09.03.2021

.

Mens Kina undertrykker det muslimske mindretal i Xinjiang-provinsen, folket i Hong Kong og ikke mindst det tibetanske folk, er det fortsat planen at lade vinter-OL i Beijing finde sted. Det kan vi i Danmark ikke acceptere. Vi bør i stedet støtte Tibets krav om, at legene enten flyttes eller boykottes.

Kommentar af tidligere presse- og kulturrådgiver Henning Rovsing Olsen, Støttekomiteen for Tibet, og Erik Boel, landsformand for Europabevægelsen emeritus

DEN INTERNATIONALE OLYMPISKE KOMITÉ (IOC) har valgt Beijing som værtsby for det kommende vinter-OL, som skal afholdes 4. til 20. februar 2022. Men en strøm af rapporter om Kinas grove overtrædelser af menneskerettighederne har rejst voldsom kritik af beslutningen, og især Tibets krav om at flytte sportsbegivenheden til et andet land bliver mere og mere højlydt. En række tibetanske organisationer, samlet i ITN, International Tibet Network, anbefaler regeringer verden over at boykotte næste års olympiske vinterlege i Beijing.

Danmark bør bakke op om kampagnen, som har fået navnet NO BEIJING 2022. Og vi må uden omsvøb fortælle det kommunistiske styre i Kina hvorfor. Vi kan ikke lade De Olympiske Lege tegne et rosenrødt billede af et diktatur, som undertrykker befolkningerne i Tibet, Xinjiang-provinsen og Hongkong. For kineserne er sporten underlagt statens interesser. Det bliver aldrig neutralt at mødes i et land, hvor sporten er tildelt en central politisk rolle. Det kan da også konstateres, at menneskerettighederne i Kina blev forværret før, under og efter landet sidst i 2008 havde et OL-værtskab. Og et nej til OL i Beijing er et nej til, at Kina bruger sin økonomiske magt til at lukke munden på kritikere rundt om i verden.

Hvis en boykot skal gavne tibetanerne og andre undertrykte befolkningsgrupper i Kina, er det afgørende, at den ledsages af og følges op af en kampagne, der sætter et skarpt og kritisk lys på menneskerettighederne i landet. Den danske regering bør også styrke samarbejdet om Kina-politikken med lande som Australien, New Zealand, Canada, USA og UK. Disse lande kæmper langt mere engageret og helhjertet end Danmark for menneskerettighederne i Kina.

 

Beretninger, der slipper ud fra det lukkede Tibet, fortæller om tortur, vilkårlige fængslinger og en hårdhændet indsats for at ødelægge tibetanske traditioner
_______

 

Ifølge direktøren for Human Rights Watch, Kenneth Roth, forsøger den kinesiske regering at udvande og undergrave de internationale institutioner, herunder FN, der har til opgave at sikre menneskerettighederne. ”Medmindre vi ønsker at vende tilbage til en æra, hvor folk var brikker, der kunne manipuleres eller smides væk efter deres herskeres forgodtbefindende, må og skal vi modstå Kinas angreb på vores rettigheder”, siger Kenneth Roth.

Senest har USA’s tidligere FN-ambassadør, Nikki Haley, også krævet Legene boykottet med henvisning til Kinas undertrykkelse af minoritetsgrupper i egen befolkning og landets brug af trusler i udenrigspolitikken. Haley understreger, at vi ikke blot bør læne os tilbage og iagttage, hvordan Kina bruger OL til at dække over grove overtrædelser af menneskerettighederne.

BERETNINGER, DER SLIPPER UD fra det lukkede Tibet, fortæller om tortur, vilkårlige fængslinger og en hårdhændet indsats for at ødelægge tibetanske traditioner. De kinesiske myndigheder udsætter bl.a. tibetanerne for en ydmygende praksis, hvor de tvinges til såkaldt ”patriotisk undervisning”. Det indebærer, at de skal fordømme deres åndelige leder Dalai Lama og udtrykke opbakning til Det Kinesiske Kommunistiske Parti. Tibetanerne nægtes helt basale menneskerettigheder, og under præsident Xi Jinping er det gået fra slemt til værre. I desperation over den massive undertrykkelse har over 150 tibetanere gennemført selvafbrændinger siden 2009.

Men Kina har blot strammet grebet om Tibet: En halv million tibetanere er ifølge en rapport beordret til tvangsarbejde for kineserne, buddhistiske munke tvinges til at gennemgå ”omskoling”, det tibetanske sprog er erstattet af mandarin i skolerne, og protester mod regimet straffes med fængsel og tortur.

 

Vi må også se i øjnene, at Kina vil benytte afviklingen OL som legitimerende i sin politiske propaganda
_______

 

Derfor bør IOC holde et ekstraordinært møde og sætte spørgsmålet om Beijing 2022 på dagsordenen igen. IOC har udviklet sig til en magtfuld organisation med politisk og økonomisk kontrol over alle aspekter af legene, og det ville klæde organisationen med en afstandtagen fra en undertrykkende stat som Kina. Vi må også se i øjnene, at Kina vil benytte afviklingen OL som legitimerende i sin politiske propaganda.

DA KINA SIDST HAVDE OL-værtskabet, lod de vestlige deltagere sig forføre af regimets selviscenesættelse. Regimet pudsede facaden op: Der blev brugt kemiske midler for at fjerne den evige, tunge tåge over Beijing, og der blev ikke serveret hunde på restauranterne i den periode, de udenlandske gæster var i byen. De kinesiske værter gjorde det klart, at OL skulle foregå i “harmoniens ånd” – dvs. uden forstyrrende dissidenter og tibetanere. Intet tyder på, at det vil gå anderledes i 2022.

Danmark har tre medlemmer i IOC. Et af dem er Kronprins Frederik, der er levende interesseret i idræt og siden 2009 har ladet sig indvælge i komiteen som privat medlem. I 2017 blev Kronprinsen genvalgt for en 8-årig periode. Det har hele tiden været klart, at Kronprinsens valg af privat fritidsinteresse kunne sætte det danske folkestyre i et alvorligt politisk dilemma. For selvom Kronprinsen i IOC repræsenterer sig selv og ikke Danmark, vil der naturligvis være nogle politiske konsekvenser af de beslutninger, der træffes i komitéen med Kronprinsens stemme.

Det vides dog med sikkerhed, at Kulturministeriet tidligere i hemmelighed har givet det kongelige danske IOC-medlem en ”idrætspolitisk rådgivning”. Kronprins Frederiks IOC-medlemskab var nemlig genstand for idrætspolitisk debat efter kronprinsens opbakning til russisk deltagelse ved OL i 2016 på tværs af regeringens linje. I et interview i Politiken sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen, at man havde forsøgt at ramme samspillet mellem regeringen og kronprinsen “lidt fastere ind”. Kulturministeriet nægtede at give aktindsigt i ministeriets korrespondance med kongehuset op til OL. Et vist politisk pres kan derfor igen spille en rolle.

 

Sport er per definition politisk – og især ved megaevents som de olympiske lege. En værtsnation afholder primært de olympiske lege af politiske grunde og sekundært af sportslige
_______

 

Da Beijing var vært for OL i 2008, opfordrede gruppen Free Tibet den britiske tronfølger Prins Charles til at boykotte åbningsceremonien. I et svar skrev prins Charles’ privatsekretær:

“Som I ved har Hans kongelige Højhed længe interesseret sig meget for Tibet og har været glad for at mødes med Hans Hellighed Dalai Lama ved flere lejligheder. I spurgte, om prinsen af Wales vil deltage i åbningsceremonien ved De Olympiske Lege i 2008. Hans kongelige Højhed vil ikke deltage”. Hvis IOC fastholder det kinesiske værtskab for OL til næste år, bør Kronprins Frederik følge Prins Charles’ eksempel og udeblive fra Legene.

SPORT OG POLITIK HØRER SAMMEN – selv om man ofte hører det modsatte synspunkt. Hvis man kan foregive, at sport ikke har noget med politik at gøre, giver det sporten et skær af noget ædelt. Noget, der hæver sig over det beskidte politiske spil.

Sport er per definition politisk – og især ved megaevents som de olympiske lege. En værtsnation afholder primært de olympiske lege af politiske grunde og sekundært af sportslige. Eksemplerne står i kø fra Hitlers brug af OL i Berlin i 1936 og frem. Der er grund til at være på vagt, når politikere og idrætsledere hævder, at sport og politik ikke har noget med hinanden at gøre. Det er praktisk taget altid et skalkeskjul for netop at politisere sporten.

Når Kina investerer flere milliarder dollars i vinter-OL, er det ikke, fordi Xi Jinping pludselig er blevet sportsinteresseret. Det skyldes et ønske om at skabe goodwill internationalt og opbakning til styret i den kinesiske befolkning. Kinas præsident vil tegne et rosenrødt billede af landet som en beundringsværdig nation. Hvis ikke vinter-OL bliver flyttet, vil åbningsceremonien blive et overflødighedshorn af nationalpolitisk selvros til en brutal, undertrykkende et-partistat.

Den danske regerings værdibaserede udenrigspolitik har for længst vist sig at være rent spin og spil for galleriet. Når statsministeren fører en klokkeklar appeasement-politik [eftergivenhedspolitik, red.] over for det kommunistiske Kina, er der kun sportsfolkene tilbage til at holde fanen højt. Derfor skal Danmark gennem en boykot tage afstand fra et regime, som derhjemme undertrykker sin egen befolkning og ude i verden rasler med sablen i sin udenrigspolitik. ■

 

Hvis ikke vinter-OL bliver flyttet, vil åbningsceremonien blive et overflødighedshorn af nationalpolitisk selvros til en brutal, undertrykkende et-partistat
_______

 

Erik Boel (f. 1953) er debattør og tidligere landsformand for Europabevægelsen. Fra 1992 til 2002 var han Socialdemokratiets internationale sekretær, og han har været chefrådgiver ved DIIS og forstander for Krogerup Højskole. Derudover har han skrevet en lang række bøger med fokus på EU og Danmark

Henning Rovsing Olsen (f.1933). Journalist. Har været redaktionschef på Politiken og chefredaktør for Søndags-BT. Fra 1986 til 1994 presse- og kulturrådgiver i Udenrigsministeriet, derefter indtil 1999 ambassaderåd i Reykjavik. Han er bestyrelsesmedlem i Støttekomiteen for Tibet. ILLUSTRATION: Kinas præsident, Xi Jinping, på besøg i Grækenland, 11. november 2019 [foto: Alkis Konstantinidis/Reuters/Ritzau Scanpix]