Niels Westy: Den optimale selskabsskat er så lav som muligt

24.09.2021

Når nogle på den ene side hylder, at en aftale om en effektiv minimumsselskabskat på 15 pct. betyder, at man stopper ”ræset mod bunden”, men på den anden side begræder, at den ikke er sat højere og dermed netop frygter et ”ræs mod 15 pct.”, kan man altså mene – hvilket gælder undertegnede – at jo lavere selskabsskatten er, jo bedre, fordi den er en omkostningsfuld skattetype, som indebærer flere forvridninger og tab i økonomien end andre former for skatter og afgifter.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Niels Westy

I MIT FØRSTE INDLÆG, ”En global skattereform er historisk, men den er primært drevet af nationale interesser”, lovede jeg at vende tilbage til, hvem der egentlig betaler selskabskatten, og hvorvidt selskabskat overhovedet bør indgå i finansieringen af de offentlige udgifter.

En del vil måske umiddelbart mene, at selskaberne betaler selskabskatten, men det er forkert, da kun mennesker kan betale skat. Selskabskat vil som alle andre omkostninger ende hos enten forbrugerne (højere priser), kapitalejerne (lavere afkast) eller lønmodtagerne (i form af lavere løn). Man kan – og det gør økonomer da også – argumentere for, at så kunne man jo lige så godt pålægge skatten direkte på disse i stedet for at tage denne besværlige og omkostningsfulde omvej – både hvad angår selve omkostningen ved at opkræve skatten og konsekvenserne for den fortsatte økonomiske vækst.

For eksempel kommer Tax Foundation frem til, at omkostningen i forbindelse med indbetaling af selskabskat i USA i 2015 var på ca. 145 mia. dollars, hvilket svarede til op mod 50 pct. af det års samlede provenu fra selskabskatten. En væsentlig del af dette skyldes naturligvis kompleksitet i gældende skattelovgivning, og omkostningerne varierer fra land til land. For eksempel angives tidsforbruget for Verdensbankens ”standard” virksomhed i forbindelse med indbetaling af skat til 132 timer i Danmark, mens den er 175 timer i USA, se seneste Doing Business (2020).

Som vi skal se, kan man argumentere for, at den optimale selskabskat groft sagt er så lav som mulig, hvis man altså mener, det er en god idé at indrette skattesystemet så effektivt som muligt. Det vil sige, at skatten har så få negative konsekvenser for den samlede velstandsskabelse som mulig.

Det er muligvis en meget ”økonomagtig” måde at se på det, og allerede her er der sikkert en del, som vil afvise resten af indlægget. Men sådan er vi økonomer nu engang som flest. For hvorfor gå over åen efter vand, eller kravle ned gennem skorstenen, når døren står åben? Med andre ord: Forudsætningen for dette indlæg er, at det er et mål i sig selv at få så meget ”bang for the buck”. Hvis det falder nogen for brystet, så beklager jeg skam meget, men alt andet giver måske nok politisk men ikke nationaløkonomisk mening.

Selv om selskabsskat, set gennem en nationaløkonoms briller, er en skidt måde at finansiere det offentlige forbrug, så kan det gennem magthavernes (både nuværende og de, der ønsker at blive det) briller, netop være en fordel, at det svæver i det uvisse, hvem der rent faktisk betaler selskabskatten – i det omfang det viser sig, at det delvis er lønmodtagerne, som finansierer selskabskatten, kan det ligefrem også være i kapitalejernes interesse at fastholde/øge skattesatsen, hvis alternativet er, at de individuelt skal betale en højere skat af deres afkast.

Når USA nu presser på for en global skatteaftale, hænger det sammen med behovet for på den ene side at øge skatteprovenuet og på den anden side at leve op til de valgløfter, man har afgivet om, at ingen med under $400.000 (og nej, der er ikke et nul for meget) i årsindkomst vil opleve skattestigninger. Oprindeligt indebar det et forslag om at øge selskabskatten fra de nuværende 21 pct. til 28 pct. (hvilket dog næppe sker, ligesom Bidens infrastrukturplan bliver mere end halveret i forhold til det oprindelige forslag). Til gengæld vil gennemførelsen af en global minimumsskat på 15 pct. (amerikanerne havde oprindeligt ønsket sig en minimumsskat på 21 pct.) øge provenuet, hvorimod det formentlig umiddelbart i højere grad er til fordel for andre lande – ikke mindst store europæiske økonomier – at de største og mest profitable multinationale selskaber nu skal betale en del af deres selskabskat i de lande, hvor de afsætter i stedet for der, hvor de er registrerede.

