Professor Bo Kristian Holm om regeringens uddannelsesaftale: Regeringen saver i den stamme, der bærer Danmark

25.06.2021


Danmarks styrke er den tillid, vi har til hinanden, og den tillid vi har til, at staten – trods skiftende politikere – i sidste ende har det fælles bedste for øje. Med den nuværende statsministers frembrusende adfærd, der ikke lader andre ministre have ansvar for egne ressortområder, saver Mette Frederiksen stille og roligt i den stamme, der bærer det danske samfund.



Kommentar af professor Bo Kristian Holm

VI ER NU NÅET TIL ET PUNKT, hvor det er åbenbart, at regeringens fortælling om sig selv står over alt andet. Det gør ondt. Socialdemokratiet vil gerne forstå sig selv som partiet, der bærer Danmark, men med den nuværende statsministers frembrusende adfærd, der ikke lader andre ministre have ansvar for egne ressortområder – se bare på den forpjuskede kirke- og kulturminister – saver Mette Frederiksen stille og roligt i den stamme, der bærer det danske samfund.

Når Danmark i begyndelsen klarede coronakrisen så flot, skyldtes det, at vi har tillid til, at staten på baggrund af relevant viden bestræber sig på at virke til det fælles bedste og ikke blot arbejder for regeringspartiets egne fikse ideer om egen storhed.

Alle bakkede i pandemiens første tid op om regeringens politik. Roser var der mange af – også fra politiske modstandere; men Mette Frederiksen, der først havde insisteret på en étpartiregering og derefter havde samlet al magt i statsministeriet, forsømte at betale ind på den fælles tillidskonto. I stedet fortsætter hun med at trække på den, til stadig større frustration for støttepartierne.

Minkskandalen var det første store advarselssignal. Udflytningen af uddannelser er det næste. Og det bør tages alvorligt.

Jeg får flashback til min egen skolegang i en provinsskole i Midtjylland i de tidlige firsere, hvor vores klasse ikke skulle niveaudeles, fordi vi alle var så ens. Det var løgn, og skolen handlede mod bedre vidende, men i overensstemmelse med ideologien om, at ingen skulle hæve sig over flokken.

 

Det har flere gange vist sig med foruroligende tydelighed, at der ikke ligger nogen som helst reel viden bag regeringens planer om udflytning af uddannelser
_______

 

Det har flere gange vist sig med foruroligende tydelighed, at der ikke ligger nogen som helst reel viden bag regeringens planer om udflytning af uddannelser. Ethvert spørgsmål om de økonomiske deltaljer besvares forblommet.

Hvor meget koster det ekstra at undervise studerende på små uddannelsessteder? Det er der faktisk eksisterende tal for, som ingen har inddraget i udflytningsplanerne. Hvor mange penge er der sat af til et nyt dyrehospital i Foulum? Man får det næppe for de 4 millioner, der er sat af til at starte ny uddannelse. Hvad mister Danmark, når man ødelægger velfungerede forskningsmiljøer? Svaret blæser i vinden.

De færreste kan være uenige i, at det er godt med uddannelsesmiljøer i hele landet, ligesom de færreste var uenige i, at der måtte dæmmes op mod smitteudbruddet i de danske minkbesætninger. Spørger man relevante parter med ekspertise, får man ofte svar, der kan bruges, også selvom det berører det adspurgte. Argumenterne skal blot være stærke nok.

I minksagen handlende man uden at være i dialog med relevant viden og betaler nu en høj pris. Det samme vil gentage sig, hvis prisen for flytning af uddannelser bliver en yderligere reduktion af universiteternes optag.

I parentes bemærket er den tidligere beslutning om dimensionering af bestemte universitetsuddannelser først i år slået helt igennem. Det er slående, hvordan danske universiteter, som efterhånden har stor erfaring med uddannelser på forskellige lokaliteter, overhovedet ikke er blevet hørt forud for regeringens udflytningsplaner. Forsknings- og uddannelsesmiljøer lader sig ikke etablere på bar mark fra den ene dag til den anden. De er afhængige af kolleger, af biblioteker, af laboratorier og af studerende. I dag er mange forsknings- og undervisningsmiljøer belastet af underfinansiering og tilbagevendende besparelser. Ikke sjældent rammer de også miljøer med højt internationalt niveau.

 

Den nuværende regering vil sikkert kigge på de store malerier i Socialdemokratiets grupperum og bekræfte hinanden i, at de ikke gør andet end at virke til det fælles bedste. Men denne form for selvbekræftelse er farlig
_______

 

Konsekvenser af den kommende reduktion bliver efter alt at dømme drastiske. Men regeringen synes lige så uinteresserede i forudsætningerne for høj kvalitet, som firsernes provinsskole var i udvidet matematik.

Det danske samfund er præget af en bemærkelsesværdig høj tillid. Den tillid er skabt gennem generationer, hvor først den enevældige konge og siden skiftende regeringer blev ved med at bidrage til billedet af en stat, der tog ansvar for land og befolkning og med bedste vilje søgte at arbejde til fælles bedste. Det var ikke altid, det var rigtigt, men tendensen var tydelig.

Den nuværende regering vil sikkert kigge på de store malerier i Socialdemokratiets grupperum og bekræfte hinanden i, at de ikke gør andet end at virke til det fælles bedste. Men denne form for selvbekræftelse er farlig. Den yder ingen beskyttelse mod egne dumheder.

Så længe regeringen trods talrige tilbud ikke ønsker at inddrage yderst relevant viden i sin politik, men i stedet fremturer mod bedre vidende, fordi hensynet til partiets interesser er blevet større end hensynet til samfundet som helhed, så saver regeringen i den stamme, der bærer Danmark. Danmarks styrke er den tillid, vi har til hinanden, og den tillid vi har til, at staten – trods skiftende politikere – i sidste ende har det fælles bedste for øje.

For første gang i lang tid har vi en regering, hvor det ikke længere er entydigt, at det forholder sig sådan. At det er lykkes regeringen af få de fleste partier med på den dårligt forberedte uddannelsesplan er bekymrende, men udtryk for at dansk politik har ændret sig de seneste år. Det er også bekymrende, at det var nødvendigt med politisk pres for at gøre processen inddragende.

Det danske samfund er solidt. Vores forestillinger om, hvad statens pligt er, er robuste, men med den nye plan for udflytning er der savet en dyb revne i samfundets stamme. Det kræver en indsats at få det til at vokse sammen igen. Det kræver samtale om gode løsninger. Måske skulle universiteterne melde sig ind i Socialdemokratiets erhvervsklub. ■

 

Med den nye plan for udflytning er der savet en dyb revne i samfundets stamme. Det kræver en indsats at få det til at vokse sammen igen. Det kræver samtale om gode løsninger. Måske skulle universiteterne melde sig ind i Socialdemokratiets erhvervsklub
_______

 



Bo Kristian Holm (f. 1970) er teolog, ph.d. og professor mso i dogmatik ved Aarhus Universitet, hvor han bl.a. leder det tværfaglige center LUMEN: Center for the Study of Lutheran Theology and Confessional Societies. Han har skrevet og redigeret adskillige bøger, heriblandt en ”Tænkepause” om reformationen. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen (S) møder pressen efter at være blevet vaccineret i Øksnehallen i København, fredag den 4. juni 2021 [foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix]