Ravinder Kaur i RÆSONs trykte forårsnummer: Modi ville bruge krisen som et ‘springbræt’ til gavn for sine to ønsker: Hindunationalisme og markedsøkonomi. Så kom protesterne – de mest omfattende siden uafhængigheden i 1947
29.03.2021
Denne artikel indgår i RÆSONs trykte forårsnummer, som blev udgivet d. 11. marts.
Af Ravinder Kaur
I september 2020, mens coronapandemien rasede i hele Indien, begyndte en massiv protestbevægelse blandt landmænd at tage form i den nordlige del af landet. Protesten, der begyndte i Indiens ’brødkurv’, Punjab-regionen, var rettet mod hastebehandlingen af nye landbrugslove, der har til formål at liberalisere markedet. Ikke mange havde forventet, at der ville opstå protester i skyggen af en sundhedskrise, men protesterne udvikler sig stadig – nu på sjette måned– og ligner den måske største massemobilisering i Indien siden uafhængigheden.
Mens det stadig er usikkert, hvad det endelige resultat af protesterne bliver, er den politiske betydning tydelig: Det er den hidtil største udfordring for premierminister Narendra Modi. Fra den oprindelige kritik af landsbrugslovene er protesterne blevet en kamp for retten til frit at ytre sig og demonstrere.
Protesterne blev synlige i de nationale medier i slutningen af november, da bøndernes fagforeninger indkaldte til march mod hovedstaden under sloganet Chalo Delhi (Vi går til Delhi). Billederne blev historiske: tilsyneladende endeløse karavaner af folk – i traktorer, ladvogne, biler og tilfods – der blev mødt af barrikader, vandkanoner og tåregas. Mens regeringen nægtede at lade landmændene komme ind i byen, begyndte midlertidige ’teltbyer’ snart at dukke op langs Delhis ydergrænser. Singhu, Tikri, Shahjahanpur Kheda og Ghazipur, der tidligere blot var landsbyer, er blevet folkelige udtryk for demokratisk modstand og solidaritet.
Kampen om ‘brødkurven’
I centrum for den kamp, der stadig udfolder sig, står de tre nye landbrugslove – om prissætning, salg og opbevaring – der sammen bidrager til at fjerne foranstaltninger, som delvist har beskyttet landbrugssektoren mod det frie markeds luner. Regeringen og landmændenes fagforeninger strides om, hvad lovene vil betyde. For mens regeringen hævder, at frimarkedsformen vil effektivisere landbruget og fordoble landmændenes indkomst, frygter de små bønder, der udgør mere end 85 pct. af sektoren, at de vil tabe til private investorer. De nye love afskaffer nemlig beskyttelsen, som bønderne nyder gennem en garanteret mindstepris og regulerede engrosmarkeder (det såkaldte mandi-system). Det lader landmændene stå udsatte tilbage i et marked uden grænser, hvor de vil have ringe forhandlingsstyrke over for de helt store virksomheder.
Landmændenes bekymring bunder i dårlige erfaringer fra tidligere tiltag, man har lavet for at deregulere landbruget, som gjorde slemt værre. Et ofte brugt eksempel er fra Bihar-regionen i det østlige Indien, hvor afskaffelsen af reguleringer i landsbrugssektoren i 2005 fik priserne til at styrtdykke, hvilket tvang mindre bønder til at sælge deres produkter for ingenting. Konfronteret med gæld og tab af deres ejendomme måtte mange landmænd søge arbejde i andre stater rundt i landet, hvor et reguleret landsbrugsmarked stadig var intakt. Det frie markeds løfte om at skabe velstand viste sig ikke bare at være tomt– det skubbede de små bønder længere ud i nød.
Liberaliseringen af markedet er derfor et kontroversielt skridt, som landmændene længe har været på vagt over for. Landbrugets historie i Indien har været tæt knyttet til et politisk ønske om at blive selvforsynende i fødevareproduktion. Det var grunden til, at den postkoloniale regering i sin tid ville øge produktionen gennem moderne metoder– bl.a. brugen af maskiner, pesticider og særlige typer af frø. Regeringen gav også økonomiske incitamenter, som bl.a. ’minimumsstøtteprisen’, der skulle tilskynde landmænd til at tage de nye metoder i brug. Det bliver over en bred kam betegnet som Den Grønne Revolution, en moderniserende udviklingspolitik, der netop var det, der gjorde Punjab-regionen til Indiens ’brødkurv’.
Det frie markeds løfte om at skabe velstand viste sig ikke bare at være tomt– det skubbede de små bønder længere ud i nød
_______
Denne merproduktion i landbruget er samtidig forbundet med det offentlige produktionssystem (the Public Distribution System, PDS), der gennem et omfattende statsstyret distributionssystem gør det muligt for den fattigste del af Indiens befolkning at købe subsidieret korn til madlavningen. Arven fra Den Grønne Revolutions politik har dog også efterladt et negativt aftryk i Punjab-regionen.
Fx har miljøet lidt skade som resultat af bl.a. overdrevet brug af pesticider. Det ironiske er her, at de selvsamme videnskabeligt baserede metoder, som bønderne blev opfordret til at tage til sig i 1960’erne og frem, nu bliver brugt imod dem i den igangværende kamp om narrativerne.
De fleste landmænd vil være enige i, at landbrugssektoren har brug for nye input, men de nye love tilbyder ikke de løsninger, som et bæredygtigt landbrug behøver. Regeringen har valgt markedsmekanismerne – dvs. at de private virksomheder skal gøre arbejdet – mens den selv trækker sig ud af landbrugssektoren.
Krisen som springbræt
COVID-19-pandemien i Indien har været en ekstraordinær tid med vedtagelse af omstridte love. Det er der særligt to årsager til: Den ene er, at den indiske regering har valgt at fremskynde sit politiske ønske om at liberalisere markedet, der skal få økonomien til at blomstre og styrke landet i konkurrencen med Kina. Den anden er, at regeringen ikke regnede med at møde nogen modstand, når nu de fleste mennesker ville være fokuserede på sundhedskrisen.
Tre måneder inde i det, som Hindustan Times i juni kaldte en af ’verdens hårdeste ned-
lukninger’, annoncerede Modi en række reformer, der skulle genrejse nationen. Den indiske økonomi fik i løbet af pandemien et alvorligt chok, der accelererede en igangværende økonomisk opbremsning. På et virtuelt pressemøde udtrykte Modi sin beslutning om at gøre COVID-19-krisen til en springbræt, og ræsonnementet blev uddybet på India TV sidste år: “Indien vil ikke sidde tilbage og jamre i krisetider. Ligegyldigt hvor stor krisen er, gør vi den til en mulighed”. Regeringen fik ikke alene hastebehandlet landbrugslovene, den efterkom også industriens krav om arbejdsmarkedsreformer, der vil svække arbejdernes rettigheder både i formelle og uformelle sektorer. Ændringerne indebærer, at det bliver lettere at hyre og fyre, længere arbejdstid samt indskrænkning af det sociale sikkerhedsnet og af retten til at strejke.
Men der lå endnu mere i Modis ide om krisen som et springbræt. Hurtigt blev den til en hypernationalistisk krig mod en tveægget sikkerhedskrise: den eksterne trussel fra ’Kina-virussen’ og den interne trussel fra ’superspredere’, som man hovedsageligt identificerede som medlemmer af det muslimske mindretal. Dette dannede rammen for en yderligere konsolidering af den hinduistiske majoritetspolitik, der allerede var tydelig: Tidligt i pandemien blev virussens oprindelse og smitteoverførsel nemlig centrale emner i medierne. Under nedlukningen blev bekymringerne for folkesundhed og -sikkerhed derfor gjort til en mulighed for at mobilisere hinduflertallet. Denne mobilisering oppiskede antikinesiske og antimuslimske følelser og afslørede samtidig regeringens hindu-nationalistiske planer for fremtiden.
Nedlukningen både åbenbarede og fremskyndede de to grundsten i regeringens projekt: forfølgelsen af kulturel hindunationalisme og liberale økonomiske reformer for at tiltrække udenlandsk kapital.
