02.03.2021

”Den udvikling, der er i gang i Mellemøsten, tror jeg kommer til at tage lang tid. Det er sultanerne mod masserne, og masserne er i høj grad de unge mennesker, som bliver ved med at gå på gaden, fordi de vil have tryghed, sikkerhed, arbejde og mulighed for at etablere familie. De vil selvfølgelig også have politiske rettigheder, men for den brede befolkning er det trygheden på arbejdsmarkedet og reel sikkerhed, som ligger dem mest på sinde – og det er det, som de vil gå på gaden for at forlange gang på gang.”

GÆST HOS RÆSON: Hvad kan præsident Biden vente sig i Mellemøsten? Ny interviewserie med eksperter om de store perspektiver på aktuelle begivenheder.

Interview af Jeppe Grand, ansv. chefredaktør på RÆSON

For omtrent ti år siden brød Det Arabiske Forår ud på tværs af Mellemøsten og Nordafrika, men den store demokratiske transformation af regionen, som mange havde forudset og drømt om, udeblev. Nogle steder – fx i Syrien – var udviklingen katastrofal. Sidenhen har verdensordenen forandret sig. Nu er det ikke blot USA, der svinger taktstokken; mange lande, heriblandt et stadigt mere indflydelsesrigt Kina, er fulgt efter. Spørgsmålet er derfor: Hvad skal der blive af Mellemøsten? Vi har spurgt Mellemøsten-ekspert og -forsker, Lars Erslev Andersen.

RÆSON: Hvis du skulle pege på ét land i Mellemøsten, der bedst tjener som et eksempel på den udvikling, landene i Mellemøsten har gennemgået siden Det Arabiske Forår, hvilket ville du så vælge?
ERSLEV: Så ville jeg vælge Egypten. Det var i Tunesien, Det Arabiske Forår startede, men det var Egypten, som blev signaturlandet for hele udviklingen. Det, der kendetegner årtiet efter Det Arabiske Forår, er, at sultanerne er kommet styrket ud. Man taler om sultanisme eller despotisme – dvs. en udvikling, hvor stærke mænd kører det hele. Disse magtfulde sultaner kommer til at stå i modsætning til de brede masser; selve folket.

 

Denne front mod Iran, som også var støttet af USA, blev kendetegnet som den Nye Kolde Krig – denne gang bare i Mellemøsten
_______

 

I Egypten var det Præsident Abdel Fatah al-Sisi, som blev den stærke mand. Hvis man kigger tilbage på Det Arabiske Forår i Egypten, var det kendetegnet ved alle demonstrationerne på Tahrir-Pladsen i Cairo. Vesten var naturligvis begejstrede, fordi egypterne ønskede reformer og i sidste ende demokrati, men der rejste sig også bekymringer om, hvad det ville betyde, hvis Det Muslimske Broderskab [sunnimuslimsk, islamistisk organisation med mange støtter i Egypten, red.] kom til magten.

Dén bekymring blev affejet med, at de ikke ville få ret mange stemmer – og hvis de alligevel fik stemmer, ville det gå efter den tyrkiske styreform, som i en eller anden grad er demokratisk funderet. Det samme billede fik man af militæret; militæret var godt, og det befordrede demokratiet.

Men begge dele viste sig at være forkerte antagelser: Militæret var absolut ikke demokratibefordrende. De var derimod snedige til at fastholde magten – og al-Sisi kom til og blev leder af den komité, der havde taget magten. Samtidig vandt Det Muslimske Broderskab valget i 2011, som allerede i maj måned 2012 blev annulleret. Herefter blev Mohamed Mursi valgt, som skulle tage den udøvende magt fra militæret, men det holdt mindre end et år, før han blev proppet i fængsel – og al-Sisi installerede derefter et militærdiktatur, som var klart værre end det, man havde under Mubarak [den egyptiske leder, som blev afsat under Det Arabiske Forår, red.].

