Tim Whyte: Hemmelighedskræmmeriet i regeringens nye asylpolitik er i sig selv bekymrende. For menneskerettigheder dør i mørket

13.05.2021

Menneskerettigheder dør i mørket – uden bevågenhed fra medier, øvrige politikere og civilsamfund. Det har lige præcis været erfaringerne med andre landes tidligere forsøg på at pakke asylbehandling og flygtninge væk i tredjelande. Fx Israels aftale med Rwanda fra 2013-18, som fik asylansøgerne til at flygte fra Rwanda mod Libyen og Europa.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke

Under overskriften ”Udlændingestyrelsen flytter til Rwanda” var Politiken for nylig først med nyheden om, at regeringen har droppet planerne om at udflytte Udlændingestyrelsen til Næstved. I stedet rykker styrelsen til Rwandas hovedstad, Kigali.

Det var avisens satiriske bagsideredaktion, ”At tænke sig”, der havde snust sig frem til regeringens beslutning, og det er galgenhumor på et højt plan – uhyggelig tæt på virkeligheden. For hvis man skal tro den danske regerings lovgivningsarbejde og rejsekalender, så forsøger den ihærdigt at finde et andet land – måske Rwanda? – som vi kan betale for at huse de asylansøgere, der måtte søge om beskyttelse hertillands.

FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, advarer ligeud og uden omsvøb den danske regering mod en ”undergravning af det internationale beskyttelsessystem.”

”Som en organisation med det globale mandat at yde international beskyttelse af flygtninge opfordrer UNHCR i stærke vendinger Danmark til at afstå fra lovgivning og handlinger, der vil minimere og flytte dets forpligtelser til asyl og beskyttelse [af verdens flygtninge] til tredje lande,” understreger FN’s flygtningeorganisation i sit høringssvar til regeringens målrettede planer.

Uanset om Socialdemokratiets såkaldte modtagecenter placeres i Rwanda eller i et andet land uden for Europa, så vil det være i strid med det internationale og europæiske system for beskyttelse af flygtninge, advarer UNHCR i usædvanligt udiplomatiske vendinger.

 

Nu er den selvsamme regering på mørklagte besøg til Rwanda for at indgå hemmelige aftaler med et regime, der ”angriber dem, der opfattes som en trussel mod regeringen,” som Human Rights Watch konstaterer i sin seneste årsrapport
_______

 

Danmarks enegang
Jeg kunne ikke være mere enig, og jeg har svært ved at fatte, hvordan det danske Socialdemokrati er kommet helt derud, hvor det lader Danmark gå enegang – kun i selskab med udskældte Ungarn. Jo, jeg forstår på de politiske kommentatorer, at der er en indenrigspolitisk strategi om at være hård i udlændingepolitikken. Men er denne enegang i det internationale flygtningesamarbejde også i overensstemmelse med de værdier, Socialdemokraterne ellers gerne vil ses som forsvarer af? Eller værdierne i det forståelsespapir, de har skrevet med støttepartierne?

I september sidste år annoncerede udenrigsminister Jeppe Kofod, at der ville komme et stærkere fokus på værdier i dansk udenrigspolitik. Den skal ikke være styret af danske interesser – nej, Danmark skal i højere grad fremme værdier som demokrati, menneskerettigheder, lighed, ret og pligt og forpligtende fællesskaber, må vi forstå.

Nu er den selvsamme regering, udenrigsministeren er en del af, på mørklagte besøg til Rwanda for at indgå hemmelige aftaler med et regime, der ”angriber dem, der opfattes som en trussel mod regeringen,” som menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch konstaterer i sin seneste årsrapport. Den rapport opregner blandt andet også vilkårlige tilbageholdelser samt mishandling og tortur i myndighedernes officielle og uofficielle detentionscentre.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye fastslog ellers i sidste uge, at landet, der skal huse den danske modtagelejr, ”skal være et land, hvor menneskerettighederne er garanteret.” Er det bare mundsvejr, ligesom da Mette Frederiksen tilbage i 2018 som oppositionsleder lancerede ideen om et modtagecenter og fastslog, at: ”vores udgangspunkt er, at der skal være tale om et sikkert tredjeland, hvor der er en demokratisk valgt regering”?

 

På den ene side har vi en regering, der vil kæmpe for demokrati og menneskerettigheder og ønsker at blive en del af FN’s sikkerhedsråd, og på den anden side en regering, der lukker ørene for EU og FN’s kritik og vil i lyssky forhandlinger med autoritære regimer i Afrika
_______

 

Hvad er Socialdemokratiets kriterier for, at en regering er demokratisk valgt? Er det demokratisk, når Rwandas præsident får betænkeligt tæt på 100 pct. af stemmerne, når der afholdes valg, hvor han brutalt har undertrykt oppositionen gennem de seneste 21 år?

Svarene er afgørende, da den danske regering vil overlade ansvaret for beskyttelsen af asylansøgere til myndighederne i Rwanda eller det/de tredjelande, hvor Danmark måtte ende med at stable et modtagecenter på benene. Det fremgår klart af regeringens lovudkast:

”Ordningen bygger således på en forudsætning om, at Danmark ikke yder beskyttelse i tilfælde af, at udlændingen bliver meddelt asyl efter endt realitetsbehandling af asylansøgningen i tredjelandet. Beskyttelsen ydes derimod af det pågældende tredjeland. Meddeles ansøgeren afslag på asyl, er det ligeledes det pågældende tredjeland, der drager omsorg for udsendelsen af den pågældende.”

Er modtagercenteret den nye smykkelov?
På den ene side har vi altså en regering, der vil kæmpe for demokrati og menneskerettigheder og ønsker at blive en del af FN’s sikkerhedsråd, og på den anden side en regering, der lukker ørene for EU og FN’s kritik og vil gå enegang i lyssky forhandlinger med forskellige autoritære regimer i Afrika. Der er to ting, som er hver at bemærke i den sammenhæng.

 

Selv symbolpolitik kan have realpolitiske konsekvenser. Trumps mur endte med at koste milliarder af dollar på statsbudgettet og satte dybe spor i USA’s internationale ry og relationer
_______

 

For det første er det forsat langt fra sikkert, at der nogensinde kommer et dansk modtagecenter uden for Danmark. Fra starten af har flere eksperter peget på, hvor svært det vil være at etablere i praksis. På den måde minder regeringens modtagecenter måske mest af alt om Trumps mur mod Mexico – et let forståeligt kampagneslogan, der blev talt meget om, men i praksis ikke blev til så meget.

Eller om den omstridte danske smykkelov, der bragte Danmark i alverdens aviser, selv om loven stort set ikke blev brugt efterfølgende. Men selv symbolpolitik kan have realpolitiske konsekvenser. Trumps mur endte med at koste milliarder af dollar på statsbudgettet og satte dybe spor i USA’s internationale ry og relationer.

Og det bringer mig til den anden pointe: Hemmelighedskræmmeriet i denne nye asylpolitik er i sig selv bekymrende. For menneskerettigheder dør i mørket – uden bevågenhed fra medier, øvrige politikere og civilsamfund. Og det har lige præcis været erfaringerne med andre landes tidligere forsøg på at pakke asylbehandling og flygtninge væk i tredjelande.

Sporerne skræmmer
I en længere årrække fra 2013 havde Israel et hemmeligt samarbejde med Rwanda, der også dengang var regeret af den, på papiret, demokratisk valgte Poul Kagame, og med Uganda, der som nu var i hænderne på autoritære præsident Museveni, om at deportere afrikanske asylansøgere fra Israel til de to afrikanske stater.

Samarbejdet kollapsede for ca. tre år siden, da det kom frem i lyset, og Rwanda og Uganda kom under kritik i Afrika og internationalt for at hjælpe Israel med at krænke afrikanske asylansøgeres rettigheder. Med til den historie hører, at mange af de deporterede asylansøgere valgte at forlade Rwanda og Uganda for at tage til Libyen og krydse Middelhavet mod Europa. Vil de asylansøgere, som regeringen herhjemme påtænker at flyve til Rwanda, monstro gøre det samme?

 

Den australske model [med lejre uden for landet] er også blevet blankt afvist tidligere af Mette Frederiksen: ”Der er ikke nogen regering, der kan sidde de internationale spilleregler overhøring. Det ønsker vi heller ikke,”
_______

 

Det andet skræmmende eksempel er den såkaldte australske løsning, hvor myndighederne Down Under i årevis har afvist asylansøgere og deporteret dem til flygtningelejre på stillehavsøerne Nauru og Manus. Her behandles asylansøgningerne, og de, der får tilkendt beskyttelse, sendes til et andet land, som Australien har aftaler med – altså meget lig regeringens planlagte modtagecenter.

Både Australiens deportering og de forhold, som asylansøgerne lever under på de små stillehavsøer, er blevet skarpt kritiseret af FN og vestlige regeringer, da adskillige asylansøgere er drevet til selvmord og selvskade i lejrene og blevet udsat fra overfald fra øens lokalbefolkning. Også her foregik hele modellen under en form for mørklægning, hvor man forsøgte at holde journalister og menneskerettighedsorganisationer ude og fik ansatte til at underskrive tavshedsklausuler.

Et udvalg fra vores eget danske Folketing blev forment adgang til lejren, da de skulle på besøg dér, og den australske model er også blevet blankt afvist tidligere af Mette Frederiksen: ”Der er ikke nogen regering, der kan sidde de internationale spilleregler overhøring. Det ønsker vi heller ikke,” fastslog Socialdemokratiets leder tilbage i 2017.

Men hvad er det så, Danmark – måske! – forhandler om i nogle unavngivne lande i Afrika? Det er ikke til at vide. Forhandlingerne er nemlig hemmelige. ■

 

Mange af de deporterede asylansøgere valgte at forlade Rwanda og Uganda for at tage til Libyen og krydse Middelhavet mod Europa. Vil de asylansøgere, som regeringen herhjemme påtænker at flyve til Rwanda, monstro gøre det samme?
_______

 

Tim Whyte (f. 1974) er generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke og tidligere vicedirektør for Save the Children, Bangladesh. Han har en grad i kolonihistorie fra Wesleyan University i USA og er uddannet fagjournalist fra Danmarks Journalisthøjskole. ILLUSTRATION: En flygtningefamilie fra Afghanistan leder efter et nyt sted at slå sig ned, efter Moria-lejren på den græske ø Lesbos er brændt ned. 11. September 2020, Lesbos, Grækenland [Foto: Jacob Ehrbahn/Ritzau Scanpix]