17.07.2021

Socialdemokratisk politik gennemgår i disse år et historisk comeback. Samtidig ser vi, at de socialdemokratiske partier på kontinentet er trængt i defensiven. De traditionelle arbejderpartier må indse deres fejl, hvis det er dem, der skal videreføre socialdemokratismen.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Niels Fuglsang (S)

EUROPAS SOCIALDEMOKRATISKE partier bløder vælgere, og når Tyskland går til valg til september, kan SPD blive den kanariefugl, der drætter ned fra sin pind og advarer os om, at luften er giftig, og at de gamle partier kan lide en grum skæbne. Paradokset er, at vi i øjeblikket ser et comeback til socialdemokratisk politik, mens de socialdemokratiske partier selv kæmper for at overleve.

Jeg har de seneste måneder talt med mine socialdemokratiske kollegaer i Europa-Parlamentet i podcasten ”What’s left?”. I podcasten forsøger jeg at finde svar på vores krise, og hvad vi kan gøre ved den. Det er reelt set kun socialdemokratierne i Danmark og Portugal, der vinder kampe i øjeblikket, hvor partierne i gruppelokalet i Europa-Parlamentet valg for valg er blevet færre. Den seneste håndfuld år har det franske Parti Socialiste og hollandske Partij van de Arbeid fået deres værste valgresultater nogensinde, mens britiske Labour sidste år fik sit værste resultat siden 1935.
 

Bag den, for socialdemokrater, triste udvikling ligger en elendig håndtering af problematikker som løbske markedskræfter, hyperdigitalisering, klima, migration og ulighed

_______

Og så er der tyske SPD, det ældste socialdemokratiske parti i verden, der blev stiftet i 1863. SPD fik i 2017 det dårligste resultat siden Anden Verdenskrig med godt 20 procent af vælgerne. Forud for valget til Forbundsdagen til september ser SPD ud til at gå yderligere tilbage. SPD er i stærk konkurrence med det kun otte år gamle højrenationale Alternative für Deutschland om at blive det tredjestørste parti. På den anden side står De Grønne, der de seneste par år, siden man også udråbte det danske folketingsvalg til et ’klimavalg’, har overhalet SPD.

Bag den, for socialdemokrater, triste udvikling ligger en elendig håndtering af problematikker som løbske markedskræfter, hyperdigitalisering, klima, migration og ulighed. Og det kommende valg i Tyskland manifesterer måske i øjeblikket allerbedst, hvordan de gamle hæderkronede partier har begået i hvert fald tre fatale fejl i deres svar på globaliseringen.

Fejl nummer 1: nødvendighedens politik
Som politikerne i flere europæiske lande har også de tyske politikere svaret på globaliseringen med reformer, der skulle gøre økonomien mere konkurrencedygtig, men som samtidig gik hårdt ud over de socialdemokratiske partiers traditionelle vælgere.

I Tyskland stod Gerhard Schröder i 2004 i spidsen for Hartz IV-reformen, der sænkede arbejdsløshedsunderstøttelsen og åbnede op for et lavtlønsarbejdsmarked for de tyskere, der ikke har lange uddannelser. Reformerne giver den dag i dag SPD et image som nogle der har svigtet deres egne værdier og deres vælgere.
 

De kompensationer, SPD har forhandlet på plads – eksempelvis i form af minimumsløn – har ikke være nær tilstrækkelige til at gøre op med nødvendighedens konkurrencepolitik
_______

Som et forsøg på at rette op på den sociale ubalance, introducerede regeringen – Kansler Merkels kristendemokratiske CDU sammen med socialdemokraterne – i 2015 en lovfastsat mindsteløn på 8,50 € i timen. Dengang lå 11 procent af tyskerne under den løn, men lønnen er stadig så lav, at den ikke har mindsket risikoen for fattigdom for lavtuddannede tyskere eller mindsket uligheden nævneværdigt. Faktisk er der i dag flere millioner ”arbejdende fattige” i Tyskland, der lever under fattigdomsgrænsen, selvom de er i arbejde.

Faktisk er det tilfældet, at uligheden er steget i langt de fleste europæiske lande. De kompensationer, SPD har forhandlet på plads – eksempelvis i form af minimumsløn – har ikke være nær tilstrækkelige til at gøre op med nødvendighedens konkurrencepolitik.

Fejl nummer 2: for åbne grænser
Den anden store fejl som SPD og socialdemokraterne i Europa har begået – og stadig begår – er udlændingepolitikken, hvor man har overvurderet sin evne til at integrere de flere millioner mennesker, der er kommet til Europa siden 2015.

