Camilla Søe: Fremtidens Venstre skal være mere liberalt, grønt og ”woke”

24.03.2021

Venstre har været igennem et tumultarisk år, hvor de gang på gang har manglet et ben at stå på. For Jakob Ellemanns vedkommende har det ikke kun været et historisk stærkt regeringsparti, som har udgjordt en trussel, det har også været dem i egne rækker. Hvis Venstre igen skal finde fordums styrke – og appellere til yngre vælgere – bør den liberale principfasthed igen være det politiske pejlemærke.

Kommentar af Camilla Søe, medlem af Venstre

Da Venstre i efteråret 2019 valgte Jakob Ellemann-Jensen som ny formand, var det med konfettikanoner, klappen i takt og en formanende tale, der erklærede fløjkrigenes tid endegyldigt forbi. Optimismen var i dén grad at spore blandt de mange landsmødedeltagere, der samtidig erklærede, at det årelange opgør mellem Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen havde slidt uforholdsmæssigt meget på det gamle parti, der året efter kunne fejre sin 150-års fødselsdag.

Men udefra betragtet har det seneste år været alt andet end elegant for Venstre. Corona-epidemiens indtog i Danmark sikrede Socialdemokratiet en opposition, som nødtvungent måtte samarbejde, bakke op og gemme kritikken væk til bedre tider.

Netop kritik af magten og konstant holden i ørene er oppositionens fornemmeste opgave, men coronakrisen fik i første omgang degraderet en samlet opposition til at være statister i regeringens epidemihåndtering. Først langt inde i sommerhalvåret vovede enkelte blå politikere pelsen og satte spørgsmålstegn ved hensigtsmæssigheden i at have givet en regering så vide magtbeføjelser, som epidemiloven tillader. Parti efter parti ønskede at signalere ansvarlighed og samarbejdsvilje, for hvem ville turde lade være?

 

Tilbage står et lidt forslået parti, som ser, hvordan danskerne er villige til at sælge både frihed og arvesølv for den tryghed, som regeringen i manges øjne er garant for
_______

 

Store egoer, store problemer
For Jakob Ellemanns vedkommende var det ikke kun fjenderne udefra, som udgjorde en trussel. Det siges, at de egentlige fjender på Christiansborg er dem, man finder i egne rækker. Det er dem, der har mulighed for at lække ting til pressen. Det er dem, der kan udstille dig på gruppemøder, og det er dem, der gang på gang kan pege journalister og kommentatorer i retning af interne stridigheder fremfor politiske udspil.

Uffe Ellemann sagde til landsmødet i Herning 2019, at ”gam­le for­mænd og far­mænd skal ses og ikke hø­res”. Meget tyder på, at far Løkke ikke fik den memo, og han har ikke været sen til at falde Jakob Ellemann i ryggen, når muligheden og spaltepladsen bød sig til.

Det samme gælder i særdeleshed Inger Støjberg, selvom hun aldrig nåede formandsposten og – efter eget udsagn – heller ikke ønskede den. Til gengæld nåede hun i sin forholdsvis korte tid som Venstres næstformand at udnævne sig selv som repræsentant for Venstres jyske bagland og så en splid, der mest af alt handlede om eget ego. Dog skal både vælgerflugt og partihopperi altid tages seriøst – uagtet, hvad motiverne bag beslutningerne måtte være.

Tilbage står et lidt forslået parti, som ser, hvordan danskerne er villige til at sælge både frihed og arvesølv for den tryghed, som regeringen i manges øjne er garant for. Trods minkskandale, beskyldninger om magtfuldkommenhed og hemmeligholdelse af centrale oplysninger om både coronaberegninger og nu også danske børn i Syrien, synes regeringens succes uovertruffen.

Sjældent har en regering haft så stor opbakning i meningsmålingerne over en så lang periode. Det bidrager formentlig også kun til den gode stemning, at den tidligere bidske og radikale formand, Morten Østergaard, nu er byttet ud med den mere pragmatiske og dialogsøgende Sofie Carsten Nielsen, og at Pia Olsen Dyhr agerer så loyalt, at man skulle tro, hun var socialdemokrat undercover. Jeg mindes ikke en etpartiregering med bedre arbejdsvilkår – og et ledende oppositionsparti med dårligere. Derfor skal Venstre også overveje, hvor de skal bevæge sig hen politisk de kommende år.

Her skal Venstre hen
Venstres absolut vigtigste opgave er at stå vagt om de frihedsrettigheder, som i den grad har været under pres i forbindelse med coronakrisen. Forsamlingslofter, registreringer og sporing, forslag om tvangstest og hjemsendelse er blot blandt de indgreb, som er blevet en del af danskernes hverdag i forbindelse med coronaepidemien.

Regeringens magtbeføjelser skal tilbagerulles en efter en, og det må være en absolut kerneopgave for Venstre som et liberalt parti. Den nuværende situation må aldrig blive dagligdag i et land, der bryster sig af at være blandt de mest frie på verdensplan. Mens regeringen gradvist har skruet ned for ambitionerne og introduceret ’hockeystaven’ i kampen mod klimaudfordringerne, bør Venstre gå endnu mere offensivt til værks. Venstrefløjen har længe haft monopol på klimaansvarlighed, men klimakamp og højrefløjen er ikke hinandens modsætninger.

