Søren Kenner: Mette Frederiksen er hverken Trump eller Farage – men hun har lært af dem. Og hendes projekt er en dundrende succes
10.05.2021
Regeringen Mette Frederiksen har skrevet en helt ny opskrift på, hvordan man erobrer, fastholder og forvalter politisk magt. Hendes logik: Man behøver ikke at være regering for alle, man skal blot være regering for mange nok til, at man kan konsolidere magten. Gør man det, er det OK at smide modstandere under bussen.
Kommentar af Søren Kenner
TRODS MANGE alvorlige brølere (fx minksagen, den elendige håndtering af “hjælpepakker”, problemer med smitteopsporing, etc.) og et ret beset temmelig inkompetent ministerteam står Socialdemokratiet alligevel nu med meningsmålinger, der viser direkte opbakning fra op mod en tredjedel af befolkningen og et flertal til rød blok på 95 mandater vs. blå bloks 85. De partier, der førhen “stjal” stemmer fra S er decimerede –– DF er vandret fra en tilslutning på mere end 25 pct. til nu blot 5 pct., mens Venstre siden valget i 2019 er gået fra knap 25 pct. af stemmerne til nu blot ca. 10 pct.
Hvordan kunne det ske? Svaret er, at Regering Mette Frederiksen som den første danske regering nogensinde er dykket dybt ned i den samme “playbook” som fx Donald Trump, Victor Orban (Fidesz), Marine the Pen (RN, tidligere Front National) og Nigel Farage (Ukip) har betjent sig af.
Men hun har gjort det med et ekstra twist, for hvor Trump, Orban, Farage, etc. i det væsentlige har spillet på angsten for globalisering og frygten for ukontrolleret indvandring, har Mette Frederiksen tilføjet en ny dimension. Hun fører slaget på to fronter: Hun søger at cementere sin magtposition ved både at tiltrække nye globaliseringsangste vælgere med en ekstrem håndfast udlændingepolitik, og samtidig fastholder hun opbakningen fra en primært urban og i overvejende grad offentligt ansat middelklasse gennem en ekstremt generøs forfordeling af adgangen til velfærd.
Det er ret imponerende, at man kan forene disse to modstridende strømninger. Den offentligt ansatte socialdemokratiske kernevælger er jo normalt ikke begejstret for udlændingepolitik a’la Støjberg eller DF. Men det, Mette Frederiksen – tydeligvis som den første – har indset er, at man kan få middelklassen til at tilgive rovdriften på udlændinge, hvis man pacificerer dem med ekstra gaver – og samtidig kan tiltrække den nationalkonservative garde, der før stemte DF, K og V ved at være (i hvert fald rent symbolsk) strammere på udlændingepolitikken end disse partier nogensinde har været.
Man behøver ikke at være regering for alle, man skal blot være regering for mange nok til at man kan konsolidere magten
_______
”Del og hersk” – fuldstændig som Trump
Et andet element fra populismens og antiglobaliseringens “playbook”, som Mette Frederiksens regering udnytter med stor dygtighed, er “del og hersk”. Man behøver ikke at være regering for alle, man skal blot være regering for mange nok til at man kan konsolidere magten. Gør man det, er det OK at smide modstandere under bussen.
Regeringen har til fulde demonstreret, at den er villig til at bruge magt på en hidtil uset omfattende måde for at realisere sine ambitioner. Det gælder måden, hvorpå både opposition og støttepartier er blevet sat uden for indflydelse, den hårdhændede håndtering af restriktioner, tilsidesættelsen af anbefalinger fra eksperter, når deres rådgivning var politisk inopportun, ansættelse af socialdemokrater i ledende stillinger i embedsværket, brugen af “mørklægningsloven” til at nægte pressen adgang til indsigt i beslutningsgrundlag, etc.
Samtidig har det jo – fra coronakrisens første dag – været regeringens politik at favorisere egne vælgere. Offentligt ansatte har fået en fantastisk deal (bliv hjemme med fuld løn og pension) mens erhvervslivet har fået stryg: deres ansatte har fået ringere lønkompensation (max kr. 30.000 om måneden) og der er samtidig stillet krav til at virksomhederne skal medfinanciere hjælpen. Dertil kommer, at selvstændige (som normalt bestemt ikke er socialdemokratiske kernevælgere) er blevet ladt nærmest fuldstændig i stikken. Det er ”del og hersk” på adgangen til velfærdsydelser. Og det er en så massiv favorisering af egen vælgerbase, at denne tilsyneladende derfor godt kan acceptere, at man på udlændingeområdet fører en politik, som man måske ikke er enig i. Så længe velfærden flyder, så længe der lanceres en lind strøm af “grønne projekter” og så længe samfundets omfordeling især gavner den socialdemokratiske middelklasse, kan man godt acceptere lidt uro på andre fronter.
Der skjuler sig en kulturkamp bag udlændingepolitikken
Med positionen hos middelklassen cementeret, er man gået ret efter struben på den nationalkonservative garde ved at lancere en udlændingepolitik, der er strammere, end hvad vi nogensinde før har set –– og som især betjener sig af symbolpolitik. Fx udvisningen af syriske flygtninge til Damaskus trods advarsler fra mange sider om, at de har stor risiko for at blive udsat for vold og tortur, fastholdelsen af danske børn og mødre i kurdisk-kontrollerede flygtningelejre under frygtelige forhold, og senest en aftale med halvdiktaturet Rwanda om måske at bygge udsendelseslejre og flygtningebehandling dernede.
Den massive optrapning af retorikken og symbolikken har haft stor succes. Mere end 40 pct. af de stemmer, S i meningsmålinger står til at have vundet siden sidste valg, kommer faktisk fra DF, V, K og NB.
Endnu mere interessant er, at diskussionen om udlændingepolitik i virkeligheden måske blot er en slagmark, der handler om noget helt andet, nemlig, hvem der besidder den politiske og normative definitionsret, dvs. hvem der afgør, hvad der er den “rette måde” at se tingene på.
Denne kamp udkæmpes lige nu mellem tre fronter: de nationalkonservative, de liberale og socialdemokraterne.
Det er en kamp, der er lettere for nationalkonservative og socialdemokrater, fordi de i modsætning til liberale mener, at definitionsret kan udøves som politisk magtmiddel, hvor liberale tenderer til at tænke, at individer bør stå frit til at definere egne ideer og træffe egne valg men også bør respektere andres ret til samme. Nationalkonservative og socialdemokrater har ikke den slags skrupler. Her definerer man fx indvandring som en trussel, der skal stoppes, og derfor kan man acceptere, at målet helliger midlet. Og man accepterer at praktisere kollektivisme fx i form af kollektiv skyld “for nationens skyld” – herunder fx ghettopakken og ideen om at sende hele familier hjem, hvis et enkelt familiemedlem begår lovbrud.
I realiteten er truslen mod borgernes frihed som følge af statslig centralisering af magt – der præsenteres som beskyttelse af borgerne mod ydre fjendebilleder – langt alvorligere end truslen fra islam eller fra corona
_______
Fra danskhed til “samfundssind” – og valget mellem de tre samfundsmodeller
Men også på dette område har Mette Frederiksen vist sig smartere end de nationalkonservative partier, hun stjæler stemmer fra. Hun har redefineret slagmarken fra at handle om “danskhed” til at handle om “samfundssind”, et amorft begreb som løbende kan bruges til at definere, hvad den forventede og ønskede adfærd er for “gode samfundsborgere”. Kommer inspirationen mon fra det kinesiske diktaturs idé om “social points”?
Der skjuler sig i virkeligheden en subtil – men farlig – trussel bag anvendelsen af denne type “definitionsret” –– der er jo ret beset tale om, at man opbygger et “falsk trusselsbillede”, som man derefter kynisk anvender til at få folk til at makke ret og købe ind i det socialdemokratiske projekt.
Selvom der helt bestemt er problemer omkring indvandring, er der jo reelt intet, der tilsiger, at man står overfor en gennemgribende islamisering af Danmark, og selv om corona bestemt udgør en trussel, er det jo ikke i sig selv et argument for at smadre erhvervslivet og stramme grebet om den politiske magt over borgernes frihed. I realiteten er truslen mod borgernes frihed som følge af statslig centralisering af magt – der præsenteres som beskyttelse af borgerne mod ydre fjendebilleder – langt alvorligere end truslen fra islam eller fra corona. For i virkeligheden er begrebet “samfundssind” en metafor for statskontrol hos regeringen og “danskhed” en metafor for ideen om, at alle skal være ens og have samme værdier. Man har flyttet definitionen af, hvad man kan forlange af borgerne fra “lovlydighed” til kravet om, at man skal besidde en bestemt, politisk defineret, moral.
Diskussionen om udlændinge er dermed blevet en kulturkamp, der handler om noget helt andet end islams indflydelse i Danmark, nemlig om hvorvidt Danmark skal være:
– Et konservativt og homogent samfund – defineret af en ekskluderende borgerlighed, der ikke finder sig i andre synspunkter end sine egne
– Et statsstyret samfund defineret af en socialdemokratisk populistisk, politisk elite, der heller ikke finder sig i andre synspunkter end deres egne – eller:
– Om Danmark fortsat skal være et samfund med plads til frihed, forskellighed og tolerance overfor forskellige måder at indrette sin tilværelse på
I min optik er det den sidste model, der bedst repræsenterer indbegrebet af dansk og europæisk kultur. Nemlig samfund, hvor den sociale kontrakt mellem borger og samfund beskytter borgernes individuelle frihedsrettigheder, opretholder ro og orden, sikrer tryghed og accepterer retten til forskellighed – under ansvar for ikke at skade andre. ■
I virkeligheden er begrebet “samfundssind” en metafor for statskontrol hos regeringen og “danskhed” en metafor for ideen om, at alle skal være ens og have samme værdier
_______
Søren Kenner (f. 1962) er iværksætter og samfundsdebattør. Stifter/medstifter af blandt andet Concordium (blockchain), Sparrow Quantum (quantum computing), Zecco (online trading platform) og Hello Group (reklamebureau). Medstifter af Liberal Alliance og tidligere formand for partiets visionsgruppe. Tidligere marketingdirektør i Saxo Bank og tidligere CEO i McCann Ericsson MRM EMEA. Medforfatter til bogen OFFLINE med Imran Rashid. ILLUSTRATION: PORTO, 8. maj: Statsminister Mette Frederiksen til EU-topmøde [foto: Anadolu Agency/ABACAPRESS.COM/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
