Søren Ulka (V) om krisen i Venstre: Udlændingepolitikken skal lægges på hylden, hvis blå blok skal finde nyt fodfæste

Søren Ulka (V) om krisen i Venstre: Udlændingepolitikken skal lægges på hylden, hvis blå blok skal finde nyt fodfæste

13.02.2021

.

Hvis Venstre og blå blok skal vinde næste valg, skal de finde et fælles emne at centrere deres projekt omkring. Det bør handle mindre om udlændingepolitik og mere om fremtidens sundhedsvæsen. For det ses tydeligt, at det nuværende sundhedssystem er blevet for centraliseret. Borgerne føler ikke, at deres sundhedsvæsen er der for dem. Et nyt system bør bygges op omkring den liberale tanke, at den der styrer dit liv og dine tilbud, er dig selv og ikke en stat.


Kommentar af Søren Ulka, tidligere formand for Venstres Ungdom i Hovedstaden og medlem af Venstre

DER ER EN SCENE i serien Community, hvor en af seriens hovedpersoner kommer tilbage fra at have hentet pizza, og lejligheden er i flammer. Der ligger en person på gulvet, der er skudt af en anden person, der er besvimet. Sådan er følelsen, når man står som medlem af Venstre og kigger på blå blok. For bare fordi der er nogle få problemer, der er opstået på samme tid, er hele blokken ved at falde sammen. Så hvad skal der til for at redde den? Det vil jeg give mine tre bud på.

For det første skal der findes et fælles projekt blandt de blå partier. Det fælles projekt er nemlig – ud over mangel på udvikling fra Løkke-årene – blevet ramt i hjertet af Socialdemokratiet, der har sat sig på DF’s skød og mast dem langt ned mod spærregrænsen. Da det skete, blev udlændingepolitikken et valensemne. Det er blevet et emne, hvor Socialdemokratiet har de samme mål som blå blok, og samtidig vil bruge de samme midler.

Hvis vi dertil lægger, at regeringens støttepartier ikke har noget at sige på udlændingepolitikken, så er det et emne, der skaber en konkurrence om at være den hårdeste strammer. Og på et tidspunkt bliver det svært at stramme mere uden at kvæle vigtige og nødvendige internationale relationer.

 

[Udlændingepolitikken] er blevet et emne, hvor Socialdemokratiet har de samme mål som blå blok, og samtidig vil bruge de samme midler
_______

 

DET BRINGER MIG videre til min anden pointe, nemlig at udlændingepolitikken skal sættes på hylden, og der skal skabes noget nyt. Det er måske underligt og angstprovokerende at tænke på for mange politikere, der bliver bange for at miste deres job, hvis Venstre og blå blok fortsætter nedturen. Men det er ikke nu, de skal blive bange for at sætte den ene fod foran den anden. Alle politikerne skal finde tilbage til deres værdier og rødder, tilbage til dét, der fik dem til at melde sig ind i et parti og stille op til folketinget.

Det vil give et udgangspunkt for at skabe en dialog med vælgerne om andet end udlændingepolitik – og tage fat på de andre store problemer og emner, der er i samfundet.

I øjeblikket fremlægger Venstre rigtignok nye udlændingepolitiske forslag. Men det er intet problem, for det er ikke sådan, at udlændingepolitikken skal lægges i graven, den skal bare stilles i udstillingsvinduet sammen med alle de andre ting, vi går ind for.

Det må heller ikke blive en økonomisk dagsorden, der ene og alene skal løfte og samle blå bloks politiske projekt. Alle ved nemlig, hvor blå blok står, når det kommer til økonomisk ansvarlighed. Og netop det politiske emne vil derfor ikke blive vigtigt, før vi står i en ”naturlig” økonomisk tilbagegang – dvs. en tilbagegang som ikke er fremprovokeret af corona.

For den blå blok vil det derfor give mening at finde et helt nyt emne, som kan samle og løfte den borgerlige opposition. Det skal ligesom udlændingepolitikken være værdipolitisk, men med en mulighed for at give det et økonomisk spin. Her er et fokus på fremtidens sundhedsvæsen oplagt. Hvorfor? Det er jo ikke nyt! Nej, men det ses tydeligt, at det nuværende sundhedssystem er blevet for centraliseret. Supersygehuse der ligger langt fra borgerne. Borgere der ikke føler, at deres sundhedsvæsnet er der for dem.

Et nyt system skal bygges op omkring den liberale tanke, at den der styrer dit liv og dine tilbud, er dig selv og ikke en stat. Det er dét, der skal stå centralt for en borgerlig liberal regering. Og til forskel fra Socialdemokratiet så skal borgernes frie valg være i centrum, hvis du gerne vil behandles på et privathospital, skal du have muligheden.

Dermed siger jeg ikke, at der ikke skal være et bredere program, men hvis det næste valg bliver et sundhedsvalg, så vindes der noget terræn. Det er der en vis chance for efter COVID-19, da der er en del behandlinger der er blevet udsat. Udlændingepolitikken, klimapolitikken og fordelingspolitikken skal ikke være det primære. Det, vi skal gøre, er at hive valget over på vores banehalvdel og sørge for, det er rød blok, der svarer på spørgsmål om vores politik og ikke omvendt.

 

[T]il forskel fra Socialdemokratiet så skal borgernes frie valg være i centrum, hvis du gerne vil behandles på et privathospital, skal du have muligheden
_______

 

DEN TREDJE TING der i mine øjne skal klares for at redde blå blok, er noget så simpelt, men svært, som at opnå samarbejde og samtale. Samtalen om, hvordan det de politiske emner skal udforme sig, er nok det vigtigste for, at blå blok kan komme tilbage til statsministeriet. Eller det vil sige: sammen med samtalen om, hvem der skal lede blå blok.

For mens Pape lurepasser og Ellemann kæmper med at få ro på tropperne skabes der en usikkerhed om, hvem vælgeren stemmer på som statsminister i blå blok. Det er et problem, for der er dermed ikke sikkerhed for, hvem der bliver statsminister, hvis de blå partier vinder.

Samarbejdet ligger i forlængelse af samtalen, og det er samarbejdet om selve det blå projekt. Det blå projekt må ikke være personbåret eller gå i stå i udviklingen. Det skete med Lars Løkke der til sidst mente, at han i sig selv var nok til at genvinde statsministeriet. Det ved vi i dag ikke var nok. Der skal politik og solid borgerlig politik på bordet.

Hvis ikke disse tiltag bliver lavet, vil blå politik forblive en reaktion på rød bloks politik et godt stykke tid fremover. Det er der ingen i blå blok, der ønsker, og det kan undgås, hvis der kommer ro på de indre linjer. Og der kommer en samtale om blå blok og et samarbejde om et borgerligt projekt for Danmark. Udviklet af alle dele, af alle partierne, baseret på samarbejde og forhandling. ■

 

Udlændingepolitikken, klimapolitikken og fordelingspolitikken skal ikke være det primære. Det, vi skal gøre, er at hive valget over på vores banehalvdel og sørge for, det er rød blok, der svarer på spørgsmål om vores politik og ikke omvendt
_______

 



Søren Ulka (f. 2000) studerer Politik og Økonomi på Aarhus Universitet. Han er tidligere formand for Venstres Ungdom i Hovedstaden og medlem af Venstre. ILLUSTRATION: Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, til Venstres ekstraordinære landsmøde 21. september 2019 [Foto: Henrik Bjerregrav/Venstre/flickr]