Niels Boel: Konflikten mellem demokrater og autokrater må ikke sætte prop i den fælles kamp om forandring

09.07.2021

Joe Biden har ret i, at autokrater er på fremmarch rundt på kloden. Men mange af autokraterne støttes af vestlige lande, og de vestlige lande har et historisk ansvar for klimaforandringerne, mens de selv øger uligheder og autoritære træk som fx øget overvågning.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Niels Boel

I et stormagtsperspektiv giver det ingen mening at reducere USA og Kinas rivalisering til en ideologisk konfrontation mellem demokrati og autokrati, når fx USA’s næststørste aftager af militært arsenal er Ægypten. Saudi-Arabien og senest kupregimet i Tchad er andre eksempler på diktaturer, Vesten omfavner uden omsvøb.

Selv om ingen dansker i dag vel har sympati for Putins autoritære Rusland, for slet ikke at tale om Kina (tænk på undertrykkelsen af uighurerne, Hongkong og Tibet), giver det i et planetært perspektiv et vist manøvrerum for et lille vestligt land som Danmark, at USA’s magt delvist afbalanceres af andre magter.

 

Som enerådende supermagt ligger ekspansion og bestræbelse på kontrol i USA’s rygmarv. Det skyldes ikke ond vilje, men ligger i det internationale systems natur
_______

 

Det er også svært at tage det alvorligt, når USA italesættes som menneskerettighedernes historiske forkæmper. USA har måske været skyld i flere massemord end Sovjetunionen efter Stalins død i 1953. Tænk på støtten til Indonesiens regering, der massakrerede en million oppositionsfolk i 1965, de millioner af dræbte, uskyldige bønder i Indokina under USA’s krigsførelse med napalm og bombetogter, den lange række af blodige statskup i Latinamerika, foranstaltet af USA, de etniske udrensninger af kurdiske landsbyer foretaget med amerikanske våben leveret af præsident Clinton, folkemordet i Østtimor, som USA kunne have standset, osv.

Som enerådende supermagt ligger ekspansion og bestræbelse på kontrol i USA’s rygmarv. Det skyldes ikke ond vilje, men ligger i det internationale systems natur. Derfor ser vi nu, at Arktis den ene dag er USA’s ukrænkelige nærområde, mens en sømilegrænse i det sydkinesiske farvand den næste dag er en strategisk rød linje, hvorefter man påtænker at sende soldater til Mozambique i kampen ”mod Islamisk Stat”, og en invasion af Venezuela blev overvejet af Donald Trump. USA har 800 militærbaser spredt rundt på kloden og et militærbudget, der næsten matcher alle andre landes samlede militærbudget.

 

Og når Joe Biden med rette kalder Putin for en morder, må vi også huske på, at Barack Obama hver tirsdag sendte droner afsted mod formodede terroristreder i Mellemøsten og Asien med mange kollaterale, uskyldige ofre til følge
_______

 

Der er al mulig grund til at hylde, at USA i dag har en præsident, som vil reformere USA og gøre op med systemisk racisme og som tager klimaforandringerne alvorligt. Joe Biden kan blive den bedste amerikanske præsident siden Jimmy Carter (som huskes med taknemmelighed i Latinamerika for sin relative respekt for menneskerettigheder). Men de luftvåben, som Israel fornylig sendte mod Gaza og som bl.a. afstedkom 65 børns død (der blev også dræbt to israelske børn af den islamiske, palæstinensiske gruppe Hamas’ missiler), var sandsynligvis leveret af USA, der, trods det øvrige verdenssamfunds fordømmelse af ulovlige israelske bosættelser på besatte områder, har Israel som hovedaftager af militært isenkram. Og når Joe Biden med rette kalder Putin for en morder, må vi også huske på, at Barack Obama (som Biden var vicepræsident for) hver tirsdag sendte droner afsted mod formodede terroristreder i Mellemøsten og Asien med mange kollaterale, uskyldige ofre til følge.

Senest har det vist sig, at USA i ly af et hemmeligt samarbejde med Danmark har tiltusket sig adgang til vores europæiske allieredes hemmeligheder samt private oplysninger om danske borgere og virksomheder, uden at USA har undskyldt (eller at den danske stat har protesteret mod dette).

Oligarkernes fælles interesser
Trods stormagtkonflikterne mellem USA, Kina og Rusland mv., er vi meget langt fra Den Kolde Krigs øst-vest-konfrontation. Hertil er de globale forsyningskæder for blæksprutteagtige, økonomierne for sammenfiltrede og de globale eliters interesser for sammenfaldende. I en atombevæbnet verden gør dette ikke de politiske stormagtskonflikter mindre farlige. Men deres karakter er en anden.

