Lars Bangert Struwe: Konklusionen i en række europæiske hovedstæder og i NATO er, at præsident Biden taler pænere end Donald Trump, men kræver næsten det samme

14.06.2021

Da præsident Biden blev indsat lød der ikke kun et lettelsens suk iblandt demokraterne i Washington, men et mindst lige så dybt lettelsens suk fra Bruxelles og NATO’s hovedkvarter. Nu skal Joe Biden til dagens møde mellem NATOs medlemslande bekræfte, om man kunne ånde lettet op.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Lars Bangert Struwe

NATO’S STATS- OG REGERINGSCHEFER mødes med mellemrum til topmøder. Ved de seneste topmøder har man mildest talt været bekymret – ville Trump sprænge NATO, ville han forlade NATO og, hvordan stod det til med det transatlantiske forhold? Efter en række samtaler med politikere og embedsmænd fra ind- og udland i Bruxelles igennem de seneste par måneder står det klart, at præsident Biden vil genbekræfte det transatlantiske forhold, vil tale om international orden og internationale institutioner. Det er sød musik i ørerne på de øvrige NATO-stater. Et NATO uden USA giver ikke mening. Men – og der er et stort men: Donald Trump viste med sin brutale opførsel, at de europæiske stater kan presses til at ofre mere på forsvar, og det er ikke glemt i Washington. Samtidigt har Biden allerede én gang tilsidesat sine europæiske allierede. Topmødet på mandag er derfor ikke kun rosenrødt.

 

Topmødet vil nok blive afviklet i ret stor ro og orden, men under overfladen lurer en række problemer
_______

 

De 29 stats- og regeringsledere fra NATO-medlemsstaterne vil derfor opleve en præsident Biden, der taler pænere, lytter til dem, men som også stiller krav til dem. I NATO-hovedkvarteret er man lettede, men man vil ikke tage alt for meget af presset af medlemsstaterne. Man står over for store udfordringer, og kun øgede forsvarsbevillinger kan løse de opgaver, der ligger forude.

Biden har allerede svigtet
Præsident Biden meddelte i foråret, at USA vil trække sig ud af Afghanistan efter 20 års kampoperationer. Det gjorde han uden at informere sine europæiske allierede. Det kom som et chok, at den præsident alle satte deres lid til, den præsident, der ville NATO og det transatlantiske forhold gjorde det på den måde. Konklusionen i en række europæiske hovedstæder og i NATO er derfor, at præsident Biden taler pænere, end Donald Trump, men kræver næsten det samme. Biden vil have fokus på forøgelse af forsvarsbudgetter, og at NATO skal se på Kina.

Topmødet vil nok blive afviklet i ret stor ro og orden, men under overfladen lurer en række problemer. Generelt vil der være to primære punkter på dagsordenen på topmødet: For det første genforsikrer man hinanden om vigtigheden i det transatlantiske forhold. Det minder lidt om, at man efter Ruslands angreb på Ukraine i 2014 genforsikrede hinanden om artikel 5 i traktaten, den såkaldte musketered. Præsident Biden vil sørge for, at Europa ved, at USA er tilbage, og at USA vil NATO og internationalt samarbejde og ikke mindst international orden. For det andet skal man iværksætte NATO 2030 – der peger på udviklingen af NATO. Det betyder, at NATO skal styrkes politisk, så der er større sammenhængskraft. NATO skal tilpasses militært, så det kan kæmpe en stormagtskrig – og kæmpe i de nye militære domæner: cyber og rummet. Endelig vil der som en del af diskussionen om det fremtidige NATO være en diskussion om byrdedeling – USA vil have europæerne til at opbygge stærkere forsvar og bruge midler derpå.

Problemer på topmødet
NATO har en række problemer, der både vil blive behandlet direkte på topmødet – eller som vil rumle i korridorerne, og som påvirker den dialog, der er brug for. Der er særligt to problemer, som dukker op, hver gang jeg taler med politikere og embedsmænd i NATO: demokrati og trusler.

I præamblen til NATO-traktaen står der følgende:
”…De er fast besluttede på at sikre deres folks frihed, fælles traditioner og kultur hvilende på demokratiets og den personlige friheds grundsætning og på lov og ret. Deres stræben er at fremme stabilitet og velfærd i det nordatlantiske område.”

Her er NATO reelt udfordret, idet stater som Polen, Ungarn, Tyrkiet og reelt set også USA har en lang række udfordringer med deres demokrati. De demokratiske rettigheder og friheder indskrænkes i disse år særligt i Tyrkiet, Ungarn og Polen. Det taler man ikke højt om, men det er et problem. Tidligere tyrkiske officerer fra NATO-hovedkvarteret i Bruxelles har søgt politisk asyl. Det skete efter det mislykkede kup i Tyrkiet i 2017, hvor enheder i militæret søgte at afsætte præsidenten. I Polen og Ungarn indskrænker man en række frihedsrettigheder, og søger at forme domstolene. Det er ikke lige den retning, som NATO og Biden ønsker. Det passer virkelig dårligt ind i kampen for demokrati.

 

Sverige og Finland har været partnere med NATO siden 1994, men i fremtiden vil særligt USA sørge for, at der også kommer fokus på fjerene partnere
_______

 

Det andet store problem er, at der ikke er fælles enighed om, hvilke trusler man skal prioritere højest. Nogle alliancemedlemmer er meget bekymrede over cyberangreb; andre over terror eller migration. Endelig fylder Rusland en del hos nogle, mens særligt USA er langt mere fokuserede på Kina. Samlet giver det en usikkerhed i prioriteterne. Projektet NATO 2030 skal søge at håndtere disse forskellige trusselsopfattelser og pege fremad. Det vil ganske sikkert afspejle sig i et meget langt kommuniké efter topmødet, hvor man diplomatisk vil søge at indramme disse uenigheder.

Vigtige punkter på dagsordenen
NATO’s fremtidige rolle diskuteres, så NATO er forberedt på dagens og morgendagens udfordringer. Det sker i rammen af NATO 2030. Dette offentlige dokument og til dels offentlige høringer og diskussioner skal i de næste år pege fremad og sikre NATO som en stærk alliance.

En af hovedopgaverne bliver både på topmødet og i det efterfølgende arbejde at pege på, hvordan man kan styrke alliancens enhed, dens afskrækkelse og forsvar. De ændrede trusler i form af bl.a. terrorister, cyberangreb, konfrontation i rummet og forstyrrende teknologier vil kræve, at NATO udvider sin tilgang til sikkerhed, og bidrager til at beskytte den regelbaserede internationale orden. Her kan det komme til konfrontationer med både Kina og Rusland.

Partnerlande bliver et omdrejningspunkt for udviklingen af NATO. Her tænkes ikke så meget på at udvide NATO, men i langt højere grad at udvikle samarbejdet med såvel nære, som fjerne partnere. Sverige og Finland har været partnere med NATO siden 1994, men i fremtiden vil særligt USA sørge for, at der også kommer fokus på fjerene partnere. Det betyder i rent sprog partnere som Australien, Japan, Sydkorea og New Zealand, i et partnerskab, der skal indkapsle Kina. Andre partnerlande skal man styrke, så uro i deres region ikke skaber ny ustabilitet. Diskussionen bliver her, hvordan kan NATO styrke samarbejdet med partnerlande og andre organisationer for at tackle fælles sikkerhedsudfordringer.

Rusland og forholdet til Belarus vil også fylde noget på topmødet – særligt Rusland. Man er bekymret for Ruslands aggressive adfærd. Samtidigt mangler man en dialog med Rusland. Derfor er det vigtigt, at Biden har et møde med Putin efter NATO-topmødet. Særligt de østeuropæiske stater i NATO er bange for, hvad Rusland vil – og hvordan NATO vil støtte de østeuropæiske stater.

 

Man frygter, at man kommer bagud teknologisk i forhold til Kina, og at man derved risikerer at have tabt kampen, inden man overhovedet er nået frem til en mulig fremtidig slagmark
_______

 

Det store amerikanske punkt på dagsordenen er Kinas fremkomst som stormagt. Det har siden 2019 også bekymret NATO, og nu skal man finde ud af at håndtere det. Her vil man nok opleve forskellige positioner. Ikke alle er lige bekymrede for Kina, og en del stater frygter Kinas mulige tryk på dem. Man frygter, at man kommer bagud teknologisk i forhold til Kina, og at man derved risikerer at have tabt kampen, inden man overhovedet er nået frem til en mulig fremtidig slagmark.

NATO skal forberede sig på håndtering af klimaforandringernes sikkerhedsmæssige konsekvenser. I Danmark har vi nu en række oplæg fra såvel regeringen som fra Martin Lidegaard og Stinus Lindgreen (RV) om grønt forsvar, der viser denne tilgang. I NATO har man siden 2010 haft fokus på, at klimaforandringer medfører både nye konflikter eller ustabilitet, og at man skal reducere eget klimaftryk bl.a. for at øge operabiliteten.

Teknologi fylder meget internt i NATO’s diskussioner. Man ser sig udfordret af nye teknologier og måske endda disprutive teknologier og konkurrencen fra Kina på dette felt. Derfor fokuserer man på, hvordan NATO kan fremskynde sin tilpasning, når det kommer til nye og forstyrrende teknologier. Samtidigt skal man finde en måde, hvorpå man sikrer, at der ikke opstår et NATO i flere hastigheder, hvor få er teknologiførende og resten af medlemsstarene halser efter. Det vil kunne give alvorlige problemer.

Sidst men ikke mindst vil der være et stort fokus på, hvordan NATO’s medlemsstater kan investere i NATO for at sikre, at de gør mere sammen og forbliver stærke og forenede. Det betyder, at de enkelte stater skal investere i eget forsvar, så de kan forsvarer sig selv, og investere i mulige fælles NATO-projekter.

Der er en stor bekymring i NATO over, om de enkelte stater er modstandsdygtige / resiliente nok over for uventede chok. COVID-19 viste, at man ikke længere har en beredskabstankegang i det civile, at man ikke har lagre, at man basalt set ikke er forberedt i det civile på store katastrofer. NATO skal sikre krisehåndtering, og man fokuserer derfor på, hvordan de enkelte stater ikke kun er klar på krig, men også på hele feltet fra en krise bryder ud og frem til en krig (som man håber aldrig kommer).

Samlet set står vi over for et meget afgørende topmøde, der både vil bekræfte det transatlantisk forhold, hvor præsident Biden skal række hånden frem, og så vil topmødet pege fremad og igangsætte et nyt strategisk koncept, der skal bygge på topmødets diskussioner. ■

 

NATO skal sikre krisehåndtering, og man fokuserer derfor på, hvordan de enkelte stater ikke kun er klar på krig, men også på hele feltet fra en krise bryder ud og frem til en krig (som man håber aldrig kommer)
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i forsvarsministeriet. ILLUSTRATION: Biden ankommer til Belgien forud for møde i NATO, 13. juni 2021 [FOTO: Frederic Andrieu/SIPA/Ritzau Scanpix]