Mikael Skou Andersen: Uden en højere CO2-afgift strander de skønne, grønne teknologier og 70 pct.-målet
27.02.2021
Da den socialdemokratiske mindretalsregering tiltrådte 27. juni 2019, var det som bekendt på baggrund af et forståelsespapir med de tre støttepartier (R, SF og EL) om en klimalov, med en ambitiøs målsætning om en 70 pct. reduktion af Danmarks udslip af drivhusgasser i 2030. Det fremgik af papiret, at Klimarådet skal bistå regeringen i ”at afgøre hvilke reduktionsmål og virkemidler”, der kunne sikre målet. Da rådet i marts 2020 offentliggjorde sin analyse, var en af de centrale anbefalinger en ensartet afgift på CO2 og andre drivhusgasser ”som et bærende element”.
Af Mikael Skou Andersen
Ca. et år efter regeringen tiltrådte, 22. juni 2020, blev der indgået en politisk klimaaftale, hvor der var enighed om at sigte mod en grøn skattereform med en forhøjet CO2-afgift inden årets udgang. Overraskende var det derfor, da statsminister Mette Frederiksen i en tale til Dansk Erhvervs årsdag 13. september fastslog, at klimalovens opfyldelse ”kun lade[r] sig gøre, hvis vi tør tro på, at teknologien er med til at finde svarene for os. Gør vi ikke det, bliver det kun højere afgifter. Og det er ikke svaret. Det er ikke svaret i dag, og det er ikke svaret om fem år eller om ti år”. Da forhandlingerne til den grønne skattereform oprandt, viste det sig, at Skatteministeriet havde barslet med en elefant, men nedkom med en mus: en mindre forhøjelse af energiafgiften for erhvervene, men absolut ingen CO2-afgift, ikke engang en justering af den eksisterende.
Stillet over for dette fait-accompli fra regeringen måtte man i december 2020 indgå en ny politisk aftale, hvor Klimarådets ensartede CO2e-afgift blev skudt til hjørne. Klimarådet anbefalede ellers en afgift, der skulle være ensartet for alle, og foruden CO2 omfatte de fem øvrige drivhusgasser (den skrives ofte som CO2e, hvor eq står for ækvivalenter). Derudover skulle afgiften være på et væsentligt højere niveau end den nuværende CO2-beskatning. I dag er CO2-afgiften i Danmark 179 kroner per ton CO2 (standard-sats), men Klimarådet vurderede, at en afgift på 1500 kroner ville være nødvendig og skulle indfases frem til 2030, hvis man ville nå de 70 pct.
Men først i 2023, dvs. efter udløbet af denne valgperiode, vil regeringen, hvis den da stadig sidder, forhandle om rammerne for en sådan. Som et plaster på såret til aftalepartierne blev der dog opnået enighed om inden da at fjerne nogle undtagelser for den eksisterende CO2-afgift for olie- og gasindvinding, raffinaderierne, drivhusgasser fra mineralogiske processer samt fossile brændsler til el-produktion. Desuden skal energiafgifterne omlægges, så de bedre afspejler CO2-udslippet.
Da forhandlingerne til den grønne skattereform oprandt, viste det sig, at Skatteministeriet havde barslet med en elefant, men nedkom med en mus: en mindre forhøjelse af energiafgiften for erhvervene, men absolut ingen CO2-afgift
_______
Alligevel er virkeligheden, at vi i Danmark er bagefter vores nabolande på dette område. Sveriges CO2-afgift har igennem flere år været på godt 800 kroner per ton CO2, Tyskland indfaser en CO2-pris på 450 kroner frem mod 2025, og Norges regering planlægger en afgift på 1500 kroner i 2030, der også skal omfatte dele af landbrugets udslip.
Men hvad er baggrunden for, at det ellers så grønne flertal tøver? For også Thorning regeringen havde jo store planer om grønne afgifts-reformer, der forliste efter at embedsmandsudredningerne var afleveret. Desværre er det nemt at tabe overblikket, når det gælder CO2- og energibeskatningen. Til hjælp for politikerne og deres ekspertgruppe samt alle andre følger her en lille indføring i problemerne og et blueprint for reform med fem tiltag, der er helt nødvendige for at opfylde 70 pct målsætningen.
En rodebutik af energiafgifter og CO2-priser
Det nuværende afgiftssystem på energiområdet er lidt af en rodebutik. Gennem årene er det blevet både brugt og misbrugt politisk til at uddele fordele og begunstigelser til udvalgte erhverv og sektorer gennem nedsættelser og undtagelser fra de generelle afgiftssatser. Det er desuden blevet viklet ind i Energistyrelsens løbende regulering af varmesektoren, med mange svært gennemskuelige aftalekonstruktioner i forhold til affaldsforbrændingen og decentrale kraftvarmeværker. Som et resultat heraf beskattes de samme brændsler og energikilder i dag meget forskelligt alt efter deres anvendelse, ikke kun i forhold til CO2 men også med energi-afgifterne, der blev indført efter 1970’ernes oliekriser for at fremme energibesparelser. Energiafgifterne genererer i øvrigt årligt mere end 35 milliarder, mens CO2-afgiften kun er på godt 5 milliarder.
Husholdningernes energiforbrug og motorbrændstofferne bærer generelt den højeste afgiftsbyrde, mens erhvervene og ikke mindst landbruget nyder godt af lave effektive afgiftssatser. Fx reducerede Thorning-regeringen elafgiften for erhvervene i 2014 helt ned til EU-minimum for at bane vejen for store datacentre, der ville placere sig i Danmark. Samtidig betaler husholdningerne fortsat en af de højeste elafgifter indenfor EU.
Det sunde, overordnede princip om, at alt energiforbrug beskattes ikke blot med samme sats per ton CO2 men også med samme sats per gigajoule (GJ) er gennemhullet som en schweizerost, selv inden for de enkelte sektorer. I transportsektoren er afgiften på benzin således højere end på diesel, og for erhvervene er elafgiften væsentligt lavere end afgifterne på brændsler (olie, kul, gas). Når det kommer til opvarmningen ser det lidt bedre ud, idet boliger og erhverv som udgangspunkt er underlagt samme afgift per GJ og CO2 på brændsler, hvilket sikrer at hele bygningsmassen har samme tilskyndelse til at isolere og energieffektivisere – dog stikker afgiften på elvarme ud.
Det sunde, overordnede princip om, at alt energiforbrug beskattes ikke blot med samme sats per ton CO2 men også med samme sats per gigajoule (GJ) er gennemhullet som en schweizerost, selv inden for de enkelte sektorer
_______
Da CO2-afgiften oprindeligt blev indført i 1990’erne gjaldt den for alle CO2-udledere, om end med mulighed for stærkt reducerede satser særligt for tung industri. Men da EU indførte sit kvotesystem for CO2 fra 2005 besluttede man under Fogh-regeringen snart efter at fritage de kvoteomfattede virksomheder fra vores egen CO2-afgift. Det var paradoksalt al den stund, at kvoterne til industrien er gratis-kvoter, som virksomhederne får tildelt uden omkostninger.
Ikke desto mindre er der fortsat en skarp opdeling i CO2-omkostningerne mellem kvote-sektoren og ikke-kvote-sektoren. Kvote-sektoren (større industrier og kraftværker) kunne i mange år nyde godt af ingen eller en meget lav CO2-pris, som følge af overudbuddet af EU’s CO2-kvoter, mens ikke-kvote-sektoren (biler, boliger og bønder) skulle betale dansk CO2-afgift. Efter finanskrisen og frem til 2018 svingede kvoteprisen omkring 5 euro per ton CO2 (ca. 37 kroner), mens den danske CO2-afgift var knap 5 gange højere. Dermed forblev tilskyndelsen til at frigøre sig fra fossile brændsler vidt forskellig – ikke mindst for de industrier, der kunne nyde godt af gratis-kvoter. Efter EU’s sanering af kvotesystemet har CO2-kvote-prisen dog for nylig hævet sig op over niveauet for den danske afgift, men der uddeles stadig store mængder gratis-kvoter til industrien.
