05.11.2010

Indien skal formulere en strategisk vision for Det Indiske Ocean, hvis landet vil fastholde sin rolle som asiatisk og global stormagt. Det handler om kontrollen med forsyningslinjer og handelsruter, men også om ren og skær tilstedeværelse. Indien bør forberede sig på at balancere Kinas maritime aspiration i regionen.

Af Anders Bjørn Hansen

Hvis man har besøgt Delhi regelmæssigt gennem det sidste årti, vil man i år lægge mærke til noget ganske nyt. Byens internationale lufthavn er blevet bygget om og fremstår stor og luftig. Den harske lugt af ”phenyl”, et hyppigt brugt rengøringsmiddel, er væk. Immigrationsforretningen og bagagehåndteringen upåklagelig.
     Storbyens heftige trafik synes også at glide lettere. Der er færre hellige køer på vejene. Delhi har haft et helt særligt internationalt fokus i oktober 2010, da byen har været vært for Commonwealth Games (CWG), en slags olympiske lege for medlemmerne af det britiske statssamfund. Derfor den nye lufthavn, og derfor de mange trafikale forbedringer.
     Med den største guldmedaljehøst for Indien nogensinde ved CWG, en samlet nr. to, har den sportslige side af legene været en succes. Udover de mange medaljer – gerne i skydning og brydning samt boksning og vægtløftning – var der også vigtige sejrer for herreholdet over både Pakistan og England i hockey (samlet sølv efter kæmpenederlag i finalen til Australien). Måske er tiden nu inde til at Indien slår mere igennem som sportsnation – selvom der alt andet lige synes uendelig langt op til Asiens superstar, Kina.

Indien mangler selvstændige, strategiske visioner
Og netop forholdet til Kina fylder utrolig meget. Uanset hvilken sikkerhedspolitisk iagttager man taler med, er det i høj grad kolossen nordpå, der er i fokus.
     For professor Bharat Karnad ved Centre for Policy Research, som holder til i en stor smukt beliggende villa i New Delhis ambassadekvarter, er problemet mangel på en strategisk vision. Det kan nok være, at Indien har evnerne og muligheder for at blive en stormagt i kraft af sin størrelse og vækst, men ambitioner herom er langtfra nok. Så længe Indien ikke har defineret en strategisk vision, vil landet i stedet risikere at adoptere andre landes visioner. Indien er i særlig grad endt med at efterleve USA vision af, hvilken rolle landet skal have – det vil sige fremstå som modvægt til Kina. Karnad erkender, at Indien også har den rolle, men dette må ikke overskygge at Indien også har andre interesser i Asien og andre steder. Indien skal ud og markere sig og ikke være et halehæng til USA.
     Derfor er det beklageligt, at den nuværende regering har forspildt de seneste 6 år og undladt at skabe en strategisk vision for Indien, men i stedet brugt tiden på mere ubetydelige ting som at få et permanent sæde i FN’s Sikkerhedsråd.

Strategisk interesseområde: Det Indiske Ocean
Professor Karnads bud på en strategisk vision er ganske håndfast. Indien bør definere sin egen Monroe-doktrin med Det Indiske Ocean område som et naturligt interesseområde og ansvarsområde. Altså lidt i stil med præsident James Monroes erklæring fra 1823 om at USA ikke ville acceptere fremtidig europæisk kolonisering og indblanding i Nord- og Sydamerika. ”Som det er nu, kan det meget vel være, at det hedder Det Indiske Ocean, men det er ikke ’Indiens Ocean’”. Dette område bør dække fra Sydafrika i vest til centralasien i nord, og derfra gående mod øst til Indokina og ned videre mod syd til Australien.
     Visionen er på sæt og vis en globaliseringsvision, da det i høj grad handler om at sikre forsyningslinjer og handelsruter, hvor over 80 procent kommer ad søvejen. Men det handler også om ren og skær tilstedeværelse. Det er med andre ord en vision for søværnet.
     Hæren og til dels flyvevåbnet har langt højere grad sine ressourcer bundet op i forhold til konflikter med nabolandene, Pakistan og Kina. Fire gange siden uafhængigheden i 1947 har Indien været i direkte krig med disse to lande. Mod Pakistan i hhv. 1947/48, 1965 og 1971. Mod Kina i 1962. Landegrænserne og territorium er fortsat omstridt. Fra striden med Pakistan om Kashmirprovinsen i Nordvest til provinsen Arunachal Pradash i det mest nordøstlige hjørne, som Kina gør krav på. Hertil kommer de mere interne udfordringer, hvor Indien gennem de seneste 20 år har oplevet en voksende terrorisme – herunder det storstillede angreb mod hoteller og restauranter i Mumbai den 26. november 2008. Disse eksterne og interne udfordringer og trusler lægger selvsagt et betydeligt beslag på landets militære ressourcer og sikkerhedsinfrastruktur.
     For den indiske flåde gælder imidlertid, at den gennem de seneste to årtier har fået markant større strategisk betydning, og i kraft af den voksende indiske økonomi – større bevillingerne. Hvor den tidligere blev set som en særlig luksus – og ikke en nødvendighed, er flåden i dag helt afgørende for at understøtte Indiens politiske og økonomiske ambitioner. At der er tiltagende fokus på flådens strategiske betydning er tænketanken, National Maritime Foundation, som blev etableret i 2005, et godt eksempel på. Selvom tænketanken også har forskere med civil baggrund, er det søofficererne, der dominerer.
     Et fokusområde er den tiltagende tilstedeværelse og operative kapacitet af den kinesiske flåde i Det Indiske Ocean, hvor Kinas fremmarch har været markant – ikke mindst gennem et tættere samarbejde med en række af Indiens nabolande i området. Selvom vurderingen er, at Indien i dag fortsat har bedre operative muligheder, blandt andet som følge af at geografien er på deres side, er det klart, at Kina ruster sig til at kunne operere længe og længe væk fra egne kyster. For begge lande gælder at størsteparten af deres energiforsyning samt deres vareeksport i det hele taget passerer gennem oceanet. Derfor er kontrol med forsyningslinjerne så vigtige – det er forudsætningen for at fastholde den økonomiske vækst.
     Hvis den indiske regering skulle vælge at følge professor Bharat Karnad og gøre Det Indiske Ocean til genstand for en slags Monroe-doktrin ville det nok afstedkomme mere et hævet øjenbryn i Beijing. Blandt de forskende søofficerer i National Maritime Foundation, erkender man fuldt ud, at Kina ikke ville acceptere et sådan udspil. Og det forhold at Kina i 2009, for første gang i næsten 600 år, sendte en flådestyrke helt til Adenbugten og Den Persiske Golf, også selvom det handlede om pirateribekæmpelse, ses som eksempel på, at rivaliseringen til søs tager til.

Anders Bjørn Hansen (1970) er uddannet historiker fra Københavns Universitet. Har særligt beskæftiget sig med og skrevet om moderne indisk historie, forholdet mellem Pakistan og Indien samt folkemordsforskning. Siden 2000 ansat som embedsmand. Synspunkterne i artiklen er hans egne.