 

Hvis politisk islam i form af Det Muslimske Broderskab kom til magten, som det indledningsvist var tilfældet i Egypten, så frygtede man, at der ville komme en bølge af oprør over hele det arabiske Mellemøsten
_______

 

RÆSON: Hvad er nogle af de væsentligste geopolitiske forhold eller skillelinjer, som nu definerer, hvordan Mellemøsten fungerer og deler sig op?
ERSLEV: Det, vi altid har hørt om og kendt til, er, at der siden 2006 især har været en sunni/shia-konflikt. Det var en konflikt, som udsprang af sommerkrigen i Libanon samme år – mellem Israel og Hizbollah [libanesisk, shia-islamisk politisk-militær organisation, red.]. Samtidigt gik det skidt i Irak, og Jordans Kong Abdullah sagde, at nationen frygtede, at: ”en shia-halvmåne ville komme til at dominere fra Iran til Libanon”. Derefter gik Egypten, Jordan, Israel og Saudi-Arabien sammen om at danne en front imod Iran og imod politisk islam. Denne front mod Iran, som også var støttet af USA, blev kendetegnet som den Nye Kolde Krig – denne gang bare i Mellemøsten.

Men fronten blev helt splintret i stykker, da Det Arabiske Forår brød ud. Det var det, som både golfaraberne og Israel var meget bekymrede for. Hvis politisk islam i form af Det Muslimske Broderskab kom til magten, som det indledningsvist var tilfældet i Egypten, så frygtede man, at der ville komme en bølge af oprør over hele det arabiske Mellemøsten. Derfor var det en prioritet fra start at bremse dette.

Det har ført til, at man, udover den førnævnte sunni/shia-konflikt, har fået en lige så dominerende konflikt, som er en sunni/sunni-konflikt. Det er en konflikt mellem politisk islam – det vil sige, det man kender fra Det Muslimske Broderskab eller Erdogans parti AKP i Tyrkiet – overfor det konservative monarkistiske islam, som ses i Emiraterne og Saudi-Arabien.

Den sidstnævnte orientering er også kommet til i Egypten gennem salafisterne [puritansk sunnimuslimsk retning, red.], der til alles overraskelse vandt næsten 26 pct. af stemmerne ved parlamentetsvalget senere i 2011. Det, der kendetegner salafisterne, er, at de paradoksalt nok er apolitiske og imod demokratisering. De siger, at demokrati er en procedure underforstået til at afskaffe demokratiet.


 

Da Det Muslimske Broderskab blev dannet, var det store budskab, at stat og moské, religion og politik skulle være det samme
_______

 

RÆSON: Du peger på en central konfliktlinje mellem politisk islam i fx Tyrkiet og i Det Muslimske Broderskab og en konservativ monarkistisk islam i særligt Golf-staterne. Hvad er den grundlæggende forskel i deres syn på, hvilken rolle islam skal spille i samfundet?
ERSLEV: Hvis man erindrer den gode gamle Karl Marx’ udtalelse om religion: At religion er opium for folket – så er det dén praksis, man gerne vil fremme i Saudi-Arabien gennem Wahhabismen [Strengt monoteistisk syn på islam, red.] i den monarkistiske konservativisme. Det betyder, at man bruger religion, og her islam, til at lave en omfattende og næsten totalitaristisk social kontrol, hvor folk kan blive fromme og passe deres tro i moskéen, så de kan få velfærdsgoder fra staten eller kongefamilien – men de skal blande sig helt udenom politik.

Som det ligger i ordet, vil man derimod i politisk islam bruge en ideologiseret udgave af islam til at få politisk indflydelse. Da Det Muslimske Broderskab blev dannet, var det store budskab, at stat og moské, religion og politik skulle være det samme. Det er man jo helt imod i den konservative salafisme, da man ikke skal have al den politik ind – og da man er tilfreds med en enevældig leder, som kan sidde der altid.

RÆSON: Man har traditionelt i Mellemøsten og Nordafrika oplevet et stærkt sammenhold mellem arabiske stater. Noget af det, man for nyligt har set, er normaliseringsaftalerne, som diverse arabiske lande har indgået med Israel. Det gælder bl.a. Bahrain, Emiraterne og Marokko. De arabiske stater har traditionelt nægtet et samarbejde med Israel, fordi de stod i solidaritet med palæstinenserne. Er dette en konfliktlinje, der er aftagende i Mellemøsten nu?
ERSLEV: Det, man ser, er, at den her uformelle alliance mellem Israel og golfstaterne blev etableret allerede under sommerkrigen i 2006. Det var fordi, de var fælles om to trusler mod deres eksistens – nemlig Iran og den politiske islam. Det er så den alliance, der blev truet under Det Arabiske Forår og dernæst rekonstrueret og yderligere konsolideret allerede fra 2013 og frem.

 

Obama og Trump lignede også hinanden på ét punkt: nemlig, at de var det modsatte af Bush og Clinton. De var passive og ikke-aktivistiske
_______

 

Nu ser vi, at de står stærkt sammen, og den tendens kom til fuld udfoldelse under Trumps diplomati i Mellemøsten. De hedder officielt Abraham-aftalerne – jeg kalder dem normaliseringsaftaler, hvis man forstår normalisering mellem to stater, som at de har fredelige forhold, og at de har fulde diplomatiske forbindelser. Men disse aftaler er simpelthen en direkte konsekvens af den uformelle alliance, der allerede var etableret.

For mig er der heller ingen tvivl om, at kronprins Mohammed bin Salman i Saudi-Arabien, som har været arkitekten bag aftalerne sammen med kronprinsen i Emiraterne, også gerne så, at Saudi-Arabien fulgte op og indgik en normaliseringsaftale med Israel som de andre golfstater. Men han må tøve lidt, fordi det nok ikke bliver uden folkelige sværdslag på hjemmefronten at få det gennemført.

RÆSON: I nyere historie har USA spillet en vægtig geopolitisk rolle i regionen. Hvordan har USA’s mellemøstpolitik ændret sig siden Det Arabiske Forår?
ERSLEV: Det er rigtigt, at USA i løbet af de sidste tredive år – eller måske længere – virkelig har sat sit aftryk i Mellemøsten. Efter Anden Verdenskrig kom amerikanerne ind og blev en stor oliepartner med Saudi-Arabien. Efter 1967-krigen [Seksdageskrigen – den tredje arabisk-israelske krig, red.] kom de ind og garanterede i højere grad Israels sikkerhed, og det blev igen cementeret med krigen i 1973 med Egypten, Syrien og Israel [Yom Kippur-krigen, red.]. Efter Den Kolde Krig kom Bill Clinton til, og for Clinton var nøglen til fred i regionen en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne, hvilket han satsede gevaldigt på.

Han arvede en konflikt med Iran og en konflikt med Irak. Konflikten med Iran fik han aldrig styr på – den blev for så vidt bare optrappet. Det samme gjaldt konflikten med Irak, som også blev optrappet. Det var ligesom den, der blev nøglen til George W. Bush’ mellemøstpolitik, som handlede om, at nu skulle det demokratiske korstog – som også var respons på 9/11-terrorismen – starte i Irak, og så ville vi se demokratiet brede sig til det arabiske Mellemøsten. Vi ved nu, at det gik rigtig skidt.

Det vi så, var derfor en Clinton og en Bush, som var ekstremt aktivistiske i deres politik i Mellemøsten. Men de fejlede og kom simpelthen ikke i mål med deres visioner. Clinton sagde det selv til Yasser Arafat [Palæstinensisk præsident fra 1994-2004 og formand for PLO, red.] i den sidste telefonsamtale, hvor Arafat ringede og sagde: ”Du var en stor mand og en stor præsident”, hvortil Clinton svarede: ”Nej, jeg var en rigtig elendig klovn, og det er din skyld”. Det siger jo det hele.

Obama og Trump lignede også hinanden på ét punkt: nemlig, at de var det modsatte af Bush og Clinton. De var passive og ikke-aktivistiske. Obama ville have soldaterne ud af Mellemøsten og foretrak, at omdrejningspunktet for USA’s sikkerhedspolitik lå i Stillehavet over mod Asien, Østasien og disse områder – væk fra Mellemøsten. Men han blev hele tiden trukket tilbage. Han gjorde allerede USA’s rolle i Mellemøsten til en form, hvor man så at sige ’håndterer’ konflikter og ikke går ind for at løse og direkte gribe ind i dem. Syrien er her det helt store eksempel.

 

Det betød til gengæld også, at Mohammed bin Salman i Saudi-Arabien kunne gøre hvad som helst og samtidigt have Trumps støtte
_______

 

Den linje videreførte Trump faktisk: Han ville heller ikke ind at lave de store ting, og han var heller ikke interesseret i at have mange soldater i Mellemøsten. Tværtimod ville han have endnu flere ud. Men han var interesseret i at styrke Israel hundrede procent. Hans administration så, at hvis han kunne lave og cementere alliancen mellem USA, Saudi-Arabien og Emiraterne mod Iran (hvilket Israel også var interesseret i), så kunne han også få golfstaterne til at nikke ja til sin Israel-politik – og dermed også sin Palæstina-politik, som de hidtil har været imod.

Det betyder, at Trump fik sammentømret en alliance mellem Israel, Saudi-Arabien og Emiraterne. Det betød til gengæld også, at Mohammed bin Salman i Saudi-Arabien kunne gøre hvad som helst og samtidigt have Trumps støtte. Da alle fx mente, at han stod bag det bestialske mord på journalisten Khashoggi i Istanbul, sagde Trump noget med, at det godt kunne være, at bin Salman havde blod på hænderne – men at han var en god mand, som købte amerikanske våben. At det var ham, der skabte stabilitet for USA, så ham støttede de.

RÆSON: Kan man tale om, at Trump udførte en slags fjern-aktivisme på Israels vegne, hvor fx Bush praktiserede en mere direkte aktivisme i demokratiets ærinde? For har Trump ikke alligevel gjort relativt meget for at ændre forholdene i regionen til Israels fordel?
ERSLEV: Jo, det kan man sige. Man kan se, at han i den grad forsøgte at skabe, hvad man kalder nye forandringer ”on the ground”. Det var jo primært i Israel. Med sit Israel-udspil fik han fx den amerikanske ambassade flyttet fra Tel Aviv til Jerusalem, så han fik sat en helt anden dagsorden.

Den mangeårige saudiarabiske diplomat Prins Bandar, som nåede at sidde i næsten tyve år som ambassadør i Washington sagde i et interview i oktober, at: ”tiden er kommet til, at araberne tænker på sig selv – de har altid tænkt på palæstinenserne, men nu må de køre deres egen vej.” Det er selvfølgelig en stor løgn, fordi de altid har tænkt på sig selv, men det er en måde at sige på, at de nu går ud og laver alle de handler med Israel, som de har lyst til, og så må palæstinenserne sejle deres egen sø.

Netop det har vi set i Israel, Egypten, Tyrkiet, Saudi-Arabien og Emiraterne. De har efter Trumps valgnederlag i november faret rundt som fluer i en flaske for at indstille sig på at handle med en helt ny type præsident. En præsident Biden, som har sagt: Hør, vi kan ikke sælge våben og se dem blive brugt til at dræbe børn i Yemen. Vi vil ikke levere efterretninger til Saudi-Arabien, som kan bruges til krigsforbrydelser i Yemen eller Libyen.

 

Jeg tror, Biden kommer til at ligge nærmere Clinton og Bushs linje, selvom han jo var med til at lave atomaftalen med Iran sammen med Obama
_______

Derudover kan Biden ikke gå med til, at der laves en fredsplan mellem palæstinenserne og Israel, som ikke er forhandlet af begge parter. Med hensyn til Erdogan, der har Biden helt offentligt under sin valgkamp sagt, at han gerne ser et regimeskifte i Tyrkiet. Det betyder ikke, at han vil bombe i Tyrkiet, men det betyder, at han vil hjælpe oppositionen imod Erdogan. Så der kommer andre boller på suppen.