Et blueprint for grønne afgiftsreformer
I det følgende skitseres nogle mulige og for mig at se nødvendige hovedpunkter ved indfasningen af en høj og mere ensartet afgift på CO2 og andre drivhusgasser.
1. Ny balance mellem energi- og CO2 afgifter
Det vil fortsat være nyttigt med et afgiftssystem, der står på to ben, dvs. med afgifter på både energi og drivhusgasser. Energiafgifterne understøtter målsætningerne om energieffektivitet gennem besparelser på energiforbruget, hvilket mindsker den samlede efterspørgsel på energi. Men da energiafgifterne rammer fossil og vedvarende energi lige hårdt, kan de ikke i sig selv understøtte omstillingen væk fra fossile energikilder – dertil behøves målrettede afgifter på CO2 og andre drivhusgasser.
Derfor er der behov for at ændre balancen i det nuværende afgiftssystem, således at CO2- og andre drivhusgasafgifter vægter mere, og energiafgifterne mindre. Sådan ser det ud i Sverige, hvor deres høje CO2-afgift suppleres af energiafgifter der er lavere end de danske (alligevel er den samlede beskatning af fossil energi højere end her). Ved at ændre balancen mellem energi- og CO2-afgifter i Danmark bør det være muligt allerede i 2025 at operere med en CO2e-afgift på 800 kroner. Derefter og frem mod 2030 bør den øges med 150 kroner om året indtil 70 pct. målet er nået.
2. Udlign forskellen til CO2-kvoteprisen
Som beskrevet ovenfor er de mange undtagelser og særordninger omkring CO2-afgiften et særskilt problem for 70 pct.-målsætningen, idet samfundet derved påføres høje ekstraomkostninger. Da CO2-prisen på kvotemarkedet på lang sigt må forventes fortsat at ligge under en dansk CO2-afgift (fordi EU har noget lavere klimaambitioner end Danmark) er det afgørende at få udlignet prisforskellen gennem en dansk minimumspris på CO2, sådan som det sker i England. Den ovenfor citerede aftaletekst fra december 2020 nævner ”fossile brændsler til el-produktion” som et emne for at udvide den eksisterende CO2-afgift, hvilket næppe kan tolkes på andre måder end, at partierne rent faktisk har forpligtet sig i den retning – men der er også brug for, at CO2-afgiften omfatter gratis-kvoterne for industrien, hvilket bestemt er muligt indenfor EU-reglerne.
Ved at ændre balancen mellem energi- og CO2-afgifter i Danmark bør det være muligt allerede i 2025 at operere med en CO2e-afgift på 800 kroner. Derefter og frem mod 2030 bør den øges med 150 kroner om året indtil 70 pct. målet er nået
_______
3. Omlæg afgifterne på elektricitet
Forbrugernes nuværende afgift på el favoriserer indirekte den fossile energi, fordi man skal betale den samme afgift per kWh uanset om strømmen er fra vind eller kul. Den fossile el-produktion har foruden sine CO2-emissioner også et stort konverterings-tab, fordi der medgår ekstra brændsler og energi til fremstillingen, som ikke når ud til forbrugeren, hvor afgiften pålægges. De fossile anlæg bruger rent faktisk 1,5 gange mere energi end den el de leverer, selv når fjernvarmen er fraregnet. Dette gælder ikke for el baseret på vind og sol.
At flytte energiafgiften til produktionsleddet er mere retvisende, og vil give el uden konvertering fra brændsler en berettiget konkurrencefordel. Som følge af den herved forbedrede konkurrenceposition for vind og sol kan der opnås pæne besparelser på tilskuddene til disse for staten. Med denne tilgang vil biomasse brændsler anvendt til el-produktion (og fjernvarme) fremover skulle svare energiafgifter – og CO2-afgift hvis de ikke er klimaneutrale. Af hensyn til EU-reglerne behøves kun en meget lille slutbruger-afgift på el, resten kan pålægges produktionsleddet.
4. Transporten: Ligestil diesel og benzin
Afgifterne per GJ er godt 50 pct. højere for benzin end for diesel – den lave dieselpris blev indført for at få udenlandske lastvognstog på gennemrejse til at tanke i Danmark. I stedet for at underbyde andre lande bør Danmark følge England og Italien og ligestille benzin og diesel afgiftsmæssigt. Et eventuelt mindre provenu kan i stedet hentes ind på vejbenyttelsesgebyrer. Som vist i Holland kan tilskud til de få tankstationer i grænselandet lægge en dæmper på passagerbilernes optankning i Tyskland. Samtidig bør indenrigstrafik med fly og færger svare samme CO2- og energiafgifter for brændstofforbruget som vejtransporten. For udenrigstrafikken kan afgifterne indføres indenfor Chicago konventionens bestemmelser gennem bilaterale aftaler eller via EU
Forbrugernes nuværende afgift på el favoriserer indirekte den fossile energi, fordi man skal betale den samme afgift per kWh uanset om strømmen er fra vind eller kul
_______
5. Landbrugets drivhusgasser
Dansk landbrug nyder i dag godt af en af de laveste afgifter på diesel i hele EU, ligesom der ikke er afgifter på kunstgødning, selvom der for hvert ton kvælstof i CO2-ækvivalenter udledes 10-15 ton drivhusgasser, heraf 5 ton CO2e som lattergas. Med en CO2e-afgift på udledningen fra kunstgødningpå fx 800 kroner vil prisen stige med ca. 50 pct., hvilket vil gøre det økonomisk interessant at sikre en væsentlig bedre udnyttelse af de store mængder husdyrgødning, Danmark råder over – og i øvrigt at dosere kunstgødningen omhyggeligt.
Men en højere CO2-afgift på diesel bør suppleres med en energiafgift, så landbruget ligesom i Holland betaler samme afgift som andre erhverv. Lavbundsjorderne (lavtliggende, drænede jorder fx i ådalene) er ansvarlige for næsten 1/3 af landbrugets drivhusgasudslip, men udslippet fra det enkelte jordstykke varierer meget, alt efter kulstofindhold og driftshistorikken. For arealer, der ikke tages ud af drift, bør afgiften for udslippet af drivhusgasser sættes efter den almindeligt gældende afgiftssats.
Endeligt er der metan-bøvserne fra kvæget, hvor man til en begyndelse kunne forestille sig en afgift i forbrugerleddet på oksekød. En afgift på 800 kroner per ton CO2e vil svare til godt 10 kroner per kilo oksekød, som er den absolut mest klimabelastende fødevare. På sigt vil det dog være bedre med en afgift i produktionsleddet, så man belønner de driftsmæssige justeringer i foderet, der kan nedsætte emissionerne.
Kan Danmark gå enegang – hvad med konkurrenceevnen?
Der udspandt sig i 1990’erne en temmelig vidtløftig debat om, hvorvidt Danmark kunne gå enegang med CO2-afgifter på erhvervslivet uden at forringe konkurrenceevnen. Til forskel fra dengang – hvor kun de nordiske lande havde CO2-afgifter – er der i dag så mange lande og regioner, der har indført en pris på CO2, at Verdensbanken i sin årlige rapport vurderer at 22 pct. af de globale CO2-emissioner er omfattet enten af CO2-afgifter eller CO2-kvotesystemer. Blandt disse næsten 50 lande er Kina, der netop har søsat sit nationale CO2-kvotesystem. Standardsatsen for den danske CO2-afgift befinder sig ikke ligefrem forrest i feltet, men er på niveau med Portugal – højere afgifter finder man foruden blandt vore nabolande også i Frankrig, Irland, Finland, Schweiz og Sydkorea.
Det har været vanskeligt at påvise, at de eksisterende CO2-afgifter medførte decideret negative effekter på konkurrenceevnen. Det største studie til dato anvendte den makroøkonomiske model E3ME fra Cambridge Econometrics til at analysere på grønne skattereformer med forhøjede CO2- og energiafgifter i syv lande. Studiet konkluderede, at der rent faktisk var en svag positiv effekt på den økonomiske vækst ved indførsel af en CO2- og energiafgift i de fleste lande.