Den liberale tankegang er nemlig rodfæstet i, at min frihed går til andres næsetip – eller sagt på en anden måde; man kan ikke udlede drivhusgasser, som det passer en, fordi det efterlader kloden i værre stand til de kommende generationer, og dermed indskrænkes deres frihed. En CO2-afgift er derfor både en ansvarlig og liberal tankegang, der rykker Danmark tættere på målsætningerne for 2030 og samtidig holder de rette ansvarlige for deres klimapåvirkning. Venstre bør derfor presse på for, at regeringen leverer løsninger til, hvordan en sådan afgift konkret kan skrues sammen.

 

Jeg mindes ikke en etpartiregering med bedre arbejdsvilkår – og et ledende oppositionsparti med dårligere
_______

 

Handicapområdet, KV21 og det frie valg
Et andet område, der kalder på ansvarlighed og Venstres opmærksomhed, er handicapområdet. Inden længe bliver gaderne igen plastret til med valgplakater, fordi vi skal til valg i kommuner og regioner i november. Venstre har en enestående chance for at markere sig på helt centrale områder, hvor kommunerne stadig halter bagefter. Det gælder blandt andet på handicapområdet, som tegner til at blive et af de helt centrale dagsordener til kommunalvalget.

Det er tydeligt, at kommunerne ikke i tilstrækkelig grad kan løfte opgaven, og det kalder på, at man sætter området fri, således at den enkelte frit kan vælge, hvor de vil have service fra – også selvom det falder på private hænder. Det er på høje tid med et opgør med kommunerne som den hellige ko, ingen tør røre ved.

Med en professionel mobilisering af aktører og cases vil ethvert parti uden handicapudspil stå svagere end modstanderne. Bevægelsen #enmillionstemmer, der kæmper for retssikkerhed for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed, er blot ét eksempel på en kampagneføring og en mobilisering, som vil placere handicapområdet højt på den politiske dagsorden. Venstre bør have veldefinerede udspil klar, som blandt andet fremhæver fordelene ved det frie valg, sådan som vi også har set det foreslået i ældreplejen efter Else-sagen, der i allerhøjeste grad satte fingeren på kommunernes ømme punkt.

Vi kommer heller ikke udenom udlændingedebatten. Mens Nye Borgerlige og DF kæmper om at sænke barren mest muligt for almen anstændighed, bør Venstre vise vejen som det ansvarlige men endog liberale parti, det bryster sig af at være. Et eksempel vil være at gå i kontra på regeringens seneste udlændingeudspil. Et af udspillets værktøjer er fysisk at flytte beboer ud af belastede områder med tvang.

At Venstre ikke har sagt klarere fra og markeret sig tydeligere på den dagsorden som et liberalt parti er mig ganske enkelt uforståeligt. Den private ejendom er ukrænkelig, og her har Venstre mulighed for at vise, at de ikke vil stramme for stramningens skyld alene, når det bliver på bekostning af en så central værdi som det. For et liberalt parti bør grundlæggende frihedsrettigheder være centralt, og Venstre kan nå det endnu.

 

Et af udspillets værktøjer er fysisk at flytte beboer ud af belastede områder med tvang. At Venstre ikke har sagt klarere fra og markeret sig tydeligere på den dagsorden som et liberalt parti er mig ganske enkelt uforståeligt
_______

 

Woke Venstre
En sidste og omsiggribende dagsorden i dansk politik er ligestilling. Vi så metoo-debatten skylle ind over landet i efteråret 2020, og her et halvt år senere kan man ikke åbne en avis, uden at debatten stadig raser.

I Venstre er over 30 pct. af vælgerne 70 år eller derover, mens lidt over 9 pct. er mellem 18-29 år. Samtidig er der aldrig set så mange vælgervandringer som nu, eller sagt på en anden måde: Den loyale Venstre-vælger er ikke så udbredt i dag, som de har været. Jagten på de unge svingvælgere vil derfor være afgørende for Venstres succes, og her vil det være en fordel at være ”woke”.

De unge vælgere går nemlig op i klima, privilegier og ligestilling. De stemmer sjældent på de etablerede magtpartier, og det er der måske en grund til. Hvor Venstre har kæret sig meget om det såkaldte jyske bagland, har de – indtil for ganske nyligt – forsømt de vælgere, der er woke. Meget tyder dog på, at Ellemann er særdeles vågen på netop den dagsorden og gudskelov for det. Woke-ness har nemlig for længst flyttet sig fra universiteterne og de store byer og ud i stuerne.

Hvis Venstre igen skal ose af optimisme og konfetti, kræver det derfor liberale løsninger på centrale dagsordener; frihed, klima, handicapområdet, udlændinge, ligestilling og så naturligvis den økonomiske ansvarlighed i genrejsning og genåbning af samfund. ◼

 

De unge vælgere går nemlig op i klima, privilegier og ligestilling. De stemmer sjældent på de etablerede magtpartier, og det er der måske en grund til. Hvor Venstre har kæret sig meget om det såkaldte jyske bagland, har de – indtil for ganske nyligt – forsømt de vælgere, der er woke
_______

 

Camilla Søe (f. 1990) er konsulent og talentchef hos Geelmuyden Kiese. Hun er medlem af Venstre og tidligere kandidat til Region Hovedstaden. ILLUSTRATION: Jakob Ellemann-Jensen på talerstolen til Venstres Landsmøde 2018 [Foto: Henrik Bjerregrav/flickr]