Kevin Loumann Eienstrand: Onsdagens angreb på Kongressen bliver kun starten på den amerikanske opstand
08.01.2021
.
Onsdag viste USA sig fuldkommen lammet over for den populisme, som gennem de seneste i hvert fald 20 år har ædt landet op indefra. Der er ingen tillid til politikere, ingen tillid til medier og absolut ingen tillid til medborgere. Systemet havde bogstaveligt talt intet svar, da det ekstreme højre stod på tærsklen til magtens centrum, og det havde ingen konsekvenser, at de vadede lige ind.
Kommentar af Kevin Loumann Eienstrand
FIRE MENNESKER mistede livet og mere end halvtreds blev anholdt under de begivenheder, der udspillede sig i USA’s hovedstad i forgårs – den 6. januar – da tusindvis af Trump-støtter demonstrerede foran Capitol Hill for til sidst at storme bygningen, der danner ramme for Kongressen.
Bevæbnede og klædt som karakterer i en dårlig fremtidsdystopi lykkedes det terroristerne – det må være den rette betegnelse for udøvere af politisk motiveret vold mod selve den lovgivende forsamling – at stoppe den officielle anerkendelse af Joe Bidens sejr i det netop overståede præsidentvalg. Men selvom billederne af højrenationale terrorister, der indtager regeringsbygninger i USA er svære at ryste af sig, var onsdagens begivenheder et udtryk for noget langt mere skræmmende end utilfredse amerikanere i røde hatte.
Onsdagens aktion var planlagt på forhånd, hvilket de amerikanske efterretningstjenester utvivlsomt har været bevidste om, men alligevel lykkedes det Trump-støtterne uden større udfordringer at tvinge sig adgang til landets mest magtfulde forsamling. Da der sidste år var BLM-protester foran samme bygning, var trapperne fyldt med hundredvis af kampklædte betjente – onsdag kunne man endda se en video af en enlig betjent, der uden trukket våben måtte bakke for terroristerne, da de kom inden for døren på Capitol Hill. Man kan spørge sig selv, hvor det kampklædte politi var henne lige den dag.
Senere flød internettet over med billeder og video af højrenationale, der tog selfies med betjentene i den bygning, de netop havde ulovligt forceret og fået evakueret i deres vellykkede forsøg på at undergrave et demokratisk valg.
[A]lvorligheden af den splittede befolkning [må] nu være gået op for enhver. Et præsidentskifte eller et nyt system for sundhedsforsikringer kommer ikke til at ændre noget afgørende i et USA, som er på vej til at brænde ned
_______
SÆRLIGT TRE TING blev onsdag tydeligere end nogensinde:
For det første er det ikke længere til diskussion, hvorvidt Trump er udtryk for fascisme. Han har ageret sådan i fire år og uden nogen respekt for demokratiet, nægter han at anerkende valg, mens han i stedet forsøger at kuppe sig til magten.
For det andet må alvorligheden af den splittede befolkning nu være gået op for enhver. Et præsidentskifte eller et nyt system for sundhedsforsikringer kommer ikke til at ændre noget afgørende i et USA, som er på vej til at brænde ned. Ingen føler sig lyttet til af den snævre magtelite og uden vidtgående reformer af hele det amerikanske system og demokrati, bliver onsdag kun starten på den amerikanske opstand. En opstand der får fodfæste på begge sider af det politiske spektrum. Det så vi tydeligt i 2020.
Den voldelige og udemokratiske eskalering i Washington er derfor kun overraskende for de, der ikke har fulgt USA tæt i tiden under Trump. De mange demonstrationer mod Trump, systemet og politiet, der prægede hele 2020 i USA, blev mødt af, hvad der bedst kan beskrives som fascistiske tiltag. Politivold, tåregas, gummikugler, der blev indsat lejesoldater, og demonstranter måtte i nogle tilfælde fraskrive sig retten til at demonstrere i bytte for at blive løsladt af politiet – alt imens den Trump-begejstrede Kyle Rittenhouse til en demonstration skød og dræbte demonstranter foran politiet og gik hjem og sov trygt i sin egen seng samme aften.
[D]et [er] ikke længere til diskussion, hvorvidt Trump er udtryk for fascisme. Han har ageret sådan i fire år og uden nogen respekt for demokratiet, nægter han at anerkende valg, mens han i stedet forsøger at kuppe sig til magten
_______
For det tredje, og det er måske både det vigtigste og mest skræmmende, viste USA sig fuldkommen lammet over for den populisme, som gennem de seneste i hvert fald 20 år har ædt landet op indefra. Der er ingen tillid til politikere, ingen tillid til medier og absolut ingen tillid til medborgere. Systemet havde bogstaveligt talt intet svar, da det ekstreme højre stod på tærsklen til magtens centrum, og det havde ingen konsekvenser, at de vadede lige ind. Samtidig kunne hele verden se med, mens Donald Trump nægtede at tage afstand fra terroristerne, men i stedet bad dem være fredelige med et “we love you, you are special.”
DA VERDEN VÅGNEDE igen den 7. januar var Trump dog stadig præsident i USA, og det er det tydeligste tegn på, at populismen har lammet systemet til ubrugelighed. De magthavere, der onsdag var truede af Trumps støtter, valgte torsdag at lade ham fortsætte på posten, mens omverdenen i fordømmelsen af begivenhederne, fortsat holder sig fra at pege fingre af Trump selv.
Den gode stemning og det behagelige forhold til USA er tilsyneladende vigtigere end demokrati, borgernes sikkerhed og almindelig moral. Derfor må vi nok også sande, at vi er lige så blinde for populismens dybe hul her, som de har vist sig at være det i USA. Både på den ene og den anden side af Atlanten, må vi forstå, problemerne ikke handler om Trump, men om en populisme, der har fremmedgjort magthavere fra befolkninger i en grad, der nu skaber opstand – og at det kan ske alle steder. ■
Da verden vågnede igen den 7. januar var Trump dog stadig præsident i USA, og det er det tydeligste tegn på, at populismen har lammet systemet til ubrugelighed
_______
Kevin Loumann Eienstrand (født 1990) er freelance journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Med en fortid på Dagbladet Børsen og Watch Medier har han de seneste tre år dækket erhvervsliv, økonomi og politik fra bl.a. Børsens Christiansborg-redaktion.ILLUSTRATION: Trump-støtter tvinger sig adgang til den amerikanske kongres i Washington DC, d. 6. januar 2021 [Foto: Roberto Schmidt/AFP/Ritzau Scanpix]