Den amerikanske sociolog William I. Robinson påpeger, at USA i 00’erne i modsætning til under Den Kolde Krig ikke var bange for den rivaliserende magts, Kinas, interessevaretagelse i Latinamerika. For jernmalmen udvundet i Brasilien og metallerne fra Peru skulle måske til Kina, men sandsynligvis skulle de indgå i produktionen af tyske biler eller amerikanske computere. Kina har i et par årtier været hele verdens fabrik – og er i dag et voksende marked for vestlige investeringer. Ifølge Robinson er der sammenfaldende interesser mellem ledere af store selskaber på kryds og tværs af kloden, og USA’s regering har ofte fungeret som et instrument for disse transnationale interesser.

 

Når vi ser, at oligarkiske grupper dominerer såvel i vest som øst, er det udtryk for, at vi i dag ikke ser en konfrontation mellem to økonomiske systemer, men derimod en global klassekonflikt
_______

 

I det planetære spil med fortsat udvinding af naturressourcer i Latinamerika, Afrika og Sydøstasien er vi også langt fra tidligere center-periferi modeller, hvor udviklingsøkonomer kunne påvise en videreførelse af postkolonial vestlig udbytning af den tredje verden. Allerede i 2008 kunne Robinson fx identificere over 70 såkaldte multilatinaer, dvs. latinamerikanske multinationale selskaber. Den transnationale elite er ikke længere geografisk afgrænset til de rige lande i Vesten.

Når vi ser, at oligarkiske grupper dominerer såvel i vest (Amazon, Google, Facebook) som øst (Huawei, Alibaba), er det udtryk for, at vi i dag ikke ser en konfrontation mellem to økonomiske systemer, men derimod en global klassekonflikt, hvor eliterne fra øst og vest kan have sammenfaldende økonomiske interesser, uden at dette dog på det politiske plan på nogen måde udelukker fortsat stormagtsrivalisering. Kinesiske og vestlige oligarker kan have en fælles interesse i at mindske omkostninger (presse lønninger for fattige arbejdere) og lempe arbejdsmiljøbeskyttelse og reguleringer. Den neoliberale verdensorden indebærer, at der for første gang i verdenshistorien er overnationale instanser (som Den Europæiske Centralbank, Verdensbanken og Den Internationale Valutafond), der kan diktere gældstyngede lande som Grækenland i 2014, at de skal privatisere virksomheder (Piræus’ havn i Grækenland blev overvejende overtaget af kinesisk kapital) eller undergrave sociallovgivningen (som pensionisternes pensioner i Grækenland).

 

Vi ser også i Danmark stadig mere overvågning. Den socialdemokratiske regering kæmper for at bevare registrering af alle danskeres telefonlogningsinformation
_______

 

Ifølge ulandsorganisationen Oxfam er 1 pct. af verdensbefolkningen ansvarlig for dobbelt så megen CO2-udslip som de fattigste 50 pct. af jordens befolkning. 147 virksomheder kontrollerer ifølge Forbes 40 pct. af verdens rigdom. Med de stigende uligheder på verdensplan, hvor 20 pct. af verdensbefolkningen ifølge Oxfam sidder på 94,5 pct. al verdens rigdom og 80 pct. mod nøjes med 5,5 pct., er det uundgåeligt, at autoritære tendenser tager til, også i de vestlige lande, hvor myndigheder forstærker sikkerhed og overvågning for at tage hånd om de voksende frustrationer i befolkningerne og forebygge oprør mod de eskalerende uligheder. Vi ser også i Danmark stadig mere overvågning. Den socialdemokratiske regering kæmper for at bevare registrering af alle danskeres telefonlogningsinformation. Vi ser Folketinget nyligt lægge pres på kritiske forskere på universiteterne, arbejdsgivere som Bæredygtigt Landbrug slæber kritikere i retten, og vi ser, at offentligheden udemokratisk forholdes oplysninger om udenlandske sikkerhedstjenesters overvågning af danskerne.

Vinden fra Amerika
Selv om nationalstater som den danske vil søge at støtte de store nationale virksomheder og åbne for udenlandske investeringer (som Google, Facebook og Microsoft), der er spundet ind i et internationalt kapitalistisk system baseret på skatteunddragelse, udnyttelse af tredjeverdensarbejdere og migrantarbejdere og ran af bønders land i fattige nationer for at sikre ressourceudnyttelse, er der fortsat rum for progressiv politik.

Intet er principielt til hinder for, at det danske Folketing modvirker de globale hyperkapitalistiske tendenser og vedtager en progressiv skattelovgivning og økonomisk omfordeling, og søger at finde en sprække for autonom manøvrering i den tiltagende konfrontation mellem øst og vest.