Men hvem betaler reelt selskabsskatten?
Men så er der lige problemet med, hvem der egentlig betaler selskabskatten. Som nævnt er det ikke selskaberne. Lad os starte med, hvad der er fuldkommen enighed om: På kort sigt bæres selskabskatten af kapitalejerne. Hvis denne øges, forringes deres afkast, og hvis den sænkes, sker naturligvis det omvendte. Det interessante er, hvad der sker på længere sigt.

Dernæst gælder, at selskabsskat grundlæggende er en beskatning af indtjeningsevnen. Det har der gennem tiden været fremført flere argumenter for. Et ofte anvendt argument er, at det er en slags betaling for tjenester tilvejebragt af det offentlige, som selskaberne nyder godt af – et argument som så er lidt i strid med ideen om at beskatte overskuddet på de markeder, hvor virksomheden afsætter sine produkter – eller fordi selskaberne oppebærer ”overnormale profitter” i kraft af monopol eller nær-monopol.

Definitorisk forstås overnormale profitter som afkast, der er højere end det, en investor er villig til at ”nøjes” med for at foretage en given investering, mens normal-profitten kan defineres som forrentningen af risikofri investeringer (ofte bruger man renten på statsobligationer) plus et risikotillæg. Og mens der – som nævnt – er enighed om, at beskatning af profit ud over dette må falde på investor/kapitalejere i tilfælde af fx monopoler (som er sjældne i en relativ fri markedsøkonomi og typisk et resultat af regulering), forholder det sig anderledes sig med transitoriske ”overprofitter”, som fx. skyldes (midlertidig) teknologisk overlegenhed. Og så er der selvfølgelig hele problematikken om den måde, vi anvender udtrykket ”monopol” i daglig tale. Har Facebook monopol? I så fald på hvad? Har Amazon det? Google? Microsoft? Apple? Ingen af de nævnte lever i hvert fald op til termen i økonomisk forstand i nogen meningsfuld forstand.   

For hvor stor skal risikopræmien egentlig være? Hvilken betydning har det for villigheden til at investere? Som udgangspunkt hænger muligt afkast og risikovillighed jo sammen.

Uanset begrundelse er selskabskat for en virksomhed grundlæggende ”blot” en af flere omkostninger, hvor markedet dikterer, hvem af de tre grupper, kunderne (i form af højere priser), kapitalejerne (i form af lavere afkast) eller medarbejderne (i form af lavere lønninger end ellers), skal afholde denne omkostning. Heraf fremgår også, hvilket ikke er uvæsentlig med tanke på, hvem der indgår i G7, at jo større en økonomi er, jo højere relativ selskabsskat kan man tillade sig (simpelthen fordi markedets størrelse tilsiger det). Den bedste måde at forstå dette er måske ved at se hvilken pris en udlejer kan opnå ved at leje butikslokaler ud på Strøget i forhold til andre dele af København. Det skyldes naturligvis at det er mere attraktivt (indtægtsmæssigt) at have en butik på Strøget end de fleste andre steder i byen.

 

I den udstrækning at aftalen i OECD-regi rent faktisk øger det globale skatteprovenu med de 150 mia. dollars, som man forventer, vil det, alt andet lige, have en negativ effekt for velstandskabelsen
_______

 

I en i dag klassisk artikel i The Journal of Political Economy fra 1962 (The Incidence of The Corporation Income Tax), kom den amerikanske økonom Arnold C. Harberger frem til, at selskabskatten primært falder på kapitalejerne i en lukket økonomi – uanset ejerform og om man dermed rent faktisk betaler selskabsskat eller ej. Hvor Harbergers model måske tilnærmelsesvis kunne antages at beskrive forholdene i 1962, på et tidspunkt med begrænset global mobilitet for både varer, tjenesteydelser og kapital, er det ikke længere tilfældet. Diamond og Mirrlees udviklede derfor, i en anden klassisk artikel, Optimal Taxation and Public Production, en model for små og åbne økonomier. Her forudsættes høj grad af kapitalmobilitet, mens arbejdskraften ikke er mobil. Deres model viste, at hvis et land beskatter kapital, vil denne søge hen, hvor den kan opnå et højere afkast efter skat. Ifølge modellen vil denne proces fortsætte, indtil det marginale afkast efter skat er lig med det globale afkast. Det indebærer et fald i investeringerne i indenlandsk kapitalapparat, hvilket hæmmer produktiviteten (som er helt afgørende for lønudviklingen), hvorved den fulde betaling for selskabskatten ender med fuldt ud at falde på arbejdskraften. Også føromtalte Harberger har set på effekterne, når der ikke længere er tale om en lukket økonomi men en lille åben (udviklings)økonomi, i ”The ABC´s of Corporation Tax Incidence: Insights into the Open Economy Case”.