Nedlukningen både åbenbarede og fremskyndede de to grundsten i regeringens projekt: forfølgelsen af kulturel hindunationalisme og liberale økonomiske reformer
_______
Ved første øjekast kan kulturel nationalisme og fri markedsøkonomi virke modstridende, ikke desto mindre bygger Modis hinduistiske majoritarianisme på denne politisk-økonomiske kombination. Hans projekt modsiger den udbredte forestilling, at liberal politik deler seng med et liberalt marked, eller at kapitalen opmuntrer demokratiet til at udforme en verden med uindskrænket frihed. I stedet synes kapitalen her at være en løftestang til at etablere et hårdhændet flertalsstyre, der er i stand til at begrænse friheder: Markedets luner er et kort, der kan smides i forhandlingen for at komme en potentiel fordømmelse fra de rige og magtfulde i forkøbet. Investorer forventes at se gennem fingre med undertrykkelse – til gengæld for den forjættende udsigt til et nyt marked. Under den første nedlukning var det denne tilsyneladende modstridende logik, der drev krise-som-acceleration-politikken: den kulturelle hindunationalismes storslåede kunstgreb sat i spil sideløbende med en kapitalistisk transformation.
Ikke svagere, ikke stærkere
Denne magtfulde alliance mellem stat og erhvervsliv er forklaringen på, hvorfor Modi-regeringen hverken tåler modstand eller tøver med at bruge skrappe midler mod kritikerne, bl.a. ved at slå hårdt ned på aktivister og journalister.
Senest er en 22-årig aktivist, Disha Ravi, blevet anholdt og anklaget for at tilskynde til oprør efter at have delt et ’toolkit’ i form af et Google Docs-dokument med information om protesterne. Regeringens styrke er åbenlys: Den har absolut flertal i parlamentet og fuld kontrol over statsapparatet, næsten ingen betydningsfulde politiske konkurrenter og støtte fra de store virksomheder. Præcis derfor vidner hårdheden i regeringens reaktion om, at protestbevægelsen mod landbrugslovene udgør den hidtil mest vedholdende og direkte udfordring af den magtfulde alliance mellem stat og kapital. At bevægelsen udsprang og voksede frem under en utrættelig pandemi, viser den grad af desperation, der er kommet i gaderne.
Det regerende parti, BJP, og dets støtter har forsøgt at delegitimere protesterne på forskellige måder, bl.a. ved at påstå at Sikh-demonstranterne er Khalistani-separatister, der udgiver sig for at være ’lokale’, og ved konsekvent at kalde bønderne for ’rige landmænd’. Kendsgerningerne fortæller imidlertid en anden historie, da størstedelen af landbrugssamfundet som sagt består af små bønder.
Et halvt år er gået, siden de første protester blandt landmændene begyndte. Siden da har protesterne fået støtte globalt – fra popstjernen Rihanna til klimaaktivisten Greta Thunberg såvel som amerikanske landsmænds fagforeninger. Og endnu er det ikke lykkedes regeringen at svække massebevægelsen. Tværtimod bliver protesterne ved med at vokse – og demonstranterne knytter nye bånd på tværs af kaste, klasse, region og religion.
En sandsynlig grund er en udbredt skepsis over for det frie markeds magiske kraft; frem for at udbrede velstanden har markedsreformer indtil videre øget arbejdsløshed og indkomstulighed. Alarmerende for mange er også hindunationalismen, hvor flertallet – med sin majoritære impuls og opbakning fra storkapitalen – på aggressiv vis har marginaliseret minoriteter. Protesterne er dermed ligeligt et svar på de nye landbrugslove og på den hypernationalistiske retorik, der lever af samfundsmæssige spændinger. For første gang er det regerende partis magtfuldkommenhed blevet fundamentalt udfordret. ◼
For første gang er det regerende partis magtfuldkommenhed blevet fundamentalt udfordret
_______
Ravinder Kaur (1971) er lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet. Hendes seneste publikation er Brand New Nation: Capitalist Dreams and Nationalist Designs in Twenty-First-Century India (Stanford University Press, 2020). Oversat af Frede Gregersen. ILLUSTRATION: New Delhi: Indiske bønder og landmænd deltager i et traktoroptog i protest mod de nye landbrugslove, 7. januar 2021 [Foto: Altaf Qadri/AP/Ritzau scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
