Christoffer Lindekilde Engberg: Man kan sagtens kritisere universiteternes håndtering af deres forskningsmiljø, uden det betyder, at man vil gribe aktivt ind i forskningen 

16.06.2021

”Wokeness” og identitetspolitik er på fremmarch i store dele af Vestens akademiske verden. Vi kan vælge at gå til det med en laissez-faire-holdning og være ligeglade, eller vi kan gå imod det. Her i Danmark har man valgt en fornuftig mellemvej, hvor man påpeger problemet med en henstilling i Folketinget om, at universitetsledelserne opretholder den kritiske debat og frie tænkning samt ikke tillader, at politik forklædes som videnskab. Men politikerne griber ikke direkte ind overfor universiteterne.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Christoffer Lindekilde Engberg, filosofistuderende

HENSTILLINGEN V137 ER FOR NYLIGT blevet vedtaget i Folketinget. Her henstiller Folketinget til, at universiteterne opretholder en rimelig grad af selvregulering i forhold til akademisk arbejde og kritisk diskussion. En stor mængde forskere har nu kritiseret dette i et åbent brev, hvor de gør det klart, at de ser vedtagelsen af forslaget som et angreb på den akademiske frihed. Dette ringer dog hult.

Læser man teksten i V137, bliver det hurtigt klart, at den eneste måde, hvorpå dette kan tolkes som værende i strid med den akademiske frihed, er, hvis man mener, at politik gerne må forklædes som forskning. Det mest forunderlige ved sagen er, at visse forskere åbenbart synes at have den opfattelse, at politikere slet ikke bør udtale sig om, hvad der foregår på universiteterne. De sidestiller det at kritisere med det at lave faktiske indgreb. Dette er selvsagt absurd.

Intet politisk indgreb
At man kritiserer noget, er ikke det samme som at ville foretage indgreb imod det. Et glimrende eksempel på dette fik vi, dengang diskussionen om Muhammedtegningerne rasede. Mange var af den opfattelse, at det var forkert af Jyllands-Posten at bringe tegningerne, men det betød selvfølgelig ikke, at de ønskede en magt til aktivt at censurere avisen. Det samme gør sig gældende her.

 

Et andet spørgsmål, man må stille sig selv, er, om ikke en lille pegefinger er berettiget, så længe den ikke er et indgreb. Udviklingen på mange universiteter i Vesten de senere år synes i hvert fald at tyde på det
_______

 

Man kan kritisere universiteternes håndtering af deres eget forskningsmiljø, uden at det betyder, at man vil gribe aktivt ind i forskningen. Havde politikerne rent faktisk ønsket at gribe ind i universiteternes forskning, så havde man nok med rette kunne stille det gode gamle danske spørgsmål: ”Hvad fanden er meningen?”. Men der er ikke tale om et indgreb.

Et andet spørgsmål, man må stille sig selv, er, om ikke en lille pegefinger er berettiget, så længe den ikke er et indgreb. Udviklingen på mange universiteter i Vesten de senere år synes i hvert fald at tyde på det. Som et af de seneste eksempler har selveste Princeton netop droppet græsk og latin som en del af uddannelsen i klassiske studier, fordi det er et udtryk for racisme. Hvorvidt græsk og latin er absolut altafgørende for uddannelsen, skal jeg ikke kloge mig på. Men mon ikke det som minimum stiller alle, som uddannes der, dårligere i forskningsverdenen. Hvordan man skal kunne arbejde med kilder på originalsprog herefter, er mig i hvert fald en gåde.

Tænk, hvis lignende tilgange vandt indpas på naturvidenskabelige eller matematiske uddannelser. Hvem ville ønske at bo i et hus, tegnet af en arkitekt, der har en meget svag forståelse for matematik og geometri? Fordi uddannelsen havde sænket niveauet for at tækkes en såkaldt ”woke” opfattelse af, hvad der er racistisk.

Ifølge en professor fra Princeton ved navn Josh Billings har man nærmere bestemt droppet græsk og latin, fordi: ”Vi har studerende, der måske ikke har studeret klassisk kultur i skolen og ikke tidligere har været bekendt med latin og græsk. Vi mener, at det at få disse studerende ind på fakultetet vil give os et mere levende intellektuelt miljø.” Logikken er, at det er ekskluderende for ikke-hvide at have disse sprog, og at de derfor systematisk holdes ude. Spørgsmålet er, hvem racisterne egentlig er, når man sænker niveauet på en uddannelse, fordi der er for få studerende, som ikke er hvide. Man må jo åbenbart mene, at ikke-hvide ikke er i stand til at tage en uddannelse på det niveau. Racisme under anti-racismens paraply.

 

Man må jo åbenbart mene, at ikke-hvide ikke er i stand til at tage en uddannelse på det niveau. Racisme under anti-racismens paraply
_______

 

Racisme som magt
Et af de store problemer ved ”woke” forskning er deres leg med ord. Man tager gerne et kendt ord og omformer dets betydning. Det gælder bl.a. for racisme. For de fleste vil racisme kort og godt betyde, at man har en fjendtlig holdning over for grupper af mennesker udelukkende baseret på deres etniske baggrund. Under en ”woke” forståelse af ordet racisme kommer der dog også et spørgsmål om magt ind i billedet. Hvis en person har fjendtlige holdninger til andre pba. race og besidder magt, er personen racist. Hvis denne person har sådanne holdninger, men ikke besidder magt, så er vedkommende ikke racist. Nogle gange er det tilmed kun et spørgsmål om magt og ikke om holdninger.

Ordet racisme – og for så vidt også magt – er blevet til det, man på engelsk kalder et ”weasel word”. Dvs. et ord, der forekommer de fleste at have en klar mening, men i virkeligheden har en anden og langt mere vag og kompliceret mening. Så når man læser en overskrift på et nyhedsmedie, hvor der står, at racismen er stigende ifølge en ny rapport, skal man huske at kigge efter, om racisme forstås som fjendtlige holdninger til andre, eller om det forstås som et spørgsmål om magt. Problemet ved disse ”weasel words” er, at de forvrænger forståelsen af de spørgsmål, der diskuteres. Hvis en rapport benytter et magtdefineret racismebegreb, kan den almene sprogbruger, der ikke kender disse ordlege, let snydes til at tro, at rapporten omhandler racisme forstået som negative holdninger pba. race.

Identitetspolitik
Et andet problem er den identitetspolitiske indgang til spørgsmål. I det liberale samfund er det individet, der er i fokus. Det er individet, der har fundamental værdi, uanset hvilken gruppe det måtte tilhøre. Men i identitetspolitikken har en farvet mand en særlig værdi, fordi han er sort, og fordi han er en mand. Det samme ville gælde en hvid kvinde. Hun har en bestemt værdi, fordi hun er hvid, og fordi hun er kvinde. At det forholder sig sådan med folks værdi, er bl.a. tydeligt, når et hashtag som ”killallmen” florerer på nettet, hvor mænd tydeligvis tilskrives mindre værdi, fordi de er mænd. Det samme kan siges om hvide, som i situationer bliver tilskrevet mindre værdi – og dårlige hensigter – fordi de er hvide. Man kan altså jævnfør denne tankegang tydeligvis have mere eller mindre værdi baseret på sin race og sit køn. Jeg vil lade det være op til læseren at afgøre, hvad man kalder folk, der mener, mennesker skal tildeles værdi baseret på deres hudfarve og køn.

”Wokeness” og identitetspolitik er på fremmarch i store dele af Vesten akademiske verden. Vi kan vælge at gå til det med en laissez-faire-holdning og være ligeglade, eller vi kan gå imod det. Her i Danmark har man valgt en fornuftig mellemvej, hvor man påpeger problemet med en henstilling i V137, men uden at gribe direkte ind overfor universiteterne. Det er en løsning, som både sætter fokus på problemet, men samtidig bevarer den distance, der er mellem universitet og stat, som hører hjemme i ethvert liberalt samfund. ■

 

[Den danske løsning] er en løsning, som både sætter fokus på problemet, men samtidig bevarer den distance, der er mellem universitet og stat, som hører hjemme i ethvert liberalt samfund
_______

 

Christoffer Lindekilde Engberg (f. 1988) er filosofistuderende på SDU og fungerer som redaktør og skribent på studentertidsskriftet REFLEKS. ILLUSTRATION: Henrik Dahl i Folketinget under en spørgetime den 2. december 2020 [Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]