Her kommer han også frem til, at selskabsskatten – i takt med graden af økonomiers åbenhed – går fra at falde på kapitalejerne til at falde på arbejdskraften. Herberger kommer således frem til, at byrden for arbejdskraften kan blive 2 til 2,5 gange så stor som statens indtægter fra selskabsskatten.

Sidenhen er det blevet påpeget, at forudsætningen om arbejdstagers manglende mobilitet næppe helt holder helt stik. Arbejdsmarkedet er jo ikke homogent, som man ofte antog tidligere, men heterogent. Derfor er det rimeligt at antage, at det især er de laveste indkomster (typisk de ringest uddannede), som må antages at være de mindst mobile, som i sidste ende bærer byrden for arbejdstagers andel ved den reelle betaling af selskabskatten. Afgørende for, om man som arbejdstager flytter sig, er, hvorvidt der er et globalt marked for de kompetencer, man besidder. Egentlig behøver man ikke at se så langt. Det er jo blot at se på nationaliteten for de største danske virksomheders CEO’s, men det gælder naturligvis også en lang række andre lønmodtagergrupper, hvis kompetencer er globalt efterspurgte. Det handler om mobilitet og dermed muligheden for at ”undslippe” regningen. Med andre ord: Jo mere følsomme investeringerne er overfor selskabskat (og andre lokale omkostninger), jo større en andel betales af arbejdstagere , og alt efter, om der findes en global efterspørgsel efter arbejdstagers kompetencer, jo mindre andel vil arbejdstager ende med at betale. Hermed ender regningen i sidste ende primært hos de ringest uddannede og lavest lønnede.  

Fra en skat på de mere velstående her og nu til os alle sidenhen
Som allerede antydet, handler det ikke kun om, hvem, derpå kort, mellemlangt og langt sigt ”betaler” selskabskatten – hvor det desuden ikke er uvæsentligt, at vi i vores del af verden ofte både er lønmodtagere og kapitalejere, fx via pensionsopsparing. Et noget overset faktum. Det handler også om konsekvenserne for den fortsatte økonomiske vækst og velstandsstandsudvikling. Her er det jo let at få øje på modsætningen i, at OECD på den ene side forestår forhandlinger, som, alt andet lige, vil øge den globale selskabskat og på den anden side, i lighed med de fleste økonomer, understreger, at selskabsskat er den mest ”skadelige” form for beskatning. Som det fremgår af nedenstående citat fra Åsa Johannesen m.fl. i”Taxation and Growth”:

”Problemet med høj selskabsskat er flere. Dels påvirker det produktivitetsudviklingen negativt – noget tyder endda på, at det primært rammer de mest dynamiske og rentable virksomheder, som står for det største positive bidrag til den fortsatte vækst i BNP (værdiskabelsen). For nystartede og små virksomheder er effekten dog muligvis minimal af den simple årsag, at disse virksomheder ofte har relativt små overskud. En mulig implikation er, at skattefritagelse eller nedsat lovpligtig selskabsskat for små virksomheder, som det ses i visse lande, er mindre effektivt til at øge produktiviteten end en generaliseret reduktion af den samlede lovpligtige (formelle) selskabsskattesats. Hvad man måske sjældent taler om er, at ét er skattesats, noget andet er forudsigelighed og stabilitet. En del tyder på, at stabile og forudsigelige skattesystemer, som administreres effektivt i et gennemsigtigt system i sig selv har en værdi for multinationale selskaber, hvilket tiltrækker udenlandske investeringer”

Det daværende Økonomi- og indenrigsministerie kommer også i et notat fra 2019 frem til, at BNP stiger med mellem 10 og 15 mia. kr. ved en nedsættelse fra de nuværende 22 pct. til 17 pct., mens en fuldkommen afskaffelse af selskabskatten ville øge BNP med ca. 50 mia. kroner (selskabskatten udgjorde det pågældende år 3,1 pct. af BNP og 6,6 pct. af de samlede skatter og afgifter). Det fremgår ligeledes af samme notat, at en nedsættelse af selskabsskattesatsen på 2 procentpoint – fra dagens 22 pct. til 20 pct. – isoleret set skønnes at medføre en stigning i disponibel indkomst hos et LO-par med to børn (i ejerbolig) på 1.900 kr. om året, mens den disponible indkomst hos et par på kontanthjælp med 2 børn (i lejebolig) stiger med 1.000 kr. om året. Provenutabet forventes i øvrigt i dette tilfælde at være beskedne 2-3 mia. kr. Det sidste skal sammenholdes med en forventet vækst i BNP på 5,5-6 mia. kr. ved en nedsættelse af selskabskatten med 2 procentpoint.