RÆSON: Kommer Bidens mellemøstpolitik mere til at ligne den Clinton-Bush-udenrigspolitik, du beskrev, eller Obama-Trumps mindre aktivistiske politik i Mellemøsten?
ERSLEV: Jeg tror, Biden kommer til at ligge nærmere Clinton og Bushs linje, selvom han jo var med til at lave atomaftalen med Iran sammen med Obama. Det højeste mål i Mellemøsten er jo at få klinket netop den aftale sammen igen, og det bliver svært, da Iran ikke ønsker ændringer i betingelserne for aftalen. Og han kan ikke få aftalen solgt på hjemmebanen i USA, medmindre der faktisk kommer ændringer.

RÆSON: Hvad er det for en udvikling, vi ser mere generelt, når det gælder Irans rolle og position i regionen?
ERSLEV: Sunni-Shia-konflikten – altså rivaliseringen mellem på den ene side Iran og på den anden side Saudi Arabien og Emiraterne – er blevet meget optrappet, efter aftalen omkring Irans atomenergi i 2015 blev indgået. Den var Saudi Arabien, Emiraterne og Israel vældig utilfredse med. De pegede på, at Iran, fordi de økonomiske sanktioner mod landet blev hævet, kunne få en betydelig indtægt, som de ville bruge på at engagere sig militært i det arabiske Mellemøsten – til gene for Saudi-Arabien og som trussel mod Israel. Derfor arbejdede de på, at der skulle andre politikker til fra USA, og det fik de succes med, da Trump blev præsident: Han trak nemlig USA ud af aftalen.

Siden USA trak sig ud, har der været en konfliktoptrapning, som kulminerede, da de saudiarabiske olieinstallationer blev bombet af missiler i september 2019. Det var Houthi-militsen i Yemen, der tog ansvaret missilerne, men Saudi-Arabien og USA er helt overbeviste om, at det er Iran, der har arrangeret det angreb. Det var et angreb, der kom som lyn fra en klar himmel, og som satte halvdelen af Saudi-Arabiens olieproduktion i stå i flere uger. Det gav virkelig både Saudi-Arabien og Emiraterne noget at tænke over, fordi det viste sig, at drone- og missilangreb er enormt vanskelige at dæmme op for.

Det gjorde dem nervøse for, om det hele skulle udvikle sig til en militær konflikt. Man kan også omvendt sige, at USA ikke reagerede militært, hvilket demonstrerede, at USA ikke længere vil være en militær sikkerhedsgarant i den persiske golf.

Derfor begyndte man i Saudi-Arabien at spekulere over, om det var en god idé at optrappe konflikten med Iran. Og man så faktisk i 2019, at Saudi-Arabien og Emiraterne var med på, at de måske skulle begynde at føle lidt på, om de kunne have en dialog med Iran. Det var sådan set det, som den iranske general Soleimani, som blev droneangrebet og myrdet af amerikanerne i januar 2020, var i gang med. Da han tog til Bagdad, hvor han blev myrdet, havde han efter sigende et brev med fra Saudi-Arabien om, hvordan og hvorledes de kunne komme videre i en form for dialog.

 

Biden vil ikke bare tilbage i atomaftalen. Det handler om mere end atomaftalen, det handler også om Irans rolle i det arabiske Mellemøsten mere generelt
_______

 

RÆSON: Den nye amerikanske præsident Biden har åbnet op for at genetablere atomaftalen med Iran, men Iran er samtidigt begyndte berige uran i en hidtil uset grad. Hvilke interesser har Iran i et sådan træk?
ERSLEV: Iran har, efter USA trak sig ud af aftalen, og EU ikke har kunne få aftalen til at fungere, hele tiden sagt: “Hvis I ikke lever op til de aftaler, vi har lavet med jer, så vil vi også bryde den på vores side”, og det har de gjort i det små. Dels ved at starte en berigelse, og dels ved ikke at sende det berigede uran ud af landet, eftersom de ifølge aftalen ikke må lagre uran i større mængder. Og nu beriger de så også til en højere procent – hvis man beriger uran op til 20 pct., så kan man begynde at se det blive anvendt til produktion af atomvåben.