Udfordringen med flygtninge og migranter har ramt de europæiske lande med forskellig kraft. Særligt de nord- og vesteuropæiske lande, som fx Sverige, Danmark og Tyskland, har set en øget tilstrømning på grund af deres velfærdssystemer, mens østeuropæiske lande og sydeuropæiske lande som Portugal ikke har oplevet samme tilstrømning.
 

Angela Merkel sagde i Tyskland: ”Wir Schaffen das”, og det havde hun fuld opbakning fra SPD til. Men tilstrømningen foregik i et tempo, hvor befolkningen ikke kunne være med
_______

Angela Merkel sagde i Tyskland: ”Wir Schaffen das”, og det havde hun fuld opbakning fra SPD til. Men tilstrømningen foregik i et tempo, hvor befolkningen ikke kunne være med, og Alternative für Deutchland har siden tiltrukket mange utilfredse vælgere. Opblomstringen af disse partier er sket på tværs af lande: Sverigesdemokraterne, Rassemblement National, Nye Borgerlige osv.

Kun i Danmark har Socialdemokratiet formået at vinde tabt terræn tilbage. I Danmark har vi foreslået et alternativ med asylbehandling uden for EU, og at vi kun tager så mange flygtninge og migranter ind, som vi evner at integrere. Når jeg taler med mine kollegaer i SPD, virker det ikke til, at de er klar til at tage et opgør med deres udlændingepolitik.

Fejl nummer 3: sløv klimapolitik
Endelig volder den grønne omstilling store problemer for mange af de europæiske socialdemokrater. Som min tyske kollega Katharina Barley sagde til mig, da jeg for nyligt havde hende med i et podcastafsnit om de tyske socialdemokraters krise: ’Når vi foreslår 60 procent CO2-reduktion i 2030, så siger de grønne 80 procent. Eller 100 procent’.
 

Den gamle skole støtter gasledningen fra Rusland, Nordstream 2, og ser med skepsis på EU-forslag om at udfase benzin og dieselbiler inden for de næste ti år. Den nye skole har indset, at der ikke er nogen vej udenom at føre en ambitiøs klimapolitik
_______

I Tyskland er De Grønne langt foran SPD. De Grønne er godt nok gået tilbage i meningsmålingerne siden forkvindens plagiatmistanker i foråret, men de har længe ligget nogle solide procentpoint over SPD, og hvis socialdemokraterne skal være et reelt alternativ, skal SPD gå mere radikalt til værks.

Min oplevelse er, at der findes den gamle og den nye skole blandt SPD og i andre socialdemokratier. Den gamle skole støtter gasledningen fra Rusland, Nordstream 2, og ser med skepsis på EU-forslag om at udfase benzin og dieselbiler inden for de næste ti år. Den nye skole har indset, at der ikke er nogen vej udenom at føre en ambitiøs klimapolitik.

Jeg tror, den nye skole har ret, men det er klart at omstillingen skal gå parallelt i store investeringer i ny uddannelse og nye jobs til de mennesker, der mister deres jobs i den fossile industri.

Længe leve socialdemokratismen
Problemer er der nok af for SPD og for de europæiske socialdemokrater som sådan. Paradokset er, at det faktisk går ganske godt for den socialdemokratiske politik. Faktisk kan vi se konturerne af et paradigmeskifte fra den neoliberale, frimarkedsfundamentalistiske idé, der har hærget vesten i årtier, til en socialdemokratisk globalisering med mere fokus på lighed og bæredygtighed.

Her tænker jeg eksempelvis på USA og EU’s svar på coronakrisen med grønne offentlige investeringer, EU’s nye klimalov, og den nye aftale i OECD om en international minimumsbeskatning af multinationale selskaber. Spørgsmålet er, om skiftet kommer tidsnok til at redde de gamle partier, eller om nye kræfter nu fører visionerne videre.

I så fald kan den sidste mand eller kvinde, der lukker og slukker lyset i gruppelokalet i Europa-Parlamentet passende låse døren og erklære: ”Socialdemokraterne er døde. Længe leve socialdemokratismen!” ■

I så fald kan den sidste mand eller kvinde, der lukker og slukker lyset i gruppelokalet i Europa-Parlamentet passende låse døren og erklære: ”Socialdemokraterne er døde. Længe leve socialdemokratismen!”
_______

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?

Niels Fuglsang er kandidat til Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet den 26. maj, hvor han er nummer 3 på listen. Han er uddannet cand.scient.pol. og er ph.d.-stipendiat i politisk økonomi ved CBS. Han arbejder samtidig for tænketanken Cevea som analytiker. (FOTO: Peter-Emil Witt)