muligt nederlag, der sagtens kan udmønte sig i en åben fløjkrig – en fløjkrig som let kan medføre en lammelse af det borgerlige Tyskland og i sidste konsekvens til en splittelse af partiet.
Mange iagttageres bekymring for tysk demokrati er funderet i dette scenarie: Et scenarie hvor CDU og CSU ender i oppositionen og efterfølgende i stigende grad opgiver den politiske midte, og dermed ikke kun sætter sig selv på en sidespor i tysk politik, men for første gang kunne risikere at undergrave det stabile fundament for tysk demokrati, som netop de borgerlige miljøer har stået garant for siden kansleren Konrad Adenauer. Man kan se et scenarie for sig, hvor CDU/CSU i stigende grad er optaget af interne fløjkampe, og samtidig – jo mere de taber opbakningen hos vælgerne – desto mere forsøger at profilere sig som alternativ til AfD. Det vil åbne et rum for populistiske tendenser, samtidig med at flere og flere traditionelt borgerlige miljøer bliver politiske hjemmeløse. Den integrative kraft, som CDU og CSU altid har haft, vil svækkes, og skillelinjen til radikaliserede dele af samfundet kan dermed blive mere og mere porøst.
Hvor store dele af Weimar Republikkens kriser skyldtes den vankelmodige opbakning til demokratiet i dele af de konservative og borgerlige miljøer, har Forbundsrepublikkens succeshistorie netop været begrundet i det borgerlige Tysklands overvældende stabilitet og suverænitet. En nedsmeltning af det borgerlige Tyskland vil med andre ord have voldsomme konsekvenser, ikke kun for partiet selv. Selve demokratiets stabilitet kan være i fare, hvis CDU og CSU tager de forkerte konklusioner af et muligt nederlag, og åbner sig for højrefløjen igen – eller blot undgå at distancere sig klart fra de traditionelle nationalkonservative positioner. Vælgerne vil ikke godkende det – de står simpelthen et andet sted – men det borgerlige Tyskland som stabiliserende kraft vil risikere at styrte i grus. Konsekvenserne vil muligvis være uoverskuelige. ■
Hvor store dele af Weimar Republikkens kriser skyldtes den vankelmodige opbakning til demokratiet i dele af de konservative og borgerlige miljøer, har Forbundsrepublikkens succeshistorie netop været begrundet i det borgerlige Tysklands overvældende stabilitet og suverænitet
_______
Moritz Schramm (f. 1970) er lektor og studieleder på tyske studier på SDU. Han er aktuel med bogen: ’Kampen om midten. Tysk politik i det 21. århundrede’, hvor han kombinerer kulturhistoriske, politiske og samfundsmæssige indsigter med personlige erfaringer og giver et nyt blik på de store linjer i tysk politik og historie. ILLUSTRATION: En valgplakat for Armin Laschet (CDU) er blevet udsat for hærværk, d. 20 september [Foto: Thilo Schmuelgen/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
