30.12.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Tag ikke fejl: Opgøret i Venstre handler om politik og magt. Intet andet. Jakob Ellemann-Jensen har nemlig travlt med at trække Venstre i en radikal retning hen over midten. Hvad Venstre så i grunden får ud af det, har jeg meget svært ved at se – kun at Venstres formand med ofringen af Inger Støjberg bevæger sit parti og blå blok ud i komplet politisk ligegyldighed.

Kommentar af Pia Kjærsgaard, MF, Dansk Folkeparti

Giver det efterhånden mening at tale om en blå blok? Hvad er der tilbage af den?

Lad os nu stadig gå ud fra, at vi er nogle partier, som ikke er en del af den socialdemokratiske regerings parlamentariske grundlag, og som derfor udgør oppositionen. Lad os lade som om, der findes en blå blok.

Her er Venstre det største parti, men den seneste magtkamp har netop kostet den folkeligt populære og værdipolitisk velfunderede Inger Støjberg posten som næstformand i partiet. Endda her mellem jul og nytår, hvor politik normalt er lagt på hylden, og hvor det journalistiske Danmark holder juleferie.

Men intet er som tidligere. Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen skulle og ville ud med budskabet om, at Venstre agter at støtte en rigsretssag mod den tidligere integrationsminister Inger Støjberg i sagen om barnebrude. Argumentet lød, at Venstre går ind for ”lov og orden”, og at man på det alter også er parat til at ofre sine egne.

Det kan man diskutere længe frem og tilbage. For hvad er op og ned? Naturligvis skal lov og ret overholdes, men man kan jo sagtens diskutere, hvordan det gik for regeringen med at overholde Grundloven i minksagen, da hæren buldrede ind hos sagesløse minkfarmere med en klokkeklar ordre om, at minkene skulle aflives på pletten.

 

Var minksagen så et startskud på et fælles projekt i blå blok? Muligvis. Men Venstre såede fra begyndelsen tvivl om opbakningen med formandens udmelding – og man kan tvivle på, hvorvidt det bliver andet end en enlig svale
_______

 

Ellemann ville frede regeringen
Her er det i øvrigt paradoksalt, at netop Venstres formand – der jo som vi alle kan forstå går så højt op i lov og orden – i en mail til sit parti oplyste, at Venstre skulle frede regeringen, fordi man selv ville have gjort noget lignende, hvis man havde haft magten; altså have set stort på loven og sat ”folkesundheden” i højsædet? Hvorfor er det blevet glemt?

Reaktionerne fik hurtigt Jakob Ellemann-Jensen på andre tanker, og Venstre fik stablet en slags protest mod regeringen på benene. Men det virkede ikke særlig dybfølt. Vi var andre, som var noget mere klare i spyttet, da vi krævede sagen undersøgt til bunds og heldigvis inden jul fik nedsat en såkaldt granskningskommission.

Var minksagen så et startskud på et fælles projekt i blå blok? Muligvis. Men Venstre såede fra begyndelsen tvivl om opbakningen med formandens udmelding – og man kan tvivle på, hvorvidt det bliver andet end en enlig svale.

At der er dobbeltstandarder, er helt indlysende. Sådan er politik nu en gang. Venstrefløjen var ikke til at drive til at undersøge regeringens håndteringen af minkskandalen, men vejrede blod i sagen om Støjberg. I øvrigt kan de to sager slet ikke sammenlignes, idet regeringen fortsatte de ulovlige aflivninger, velvidende at man i Fødevareministeriet vidste, at der ingen lovhjemmel var – og at der var tvivl om, hvorvidt virusmutationen i mink overhovedet fandtes længere.

 

Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om fortilfælde, hvor en partiformand har brugt politiske modstanderes krav som løftestang i et internt partiopgør. For tag ikke fejl: Opgøret handler om politik og magt. Intet andet
_______

 

Planlagt og koordineret udrensning
Men at Venstres egen formand er hoppet med på modstandernes præmisser omkring Inger Støjberg, er noget banebrydende nyt i dansk politik. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om fortilfælde, hvor en partiformand har brugt politiske modstanderes krav som løftestang i et internt partiopgør. For tag ikke fejl: Opgøret handler om politik og magt. Intet andet.