Et forsvar for lavere selskabskat
Foretager vi en ”ranking” af diverse måder at inddrive skat, er der almindelig enighed om, at de ringeste er de, som påvirker udbuddet af kapital og arbejdskraft, det vil sige skat på kapitalafkast og lønindkomst. Rent teoretisk (og naturligvis helt utopisk) er en såkaldt kopskat, hvor alle betaler et fast årligt beløb uafhængig af indkomst og formue, den mindst (økonomisk) forvridende skat. Og ja, valget af beskatningsmetode har fordelingsmæssige konsekvenser, som dog ligger uden for denne artikels formål at diskutere. Ikke at det nødvendigvis er ligegyldigt, men fordi der i høj grad er tale om en politisk vurdering, hvorvidt man finder en given indkomst- og formuefordeling acceptabel eller ej. Dertil kan man naturligvis også stille spørgsmålstegn ved ideen om at bruge skattesystemet til omfordeling.

I den udstrækning at aftalen i OECD-regi rent faktisk øger det globale skatteprovenu med de 150 mia. dollars, som man forventer, vil det, alt andet lige, have en negativ effekt for velstandskabelsen, med mindre det ekstra skatteprovenu netto ikke indebærer en lavere velstandsskabelse. Det er der nu gode grunde til at stille spørgsmålstegn ved skulle være tilfældet.

Endelig er et ofte overset problem ved selskabskatten, at denne i sig selv bidrager til et højere gældsniveau i virksomhederne. Fradragsmuligheden for renteudgifter ved betaling af selskabsskat indebærer, at egenkapitalfinansiering (det vil sige fra ejerne) skattemæssigt behandles mindre gunstigt end gældsfinansiering. Det skyldes at aflønningen af fremmedkapital (renter) er fradragsberettiget og ejernes afkast (egenkapitalens forrentning) ikke er.

Lavere selskabsskat vil derfor reducere virksomhedernes gældsniveau og gøre dem mere robuste (øge soliditeten/mindske gearingen) over for eksempelvis rentestigninger og udsving i afsætningen – og omvendt naturligvis ved højere selskabskatter.

Dertil kan man jo tilføje betydningen for den finansielle struktur inden for multinationale virksomheder. Her kan man ved investeringer i datterselskaber i udlandet vælge mellem gælds- og egenkapitalfinansiering, og skattetrykket påvirker dette valg af finansiering. Når de finansieres med gæld, er renterne fradragsberettigede for datterselskabet i værtslandet, mens renteindtægten i morderselskabet beskattes i ”hjemlandet” (hvor man er registreret). Når investeringer finansieres med egenkapital, beskattes datterselskabets udbytte derimod i værtslandet, mens overført udbytte normalt er skattefri i hjemlandet (hvis man benytter princippet om lokal beskatning). For at minimere skatteforpligtelsen vil moderselskabet derfor foretrække gældsfinansiering af datterselskaber beliggende i højskattelande og egenkapitalfinansiering af datterselskaber i lavskattelande. Et problem som, alt andet lige, ikke eksisterer ved ens eller ingen beskatning (se også Ruud A. de Mooij og Sjef Ederveen, “Corporate Tax Elasticities: A Reader’s Guide to Empirical Findings”).

I forhold til det oprindelige ønske fra amerikansk side om en effektiv minimumskat på 21 pct., bør man derfor nok glæde sig over, at den trods alt ser ud til at ende på 15 pct. (hvor det næppe var uvæsentligt, at den gennemsnitlige effektive selskabskat i EU, alt efter beregningsmetode, ligger tættere på 15 end 21 pct.).

En endnu lavere sats ville dog være at foretrække – også selv om de marginale positive effekter for BNP og reallønninger må forventes af være faldende i takt med lavere satser.

Når nogle således på den ene side hylder, at en aftale om en effektiv minimumsselskabskat på 15 pct. betyder, at man hermed stopper ”ræset mod bunden”, men på den anden side begræder, at den ikke er sat højere og dermed netop frygter et ”ræs mod 15 pct.”, kan man altså også mene – hvilket gælder undertegnede – at jo lavere selskabskatten er, jo bedre, netop fordi den er en omkostningsfuld skattetype som indebærer flere forvridninger og tab i økonomien end andre former for skatter og afgifter. ■

 

I forhold til det oprindelige ønske fra amerikansk side om en effektiv minimumskat på 21 pct., bør man derfor nok glæde sig over, at den trods alt ser ud til at ende på 15 pct
_______

 

Niels Westy (f. 1960) er cand.polit., underviser på Niels Brock og skribent på punditokraterne.dk. Han har tidligere været tilknyttet Dagbladet Børsen som udlandskommentator. ILLUSTRATION: Et containerskib læsses i den international godstransportterminal i en havn i Hai Phong i Vietnam, 12. august 2019 [foto: Nhac Nguyen/AFP/Ritzau Scanpix].