Bessermann om RV’s nye klimaudspil: Vi har ikke brug for endnu en ukonkret klimastrategi, der til forveksling ligner Socialdemokratiets

20.09.2021

Radikale stempler endnu engang ind som symbolpolitikkens sande mester. Denne gang vil de øge ambitionsniveauet og reducere Danmarks udledninger med 80 pct. i 2030 og 110 pct. i 2040. Men vi har ikke brug for flere målsætninger og ambitioner. Vi har brug for konkrete klimatiltag, der fortæller, hvordan målene skal nås. Historien viser desværre, at Radikales klimakamp alt for ofte kun bliver i de høje målsætninger og i fin retorik.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Caroline Bessermann, aktiv i Den Grønne Studenterbevægelse

MED SIN UDMELDING om at Danmark skal reducere sine udledninger med 80 pct. i 2030 og 110 pct. i 2040 stemplerRadikale igen ind som symbolpolitikkens sande mester. Radikale fremhæver med sit udspil det absolut største politiske problem, når det kommer til klima på Christiansborg: At politikere fortsætter med at tale om målsætninger med tidshorisonter 10, 20, 30 år ud i fremtiden, men forsømmer at udforme den klimapolitik, som den akutte klimakrise kræver, at vi gennemfører i dag, for at nå derhen.

Radikale er efterhånden kendt for at tage kampen for klimaet, når det kommer til målsætninger. De ville i foråret hæve delreduktionsmålet i 2025. Nu vil de hæve målet for 2030 og 2050. De Radikale er heller ikke bange for at tale med store ord om klimakrisens alvor fra alverdens talerstole og slogans i politiske kampagner. Det sørgelige er bare, at deres politiske kamp for klimaet stopper her. For når tiden til de væsentligste forhandlinger oprinder, når vi taler om transport, skat, energi og landbrug, har Radikale været de første til at parkere de grønne visioner i lobbyen og forhandle, som klimakrisen var dem ukendt.

Radikale slæber et langt spor af sorte aftaler fra denne regeringsperiode med sig. Partiet har lagt mandater til betydningsfulde sorte og skuffende aftaler som energi- og industriaftalen 2020, transportaftalen 2020, skattereformen 2020, byggeriaftalen 2021 og infrastrukturaftalen 2021. Alle aftaler, der ikke blot giver afkald på at kunne have været udslagsgivende for den danske grønne omstilling, men som i mange tilfælde direkte modarbejder målsætningerne for et grønt samfund, som Radikale i denne uge igen gør sig til bannerfører for.

Det er fx absurd, at Radikale kræve højere målsætninger på denne side af sommerferien, når de lige inden ferien stemte for en infrastrukturplan, der ikke nedbringer transportsektorens udledninger overhovedet, men i stedet bruger 52 milliarder på at anlægge nye veje til mere fossil transport.

 

At Radikale ikke spiller ud med noget nyt så som en signalpris, der udtrykker det beløb, man ønsker en CO2-afgift skal være på i 2030, er dybt useriøst
_______

 

RADIKALE ER IKKE BLOT et parti, der fører den diametralt modsatte politik af, hvad deres egne målsætningerne kræver. De understreger også med sit udspil, at Christiansborg ikke er kommet længere, end hvor vi var i efteråret 2019, hvor klimaloven blev vedtaget. Det beviser Radikale igen med sit udspil, hvor man hverken finder den nødvendige finansiering eller konkrete politiske initiativer.

Af de sparsomme detaljer Radikale har delt, om hvordan de ønsker at nå de nye mål, tegner sig en ukonkret klimastrategi, der til forveksling ligner Socialdemokratiets. Først kan man nævne den naive tro på teknologiske mirakelkure. Radikale lægger ligesom regeringen uproportionalt meget lid til, at CO2-fangst og lagring (CCS) og power to X. Teknologier hvor usikkerheden om skalering og rentabilitet er så store, at teknologiernes indflydelse på klimamålene i dag estimeres til at blive marginale.

Dernæst kommer den Radikale udmelding om, at partnerskaber for erhvervslivet skal løse opgaven, partiet ikke lader til at kunne løfte selv: Nemlig at formulere konkret klimapolitik. Ligeledes gjorde regeringen i 2019 og 2020, da de satte sin politik på standby i over et halvt , mens 13 klimapartnerskaber skulle formulere dens vej til 70 pct. En opgave som flere af partnerskaberne ikke løste, og hvor resultaterne ikke har haft nogen mærkbar effekt. Og så må man også stille spørgsmålstegn ved, om dette er en opgave for erhvervslivet, da det trods alt ikke er dem, vi har stemt ind i Folketinget for at diktere retningen for dansk klimapolitik.

Sidst men ikke mindst, har Radikale også nævnt den meste ventede tiltag i dansk klimapolitik: CO2-afgiften. Nødvendigheden og Radikales (og en række andre partiers) opbakning har dog længe stået klar, så at Radikale ikke spiller ud med noget nyt så som en signalpris, der udtrykker det beløb, man ønsker en CO2-afgift skal være på i 2030, er dybt useriøst.

HVIS MAN SKULLE HAVE tillid til, at Radikale vil konkrete og kendte klimaløsninger, ville en signalpris på CO2 være overbevisende. Det samme ville det være at tale om høje, bindende reduktionsmål for landbruget, krav for omlægning af den animalske produktion og sikring af fremtidens natur og fødevareproduktion i en sektor, der i dag står for en tredjedel af Danmarks udledninger.

Man kunne også have talt om at genåbne rækken de sidste to års katastrofale klimaaftaler, fx på transport og infrastruktur. Man kunne her lægge ud med et stop for milliardinvesteringer i sort infrastruktur og ikke blot tale om en elektrificering af hele transporten, men også sikre en reduktion af antal kørte kilometer i fossildrevne personbiler, der står for størstedelen af transportsektorens udledninger. Dog er denne form for både konkret og tilgængelig klimapolitik ikke repræsenteret i Radikales 110 pct.-drøm, der dermed ender med at blive båret af ønsketænkning, floskler og politisk ansvarsfralæggelse.

 

[K]onkret og tilgængelig klimapolitik er ikke repræsenteret i Radikales 110 pct.-drøm, der dermed ender med at blive båret af ønsketænkning, floskler og politisk ansvarsfralæggelse
_______

 

Finansieringen af de nye flotte målsætninger er også lettere kreativ. Stik imod flere ekspertgruppers vurderinger(se fx her, her eller her), mener Radikale, at de kan nå sit klimamål på 80 pct. reduktion i 2030 for små 25 milliarder kroner. Som Sofie Carsten Nielsen selv siger, er der brugt 40 milliarder blot på coronahjælpepakker. Ønsker man, at hele samfundet udleder 80 pct. mindre om kun 8,5 år, kan det derfor ikke overraske, at 25 milliarder ikke vil være en tilstrækkelig økonomisk ballast for den vision.

For at finde pengene vil Radikaleskære i den grønne check, rentefradraget og efterlønnen. Men hvorfor er denne form for finansering, hvor man skærer i andres ydelser, nødvendig nu, når den ikke var det for de 40 milliarder til coronahjælpepakker? Finansering af den grønne omstilling behøver ikke at blive et spørgsmål om efterløn eller ej, når vi netop under coronakrisen har set, hvordan regeringen vellykket har optaget statslån for at investere og stimulere økonomien. De er faktisk også er sluppet så godt fra det, at dansk økonomi i dag står så stærkt, at der er frygt for økonomisk overophedning.

Lige meget hvor meget man vender og drejer det, er Radikales udmelding et politisk spil for galleriet. Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard skruer igen op for målsætningerne og for retorikken, men de skruer ikke op for klimapolitikken. De roder ikke bod på de to år af sorte og utilstrækkelige aftaler, der har lagt mandater til. Og så fornægter de befolkningen akutte og konkrete svar på en akut klimakrise.

Så kære Sofie Carsten Nielsen, du havde ret, da du til Radikales landsmøde i weekenden sagde, at klimakrisen ikke er trængt ind i Christiansborgboblen. Du havde ret, da du sagde at folk dør, mens politikerne taler om reduktionsmål. Og du havde ret, da du sagde, at symbolpolitikken lever i bedste velgående. Du havde ret, for det er præcis alle de fejl Radikale igen begår med dette udspil. Så den klare opfordring herfra er, kom tilbage når I har noget reel klimapolitik og lad være med at spilde vores lånte tid på mere klimapolitisk pyntepolitik. ■

 

[K]om tilbage når I har noget reel klimapolitik og lad være med at spilde vores lånte tid på mere klimapolitisk pyntepolitik
_______

 

Caroline Bessermann (f. 1997) har siden 2020 været aktiv i Den Grønne Studenterbevægelse Til daglig studerer hun international business and politics på Copenhagen Business School. ILLUSTRATION: Sofie Carsten Nielsen til Radikale Venstres landsmøde på Nyborg Strand, 28. septemer 2021 [Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix]