26.01.2021

.

Frikommuneforsøget er et kærkomment tiltag, fordi det adresserer en række reelle udfordringer og problemer i vores velfærdssamfund, hvilket ikke mindst består i en stor kompleksitet i vores lovgivning. Men forsøg af denne type synes desværre ofte at give tvivlsomme resultater. Al erfaring tilsiger nemlig, at markante opgør med den voksende lovgivningsbyrde i det offentlige forudsætter et Folketing, der stopper med at ville detaillovgive.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Jesper Zwisler

VLAK-REGERINGEN LANCEREDE frikommuneforsøget, der nu videreføres af den nuværende regering og giver 7 udpegede kommuner mulighed for at løse de kommunale opgaver mere effektivt eller med større kvalitet ved at søge om at måtte fravige eksisterende love og regler på områder som daginstitutioner, skoler og ældrepleje.

Formålet med forsøget er, som det fremgår af regeringens oplæg til frikommuneforsøget, ”at afprøve nye måder at gøre tingene på i den offentlige sektor med henblik på at finde mere effektive løsninger, der kan sikre mere kvalitet for pengene og/eller mere tid til kernevelfærden i kommunerne. Erfaringerne fra forsøgene under frikommuneforsøget inspirerer løbende til forenkling og forbedring af de statslige regler.”

De to sætninger lyder bekendte, fordi de for det første adresserer et tiltagende problem i den offentlige sektor om en stadig mere kompleks og uigennemskuelig lovgivning. Trods skiftende regeringers klare målsætninger om at ville den voksende lovgivning til livs gennem deres moderniseringsprogrammer for den offentlige sektor, er udviklingen siden det første moderniseringsprogram under Schlüter kun gået i én retning: flere og mere omfattende love, bekendtgørelser og regler. Det er kun blevet mere komplekst og mere uigennemskueligt.

 

Folketingspolitikerne skal have mod og styrke til at stå imod en mediestorm om kommunal velfærd. For virkeligheden er, at kommunerne er i stand til at finde løsninger og mange gange bedre og mere virkningsfuldt, end når politikerne på Christiansborg forsøger at løse problemet gennem ny og dermed øget lovgivning
_______

 

For det andet adresserer frikommuneforsøget det forhold, at der gennem de seneste år har rejst sig en bølge af utilfredshed med opgavevaretagelsen på centrale områder i den offentlige sektor. Folkeskoleområdet har siden PISA-undersøgelsernes introduktion været en kampplads for alle inden og uden for Christiansborgs mure i forhold til at sikre, at vores folkeskoler leverer bedre undervisning til eleverne. På daginstitutionsområdet har der nærmest rejst sig en folkebevægelse med krav om minimumsnormeringer, ligesom der på ældreområdet løbende er dokumentation af ”urimelige tilstande” for vores ældre. Der mangler kvalitet, der mangler ressourcer, mest ressourcer, og der mangler handling fra politikerne.

På den måde synes frikommuneforsøgsparadigmet at repræsentere et ”politisk kinderæg” for de centrale og styrende ministerier i den siddende regering; det signalerer 1) handlekraft i forhold til den voksende lovgivning, samtidig med at det 2) lover løsninger på velfærdsudfordringerne med afsæt i konkrete erfaringer i praksis i kommunerne – vel at mærke på en måde, så det 3) frigør de meget efterspurgte ressourcer. Herved bliver det også kommunerne selv, der får ansvaret for at levere varen, som kommunerne jo i mange sammenhænge påstår, de ville kunne, hvis ”bare” de fik lov. Så hvem kan være imod frikommuneforsøget?

LAD DET VÆRE SAGT med det samme; frikommuneforsøget er et kærkomment tiltag, for det adresserer en række reelle udfordringer og problemer i vores velfærdssamfund med ikke mindst kompleksiteten i og omfanget af lovgivningen i vores offentlige system. Men det synes desværre alligevel ofte at give tvivlsomme resultater, set i forhold til ambitionen med tiltaget, og fordi tiltaget har mange indbyggede modsætninger i sig.

Det havde det tilbage i 80’erne, hvor det første gang blev introduceret, og det har det fortsat i dag. For hvem kan i virkeligheden huske et eneste frikommuneforsøg, der reelt set gjorde op med den stigende kompleksitet og uigennemskuelighed i lovgivningen, sådan for alvor, og hvem kan pege på et eneste frikommuneforsøg, der skabte et reelt løft i opgaveløsningen over for borgerne?

Al erfaring tilsiger nemlig, at markante opgør med den voksende lovgivning forudsætter et Folketing, der stopper med at ville detaillovgive, og som er villig til at rulle en masse lovgivning tilbage for reelt at frisætte den kommunale opgaveløsning. Den vej stiller helt nye og fundamentalt anderledes krav til det politiske arbejde – ikke mindst i Folketinget.

For det vil betyde, at politikerne på Christiansborg skal undlade at lovgive, hver gang der opstår et problem eller en udfordring i en kommune eller over for en borger. Folketingspolitikerne skal have mod og styrke til at stå imod en mediestorm om kommunal velfærd. For virkeligheden er, at kommunerne er i stand til at finde løsninger og mange gange bedre og mere virkningsfuldt, end når politikerne på Christiansborg forsøger at løse problemet gennem ny og dermed øget lovgivning.

Reelle løsninger på store problemer kræver imidlertid også et lovforberedende arbejde, der i langt højere grad tager afsæt i fagligheden. Den type politisk arbejde forudsætter, at ressortministerierne, de faglige institutioner og interessevaretagerne spiller en langt mere aktiv rolle i hele arbejdet med frikommuneforsøgene sammen med kommunerne – og den type lovforberedende arbejde tager tid. Men var det ikke lige netop ressortministeriernes manglende evne og vilje til at sikre rammerne for den gode løsning ude i kommunerne, der er selve drivkraften i frikommuneforsøgsparadigmet, og tager det ikke bare for lang tid at skulle involvere eksperter og interessenter, når nu man bare kan lade kommunerne påtage sig det fulde ansvar for fornyelsen? Og så er vi vist tilbage til det politiske ”kinderæg”.

 

Ressourceudfordringerne for kommunerne er imidlertid bare ikke størst, når det alene angår organisering og styring af opgaverne. Det er opgaveløsningens effekt over for borgerne og de økonomiske konsekvenser heraf, der lige nu er den store udfordring i kommunerne
_______

 

FOR KAN DER PEGES PÅ reelle effekter af frikommuneforsøgene i forhold til ressourcefrisættelsen, der jo også er et vigtigt element i frikommuneforsøgsparadigmet? Allerede tilbage i 80’erne med det første frikommuneforsøg, pegede evalueringerne på en række gevinster her. Der er en række gode erfaringer i kommunerne med at finde mere smarte og omkostningseffektive veje, når de selv får lov.

Det giver da også god mening at lade dem, der sidder med den konkrete og daglige opgave, prøve at finde den mest hensigtsmæssige og dermed mest omkostningseffektive måde at organisere arbejdet på. Ressourceudfordringerne for kommunerne er imidlertid bare ikke størst, når det alene angår organisering og styring af opgaverne. Det er opgaveløsningens effekt over for borgerne og de økonomiske konsekvenser heraf, der lige nu er den store udfordring i kommunerne. For det er kommunernes evne til at ”løfte” og skabe progression for bl.a. børnene i daginstitutionerne, eleverne i skolerne, de udsatte inden for socialområdet, de arbejdsløse og de syge på sundhedsområdet, der i længden har både den største menneskelige og den største økonomiske effekt.

Der er mange modsætninger i frikommuneforsøgsparadigmet, må vi bare konstatere!

Så, hvad er det egentlig frikommuneforsøgene bidrager med? Lidt kækt kan man sige, at frikommuneforsøgene indskriver sig i den strategi, der har udviklet sig for styringen af den offentlige sektor siden Schlüter-regeringens første og på daværende tidspunkt meget relevante moderniseringsprogram.

Behovet for at vise handlekraft i forhold til de åbenbare udfordringer i ikke mindst en række kerneområder for velfærdsstatens opgavevaretagelse (skolerne, daginstitutionerne, sundhedsområdet, socialområdet osv.) i en stadig mere ressourcepresset offentlig sektor har medført, at svaret ofte er blevet ”mere styring, flere love, mere management, flere strategier, flere planer, mere effektivisering osv. osv.” Den tendens har jeg sammen med Finn Østrup og Jørgen Jørgensen beskrevet i vores bog ”Fornyelse eller kollaps?”.

 

Jeg tror på, at frikommunerne vil komme med gode forslag til, hvordan det hele kan gøres enklere og mere effektivt. Jeg tror imidlertid bare mere på, at kommunernes og regionernes indsats helt generelt kan styrkes og gøres endnu mere virksom, hvis politikerne på Christiansborg undlader at detaillovgive
_______

 

Frikommuneforsøget er således blevet til det ”frisættende initiativ” til dem, der er mest ramt, kommunerne, til selv at finde løsninger på de problemer, som skiftende regeringer og politikerne på Christiansborg faktisk har skabt for, ja netop kommunerne. Og dette på en måde, så arbejdet ikke behøver at skulle ”forstyrre” og involvere fagministerierne, eksperterne og interessevaretagerne, men alene tage afsæt i enkelte kommuners gode ideer og engagement.

JEG TROR PÅ, at frikommunerne vil komme med gode forslag til, hvordan det hele kan gøres enklere og mere effektivt. Jeg tror imidlertid bare mere på, at kommunernes og regionernes indsats helt generelt kan styrkes og gøres endnu mere virksom, hvis politikerne på Christiansborg undlader at detaillovgive, og hvis kommunerne og regionerne i et langt større omfang understøttes med at udvikle bedre faglige løsninger på de reelt set faglige udfordringer, der er i opgavevaretagelsen over for borgerne.

Frikommuneforsøgsparadigmet er dermed et kærkomment tiltag, hvis man skal have gode ideer fra kommunerne om, hvordan man kan gøre det hele enklere og mere effektivt. Frikommuneforsøget er imidlertid tvivlsomt, måske endda ligefrem misvisende, når det præsenteres som et redskab til at sikre ”mere kvalitet i opgaveløsningen”, for det kræver faglighed og tålmodighed. ■

 

Der er mange modsætninger i frikommuneforsøgsparadigmet, må vi bare konstatere
_______

 

Jesper Zwisler (f. 1962) er cand. scient. pol. Han har arbejdet blandt andet som socialdirektør og kommunaldirektør i flere kommuner og har været departementschef i Social- og Integrationsministeriet. Han er i dag kommunaldirektør i Herlev Kommune. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen under Folketingets åbningstale [Foto: Jacob Kjerumgaard/Flickr/Venstre]