Allerstærkest vil progressive danskere naturligvis stå, hvis de finder sammen med ligesindede i andre europæiske lande. Vi kan også med fordel knytte an til de tendenser, vi for øjeblikket ser i USA, hvor præsident Joe Biden, tilskyndet af progressive demokrater, taler om grøn omstilling, og et opgør med udhulingen af selskabsbeskatningen, med skattely og med overgrebene mod retten til at være medlem af en fagforening. For to år siden hindrede aktivister i New York Amazon i at oprette et nyt hovedsæde i kvarteret Queens.

 

Her kan USA’s progressive inspirere, og gøre os opmærksomme på, at de mest indædte identitetspolitikere er nationalkonservative som Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl, der ligesom Donald Trump søger at fremhæve hvide indbyggeres privilegier under dække af påståede rødder og kulturværdier
_______

 

USA rummer en enorm diversitet og en fantastisk tradition for ytringsfrihed og civil ulydighed. Når europæere peger fingre af identitetspolitikken på USA’s venstrefløj, glemmer de, at kolonialismens undertrykkelse trækker lange skygger over den europæiske migrationspolitik, hvor tidligere undersåtter i gamle vestlige besiddelser gør krav på at få del i den udvikling og velstand, de gennem generationer resultatløst er blevet stille i udsigt. Her kan USA’s progressive inspirere, og gøre os opmærksomme på, at de mest indædte identitetspolitikere er nationalkonservative som Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl, der ligesom Donald Trump søger at fremhæve hvide indbyggeres privilegier under dække af påståede rødder og kulturværdier.

Der er en sammenhæng mellem befolkningsgruppers kampe for miljø og retfærdighed rundt på kloden. Som når fattige fra Mellemamerika flygter til USA, fordi deres leveforhold grundet klimaforandringerne er ubærlige, men nægtes adgang til USA, selv om USA med sit store udslip af CO-2 gennem tiderne i høj grad er skyld i selvsamme klimaforandringer. Eller når senegalesere protesterer mod EU-fiskeres overfiskeri ud for Vestafrika og frataget deres levegrundlag må migrere til Danmark, men nægtes adgang. Eller når oprindelige folk i Brasilien modsætter sig Bolsonaros handelsaftale med EU, der vil udvide græsningsarealer i Amazonas og herved samtidig undergraver global mindskning af kødforbrug og altså klimaindsatsen.

 

Vi bør ikke genoplive Den Kolde Krig og dens oprustning. Vi kan ikke forskanse os bag grænser. Tværtimod skal progressive mennesker arbejde på tværs af landegrænser for at konfrontere fælles, globale problemer med klimasammenbrud, uligheder og oprustning
_______

 

Vi bør ikke genoplive Den Kolde Krig og dens oprustning. Vi kan ikke forskanse os bag grænser. Tværtimod skal progressive mennesker arbejde på tværs af landegrænser for at konfrontere fælles, globale problemer med klimasammenbrud, uligheder og oprustning. Det drejer sig vel og mærke ikke om retorik, men om konkret handlen som fx når Uber-ansatte fra Madrid til Kenya og Buenos Aires presser det amerikanske selskab til at sikre bedre forhold for sine ansatte. Eller som når klimabevægelsen på kryds og tværs af planeten i fællesskab presser eliterne til at træde ud af deres komfortzone og tage den igangværende klimaapokalypse og biodiversitetssammenbruddet alvorligt. Eller som når Black Lives Matter-bevægelsen spredte sig fra USA til resten af verden i ét stort, verdensomspændende ramaskrig mod diskrimination og raceovergreb.

Regeringer i øst og vest bør presses til sammen at forholde sig til de klimamæssige og atomare trusler om globalt ragnarok. For os borgere kalder tiden således på progressive alliancer på tværs af landegrænser – om det er med oprørerne i Minsk, Rangoon eller Cali, flygtninge og migrantarbejdere hertillands eller arbejdere og bønder i Mexico og Sierra Leone – for at gøre op med de tiltagende autoritære og oligarkiske træk, der langt fra er forbeholdt lande i syd og øst. ■

 

Regeringer i øst og vest bør presses til sammen at forholde sig til de klimamæssige og atomare trusler om globalt ragnarok. For os borgere kalder tiden således på progressive alliancer på tværs af landegrænser
_______

Apropos denne artikel:

Vestenskov & Streubel-Kristensen i RÆSON SØNDAG: Eufori og et væltet diktatur fører oftere til borgerkrig end politisk stabilitet

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning