Chris Bjerknæs (DF) om de syriske flygtninge: De skal ikke integreres, de skal hjem

Chris Bjerknæs (DF) om de syriske flygtninge: De skal ikke integreres, de skal hjem

15.04.2021

.

Vi kan ikke lovgive på baggrund af de få. Vi er nødt til at forholde os til, at vi lever i et retssamfund, hvor lovgivningen altså er skruet således sammen, at når der bliver fred i hjemlandet, så skal man som flygtning retur. Selvom Aya og alle de andre syrere, som medierne og venstrefløjen hiver frem, både er søde, dygtige, sympatiske og arbejdsomme, så udgør de et lille mindretal.



Kommentar af Chris Bjerknæs

”DE SKAL IKKE INTEGRERES, de skal hjem. De skal ikke integreres, de skal hjem!”

Og sangen fortsætter: ”De har været her alt for længe, kostet alt for mange penge. De skal ikke integreres, de skal hjem!” Den slagsang har jeg sunget et hav af gange i min tid i Dansk Folkepartis Ungdom. Melodien er som de fleste andre sange i ungdomspolitik bygget på melodien til ”Du må få min sofacykel, når jeg dør”.

De seneste par uger har jeg haft sangen kørende igen og igen i mit hoved, efter Flygtningenævnet har meddelt, at de syriske flygtninge godt kan vende snuden hjemad mod Damaskus. For hvis man er flygtning, så er man her i landet midlertidigt, indtil hjemlandet igen er sikkert og er klart til at tage imod sin befolkning igen – og det er dele af Syrien nu.

”Djævlen ligger i detaljen,” siger man, og Flygtningenævnet har netop ikke erklæret hele Syrien sikkert, men kun hovedstaden Damaskus. Og så kommer diskussionen selvfølgelig: Hvordan er det egentlig gået med de flygtninge, vi har modtaget fra Syrien? De flygtninge, der endte med at koste mit parti et hav af stemmer til Nye Borgerlige: NB er født ud af denne krise, som de bruger til at hævde, at vi svigtede, efter flygtninge vandrede op ad motorvejene, hoppede ud af togene og vandrede over skinnerne. Vi huske alle de live billeder fra syd – altså Sønderjylland og Sydsjælland – hvor også en lille pige blev fotograferet siddende på en motorvej med en politibetjent midt i en ”klappekage”-leg. Et billede, der endte med at blive verdenskendt.

 

Syrere er simpelthen den næst-dårligste gruppe til at integrere sig, lære dansk og komme ud på arbejdsmarkedet, så de kan betale tilbage til det land, der har taget imod dem
_______

 

De billeder af flygtninge, som gik over de danske grænser, er billeder, som mange politikere aldrig glemmer. De fleste kan fortælle om, hvor de var, da de så TV2 News’ live optagelser nede fra grænsen. Der var Venligboer, som kørte ned og hentede folk for at køre dem til Sverige, mens typer som Pernille Vermund, dengang hun var i De Konservative, kørte til Helsingørs nedlagte sygehus med tøj til de flygtninge, der overnattede der, inden de kunne komme til Sverige – en historie mange glemmer i dag, når Nye Borgerlige slår på os i DF for vores håndtering af situationen dengang, men det er en helt anden historie.

DE SYRISKE FLYGTNINGE har siden da vist sig at være svære at integrere, ja stort set umulige. Berlingske kunne den 12. april 2021 berette, at kun 4 ud af 10 syrere er kommet i arbejde siden år 2015 – på trods af integrationsministeren Manu Sareens (RV) udtalelse i 2014: ”Vi er godt klar over, at mange syrere er veluddannede.” Og det var han ikke ene om at mene; historien og debatten gik dengang på, at vi fik en gruppe ressourcestærke mennesker ind i landet med kvalifikationer som ingeniører, læger og generelt folk med lange videregående uddannelser. Noget, man her lidt over fem år senere ellers skulle tro, der var brug for i en sundhedskrise – men det har vist sig ved fintælling, at det ikke holdt vand. Syrere er simpelthen den næst-dårligste gruppe til at integrere sig, lære dansk og komme ud på arbejdsmarkedet, så de kan betale tilbage til det land, der har taget imod dem.

Pigen fra Fyn, som Preben Uglebjerg sang om, er i dag blevet personificeringen af de veluddannede syrere. Hun er den flittige studerende Aya Abu-Daher, som er i gang med en HF i Nyborg, og som har fået inddraget sin opholdstilladelse her kort tid før, hun skal op til sin studentereksamen. Det har hun, fordi hun kan rejse sikkert hjem igen, og mange stiller sig selv spørgsmålet: Hvorfor straffer vi en pige, der tager en uddannelse og vil bidrage til det danske samfund?

 

Vi kan ikke lovgive på baggrund af mindretallet – tænk på, hvilke konsekvenser det vil få for majoriteten, hvis vi laver reglerne om, så de passer Aya bedre?
_______

 

Det skal og gør man, fordi hun og mange andre kun har deres flygtningestatus midlertidigt – mens de reelt er i fare. Danmark har modtaget over 30.000 syrere, og det kommer oveni alle de andre flygtninge, vi i forvejen har, som ikke kan integrere sig, og som vi betaler omkring 33 milliarder kroner for hver evig eneste år… 33 milliarder kroner, som vi kunne bruge på bedre velfærd eller skattelettelser.

Vi kan ikke lovgive på baggrund af de få. Vi er nødt til at forholde os til, at vi lever i et retssamfund, og at lovgivningen altså er skruet således sammen, at når der bliver fred i hjemlandet, så skal man som flygtning retur. Så selvom Aya og alle de andre syrere, som medierne og venstrefløjen hiver frem, både er søde, dygtige, sympatiske og arbejdsomme, så udgør de et lille mindretal, og det glemmer vi i diskussionen. Vi kan ikke lovgive på baggrund af mindretallet – tænk på, hvilke konsekvenser det vil få for majoriteten, hvis vi laver reglerne om, så de passer Aya bedre? Så vil vi ende i en situation, hvor vi bliver nødsaget til at beholde mange flere af de flygtninge, som står til at skulle hjem.

Måske skal de flygtninge, som kommer til Danmark, slet ikke skal integreres, hvis vi bruger for mange kræfter på, at de skal være en del af det danske samfund? Vi bør i stedet tale om, hvordan man kan styrke dem som individer gennem uddannelse og kompetencer, så de kan rejse retur til Syrien og hjælpe med at bygge deres hjemland op. Det giver mening. Og det skal vi gøre, uden at deres tilknytning til Danmark bliver så stærk, at de ikke ønsker at rejse hjem. Netop det sikrer vi ved at sørge for, at flygtninge er bevidste om, at det er det, der er formålet med deres uddannelse og udvikling.

Jeg tror i hvert fald på, at der stadig er noget sandhed i den gamle slagsang, som vi sang i mine unge dage i DFU: ”De skal ikke integreres, de skal hjem!” – foreløbigt til Damaskus. ■

 

Vi bør i stedet tale om, hvordan man kan styrke dem som individer gennem uddannelse og kompetencer, så de kan rejse retur til Syrien og hjælpe med at bygge deres hjemland op
_______

 



Chris Bjerknæs (f. 1989) er ansat som digital konsulent hos Dansk Folkeparti, han er tidligere formand for Dansk Folkepartis Ungdom og har også været folketingskandidat. ILLUSTRATION: Officielt pressebillede