Det skyldes, at de grønne skattereformer var gennemført provenu-neutralt. Det vil sige, at CO2- og energiafgifterne var kompenseret gennem nedsættelser af andre skatter og afgifter for erhvervene. Dette er helt i tråd med den skatteteoretiske litteratur, som har identificeret nedsættelser i arbejdsgiverafgifterne som den bedste metode til at neutralisere effekten af forhøjede CO2- og energiafgifter for erhvervslivet. Nobelprismodtageren i økonomi, Oliver Nordhaus anførte allerede for mere end 25 år siden prosaisk, at en provenu-neutral CO2-afgift er netop det, der kan få halen på hunden af klima-politik til at logre.
Når provenuet fra en CO2-afgift tilbageføres som en lempelse i arbejdsgiverafgifterne, giver det en fordel til de erhverv, som er arbejdskraftintensive. Dermed er CO2-afgiften med til at understøtte en omstilling, der både gavner beskæftigelsen og sænker udslippene.
Danmark adskiller sig imidlertid fra alle andre lande i EU ved ikke at have arbejdsgiverafgifter, der vil kunne lempes ved en forøgelse af CO2- og energiafgifterne på erhvervene. Selvom vi ofte hører om den tunge skattebyrde i Danmark, så skal arbejdsgiverne her i landet ikke – som i Tyskland og 25 andre EU-lande – betale afgifter til staten for deres ansatte.
Men arbejdsgiverne i Danmark skal trods alt indbetale et bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) for hver ansat. Selvom dette bidrag er aftalt mellem arbejdsmarkedets parter, bør der ikke være noget til hinder for, at staten tilbagefører provenuet fra en forhøjet CO2- og energiafgift på erhvervene som et tilskud til arbejdsgiverbetalingen til ATP. Det vil nemlig have samme effekt som en lempelse af en afgift på arbejdskraft og kunne sikre en overordnet provenuneutralitet, hvorved konkurrenceevnen ikke svækkes for Danmark som helhed.
CO2-afgiften er med til at understøtte en omstilling, der både gavner beskæftigelsen og sænker udslippene
_______
Alligevel kan konkurrenceevnen godt blive påvirket for enkelte virksomheder hvis prisen på CO2 sættes seriøst i vejret. CO2-udledningerne er nemlig forholdsvis skævt fordelt, idet nogle ganske få virksomheder inden for cement og rockwool står for næsten 40 pct. af industriens CO2-udslip. Det er derfor ikke overraskende netop disse få virksomheder, der ofte er meget aktive og højlydte i debatten om CO2-afgifter.
Desuden har man givet et bundfradrag for virksomheder udenfor kvoteordningen med særligt store CO2-udledninger, således at der ikke betales afgift for en stor del af udslippet. Ulempen ved bundfradrag og gratiskvoter er at de store udledere, der tegner sig for langt over halvdelen af industriens drivhusgasser, stort set fritages, hvorved’aben’ – et stort reduktionsbehov – flyttes over på andre dele af samfundet.
De mest energiintensive erhverv kan imidlertid inden længe formentlig opnå beskyttelse gennem EU’s planer om at indføre en såkaldt ’carbon border adjustment mechanism’, dvs. en egentlig klimatold på udvalgte produkter som importeres udefra til EU’s indre marked. Formålet med denne told er at udligne den konkurrencefordel som virksomheder i lande uden en CO2-pris vil kunne opnå, og dermed undgå at produktion og udledninger i EU blot flytter til udlandet (såkaldt ’CO2-lækage’).
Mekanismen findes på en måde allerede i form af anti-dumping afgifter på fx russisk kunstgødning, der ellers ville opnå ublu konkurrencefordele i EU gennem de kunstigt lave naturgaspriser i Rusland til brug i fremstillingen. Det er også muligt at kompensere virksomhederne ved at tilbageføre en del af provenuet fra en CO2-afgift til udvikling af nye, grønne teknologier med lavere CO2-udslip. Dermed bliver det muligt at underlægge de meget udledningstunge virksomheder det almindeligt gældende system, og som foreslået af Europa-Parlamentets miljøudvalg: At indskrænke antallet af gratis-kvoter.
