13.01.2021

De økonomiske regler i EU skal til eftersyn i 2021. Det er tiltrængt. Fx har Italien og Spanien kurs mod en offentlig gæld på over 150 pct. af BNP, og det vil give depressionsagtige nedskæringer, hvis de skulle vende tilbage til den fastlagte 60 pct. grænse efter de gængse EU-regler. Så hvad vil finansminister Wammen kæmpe for, vi gør på EU-plan med de fælles finanspolitiske regler? Her er fire vigtige spørgsmål, han skal besvare i den kommende tid.

Af Malthe Munkøe

Selvom 2020 var et helt afgørende år for Danmarks og hele verdens økonomi på grund af COVID-19-pandemien, bliver 2021 bestemt også meget vigtig. Ikke mindst, fordi man i EU er i gang med en evaluering af de økonomiske regler, som Danmark også har forpligtet sig på at leve op til.

Efter at de budgetbegrænsende og finanspolitiske regler i mange år har været mejslet i sten og indkapslet i en budgetlov, der ikke stilles spørgsmål ved, er mange ting efter corona nu i spil. Det bliver et spændende år indenfor økonomisk politik, og det ville være hensigtsmæssigt med en større debat i Danmark om, hvad vi ønsker og vil arbejde for fra dansk side bliver resultatet.

Her er 4 centrale spørgsmål, der bliver centrale i diskussionerne om de fælles finanspolitiske regler, og som Wammen bliver nødt til at finde et dansk svar på:

 

Hvornår skal reglerne genaktiveres? Gør vi det for tidligt, koster det vækst pg kan sende Europa ind i en ny recession. Gør vi det for sent, risikerer vi for meget af den udisciplinerede finanspolitik, som reglerne netop er sat i verden for at forhindre
_______

 

1. Hvornår skal budgetlovens underskudsgrænser genaktiveres?

Vil Danmark støtte, at suspenderingen af budgetlovens (Stabilitets- og Vækstpagtens) underskudsgrænser fortsætter for finanslovsåret 2022, som den har gjort under corona-pandemien? Eller vil Danmark kæmpe for, at de normale underskudsgrænser genindføres i foråret, således at de vil gælde for finanslovsåret 2022?

I marts da pandemien brød ud, og det meste af verden på kort tid indførte nedlukninger af store dele af samfundslivet, blev EU’s 27 finansministre hurtigt og uden større uenighed enige om at gøre noget ekstraordinært, der aldrig var blevet gjort før: Man aktiverede den generelle nødklausul i EU, der suspenderer de underskudsbegrænsende regler, der ellers er kernen i den økonomiske politik i hele EU, og som Danmark traditionelt har været stærk tilhænger af.

Reglerne indebærer, at de offentlige underskud i medlemslande som Danmark i et givent år ikke må overstige 3 pct. af bruttonationalproduktet (BNP), den samlede offentlige gæld må ikke overstige 60 pct. af BNP, og det offentlige underskud må heller ikke overstige 0.5 pct. af det strukturelle BNP (idet landene dog selv fastlægger det sidstnævnte såkaldte Medium-Term Objective inden for et spænd, som EU’s regneregler tilsiger. Danmark kunne have valgt at gå op til 1 pct., men ikke højere).

Ved at suspendere reglerne under corona-pandemien fik alle EU’s lande et pusterum til at ”kaste håndvasken efter krisen” uden at skulle bekymre sig om, at deres budgetunderskud så ville blive alt for højt. Men hvornår skal reglerne genaktiveres? Gør vi det for tidligt, koster det vækst pg kan sende Europa ind i en ny recession. Gør vi det for sent, risikerer vi for meget af den udisciplinerede finanspolitik, som reglerne netop er sat i verden for at forhindre.

 

Hvis [Spanien og Italien] skal følge de normale spilleregler for at nedbringe [deres gæld], vil det givetvis ende i ren depressionsagtige nedskæringer og blive ødelæggende kontraproduktivt. Det er hverken politisk spiseligt, realistisk eller hensigtsmæssigt for nogen
_______

 

2. Skal vi pille ved gældsgrænserne?

Ønsker Danmark at fastholde eller ændre/fjerne underskudsgrænsen for offentlig gæld på 60 pct. af BNP?

EU’s finanspolitiske regler foreskriver, at den offentlige gæld højst må beløbe sig på 60 pct. af BNP. Overskrider man det, som mange lande gjorde allerede før COVID-19, skal den nedbringes med 5 pct. årligt. På grund af pandemien vil alle landes gæld vokse markant, og Italien og Spanien vil formentlig ende et stykke over 150 pct. af BNP. Hvis de skal følge de normale spilleregler for at nedbringe den, vil det givetvis ende i ren depressionsagtige nedskæringer og blive ødelæggende kontraproduktivt. Det er hverken politisk spiseligt, realistisk eller hensigtsmæssigt for nogen.

Så hvad gør vi? Formanden for the European Fiscal Board – dvs. ”EU’s Økonomiske Råd” – Niels Thygesen har talt om helt at skrotte 60 pct.-grænsen. Den er blevet til i en tid, hvor renten var en helt anden, og en gældsbyrde på 60 pct. af BNP derfor føltes meget tungere.

Det virker oplagt, at man er nødt til at finde en løsning. Men det er mindre klart, om det vil blive en slags ad hoc løsning, hvor man bliver enige om at se igennem fingrene med, at Italien og Spanien ikke følger reglerne – husk på, at man i praksis endnu aldrig har uddelt en bøde til lande, selvom de har brudt med de fælles finanspolitiske regler. Eller vil man direkte begyndte at rokke ved det, der indtil nu har været en grundpille for det økonomiske samarbejde, selve underskudsgrænsen?

For selvom det økonomisk set giver god mening, tilsiger den politiske logik, at hvis man først piller én gang ved en af det økonomiske samarbejdes hjørnesten, er det svært at forudse, hvad der kunne blive de næste skridt i fremtiden. Som et land der er meget fokuseret på finanspolitisk disciplin og fokus på reformer er det ikke givet, at Danmark – og dermed finansminister Wammen – er klar til at støtte en sådan indrømmelse.

 

Spørgsmålet om økonomisk hjælp er et af de mest kontroversielle i EU-samarbejdet, fordi nogle lande frygter en situation, hvor de systematisk kommer til at bidrage til sådanne ordninger, mens det systematisk er andre lande, der vil komme i økonomiske vanskeligheder og vil hæve fra dem
_______

 

3. Vil Danmark deltage i fremtidige EU-fælleslån for at hjælpe lande i nød?

Vil Danmark i fremtidige alvorlige økonomiske kriser potentielt være klar til at bidrage igennem fælles EU-lån (eurobonds), som man gjorde i forbindelse med coronakrisen? Bør der etableres en permanent redningsfond, når den Genopretningsfond, man blev enige om sidste år, udløber?

I 2020 traf EU’s ledere efter lange forhandlinger den skelsættende beslutning at optage et fælles lån på 5.600 mia. euro, som kanaliseres ud til de 27 EU-lande med hovedvægt på de økonomisk mest nødlidende lande. Og som noget helt centralt nyt er en stor del af midlerne permanente overførsler, snarere end blot lån. Alle lovede, at det skulle være en ekstraordinær engangsforestilling, og det er meningen, at alle midler skal være uddelt i 2023. Men er det virkelig helt utænkeligt at gøre det samme i fremtidige kriser? Måske er der tværtimod skabt en præcedens, som man vil følge i fremtiden?

Et andet nybrud var, at man gik videre med en fælleseuropæisk løsning for alle 27 EU-lande. Under Finanskrisen og statsgældskriserne i 2010’erne var forståelsen, at eurozonen måtte løse sine problemer selv og forhindre, at den fælles valuta brød sammen. Vil Danmark også i fremtiden være med på EU27-baserede løsninger? Eller vil vi i grunden hellere lade euro-landene løse deres problemer i fællesskab, men uden at Danmark deltager?

Spørgsmålet om økonomisk hjælp er et af de mest kontroversielle i EU-samarbejdet, fordi nogle lande frygter en situation, hvor de systematisk kommer til at bidrage til sådanne ordninger, mens det systematisk er andre lande, der vil komme i økonomiske vanskeligheder og vil hæve fra dem. Det betyder også, at det er en evig kilde til diskussion, hvor strenge betingelser man skal stille, når der ydes økonomisk bistand.

Med den store aftale om genopretningsfonden er den diskussion nu afklaret for de kommende år. Men på et tidspunkt kommer man til at tage stilling til, hvad man vil gøre efter 2023, når fondens uddeling stopper. Skal man erstatte den med en lignende permanent fond? Skal den i givet fald være for alle 27 EU-lande, eller de 19-eurozonelande, der på grund af den fælles mønt har særlige udfordringer på den økonomiske bane? Skal den være lånebaseret eller også bestå af egentlige tilskud?

I forlængelse af det er man også nødt til at overveje, hvad man vil gøre med den europæiske redningsfond, European Stability Mechanism (ESM). Det er på mange måder paradoksalt, at man i 2010’erne faktisk opbyggede en genopretningsfond i forbindelse med redningen af Grækenland, men i 2020 var der ingen vilje til at ty til den som løsning på Italiens og Spaniens problemer. Sagen er, at ESM kun giver støtte til lande, der underskriver et reformprogram, og det var politisk uspiseligt ovenpå de græske erfaringer med strenge austeritykrav. Men hvad gør man så med ESM, så den igen kan blive relevant til kriseløsning?

Kort sagt: Man kommer i kølvandet på corona ikke uden om en diskussion af, hvordan den fremtidige ”arkitektur” af redningsfonde/hjælp i krisetider skal se ud.

 

Man risikerer de gradvist udhules som en schweizerost af undtagelser, samtidig med man kan få en evig diskussion af, hvornår noget er grønt nok til at tælle med som en ”grøn investering”. Det kan svække den finanspolitiske disciplin
_______

 

4. Skal grønne investeringer gives særstatus?

Vil Danmark støtte eller være imod, at ”grønne” investeringer undtages fra EU’s normale budgetbegrænsende regler?

Et af forslagene til evalueringen af EU’s økonomiske regler er, at lande bør have mulighed for at foretage ”grønne” investeringer udover de offentlige investeringers maxgrænse på 3 pct. af BNP. Derved styrker man incitamentet til at investere grønt i de lande, der balancerer på kanten af grænserne. Er det økonomisk forsvarligt, eller er man først og fremmest nødt til at holde fast i at holde underskuddene indenfor de aftalte grænser?

På den ene side flugter forslaget godt med de grønne ambitioner, man har i EU og fra dansk side. Men på den anden side er der vel en grund til, at man har underskudsgrænserne. Man risikerer de gradvist udhules som en schweizerost af undtagelser, samtidig med man kan få en evig diskussion af, hvornår noget er grønt nok til at tælle med som en ”grøn investering”. Det kan svække den finanspolitiske disciplin.

Ikke siden Finanskrisen og de europæiske statsgældskriser for et lille årti siden har vi været vidne til så store nybrud i den økonomiske politik: For første gang er de budgetbegrænsende regler blevet suspenderet og der er optaget store EU-fælleslån. Samtidig er de finanspolitiske regler under evaluering, hvilket åbner for revisioner i løbet af 2021. Disse forhold kalder på overvejelser og stillingtagen også fra dansk side. Finansministeren bliver derfor nødt til at finde svar på de skitserede spørgsmål. ■

 

Ikke siden Finanskrisen og de europæiske statsgældskriser for et lille årti siden har vi været vidne til så store nybrud i den økonomiske politik: For første gang er de budgetbegrænsende regler blevet suspenderet og der er optaget store EU-fælleslån. Samtidig er de finanspolitiske regler under evaluering
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi