Emil Sondaj Hansen: Vi har brug for en post-pandemisk sandheds- og forsoningskommission til at håndtere vores kollektive traume og sikre, at en lignende krise ikke sker igen
28.05.2021
Det er en politologisk kliche, at hvis arbejdsløsheden er lav op til et valg, så er alt godt. Det er lidt samme logik, der gør sig gældende i forhold til distributionen af vacciner i øjeblikket. Når enden er god, er alting godt. Men det er vigtigt, at en af vor tids største interventioner i samfundet og vores rettigheder ikke blot bliver glemt, når sprøjten er i armen, og øllet i glasset.
Kommentar af Emil Sondaj Hansen
CORONAPANDEMIEN har været et kollektivt traume. Samtalen om bearbejdelsen af pandemien er allerede så småt begyndt. I forrige uge annoncerede Boris Johnson coronakommission – ’en erindringskommission’. Uanset, hvor man falder på det politiske spektrum, er der noget, der skal bearbejdes. Måske har man mistet familiemedlemmer, eller måske har man følt, at ens ypperste frihedsrettigheder er blevet krænket. Vaccinerne er ved at blive uddelt, genåbningen er i gang, og vi kan snart lægge pandemien bag os. Men der er et presserende spørgsmål: Hvordan kommer vi videre? 127.640 døde i Storbritannien, 14.267 i Sverige og 2.499 i Danmark. Hvis man havde set sådanne dødsrater i udviklingslande i normale tider, ville man ofte forstille sig etablering af sandheds- og forsoningskommissioner. Men den præmis insinuerer et ansvar for, hvad der er sket. Nogle, der har gjort noget galt. Nogle, der skal tilgives, eller sige sandheden om, hvad der er foregået. Gælder det i coronapandemien?
Når genåbningen er helt i mål, vil mange nok sidde med en lidt antiklimatisk følelse. Var det det? Er vi kommet videre nu?
_______
Hvem har ansvaret?
WHO har netop meddelt i en rapport, at corona-pandemien kunne være ”forhindret”. Rapporten kan ikke pege fingre af, hvem der står til ansvar for den mangelfulde forebyggelse. For hvilket kontrafaktisk scenarie skal vi holde vore regeringer til ansvar for? Hvordan opnår vi retfærdighed i de fejl, der er begået? Hvordan kan vi overkomme de stigende polariseringer, pandemien har medbragt sig? Jeg mener, at filosofien bag sandhed- og forsonings kommissioner kan vise en vej frem for post-pandemisk forsoning på et individuelt, nationalt og institutionelt plan, samt på det internationale niveau.
Forsoning handler i sin essens om, hvordan man som befolkning kommer videre efter et traume. Det går længere end en kommission, der blot undersøger et givet forløb såsom den famøse instrukskommission. Der skal være et offentligt, deliberativt element. Det er en proces for hele samfundet. Forsoning kan ikke foregå bag lukkede døre. Det handler også om mere end blot kriminalret. Det handler om, hvordan et samfund har ageret i et givent traume, og hvordan man bearbejder det. Præmissen er, at man i nationalstaten stadig skal leve side om side efter en splittende begivenhed. Den største protest mod denne analogi må være, at det kollektive traume i coronapandemien ikke har været forsætligt forårsaget af hverken stater eller andre grupper. Dog har verdens regeringer håndteret pandemien forskelligt med forskellige resultater til følge. Måske kunne de ikke gøre mere grundet omstændighederne, måske kunne de. Det ved vi ikke, før vi har fået hele processen klarlagt.
Jeg mener derudover, at analogien er passende givet den omkalfatrende skala af interventionen i vores liv. Coronakrisen har været et kollektivt traume for alle på det politiske spektrum og uanset, om man har mistet, været bange eller følt sig krænket på sin frihed. Der er noget, der skal bearbejdes i begge ender af spektret. Og når genåbningen er helt i mål, vil mange nok sidde med en lidt antiklimatisk følelse. Var det det? Er vi kommet videre nu?
Sandheds- og forsoningskommissioner antager, at åben diskussion og dialog om dette traume kan have en katartisk effekt. Baseret på vestlige antagelser om, at individets psyke nyder godt af at kommunikere åbent om følelser og oplevelser, kræver sandheds- og forsoningskommission, at individer åbner op om deres oplevelse om det fælles trauma. Åben dialog og diskussion om, det der er sket, kan hjælpe med at hele det polariserende skel, der ses i flere lande.