RÆSON: Hvad er det udtryk for?
ERSLEV: Det er udtryk for et pres, som Iran især lægger på USA, men også på EU, som er USA’s alliancepartner. Det er nemlig nu, der er et vindue åbent for, at der kan komme en forhandling. Iran har sagt, at hvis de skal tilbage i aftalen, så skal det være den samme aftale. Hvis USA vil forhandle, så skal USA hæve de sanktioner, som Trump indførte mod Iran. Der har Biden sagt, at han ikke vil. Iranerne talte med Merkel for nylig, og det er helt klart, at presset kommer, fordi de ser en mulighed for at komme tilbage til den gamle aftale.

RÆSON: I mine øjne har denne Sunni-Shia konflikt været kendetegnede for, hvordan vi forstod det konfliktpotentiale, der var i Mellemøsten. Nogle har kaldt det en kold krig. Hvad er fremtidsudsigterne for den konflikt?
ERSLEV: Den er der stadigvæk. Når jeg peger på, at der finder en sunni-sunni optrapning sted også, så er det ikke for at sige, at den anden ikke stadig er der. Nu har vi blot talt om Iran, men der ligger også en anden vigtig part, som er USA selv: Biden vil ikke bare tilbage i atomaftalen. Det handler om mere end atomaftalen, det handler også om Irans rolle i det arabiske Mellemøsten mere generelt. I 2015 havde man en forventning om, at hvis man bare lavede en aftale om atomenergien, så ville det andet følge med.

Det viste sig ikke at være sandt, fordi Iran ikke så nogen sammenhæng mellem sin udenrigspolitik og atomaftalen, og derfor har optrappet deres aktivitet i det arabiske Mellemøsten. Det, Biden har lagt et massivt pres for at levere, er, at der kommer den sammenhæng – og det er lige præcis det, Iran ikke vil have. Det er, hvad de lægger arm om. Biden vil ikke have, det kun handler om atomenergi og atomvåben: Det handler også om at få stoppet Irans samarbejde med de pro-iranske militser og deres aktiviteter i det arabiske Mellemøsten.

RÆSON: Ser du en deeskalering af den konflikt for dig?
ERSLEV: Saudi-Arabien og Emiraterne er blevet nervøse for en alt for voldsom eskalering af konflikten, for det er ikke i deres interesse, at der kommer en krig. Så er det dem, som bliver ramt. Desuden er de klar over, at de har nydt alt for godt af et godt forhold til USA under Trump – og at Biden har en anden politik ift. menneskerettighedssager som fx i Yemen. Derfor er de også interesserede i at gøre sig gode venner med Biden nu. Den store forhindring ligger i Israel og Israels gode venner i den amerikanske Kongres.

 

Samtidigt har man i Mellemøsten heller ikke overset, at Xi Jinping og Kina er godt i gang med at lave folkemord mod muslimer i Xinjiang-provinsen
_______

 

RÆSON: Er der nogen sandsynlighed for over de næste ti år, at Israel, selvom det ikke er en formel aftale, normaliserer forholdet til Iran i en eller anden grad?
ERSLEV: Det ser jeg ikke for mig, fordi så skal der komme et andet regime i Iran. Jeg tror ikke på det med det nuværende regime. Man kan selvfølgelig sige, at Irans religiøse leder Khamenei er oppe i årene, men der skal et andet regime til, fordi det nuværende er en klar trussel mod Israel. Iran har et klart samarbejde med nogle af dem, som Israel betragter som sine alvorlige fjender, såsom Hizbollah i Libanon. Så længe det regime er på plads, og så længe de har gode relationer til de her militser, som helt åbenlyst truer Israel, så vil Israel være helt utilbøjelige til at have nogen som helst dialog kørende med Iran.

RÆSON: Der er andre stormagter end blot USA i Mellemøsten. Hvordan kommer Kinas ønske om indflydelse på verdensscenen konkret til udtryk i Mellemøsten?
Under Xi Jinping har man lavet partnerskabsaftaler med staterne i Den Persiske Golf. Man har optrappet aktiviteterne, og det har man set både på Iransiden og på arabersiden af Mellemøsten. Samtidigt har man i Mellemøsten heller ikke overset, at Xi Jinping og Kina er godt i gang med at lave folkemord mod muslimer i Xinjiang-provinsen. Det har man også bemærket i Tyrkiet, men hvad har de gjort? Svaret er: Ingenting.

 

Og så kommer det næste spørgsmål, som er, hvor landene Libanon, Egypten, Jordan og så videre skal have vacciner fra til COVID-19? Det ender nok med, at de får dem leveret fra Kina
_______

 

RÆSON: Man kan argumentere for, at fortællingen om det Arabiske Forår er, at den demokratisering, man havde håbet på under Arabiske Forår, grundlæggende er udeblevet. Kan man her sige, at indflydelsen, der kommer fra Kina (på trods af hændelserne i Xinjiang), også handler om, at Kinas verdensbillede er attraktivt i de mellemøstlige staters øjne?
ERSLEV: Helt klart. Hvis man ser anti-korruptionskampagnen, som Mohammed bin Salman har sat i gang i Saudi-Arabien, og som i øvrigt er populær blandt de unge, så er den fuldstændig kalkuleret efter Xi Jinpings anti-korruptionskampagne i Kina. Al-Sisi i Egypten laver megaprojekter ved at anlægge en ny, stor administrationsby udenfor Cairo, og hvem finansierer den? Det gør Kina. Hvad stiller kineserne af spørgsmål og krav om demokratisering? Ingen.

Med hensyn til befolkningerne, så trænger de til uddannelse. Egypten kan fx slet ikke følge med til at levere skoleuddannelse til de mange børn, der er, og Kina går derfor ind og investerer i en skole- og uddannelsessektor under det, de kalder ’Belt- and Road-initiative’.

Og så kommer det næste spørgsmål, som er, hvor landene Libanon, Egypten, Jordan og så videre skal have vacciner fra til COVID-19? Det ender nok med, at de får dem leveret fra Kina. Kina har ikke en interesse i at lave en full-blown konflikt med USA, men det er klart, at de vil presse sig frem for at opfylde deres økonomiske interesser – i det omfang, der er dem muligt.

Det gælder selvfølgelig også i Mellemøsten, hvor man er meget modtagelig for kinesiske interesser og investeringer – det har vi set i selv Israel, hvor Trump med løftet pegefinger måtte sige, at de ikke skulle komme for godt i gang med et samarbejde med Kina om kunstig intelligens. Rivaliseringen mellem USA og Kina vil med andre ord også komme til at foregå i Mellemøsten.

RÆSON: Kan man forvente en demokratisering i Mellemøsten i fremtiden?
ERSLEV: Nej, det tror jeg ikke. Jeg har brugt det billede, at Mellemøsten er i gang med sin Trediveårskrig. Den udvikling, der er i gang i Mellemøsten, kommer til at tage lang tid. Det er sultanerne mod masserne, og masserne er i høj grad de unge mennesker, som bliver ved med at gå på gaden, fordi de vil have tryghed, sikkerhed, arbejde, mulighed for at etablere familie og så videre. De vil selvfølgelig også have politiske rettigheder, men for den brede befolkning, så er det trygheden både på arbejdsmarkedet, men også reel sikkerhed, som ligger dem mest på sinde – og det er det, som de vil gå på gaden for at forlange gang på gang.

Vi har set, at lederne kontrarevolutionerer og hele tiden vil slå tilbage – og det vil derfor hele tiden bølge frem og tilbage mellem de folkelige krav om sikkerhed, job og god sundhed overfor disse magtbegærlige gamle eliter.

RÆSON: Der er altså ikke et grundlæggende krav om demokrati?
ERSLEV: Det handler først og fremmest om tryghed, job, sikkerhed og sundhed – hvilket Kina i øvrigt også kan hjælpe med at levere. ■

 

Det vil hele tiden bølge frem og tilbage mellem de folkelige krav om sikkerhed, job og god sundhed overfor disse magtbegærlige gamle eliter
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi