17.02.2021

.

Det er klassisk vestlig ønsketænkning at tro, at Navalnyj er en ædel demokrat, bare fordi han er anti-Putin. Men vi i Vesten bør træde lidt ned fra den moralske piedestal, hvor vi har sat os af gammel vane. Vi forstår nemlig ikke andre kulturer bedre end de selv, og hvis vi skal samarbejde med det officielle Rusland nu og i den nærmeste fremtid – og det skal vi – bliver vi nødt til at erkende, at flertallet i Rusland støtter Putin, og at hans styre ikke står overfor et snarligt fald.

Kronik af Jens Jørgen Nielsen

Navalnyj-feberen er over os – og har været det i snart et halvt år. Aleksej Navalnyjs tilbagevenden til Rusland samt de efterfølgende begivenheder med arrestation og demonstrationer i de større russiske byer i januar har bragt sindene op i et blodrødt felt – især i vesten.Det begyndte med det, Vesten mener er et giftattentat, men som de russiske læger anfægter. De russiske myndigheder gav dog Navalnyj lov til at flyve til Berlin for yderligere behandling. Her har han opholdt sig indtil januar i år, hvor han vendte tilbage til Moskva.

I begyndelsen af februar blev han idømt fængsel i 2 år og 8 måneder. Han havde allerede to betingede fængselsdomme, som forudsatte, at han meldte sig to gange om måneden hos myndighederne. Det har han forsømt – ikke bare under hans ophold i Tyskland, men også mange gange før. Det statsejede nyhedsbureau, TASS, citerer dommeren i sagen mod Navlanyj for at henvise til flere tilfælde, hvor Navalnyj ikke henvendte sig hos myndighederne – bl.a. i både januar, februar, marts og juli måned i 2020 – før i august, hvor han befandt sig i Berlin.

Han er dømt ved civile søgsmål for underslæb over for hhv. et russisk firma, Kirovles, og et fransk parfumefirma, Yves Rocher. Der er meget divergerende udlægninger af disse retssager, men den europæiske menneskerettighedsdomstol (ECHR) har dømt dem som unfair, men dog anerkendt, at sagerne var ført i overensstemmelse med russisk lov. Flere involverede i sagerne har modtaget fængselsstraffe, bl.a. Navalnyjs bror og en tidligere guvernør.

Navalnyj-historien er blevet storpolitik: På baggrund af Navalnyj-sagerne er der i EU et voksende krav om helt at droppe den russiske gasledning Nord Stream 2. Derudover stiller Præsident Biden krav til Rusland om at løslade Navalnyj og lader forstå, at ’USA ikke svigter sine allierede’. Det kunne man tolke derhen, at Navalnyj for Vesten er den egentlige repræsentant for Rusland i modsætning til Putin og resten af administrationen i Kreml.

Men hvordan bliver Navalnyj-historien egentlig brugt, hvad afslører den om forholdet mellem Rusland og Vesten og om deres gensidige syn på hinanden?

 

Men antallet af dem, der giver udtryk for, at de stoler på Navalnyj og ønsker ham som præsident svinger mellem kun 2 og 4 pct.
_______

 

Putin er overraskende populær
Af medier og udtalelser fra vestlige politikere, kan vi forstå, at Navalnyj nok er den sande repræsentant for det russiske folk. Han er manden, der vil føre Rusland ind i den globaliserede verden. Amerikanske politikere siger det ikke så ofte direkte, men fra medierne og universiteterne hører vi ofte sådanne udtalelser. Fx har Michael Mcfaul, tidligere amerikansk ambassadør og forsker i Moskva, skrevet bøger om Rusland og massevis af artikler om Navalnyj. Hans hovedsynspunkt er, at Putin ikke repræsenterer det russiske folk, og at amerikansk Ruslandpolitik derfor skal gå uden om Kreml og arbejde direkte med bl.a. Navalnyj.

Sandt er det, at ganske mange russere er utilfredse med korruption, og at de tager relativt positivt imod den kritik af misbrug og korruption, som Navalnyj også bruger aktivt i sin kampagne mod Putin. Meningsmålinger fra før drabsforsøget mod Navalnyj viser, at ca. 20 pct. af den russiske befolkning er tilfredse med Navalnyjs tiltag mod korruption. Men antallet af dem, der giver udtryk for, at de stoler på ham og ønsker ham som præsident svinger mellem kun 2 og 4 pct. Jeg har en del venner og bekendte i bl.a. Moskvas middelklasse, som gerne ser en anden end Putin på præsidentposten. Men det skal bestemt ikke være Navalnyj, som mange ser som en vulgær gadedreng.

Opbakningen til Navalnyj er ganske lille, og tal på 15-20.000 demonstranter i Moskva er ikke et højt tal for demonstrationer i Rusland. Tallene svinger ganske betydeligt alt efter, hvem man spørger. Politiet mente, at der var mødt 5.000 op til den første demonstration i Moskva. Navalnyjs stab talte om 20-25.000. Demonstrationer fandt sted i overraskende mange byer, men med relativt få deltagere. Det er der flere forklaringer på.

For det første er Putin populær, i hvert fald hos den generation, der oplevede Gorbatjovs perestrojka kort før Sovjetunionens sammenbrud og ikke mindst præsident Jeltsin i 1990’erne. Putins popularitets-ratings har sjældent været under 50 pct. Det viser ganske mange meningsmålinger, heriblandt fra Levada Instituttet, der i øvrigt ikke lægger skjul på sine liberale holdninger – og tidligere af Kreml er beskyldt for at handle på vegne af USA i deres meningsmålinger, fordi centeret i perioder har dokumenteret faldende popularitet hos Putins parti.

 

Forestillingen om, at der bare skal et lille puf til, og så vender flertallet af den russiske befolknings sig mod Putin, er ganske langt fra virkeligheden
_______

 

Putins popularitet er imidlertid ikke påvirket af Navalnyj ifølge meningsmålingerne. I juni 2020 svarede 60 pct. af de adspurgte, at de billigede Putin som præsident. I september samme år, lige efter giftangrebet på Navalnyj, var andelen steget til 69 pct., og i januar 2021 er andelen endt på 64 pct. Interessant er det dog, at kun 51 pct. af respondenterne i aldersgruppen mellem 18 og 25 år, var positive over for Putin.

I januar 2021 var antallet af dem, der billigede Navalnyjs aktiviteter faldet til 19 pct fra 20 pct. i september. Antallet af dem, der misbilligede dem var steget fra 35 til 56 pct., hvilket kan forklares med, at flere nu kendte til ham. Der er også kommet nye tal for tilfredsheden i Rusland: Her hedder det, at 49 pct. af russerne er optimister og mener, at det går bedre og bedre i landet. 40 pct. mener derimod det modsatte.

Der er ingen tvivl om, at ganske mange russerne har oplevet, at landet på den lange bane har ændret sig til det bedre. I de 20 år, Putin har været ved magten, er indkomstniveauet cirka firedoblet, sundhedsniveauet er hævet, og statslige institutioner fungerer bedre end i 1990’erne. Og mange vil gå langt for at undgå at få noget, der ligner 1990’erne en gang til. Dertil kommer, at Rusland i løbet af et par årtier er blevet en stærk international spiller, og det er mange russere stolte over. Så forestillingen om, at der bare skal et lille puf til, og så vender flertallet af den russiske befolknings sig mod Putin, er ganske langt fra virkeligheden.

Der er unægteligt frustrationer og problemer i Rusland. Uligheden og korruptionen er de vigtigste årsager hertil. Men det er et stort spørgsmål, om de opvejes af tilfredsheden med den relative stabilitet, som Putin har bidraget med. Hvis man som russer har oplevet perioden fra slutningen af 1980’erne til slut 1990’erne, så står stabilitet meget højt på prioritetslisten – efter alt at dømme højere end de liberale ting, som Vesten ønsker for Rusland.

Det er også klart, at Putins tid om ikke af andet så på grund af hans alder (han er født i 1952) går mod slutspillet. Det kommende magtskifte kommer ikke nødvendigvis til at gå stille eller forudsigeligt for sig. Putins positive bidrag i mange russeres øjne er, at han har skabt balancer mellem de forskellige magtklaner- og strømninger og har stabiliseret landet og undgået fortidens katastrofer – og det er det, befolkningen har kvitteret for. For mange af os, der kender Rusland på godt og på ondt, er det i sig selv ikke nogen lille bedrift. Som jeg vurderer det, så har russerne ikke nået det punkt, hvor de er villige til at gennemleve endnu en revolution. De fleste russere vil mene, at de har for meget at tabe.

