06.01.2021

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Det er umiddelbart lidt svært at tage alvorligt, når lige præcis Lars Løkke besynger det brede politiske samarbejde ind over midten og behovet for at lukke de såkaldte yderfløje ude. Løkke har nemlig selv en lang historik for det stik modsatte: Blokpolitik med snævre politiske flertal baseret på yderfløjen.

Kommentar af Pelle Dragsted, tidligere MF for Enhedslisten

Med vanlig sans for selviscenesættelse gemte Lars Løkke den helt store bordbombe til dagen efter dagen, og erklærede første januar kl. 22.14 sit exit fra Venstre. På baggrund af hans udmeldinger før og efter udmeldelsen er det nu den almindelige opfattelse, at han er på vej med et nyt parti. Ifølge Løkke er der brug for et nyt midterprojekt, der kan ”samarbejde over midten” og gøre de store partier ”fri af yderfløjene”.

Man skal på ingen måde afvise muligheden for, at det lykkes Løkke at få stablet et nyt parti på benene – og det kan såmænd også godt være, at det kommer i folketinget. Men at et sådant parti skulle få en betydning, hvor det kan forandre det politiske landskab grundlæggende, stiller jeg mig stærkt skeptisk overfor. Det er en dødssejler – af i hvert fald tre grunde:

 

Så længe højrefløjen har flertallet, så har man ingen problemer med blokpolitik. Men så snart magten skifter hænder til rød blok, så er man pludselig stærk tilhænger af at isolere yderfløjene og lave politik ind over midten
_______

 

1. Løkkes egen historie gør projektet utroværdigt
Det er umiddelbart lidt svært at tage alvorligt, når lige præcis Lars Løkke besynger det brede politiske samarbejde ind over midten, og behovet for at lukke de såkaldte yderfløje ude. Løkke har nemlig selv en lang historik for det stik modsatte: Blokpolitik med snævre politiske flertal baseret på yderfløjen. Det var tilfældet i hans tid som minister under Fogh, hvor han fx gennemførte den afgørende kommunalreform og en række andre vigtige aftaler i en snæver alliance med Dansk Folkeparti. Og det var også tilfældet i hans tid som statsminister.

Den pludselige forkærlighed for bredt samarbejde opstod umiddelbart før sidste folketingsvalg, og det er svært ikke at få den tanke, at det var det faktum, at højrefløjen stod til at miste flertallet, der pludselig gjorde samarbejde “ind over midten” interessant.

Det er lidt samme holdning vi ser i Berlingske og andre højrefløjsmedier. Så længe højrefløjen har flertallet, så har man ingen problemer med blokpolitik. Men så snart magten skifter hænder til rød blok, så er man pludselig stærk tilhænger af at isolere yderfløjene og lave politik ind over midten. Det er smart. Men også ganske gennemskueligt, at det handler mere om hvilken politik, man ønsker ført, end om et nobelt ønske om bredt samarbejde.

Hvis der føres snæver højreorienteret blokpolitik, når højrefløjen har magten, men forsigtig midterpolitik når socialdemokraterne regerer, så får højrefløjen og de interesser, de repræsenterer, fuld valuta for pengene uanset hvem der sidder på magten, og Danmark rykker over tid længere og længere mod højre.

 

Løkkes erkendelse: At blå blok under ét ikke var – og ikke er – regeringsdygtig
_______

 

2. Socialdemokraterne har ikke et yderfløjsproblem
Men Lars LøkkesLast Minute-tilbud i sidste valgkamp om at danne en regering ind over midten var ikke kun udtryk for opportunisme. Det var også udtryk for en reel frustration over det kaos, som havde hersket i den blå blok under Løkkes regeringstid.

Liberal Alliances ultimative krav og træklatreri gjorde det sammen med deres permanente borgerkrig med Dansk Folkeparti svært at regere og gennemføre en sammenhængende politik. Og da Nye Borgerlige meldte sig på banen med ultimative krav om opsigelse af internationale konventioner for overhovedet at ville pege på Lars Løkke som statsminister, var bægeret fyldt op. Løkkes erkendelse: At blå blok under ét ikke var – og ikke er – regeringsdygtig.

Det er på den baggrund at Løkke taler om behovet for at ”gøre sig fri af yderfløjene”. Problemet for Løkke er bare, at det andet store magtparti, Socialdemokraterne, slet ikke har samme slags problemer med sit parlamentariske grundlag.

For det første er samarbejdet mellem socialdemokraterne og deres støttepartier det bedste og mest tillidsfulde i mange år. Ikke mindst som et resultat af, at partierne før der overhovedet blev dannet en regering gennemførte en grundig forventingsafstemning, der mundede ud i det såkaldte forståelsespapir, der ligger rammerne og retningen for regeringens politik.

For det andet fordi socialdemokraterne ikke udfordres af et yderligtgående parti, der lige som Nye Borgerlige bevæger sig på kanten af demokrati og retssamfund. I 70´erne var der grupper og partier på venstrefløjen, der mente at menneskerettigheder kunne tilsidesættes i den rigtige sags tjeneste, og som ikke havde den store forkærlighed for det, de kaldte det borgerlige demokrati. I dag er det på den yderste højrefløj i Nye Borgerlige, at man kan finde holdninger, der ser stort på retsprincipper og frihedsrettigheder.

Kort sagt: Lars Løkke projicerer så at sige sine egne og blå bloks problemer med yderligtgående og usamarbejdsdygtige fløjpartier over på den røde blok, og ser bort fra, at de slet ikke har samme presserende behov for at gøre sig fri af deres støttepartier.

 

Lars Løkke projicerer så at sige sine egne og blå bloks problemer med yderligtgående og usamarbejdsdygtige fløjpartier over på den røde blok, og ser bort fra, at de slet ikke har samme presserende behov for at gøre sig fri af deres støttepartier
_______

 

3. Et nyt midterparti vil have samme problem som de Radikale og Ny Alliance
Og netop tilstedeværelsen af et yderligtgående og ultimativt parti som Nye Borgerlige i den blå blok, er også årsagen til, at der ikke er meget politisk realisme i Løkkes projekt om at blive den nye kongemager. Løkke lægger i sin seneste klumme i BT tydelig vægt på, at han ikke bare vil støtte en socialdemokratisk regering: ”Oversætter man det, jeg her skriver, til et ønske om at være støtteparti for Mette Frederiksen, tager man grundigt fejl.”

Men problemet er, at Løkke, præcis som det er tilfældet for Radikale og tidligere Ny Alliance, ikke har noget alternativ. Medmindre han er parat til at acceptere at falde tilbage til en alliance med den yderligtgående højrefløj i Nye Borgerlige, og så er han lige vidt. Valget kommer i sidste ende til at stå mellem 1) at gøre som de Radikale – dvs. acceptere at tilstanden på højrefløjen reelt betyder, at der ikke er noget alternativ til en socialdemokratisk regering. Eller 2) at gøre som Ny Alliance: Sælge ud og gå til grunde.

Uanset hvordan man vender og drejer det, er facit, at så længe 10-15 pct. af højrefløjens stemmer går til yderligtgående partier, der stiller ultimative krav om opgør med menneskerettigheder og retsprincipper, findes der ikke et dueligt regeringsalternativ til højre. ■

 

[S]å længe 10-15 pct. af højrefløjens stemmer går til yderligtgående partier, der stiller ultimative krav om opgør med menneskerettigheder og retsprincipper, findes der ikke et dueligt regeringsalternativ til højre
_______

 

Pelle Dragsted (f. 1975) er tidligere MF for Enhedslisten. ILLUSTRATION: Lars Løkke Rasmussen [Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix]