10.06.2021

Det er åbenbart helt i orden, at politikerne er optaget af folkeskolen, og hvad der kommer ud af den, men når de beskæftiger sig med, hvad der kommer ud af universiteterne, og hvad nogle forskere med henvisning til deres forskning viderebringer til offentligheden, så er det, uhha, et indgreb i forskningsfriheden.

Når en professor mener, at forskningen skal forandre verden, kan han mene om verden, hvad han vil, men han kan ikke pakke sit synspunkt ind i forskning
_______

 

Skal vi endeligt gå forskningskritisk til værks, må man realistisk spørge: hvilket Palæstina? Hamas’ eller Fatahs? Det er ikke helt ligegyldigt, hvilket Palæstina, Israel skal indgå fred med og acceptere som stat ved siden af sig. Der må jo også være en vis ”solidaritet” med det israelsk-jødiske folk, som Hamas vil smide i havet, hvilket forskningen næppe kan legitimere.

Den 2. juni pålagde Folketinget universiteternes ledelser at sikre, at der ”ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik.”. Den vedtagelse har mange forskere og undervisere nu protesteret imod. Det er en politisk indskrænkning af forskningsfriheden, hævder de med rektorernes formand i spidsen. Men er det det? Er de omtalte mellemøstforskeres solidaritetserklæring ikke netop misbrug af forskerautoriteten og udtryk ikke for forskning, men for politik? Og dét har politikerne da ret til at gøre opmærksom på.

Cancel Culture
Når en professor mener, at forskningen skal forandre verden, kan han mene om verden, hvad han vil, men han kan ikke pakke sit synspunkt ind i forskning. Skal vi endelig gå den form for forskning efter i sømmene, så var det Karl Marx, der sagde, at forskningen hidtil havde fortolket verden, men nu drejede det sig om at forandre den. Det fik de så at mærke i Sovjetunionen. Ifølge Marianne Stidsen i Berlingske den 8. juni har en ”forskerleder” med og i sin forskning opfordret til ”at danskerne lægger afstand til det repræsentative demokrati ved at lade være med at stemme og ved at lave ’opstand i gaderne’”. Men det er jo ikke forskning. Det er ren og skær antidemokratisk politik, som forskningen ikke kan føre bevis for måtte være den eneste forskningsmæssigt baserede politik.

Marianne Stidsen har i en sådan grad råbt op om, hvad der foregår i ”forskningsverdenen”, at en række medlemmer af Det Danske Akademi har forladt det i protest mod, at hun sidder i det. Det er et udtryk for, hvad man i dag kalder ”cancel culture”. Har du de forkerte meninger, skal du ud, selv om man ikke optages i Akademiet ud fra sine politiske holdninger, men ud fra sine kulturelle meritter. Da Akademiet optog hende, må de have fundet disse tilstrækkelige, så det må altså være politikken, hun kom i miskredit på. Debatten om hende viste en politisering af Akademiet, som ikke hører hjemme i Akademiet, hvor der har siddet kommunister, og de røg da ikke ud. Jeg læser stadig Hans Kirks romaner med glæde, selv om han politisk var stalinist, og teatrene opfører fortsat Kaj Munks ”Ordet”, selv om han var antiparlamentarisk. Men hvis man er ”woke”, skulle man sikkert stryge dem begge.

 

I stedet for at eliminere og omforme fortiden efter nutidens luner, må man hellere supplere og nyfortolke den. Sådan går forskningen frem
_______

 

”Cancel culture” og ”woke” og hvad-vi-har, som er kommet til os fra USA, er antihumanistisk. De anerkender nemlig ikke den forskellighed, som anerkendes og opmuntres i humanismen. De vil have, at alting rettes ind efter ”den herskende mening”, og den beherskes af dem. Det minder desværre om den ”munke-marxistiske adfærd” i 1970’erne, hvor alt, der ikke var marxistisk, var udtryk for en ”falsk bevidsthed”, og de, som ikke kunne indse dette, var ikke ”bevidstgjorte”. Der skulle ryddes op i fortiden, og Henrik Pontoppidan, Herman Bang og Jacob Paludan skulle kasseres, fordi de i deres bevidstløshed var udtryk for det undertrykkende, borgerlige klassesamfund. De skulle ”cancels”; thi de var ikke ”woke”, og var man ikke det, duede man ikke.

For nu nogen tid siden smed en lærer på Kunstakademiet med en affabel stemme og sjov hat en buste i havnen, fordi busten var udtryk for fortidens manglende forståelse for slaveriet. Ligesom de nævnte forfattere ikke havde forstået, at de var udtryk for klassesamfundets undertrykkelse af proletariatet. Havde havnesmideren en særlig ret til at ”rematerialisere” busten, fordi hun var forsker og havde forstået mere end alle os andre, der ikke smider buster i havnen? Selvfølgelig ikke. Hun var bare en politisk provokatør.

Men sådan skal fortiden nu rettes ind efter nutiden, og personer gøres til ”upersoner”, ligesom det skete i Orwells ”1984” og i virkelighedens Sovjetunion, Tjekkoslovakiet og Kina, hvor personer, der faldt i unåde også pludselig faldt ud af de gamle fotografier. Eftersom nutiden hele tiden flytter sig med tiden, bliver det et farligt renderi med buster ned til havnen. ”What comes up, must come down, and what comes down must come up”.

Nyfortolkning frem for elimination
I København har Enhedslistens byrådsmedlem Gorm Anker Gunnarsen foreslået at fjerne mindepladen på Peter von Scholtens grav, fordi der på den står, at von Scholten ”ærefuldt” bragte slaveriet til ophør. Gunnarsen er historielærer på Christianshavns Gymnasium og forklarer i Berlingske den 2. juni, at slaveriet ”hvis man skal se nøgternt på det” ikke blev bragt til ophør af von Scholten, men af ”de mennesker, der med stor risiko for eget liv stillede sig op i Frederiksted og krævede deres egen frihed så eftertrykkeligt, at der reelt ikke var andre muligheder end at afskaffe slaveriet”. Men det mente den danske øvrighed nu dengang, der var, for von Scholten måtte straks efter forlade de vestindiske øer i vanære, hvorefter den gav sig til at straffe ”de mennesker”, hvis protest von Scholten altså imødekom.

I stedet for at retouchere von Scholten, skulle København hellere opstille en kopi af den buste af de protesterendes leder, Buddo, som med rette står i Frederiksted, for han blev derefter snydt og bedraget af den danske myndighed, der eksporterede ham til et stadig ukendt sted. I stedet for at eliminere og omforme fortiden efter nutidens luner, må man hellere supplere og nyfortolke den. Sådan går forskningen frem.

 

I stedet for at blive fornærmede og aggressive burde de sårede og på manchetterne stødte forskere og undervisere være glade for, at politikerne beskæftiger sig med deres værker og gerninger
_______

 

På flere af USA’s universiteter skal man nu have særlige zoner, hvor man ikke risikerer at blive provokeret af noget, man ikke kan lide, og hvor man fx ikke synger: ”Den danske sang er en ung, blond pige” eller går med mexicanerhatte. Her kan man blive fri for ”hvidhed” og slippe for at møde kunst af ”hvide, reaktionære, racistiske mænd”. I USA – som nu også i Europa – piller man ved disse mænds bøger og omskriver de ord, der ikke længere må bruges. Det er egentlig i strid med ophavsretten og ”intellectual property rights”, vi ellers værner om, men skidt med det, når bare det sker i en god sags tjeneste. Det er imidlertid en ahistorisk bjørnetjeneste, for derved forsimpler man billedet af den tid, man foregiver at beskæftige sig med. I stedet kunne man tilføje forklarende noter, men det er ikke nok for identitets- og ”woke”-moden. Den skal bestemme, hvad der skal stå, og hvad vi må læse og se. Og forskerne skal dømme både de levende og de døde.

I stedet for at blive fornærmede og aggressive burde de sårede og på manchetterne stødte forskere og undervisere være glade for, at politikerne beskæftiger sig med deres værker og gerninger og har en mening om, hvad der foregår. Normalt bebrejder man dem for at være alt for fokuserede på økonomi, og når de så beskæftiger sig med kulturen og kulturniveauet bebrejder man dem også.

Det er åbenbart helt i orden, at politikerne er optaget af folkeskolen, og hvad der kommer ud af den, men når de beskæftiger sig med, hvad der kommer ud af universiteterne, og hvad nogle forskere med henvisning til deres forskning viderebringer til offentligheden, så er det, uhha, et indgreb i forskningsfriheden.

Foreholdt forskernes kritik af ham, svarer Henrik Dahl, som var en af initiativtagerne til Folketingets vedtagelse, i Politiken den 8. juni, at ”de prøver med magt at beskytte sig imod kritik. Det er da et forsøg på at tage min ytringsfrihed fra mig, at jeg ikke må sige noget til det”. Sådan var det også i 70’erne, hvor man ikke måtte sige noget til Althussers fortænkte og nu forældede politiske udlægning og brug af Karl Marx og skulle bøje sig i støvet for Jacques Lacans hokus-pokus med psykiatrien. Det berettes, at da Lacan engang gav en forelæsning for et britisk publikum, rejste en forsker sig op og forlod salen med ordet: ”Humbug”. Det var humanismen, der rejste sig op mod datidens antihumanisme. Der synes igen at være brug for humanisme, kritisk rationalisme og forsvaret for det åbne samfund mod dets fjender. ■

 

Sådan var det også i 70’erne, hvor man ikke måtte sige noget til Althussers fortænkte og nu forældede politiske udlægning og brug af Karl Marx og skulle bøje sig i støvet for Jacques Lacans hokus-pokus med psykiatrien
_______

Apropos denne artikel:

Ugen med RÆSON med Vincent Hendricks, Alberte Bové Rud og Niels Byrjalsen: Trumps kulørte kabinet, Europas kamp for fremtiden og Vestens nye vælgervandringer

Jacob Kaarsbo: NATO’s afskrækkelse forsvinder det sekund, Trump træder ind i Det Hvide Hus

Ota Tiefenböck: Skal Europa i krig? Amerikanske missiler er ukrainernes sidste chance for at eskalere krigen

Lars Erslev: Med Trump får verden en radikal anderledes tilgang til diplomati. I Mellemøsten er de arabiske stater måske kyniske nok til at omfavne den

Thomas Aastrup Rømer til Gert Biesta: Mennesket dannes i vekselvirkning med verden. Det er essensen i karakterdannelsen

Mikael Olai Milhøj: Kan Elon Musk skære 30 pct. af det føderale budget i USA?