Det handler om en dyb identitetskrise i Venstre, hvis spor går langt tilbage i tiden. Inger Støjberg har repræsenteret den sunde fornuft og en klar stillingtagen i værdipolitikken. Både da metoo-tsunamiens hysteri troldbandt den offentlige debat i efteråret og hele vejen igennem på udlændingeområdet, hvor Inger Støjberg som alle andre normale mennesker væmmedes ved barnebrude.

Jakob Ellemann-Jensens udrensning af Inger Støjberg virkede både planlagt og koordineret med Venstres borgmestre, der nærmest i kor bakkede op. Jeg skal ikke kunne sige, om det er opfattelsen, at det vil gavne Venstre ved det kommende kommunalvalg – men jeg antager egentlig det modsatte.

Det store spørgsmål er: Hvordan adskiller Venstre sig efterhånden fra Socialdemokratiet? Det bliver i fremtiden blot endnu sværere for vælgerne at se, hvad forskellen på de to partier i grunden er – og sværere for Venstre at give en begrundelse for at gribe efter magten.

Dansk Folkeparti har også begået fejl – ingen tvivl om det. Også strategiske. Fra blandt andet mange Venstre-folk har der lydt kritik af Dansk Folkepartis tilnærmelse til Socialdemokratiet i tiden op til folketingsvalget i 2019. Men så er det relevant at minde om, at Venstres daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen få dage før valget lagde blå blok i graven og anbefalede et SV-samarbejde. Så meget gav Venstres statsminister altså dengang for blå blok.

 

Med ligegyldighed mener jeg fraværet af den berømte ”røde tråd”, der igen kan samle et troværdigt alternativ til regeringen og dens støttepartier. Den definitionsmagt har Venstre med udrensningen af Inger Støjberg spillet sig af hænde
_______

 

Når corona-tågen har lagt sig, genopstår konturerne i dansk politik
Splittelsen i Venstre er ikke noget nyt. Den nuværende formands far kunne ikke døje synet af hverken mig eller Dansk Folkeparti. Det krævede en pragmatisk politiker som Anders Fogh Rasmussen, før Venstre indså, at der ikke var nogen vej udenom Dansk Folkeparti.

Æblet falder sjældent langt fra stammen. Jakob Ellemann-Jensen har travlt med at trække Venstre i en radikal retning henover midten. Hvad Venstre i grunden har ud af det, har jeg meget svært ved at se – kun at Venstres formand med ofringen af Inger Støjberg bevæger sit parti ud i komplet politisk ligegyldighed.

Med ligegyldighed mener jeg fraværet af den berømte ”røde tråd”, der igen kan samle et troværdigt alternativ til regeringen og dens støttepartier. Den definitionsmagt har Venstre med udrensningen af Inger Støjberg spillet sig af hænde. Blå blok burde netop være kendetegnet af plads til meningsforskelle og plads til alle.

Intet er normalt i dansk politik lige nu. Men når vi har fået rullet vaccinerne ud, og corona-tågen har lagt sig, tror jeg, at de normale konturer i dansk politik igen kommer til syne. Så bliver det spændende, hvad Venstre i grunden vil. I Dansk Folkeparti vil vi fortsat være at finde i benhård opposition til regeringen. Men hvad vil Venstre? ■

 

Hvordan adskiller Venstre sig efterhånden fra Socialdemokratiet? Det bliver i fremtiden blot endnu sværere for vælgerne at se, hvad forskellen på de to partier i grunden er – og sværere for Venstre at give en begrundelse for at gribe efter magten
_______

 

Pia Kjærsgaard (f. 1947) er MF og tidligere formand for Dansk Folkeparti. Desuden tidligere formand for Folketinget. Foto: Officielt pressebillede