Grønne checks og gule veste
Frankrigs gule veste har øjensynligt jaget en skræk i livet på flere politikere, herunder klimaminister Dan Jørgensen, der selv efter den seneste beskedne politiske aftale om grøn afgiftsreform har udtalt frygt for, at CO2-afgifter vil vende den tunge ende nedad i en sådan grad, at omlægningen vil blive mødt med folkelige protester. Men den franske CO2-afgift blev indført som led i en bredere skattereform, der gav massive skattelettelser til den rigeste procent af befolkningen (man afskaffede den særlige millionærskat).
De laveste indkomstgrupper blev samtidigt meget dårligt kompenseret for CO2-afgiften, idet den franske regering – i modstrid med rådgivningen fra sine egne eksperter og til forskel fra den sædvanlige fremgangsmåde i Danmark – ikke udlignede merudgifterne gennem en grøn check til lavindkomstgrupperne. I stedet for kontanter blev de tilbudt en tvivlsom rabatkupon til indkøb af energispareudstyr. Den forhøjede afgift på motorbrændstoffer blev desuden slet ikke kompenseret og tændte vreden, for – som en af de gule veste pointerede – hvorfor skulle de betale mere for diesel, mens de rige kunne fortsætte med et CO2-afgiftsfrit forbrug af brændstof til flyrejser?
Frankrigs gule veste har øjensynligt jaget en skræk i livet på flere politikere, herunder klimaminister Dan Jørgensen
_______
De ovenfor skitserede reformideer for Danmark vil betyde, at både diesel og fjernvarme vil stige i pris, men det vil kunne opvejes delvis gennem bortfald af den særlige udligningsafgift for dieselbiler og gennem reduktioner i energiafgifterne. Hvis det alligevel antages, at den sidste tredjedel af stigningen til 800 kroner per ton CO2e ikke desto mindre nødvendiggør kompensationer, så vil der for lavindkomstgruppen næppe være tale om udgifter på mere end 0,5-1 pct. af den disponible indkomst, viser beregningerne. For den tiendedel af befolkningen, der har de laveste indkomster (under 85.000 kroner årligt), vil det i gennemsnit svare til en årlig kompensation på omkring 1.000 kroner, der vil kunne udbetales som en grøn check på årsopgørelsen fra Skat.
I øvrigt viser en række analyser, at afgifter på motorbrændstoffer ikke generelt vender den tunge ende nedad – folk med højere indkomster har flere og større biler og kører mere. Derimod er fjernvarmen et mere følsomt område, hvor de laveste indkomstgrupper vil blive påvirket relativt mest. Men derfra og til helt at frede fjernvarmen for mere retvisende energi- og CO2-afgifter er der ganske langt, idet bygningsmassen står for hele 40 pct. af det samlede energiforbrug i Danmark.
Mere detaljerede tekniske analyser viser imidlertid, at fjernvarmen i dag ofte er for billig til at gøre kendte energibesparende foranstaltninger og teknologier rentable, dvs. det er investeringer, der ikke vil give noget højt afkast. Så det bliver strengt nødvendigt at fjernvarmen inddrages konsekvent i det samlede afgiftssystem. Men det bør ledsages ikke blot af en grøn check til de laveste indkomstgrupper, men også med aktive renoveringsprogrammer med tilskud til isolering og energieffektivisering.
Da formålet med den grønne skattereform ikke bør være at øge det samlede skattetryk, men udelukkende at sikre retvisende prissignaler i valget af energi, vil et eventuelt merprovenu også kunne anvendes til at sænke andre skatter og afgifter for husholdningerne – fx indkomstskatten. Det var netop, hvad der skete i 1990’erne, hvor tre grønne skattereformer var med til at sænke skattetrykket på lønindkomsterne, sådan at Danmark gik fra at være førende til at rykke ned i midterfeltet, hvad angår beskatningen af løn i EU-landene. En ændring, der ifølge analyserne af Cambridge Econometrics var med til at øge beskæftigelsen i Danmark.
Virker CO2- og energiafgifter?
Det er ganske godt dokumenteret igennem en række detaljerede økonometriske studier, at afgifterne har en effekt. De høje energiafgifter, som vi historisk har haft i Danmark, betyder, at energiforbruget til opvarmning af boliger er markant mindre end fx i sammenlignelige områder i USA, hvor der ingen afgifter er. Vores høje og stadigt stigende afgift på el har holdt elforbruget i ave. Den i og for sig beskedne CO2-afgift har også haft dokumenterede effekter på CO2-udledningerne, som kunne have været større, hvis afgiften havde holdt trit med den økonomiske vækst og var blevet brugt mere aktivt. Fra grundige studier af CO2-afgifterne i andre lande ved vi, at husholdninger og forbrugere reagerer – ofte kraftigere end på de almindelige prisændringer – på øgede CO2- og energiafgifter, idet flere studier viser, at en afgift hyppigt har en særlig psykologisk ekstra-effekt.
Det bliver ofte fremført, at en CO2-afgift kun virker, hvis forbrugerne og virksomhederne har et alternativ. Her er det vigtigt at sondre mellem, hvordan afgiften virker på kort og på lidt længere sigt. I fraværet af alternativer vil afgiften jo kunne bane vejen for nye, grønne teknologier og produkter, men deres vej til markedet vil ofte kræve nogen tid. Umiddelbart må en CO2-afgift derfor ofte overvæltes i prisen på en virksomheds produkter, men på lidt længere sigt vil afgifter føre til nye processer og produkter, der måske endda kan forbedre virksomhedens konkurrenceposition, som pointeret af Harvard-økonomen Michael Porter. På kort sigt stimulerer CO2-afgiften små og gradvise justeringer af produktionen, mens den på længere sigt og med det rette niveau kan bane vejen for innovation og mere radikale teknologiske nybrud.
Det er netop disse teknologiske nybrud, vi ifølge Klimarådet har voldsomt brug for, hvis vi skal helt i mål med en 70 pct. reduktion, simpelthen fordi de sidste 5-10 pct. ikke kan nås med allerede kendte teknologier. Af samme grund er det afgørende, at de politiske udmeldinger om et væsentligt højere niveau for CO2e-afgiften bliver givet hurtigt og troværdigt. De nye teknologier som også statsministeren ønsker sig kan meget dårligt klare rejsen fra laboratorierne gennem innovationernes ’valley-of-death’ til udbredelse i samfundet og på markedet, hvis de ikke understøttes af klare og retfærdige prissignaler – hvor dem, der fortsat udleder drivhusgasserne, bliver kaldt til kasseapparatet. ■
På kort sigt stimulerer CO2-afgiften små og gradvise justeringer af produktionen, mens den på længere sigt og med det rette niveau kan bane vejen for innovation og mere radikale teknologiske nybrud
_______
Litteratur bl.a.:
– “Carbon-energy taxation: lessons from Europe” By Mikael Skou Andersen & Paul Ekins (eds.). Oxford and New York: Oxford University Press, 2009. 352 s.
– ”Handbook of research on environmental taxation” By Janet E. Milne & Mikael Skou Andersen (eds.). London: Edward Elgar publishing, 2014. 510 s.
– “Reflections on the Scandinavian model: some insights into energy-related taxes in Denmark and Sweden”. By Mikael Skou Andersen, European Taxation 55(6) 235-244. 2015. Ibfd.org
Mikael Skou Andersen (f.1961) er professor i miljøpolitik og –økonomi ved Aarhus Universitet. Han var sagkyndigt medlem af Skatteministeriets CO2-arbejdsgruppe (2005-2007), og som udstationeret på Det Europæiske Miljøagentur i årene under finanskrisen (2010-13) rådgav han om grønne skattereformer i Italien, Portugal og Irland. For tiden samarbejder han med forskere i Østrig om landets planer for en CO2-afgift. Medlem og næstformand for den videnskabelige komite på Det Europæiske Miljøagentur siden 2016. ILLUSTRATION: Fly i Haneda-lufthavnen, 2019 [foto: Gilbert Sopakuwa/Flickr]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