Selv iklædt videnskabens kitler, skal man ikke tage fejl af, at når det kommer til liv eller død, er det altid politik
_______
I USA viser et forskerhold fra University of Washington i deres forskning, at den stærkeste forudsigende faktor i forhold til brug af mundbind, var om en delstat var republikansk eller demokratisk. Pandemien har derfor været en ny platform for artikulationen af politisk splittelse. En åben diskussion om, hvordan pandemien har været oplevet og håndteret kan klargøre, hvor disse splittelser præcist eksisterer. Vi kan dermed bryde fri af binære antagonistiske opfatteler af hinanden som værende for eller imod genåbning, for eller imod mundbind etc., og i stedet have en åben diskussion om vores mere fundamentale uenigheder.
Men denne antagelse er måske problematisk. Kan det ikke skabe yderligere splid at bringe ting frem i det åbne? Traumecentret for ’Ofre for Vold og Tortur’ i Cape Town estimererede på baggrund af de ofre, de havde været i kontakt med, at 50-60 pct. af dem, der gav vidnesbyrd til den sydafrikanske sandhedskommission, oplevede varige mén af at genleve deres traumer efterfølgende og fortrød deres deltagelse. Jeg vil dog påstå, at et samfund er bedre stillet ved at håndtere et traume i stedet for at undertrykke det, på trods af at det kan være en svær og ubehagelig proces. Især hvis man skal undgå at traumet sker igen.
Det er politik
Det bærende princip for sandheds- og forsoningskommissioner er forsikringen om ’ikke-gentagelse’. Traumet må ikke ske igen. Derfor kommer kommissioner ofte op med en række anbefalinger om reformer, der kan sikre, at man ikke vil opleve samme katastrofe i fremtiden. Det er ganske sikkert første skridt i bearbejdelsen af pandemien, når Boris Johnson annoncerede kommission begynder deres arbejde i foråret 2022.
For at kunne sikre ’ikke-gentagelse’ må det først gøres helt klart, hvad der er sket. Det er her ’sandhed’ spiller en rolle. I den forstand minder en sandhedskommission om normale kommissioner nedsat af Folketinget, der undersøger et handlingsforløb. Kunne der været blevet handlet anderledes her? Det spørgsmål hænger sammen med, hvordan beslutninger er blevet taget. Hvordan er individets liv blevet modelleret i diverse prognoser – både af Finansministeriet og af Statens Serum Institut? Hvilke antagelser ligger der til grund for det abstrakte ’sundhedsmæssigt forsvarligt’? Et begreb så uigennemsigtigt, men dog bærende en så ultimativ legitimitet i en national sundhedskrise. Selv iklædt videnskabens kitler, skal man ikke tage fejl af, at når det kommer til liv eller død, er det altid politik.
Bør vi acceptere Mette Frederiksens indledende helgardering i form af profetien: ”Vi kommer til at begå fejl” som betydende, at i denne situation – uden præcedens – bør vi give lidt ekstra snor til magthaverne?
_______
Hvis man følger præmissen om en upartisk videnskab, der kan producere tal, som politikerne uden problem kan omdanne til lov, til ende, ender man i teknokratiet. Hvis det var tilfældet, havde vi slet ikke brug for politikere, og kunne i stedet lade eksperterne tage roret. Videnskaben bør unægtelig spille en væsentlig rolle i vores politiske system. Men vi bør ikke være blinde for, at hvad man vælger at gøre med en regnemodel, der siger visse ting i forhold til en genåbning, er en helt igennem politisk beslutning.
Det tyske CDU’s skandale med ledende politikere, der tjente op til sekscifrede beløb på at arrangere aftaler mellem maskeproducenter og offentlige myndigheder, er blot et eksempel på de ting, der kan dukke op verden over.
På baggrund af hvad der helt konkret er sket, må man så stille spørgsmålet, om hvad der kan betragtes som uforsætligt og dermed tilgiveligt. Når Boris Johnsons særlige rådgiver, Dominic Cummings, bryder lockdownreglerne for at køre en tur til Barnard Castle for efter sigende at ’teste sit syn’, eller når Norges statsminister holder 60-års fødselsdag i Geilo i strid med coronareglerne, så har befolkningen krav på en eller anden form for retfærdighed.