 

Vi i Vesten er hurtige til at identificere potentielle politikere, der har været ofre for autoritære regimer, som nogle af vores egne, der vil leve efter vestlige principper i deres hjemlande
_______

 

Navalnyj er ikke den, som Vesten drømmer om
En central grund til Navalnyjs begrænsede succes i Rusland er hans egen personlighed. Der er mange ting i Navalnyjs biografi og karaktertræk, som politikere i Vesten ser bort fra. De vil tilsyneladende kun anerkende det, de ønsker at se: nemlig en politisk korrekt, moralsk og ædel demokrat – altså en, der rummer og legemliggør vores idealer. Men ak, det er ikke første gang, at mennesker, der ønskede hjælp i Vesten til at komme til magten, har henvendt sig til USA for støtte. De har som regel kendt de rigtige buzzwords: demokrati, retsstat, gennemsigtighed og markedsøkonomi.

Men meget ofte har det vist sig, at det ikke var den angelsaksiske kultur, som de realiserede i deres hjemlande, når de var kommet til magten. Jeltsins Rusland i 1990’erne blev ikke det blomstrende demokratiske og fri samfund, som mange drømte om dengang.

Eller tænk på Aung San Suu Kyi fra Myanmar, som sad mange år i husarrest og var kendt for sin ikke-voldelige kamp for demokrati i landet under årtiers militærdiktatur. Det fik hun Nobels fredspris for i 1991. I 2015 blev hun valgt som de facto leder i Myanmar, selvom hun ikke kan blive præsident ifølge den grundlov, som militæret har formuleret for landet. Hun er nu blevet voldsomt kritiseret for ikke at forhindre – ja, fornægte eksistensen af – folkedrabet på det muslimske mindretal i Myanmar, rohingyaerne.

Noget kunne tyde på, at vi i Vesten er hurtige til at identificere potentielle politikere, der har været ofre for autoritære regimer, som nogle af vores egne, der vil leve efter vestlige principper i deres hjemlande. Denne kulturelle blindhed gør sig også i et vist omfang gældende i Navalnyjs tilfælde.

Navalnyj var før 2009 medlem af det russiske socialliberale parti, Jabloko, som nok er tættest på politisk korrekthed efter vestlig målestok og kan sammenlignes med Det Radikale Venstre i Danmark, men han blev smidt ud. Der var flere årsager til det. Navalnyj har en ganske mørk side. Han udgav i 2007-8 flere videoer, som ikke stod tilbage for, hvad Rasmus Paludan kunne have fundet på at offentliggøre i Danmark. Blandt andet sagde Navalnyj i videoerne, at tjetjenere og andre muslimer er noget, man dræber som skadedyr, og anbefalede at købe en fluesmækker og dræbe dem som insekter, eller købe en pistol og skyde dem.

For det andet er Navalnyj blevet beskrevet som ganske egenrådig og kompromisløs. Han udviklede aldrig rigtig gode relationer til andre dele af den russiske opposition. Navalnyj har specialiseret sig i provokationer, afholdelse af demonstrationer uden myndighedernes godkendelse og efterfølgende slagsmål med politiet. Spørgsmålet er, om han ikke skræmmer liberale oppositionsfolk væk på den måde. Mange fra venstrefløjen har også undsagt ham.

 

Så længe mange russere føler, at de bliver truet af Vesten, så sker der ikke noget på den demokratiske front i Rusland
_______

 

For det tredje har Navalnyj ikke et gennemarbejdet politisk program. Jeg har set ham diskutere politik på diverse tv-kanaler, og jeg er ikke blevet meget klogere på, hvad han egentlig vil med Rusland. Han er god til at kritisere korruption og oligarkers og embedsmænds vellevned. Men hvordan han vil samle kræfterne til et nyt Rusland, og hvordan det skal foregå, forbliver ganske uklart. Han har ikke engang kontakt til fagforeningerne. Derfor er der heller ikke noget at samles om for den ikke alt for store opposition. For hvad vil han med Rusland, Krim, Ukraine, Tjetjenien, kineserne, oligarkerne m.m.? Hvordan vil han diversificere den russiske økonomi? Hvordan vil han skabe balance mellem centralmagten og de forskellige subjekter (autonome enheder), som Rusland består af?

Der er mange komplicerede problemer i det store land. Navalnyj har næppe det, der skal til for at samle den russiske befolkning. Han har aldrig vist, at han kan styre noget – han har ikke haft noget embede og er uden basal politisk og ledelsesmæssig erfaring. Tjetjeniens leder, Ramzan Kadyrov har undsagt ham, bl.a. provokeret af hans racistiske udtalelser om tjetjenere. Man kunne stille det enkle spørgsmål: Hvordan vil Navalnyj løse det meget prekære og sprængfarlige problem, der hedder Tjetjenien?

Navalnyj lover til gengæld alt muligt: lavere skatter, deregulering, lavere pensionsalder, mange flere penge til enlige mødre, ophør af eksport af olie/gas. osv. Det hænger ikke sammen. Navalnyj henviser til de mange penge, som oligarkerne besidder. Men hvordan man får fat i dem, når Navalnyj andre steder taler om privatisering, fremstår ikke særlig klart.

Gregorij Javlinskij var leder af det parti, som smed Navalnyj ud for ca. 10 år siden, nemlig Jabloko. Javlinskij er markant kritiker af Putin og kritiserede også utvetydigt giftattentatet mod Navalnyj i august. Men i en opsigtsvækkende artikel fra d. 6. februar i år har han meget grundigt undsagt Navalnyj. Han argumenterer for, at Navalnyj fundamentalt set er ude på ballade, og at han dermed i virkeligheden spiller Putins spil. Javlinskij mener, at det er vigtigt at arbejde for en ny retsstat – men det gør Navalnyj ikke.

Har Navalnyj ikke ret til en politisk platform som alle andre politikere i demokratiske samfund? Efter min personlige overbevisning: Jo selvfølgelig. Sagen er, at der er ganske meget kritik af korruption og andre ting i Rusland og dets medier – Navalnyj skubber så at sige en åben dør ind. Den åbenlyse støtte fra Vesten, dvs. EU og USA, får blot det store flertal af russere til at se Navalnyj som en femte kolonne [muldvarp for Vesten, red.].

Så længe mange russere føler, at de bliver truet af Vesten, så sker der ikke noget på den demokratiske front i Rusland. Perceptioner betyder noget i politik – i hvert fald mere end vestens moralske anfægtelser.

 

Jo mere vi fra officiel side støtter de liberale i Rusland, jo mere isolerede vil disse liberale blive. Desværre. Vi gør dem reelt en bjørnetjeneste ved at fremstille deres kamp som vores kamp
_______

 

Ned fra piedestalen
Rusland er langt fra et idealsamfund. Der er mange skyggesider, ligesom der er en usikker situation nu, hvor vi kan se enden på Putins magtperiode. Og Navalnyj er god til at markedsføre sine kritikpunkter, som jo rammer noget, som de fleste russere er klar over: at der eksisterer korruption i Rusland. Men det er til dels også den usikkerhed og nervøsitet over, hvad der skal ske efter Putin, som ligger bag hele Navalnyj-postyret. Der er tradition for voldsomme omvæltninger i Rusland, og det skaber ængstelse blandt alle russere – ikke kun de velhavende oligarker.

Hvordan bør vesten forholde sig til Rusland? Vi i Vesten kan gøre flere ting. For det første kan vi træde lidt ned fra den moralske piedestal, hvor vi har sat os af gammel vane. Vi forstår ikke andre kulturer bedre end de selv, og vores råd er derfor som regel hverken hjælpsomme eller relevante. Ofte vil de føre i uheldig retning. Fremturer vi med at se os selv som skabningens herre, opnår vi blot det resultat, at mange ikke-vestlige lande vil vende sig mod os. Skolemesteragtige prædikener vil som regel have den modsatte effekt i forhold til hensigten.

Jo mere vi fra officiel side støtter de liberale i Rusland, jo mere isolerede vil disse liberale blive. Desværre. Vi gør dem reelt en bjørnetjeneste ved at fremstille deres kamp som vores kamp. At se hele koret af vestlige ledere unisont udhænge Rusland, finansiere protestbevægelser og lade ambassadefolk deltage i demonstrationer mod regeringen er vand på russiske nationalisters mølle. Det vil flytte Rusland i mere autoritær retning. Lidt kulturel fingerspidsfornemmelse skader ikke. For tag ikke fejl – lige så meget vi føler med Navalnyj og støtter ham moralsk og økonomisk, lige så meget er mange russere kritiske over for især USA, men også EU. Det er en ond cirkel.

At træde ned fra piedestalen betyder også at undgå dobbelte standarder. Vesten kritiserede meget følelsesladet og forarget det russiske politis adfærd over for demonstranterne i Moskva. Helt ærligt, jeg så flere tv-kanalers billeder fra Moskva – og det russiske politis adfærd var ikke værre, end hvad vi kan se i Paris, Amsterdam, USA og andre steder. Under de gule vestes demonstrationer i Frankrig er der omkommet 12 personer. Og hvor mange sidder der ikke i fængsel for catalansk selvstændighed? Det blev i øvrigt bragt op under Josep Borrells officielle besøg i Moskva den første uge af februar 2021.

 

Vi skal have en dialog med også det officielle Rusland, uanset hvad vi ellers synes om Navalnyj og Putin. En væsentlig grund er, at flertallet af den russiske befolkning støtter Putin
_______

 

Borrell er populært sagt EU’s udenrigschef, og på det officielle pressemøde rejste han spørgsmålet om Navalnyj. Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, forlod sin høflige, diplomatiske stil og sagde direkte, at EU ikke er en troværdig partner. En ydmygelse for Borell. Efter sigende skulle Lavrov også have vist Borrell en times optagelser af hollandsk, spansk og fransk politis behandling af demonstranter. Han lod forstå, at Rusland kunne begynde at stille krav om de fængslede catalanere, dvs. spille samme spil som EU-landene, der konstant diskuterer sanktioner mod Rusland. Lavrov lod også europæerne forstå, at Rusland ikke er afhængigt af EU, fordi Kina er en respektindgydende faktor, som Rusland allerede er i et dybt samarbejde med.

Det er vigtigt at forstå, at Rusland ikke bare kan følge en køreplan lagt af os. Ideologisk konfrontation fører kun til oprustning og manglende sikkerhed. Russerne har sjovt nok også nationale interesser. Og vi skal samarbejde med Rusland og ikke bare med den russiske opposition. Alt andet ville være eventyrpolitik. Vi skal have en dialog med også det officielle Rusland, uanset hvad vi ellers synes om Navalnyj og Putin. En væsentlig grund er, at flertallet af den russiske befolkning støtter Putin, og at det nuværende styre ikke står over for et snarligt fald. Men vigtigst af alt for vores egen sikkerheds skyld.

Hvad med den nærmeste fremtid i Rusland? Mens vi i Vesten samler os om fortællingen om Navalnyj som offer, så vurderer jeg, at det modsatte vil være tilfældet i det meste af Rusland. Særligt en begivenhed synes for alvor at have vendt stemningen i den russiske befolkning: Det er kommet frem, at Navalnyjs organisation har sendt et brev til USA’s præsident Biden, hvor de beder om, at USA indfører sanktioner mod en række navngivne russiske statsborgere.

Jeg tror, at fortællingen om Navalnyj som forræder vil være fremherskende i Rusland i den nære fremtid. Denne situation er forstærket af en anden hændelse: nemlig at Navalnyj har fornærmet en russisk veteran fra 2. verdenskrig, en veteran, som havde støttet Putin ved afstemningen om den nye forfatning i 2018. Veteranens barnebarn har indledt en retssag, som i skrivende stund ikke er afsluttet. Hvis vi husker på, hvor stor en folkelig rolle sejsdagen over det nazistiske Tyskland fylder, og hvor stor en respekt der er for 2. verdenskrigs veteraner – også fra de helt unge – så kan det sagtens få en betydning for den russiske befolknings vurdering af Navalnyj.

Fortællingen om amerikansk støtte og indblanding er tilmed gift for Navalnyjs i forvejen spinkle chancer for opbakning. Så konklusionen er ret nedslående. Rusland og Vesten forstærker spændingsniveauet. Vi er tilbage til den kolde krigs mentale landskaber og kaprustning. Mere konfrontation vil næppe føre til et mere afspændt forhold.

Vi mangler stadig en langsigtet strategi for Rusland, for dæmonisering er ikke god udenrigspolitik. ■

 

Vi mangler stadig en langsigtet strategi for Rusland, for dæmonisering er ikke god udenrigspolitik
_______

 

Jens Jørgen Nielsen (1949) er cand. mag i historie og idéhistorie. Han har arbejdet på danske ambassader og været korrespondent for Politiken i Moskva. Jens Jørgen Nielsen arbejder som konsulent og tolk for eksportvirksomheder bl.a. i Rusland, Ukraine og Hviderusland. Han er desuden forfatter til flere bøger om Rusland. En ny bog: Rusland på Tværs? forventes udgivet i august i år. ILLUSTRATION: Ruslands præsident, Vladimir Putin [Foto: RIA-News/Michael Klimentyev/Polfoto]