Cummings trådte af og Erna Solberg betalte 14.670 danske kroner i bøde. Her er der tale om intentionelle og forsætlige brud på loven. Men er inkompetence forsætligt? Bør vi acceptere Mette Frederiksens indledende helgardering i form af profetien: ”Vi kommer til at begå fejl” som betydende, at i denne situation – uden præcedens – bør vi give lidt ekstra snor til magthaverne? Man kan argumentere for, at verdens regeringsleder slipper lidt for let, nu når vi endelig får gang i vaccinationerne verden over. Det er en politologisk kliche, at hvis arbejdsløsheden er lav op til et valg, så er alt godt. Det er lidt samme logik, der gør sig gældende i forhold til distributionen af vacciner i øjeblikket. Når enden er god, er alting godt. Men det er vigtigt, at en af vor tids største interventioner i samfundet og vores rettigheder ikke blot bliver gemt, når sprøjten er i armen, og øllet i glasset. Man fristes til at parafrasere James Carville, Bill Clintons rådgiver i 1992: It’s the vaccine, stupid.
Politologien Ernesto Verdeja ser ”redistributiv retfærdighed”, forstået som reparationer af materiel karakter, som værende en form for ”blodpenge”. Diskussionen stopper når ”ofrene” er blevet betalt. Det så man givetvis med de enorme summer betalt til minkfarmerne i Danmark, men mere generelt gælder princippet også for vaccineuddeling. Den kritiske befolkning holder mund, når vaccinerne er uddelt.
Vi bliver nødt til at spørge, hvordan vi kan adressere de faktorer, der gjorde, at pandemien var i stand til at erodere års fremskridt indenfor kønslighed
_______
Det individuelle overfor det systemiske
Den personlige fortælling spiller en helt særlig rolle i tilgivelsen af regeringers håndteringer af coronapandemien. Boris Johnson satte i begyndelsen af pandemien pengene på ’flok-immunitet’. Som studerende på et engelsk universitet, forlod jeg England søndagen efter, Mette Frederiksen lukkede Danmark om onsdagen, og jeg så mine venner gå på pub, mens jeg pakkede min kuffert. Johnson blev da ganske vist også upopulær, da smittetallene i Storbritannien fløj i vejret. Men da Johnson blev indlagt på intensiv, forandrede folkestemingen sig, og han fik politiske point for sin overlevelse. Filosoffen Hannah Arendt argumenterede, at hvad der giver ting politisk eksistens, er narrativet. Hvordan ting overlever i fortællingen. Det er dermed fortællingen om Boris Johnson, der ikke blot overvandt sin egen sygdom, men sikrede vacciner til det britiske folk, der bliver husket.
I den danske kontekst, skal man ikke undervurdere, at fortællingen spiller en helt særlig rolle – makrel og Grøn Tuborg dertilhørende. Men er tilgivelse baseret på heroiske fortællinger, den rigtige måde at sikre en sund forsoning efter pandemien? Er det retfærdigt, at det er sådan Johnsons gambling med britiske liv (der jo givetvis gik katastrofalt, hvis man kigger på komparative dødsrater) skal huskes? Johnson overlevede selv men skulle angiveligt have sagt ”let the bodies pile up”. En kommission ville kunne stille ham til ansvar over for sådanne udtalelser, kræve en offentlig undskyldning og dermed sikre et grundlag for forsoning og retfærdighed, der givetvis ikke kan findes i vælgerboksen.
Den ugandiske politolog, Mahmood Mamdani, opererer med en ’bred’ og ’social’ forståelse af forsoning i kontrast til et fokus på individuelle ofre og gerningsmænd. Her er fokusset at se på, hvem der har haft gavn af et givet system. Han ser eksempelvis meget kritisk på, at apartheid i sig selv som en social struktur ikke var en forbrydelse under den sydafrikanske kommissions mandat. Ifølge den logik, bør vi have en offentlig samtale om de radikalt anderledes oplevelser, befolkningen har haft af pandemien. Sådan en samtale går længere end blot at observere de dele af samfundet, der kunne arbejde hjemmefra i sommerhuse. Det kræver mere dybdegående spørgsmål: Hvorfor har kvinders oplevelse af pandemien fx været fundamentalt anderledes end mænds? Europakommissionen dokumenterer i deres rapport om pandemien og kønslighed, at meldinger om vold i hjemmet steg med 32 pct. i den første uge af lockdown i Frankrig. I Europa er 76 pct. af sundhedspersonaltet, der har stået i frontlinjen mod pandemien, kvinder. Da Europas samfund gradvist åbnede op over sommeren 2020, steg beskæftigelsesfrekvensen for mænd med 1,4 pct. men kun 0,8 pct. for kvinder, og mens vi alle arbejdede hjemme, brugte kvinder gennemsnitligt 62 timer om ugen på at passe børn sammenlignet med mænds 36 timer. Vi bliver nødt til at spørge, hvordan vi kan adressere de faktorer, der gjorde, at pandemien var i stand til at erodere års fremskridt indenfor kønslighed.
Kina bærer unægtelig et ansvar for et fejlende internationalt samarbejde i begyndelsen af pandemien
_______
Vi må også spørge, hvorfor nogle demografiske grupper er blevet ramt hårdere af pandemien end andre. Hvorfor har smittetallene været højere i Vollsmose og hos somaliske mindretal i Århus? Man bør gå længere end Lars Aslans ukritiske accept af kulturelt deterministiske forklaringer og spørge, hvorfor og hvordan visse befolkningsgrupper er mere udsatte i en sundhedskrise. Hvordan har staten fejlet sin ypperste opgave i at beskytte sine borgere i dette tilfælde? Hvilke sociale reformer bør implementeres i det lys?
Aslans postulat er derudover et glimrende eksempel på, hvordan pandemien har ageret som en katalysator for et allerede polariseret politisk miljø. En kommission bør kigge på, hvordan vi har opfattet og talt om hinanden i denne krisetid.
Pandaen i rummet
Når man følger Mamdanis ’brede perspektiv’ og spørger, hvem pandemien har gavnet, er det svært at ignorere pandaen i rummet. Kina bærer unægtelig et ansvar for et fejlende internationalt samarbejde i begyndelsen af pandemien. Derudover har Kina givetvist nydt godt af, at dets primære stormagtsrival, USA, har håndteret pandemien katastrofalt under præsident Trump. Præmissen om, at man skal leve videre side om side i splittede samfund efter kollektive traumer, gør sig også gældende i det internationale samfund.
Det er en helt klar udfordring for sandheds- og forsoningskommissioner, at de ikke har transnationale mandater. Da sandheds- og forsoningskommissionen i Sierra Leone satte den tidligere liberiske leder, Charles Taylor, for en domstol, blev han ikke anklaget for sine forbrydelser i Liberia eller Elfenbenskysten, da kommissionen ikke havde ekstraterritorial jurisdiktion. Det er også et stort problem for sydamerikanske sandheds-og forsoningskommissioner at få adgang til amerikanske arkiver for at klarlægge eksempelvis CIA’s rolle i diverse kollektive traumer i Syd- og Mellemamerika under Den Kolde Krig. Man får næppe Xi Jinping til at møde op i Østre Landsret for at diskutere Kinas rolle i den første spredning af virussen, eller åbnet dørene til de kinesiske arkiver. Men skal der ikke kræves retfærdighed af Kina? Ville vi ikke have kunne bekæmpet pandemien mere effektivt, hvis videnskabelige resultater var blevet delt tidligere? Hvordan sørger vi for, at det ikke sker igen? En international sandheds- og forsonings kommission kunne med rette stille disse spørgsmål.
Så hvordan bearbejder vi pandemien? Ideelt set ville der blive nedsat en sandheds- og forsoningskommission på nationalt plan, ikke blot i Danmark, men i alle verdens lande. Et internationalt modstykke ville derudover sikre fuld indsigt og retfærdighed.
Pressen bør sætte fokus på de forskellige oplevelser af pandemien og rejse de strukturelle spørgsmål. Som individer bør vi heller ikke bare lade som ingenting. Vi bør også rejse de svære spørgsmål. Men vigtigst af alt: Den måde vi slutter pandemien af på, er med til at definere fremtidens politik. Den tyske sociolog, Max Weber mente, at politik altid involverer uforudsete konsekvenser: Vi ved ikke hvordan, historien om pandemiens indflydelse på vores politiske system ender. Men vi kan lægge et sundt fundament ved grundigt at bearbejde pandemien. ■
Pressen bør sætte fokus på de forskellige oplevelser af pandemien og rejse de strukturelle spørgsmål. (…) Men vigtigst af alt: Den måde vi slutter pandemien af på, er med til at definere fremtidens politik
_______
Emil Sondaj Hansen (f .1997) studerer Human, Social and Political Sciences på University of Cambridge.ILLUSTRATION: Pårørende til et person, der er død af COVID-19 reagerer til kremeringen, Jammu, Indien, 25. april 2021. [FOTO: Channi Anand/AP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
