27.10.2010

Den siddende regerings hemmelighedsfulde og skadelige forenkling af forholdene i Irak har givet bagslag og oppositionspartierne vælter nu over hinanden i utidig skadefryd. Fra begge sider i spektret er det et udtryk for en bedragerisk og nøgen afhængighed af stemningen i vælgermassen. Krigen har medført en skarp kløft mellem folket og beslutningstagerne, og det er ikke helt usandsynligt, at de næste ugers fortsatte granskning af lækagerne vil medføre desillusion og utålmodighed hos vælgerne over for den samlede danske håndtering af krigen(e).


Af Poyâ Pâkzâd

Den overvældende kortlægning af data, som WikiLeaks har lækket om Irak-krigen, giver et detaljeret indblik i amerikanske soldaters missioner og de ordrer, som de modtog fra deres overordnede. Dokumenterne er bredt blevet beskrevet som historiens største læk af militære affærer og skiller sig kvalitativt ud fra andre store lækage-sager såsom The Pentagon Papers, som indeholdt flere konkrete detaljer og derfor var hurtigere at overskue. Det kræver organiseret granskning at udlede tendenser i krigsførelsen ud fra dokumenterne og at finde frem til, hvor Danmark egentlig kommer ind i billedet.
     Man kan enten gå på vild gåsejagt med søgeordet ”DanBat”, ”Danish” eller ”Denmark,” eller tage det næste skridt og indlede en uvildig undersøgelse af vores egen deltagelse, hvis vi er af den opfattelse, at WikiLeaks med lækket har ydet en service til det amerikanske folk.
     Det mener jeg, at de har. Hemmeligholdelsen af oplysninger af denne art, kan kun have et umiddelbart formål – at undgå, at offentliggørelse truer soldaterne. Hvis dette ikke er sagen, drejer hemmeligholdelse sig om at tilbageholde oplysningerne fra befolkningen. Det er selvindlysende, at torturen, de private sikkerhedsstyrkers overgreb og den omgivende krigs konsekvenser ikke er hemmelige for den irakiske befolkning. Det er også tidligere blevet rapporteret af Amnesty International, at overleveringer af fanger til de irakiske sikkerhedsstyrker indebærer en reel fare for tortur, der systematisk begås i irakiske fængsler. Tilbageholdelsen af dokumenterne er en ’dige mod indre flodbølger‘ om man vil.
     Forsvarsministeren er ”tilfreds med, at Forsvarskommandoen [en ikke uvildig instans] har iværksat en gennemgang af” lækagen, som kan ”skabe et overblik over materialet og dets beskaffenhed.” WikiLeaks-dokumenterne er baseret på transkriptioner af amerikanske soldaters radiotransmissioner (logs); man må gå ud fra Forsvarsministeriet ikke alene undersøger disse men udvider undersøgelsen med de danske soldaters radio-transkriptioner, for på den måde at kunne bekræfte eller afkræfte de amerikanske. TV2 afslørede den 24. oktober, at danske log-filer fra 2004 bekræfter indholdet i de lækkede logs fra WikiLeaks.
     Formålet med forsvarets undersøgelse er i stil med de israelske forsvarsstyrkers undersøgelse af flotille-angrebet: Damage-control.
     Og propagandavinklingen på forsvarets undersøgelse er allerede begyndt. For at ”frede anonyme soldater,” har forsvaret oprettet en hotline, hvor soldater kan berette deres eventuelle overtrædelser. Søren Espersen, citeres i Kristelig Dagblad for, at ”vores hær er den mest moralske i verdenshistorien.” Jyllands-Posten skriver, at danske soldater er i fare for straffesager, da udlevering til tortur er i strid med FN’s konventioner.
     Det er nemlig allerede blevet bekræftet, at danske soldater har overleveret fanger til tortur i Irak. Ifølge Information i november 2009, blev irakere overleveret til mishandling og tortur i britiske baser, hvor de selv boede. Det fremgår i en lækket Røde Kors rapport og Taguba-rapporten fra 2004, at i hvert fald 43 fanger, udleveret af danske styrker, blev tortureret i den gigantiske amerikansk-britiske forvaringslejr Camp Bucca. Pigtrådslejren, der kan rumme 30.000 fanger i ørkenens hede nær Basra, blev overdraget til Irak i september 2009.
     Både FN, Human Rights Watch og Amnesty International har opfordret USA til at indlede en uvildig undersøgelse af amerikanske soldaters udlevering af fanger til tortur. Amnesty i Danmark understreger, at Danmark også har et ansvar for udleveringerne samt ”et medansvar” for andre nationers arrestationer af fanger.

Ordre til at kigge væk
I Wiki-lækket findes der to ordrer fra den amerikanske forsvarskommando til de internationale koalitionsstyrker – ved navn ”Frago 242” og ”Frago 039” – om, at man hverken skal efterforske eller reagere på overgreb der forekommer irakerne imellem – også selvom man har medvirket i overleveringen af de fanger, der torteres. Den første af de to ordrer faldt i juni 2004, samme tid som George Bush erklærede ”Mission accomplished,” og Irak blev udnævnt som suveræn stat af FN. Irak var dog i 2004 og frem til i dag stadig et land under udenlandsk militær besættelse. Selv under en transitionsperiode skal styrkerne overholde krigens love, og under en besættelse har de det primære ansvar for varetagelsen af irakernes sikkerhed, civile som krigsfanger.
     Da de lækkede dokumenter viser en systematisk overlevering af fanger til tortur, så der er derfor ikke tale om fejltagelser eller dårskab. Ifølge Information tørrede forsvaret bevidst ”fangeproblemet” af ved at lade andre lande foretage anholdelserne. Men fra et juridisk perspektiv er man alligevel ansvarlig for de forudsigelige konsekvenser ved ens handlinger.
     Den danske regering afviste ved flere udtalelser at give asyl til irakiske tolke, der var under overhængende fare for at blive myrdet. I 2007 opfordrer tre officerer Folketinget og Forsvarsministeriet at tage ansvar for tolkenes sikkerhed ifølge Information, ”om nødvendigt ved at give dem asyl.” Ni dage efter det kom frem, at en tidligere irakisk tolk var blevet likvideret, gav regeringen og Dansk Folkeparti efter. Det fremgår af dokumenterne, at 60 tolke er blevet målrettet likvideret, heraf to dansk-ansatte.
     Det fremgår også af dokumenterne, at endnu flere dødsfald end tidligere formodet står urapporteret. En foreløbig stikprøve viser ifølge Iraq Body Count ekstra 15.000 urapporterede civile dødsfald, som hæver det officielle dødstal til 122.000. Gruppen, som baserer sin optælling på rapporterede dødsfald, bemærker, at det reelle tal sikkert er meget højere. Normalt baserer man heller ikke officielle dødstal på antallet af rapporterede dødsfald.      Medicinjournalen The Lancet publicerede en opgørelse på 655.000 i 2006, baseret på et epidemiologisk studie foretaget af John Hopkins University. Det er denne metode, man bruger, når man anslår antallet af døde efter naturkatastrofer og kalder omfanget af forbrydelsen i Darfur for folkedrab. Det amerikanske forsvar har hidtil nægtet, at det har tilbageholdt oplysninger om de nu afdækkede dødsfald, der fremgår i de lækkede papirer.

Skygger afsløringerne for større historier?
Da Afghanistan-dokumenterne blev offentliggjort af Wikileaks udtalte den anerkendte journalist og ekspert Ahmed Rashid, at han var overrasket over, at det ikke indeholdte noget nyt. Tilsvarende skriver Thomas E. Ricks i tidsskriftet Foreign Policy, at Irak-lækket ikke indeholder noget som helst, vi ikke allerede vidste i sidste uge.
     Begge har til dels ret, men det er også en uvederhæftig afvisning af, at lækagerne er vigtige, fordi papirerne bekræfter det, som man tidligere kun havde mistanke om, men aldrig er blevet indrømmet eller offentliggjort.
     En anden kritik går på, at oplysningerne kompromitterer styrkernes sikkerhed, som der kan være en berettiget bekymring for. Flere går så langt i denne antagelse, at de beskylder Wikileaks-lederen Julian Assange for at have blod på hænderne. Men i tilfældet med Afghanistan-papirerne fortalte Associated Press 17. august at der ikke er beviser for, at informanter eller soldater er blevet skadet i gengældelses-aktioner. Pentagon har – både i Washington Post og i et internt Pentagon-memo, opsnappet af Associated Press – indrømmet at der ikke er beviser for, at nogen er kommet til skade som følge af lækagen.
     Det reelle problem med dokumenterne kan potentielt være en afsporing. Netop fordi lækagen har vakt en sensation og er blevet behandlet som ”den mest præcise beskrivelse af en krig, der nogensinde er blevet frigivet til historien,” fjerner den opmærksomheden fra andre aspekter – såsom den systematiske nedlukning af fagforeninger i den irakiske olie-sektor for at sikre gunstige betingelser for udenlandske investorer.
     Det tidligere Afghanistan-læk fra WikiLeaks skyggede fuldstændig for Patrick Cockburns afsløring i The Independent at, store dele af landet er forvandlet til et ’nuclear wasteland,’ hvor børn bliver født deforme i højere grad end i Hiroshima.
     Der er også den store mangel på medicin, daglig elektricitet og rindende vand. Op imod 50 % er arbejdsløse og at 53 % af irakerne ifølge FN’s årsrapport ”State of the World’s Cities 2010/2011” i dag er slumbeboere.
     Et endnu mere grundlæggende aspekt undertrykkes: Furoren over fremfærden giver et indtryk af, at hvis bare Danmark spillede efter lovene, så var krigen undskyldt. Men det er alment anerkendt, at man ikke må ty til magtmidler, hvis fredelige alternativer er tilgængelige. Alligevel er det ikke længere en del af diskussionen at spørge om Irak-krigen var lovlig eller påtrængende nødvendig. Det er stiltiende underforstået, at krigen blev ført uden om FN uden troværdigt påskud i overtrædelse af folkeretten. Heraf følger, at angrebslandene er ansvarlige for de konsekvenser, der er afledt af selve beslutningen om at indgå i en angrebskrig. Krigens fortsatte konsekvenser rager dermed langt ud over Wikileaks’ afsløringer, og mange af dem kræver historiens og det internationale samfunds øjeblikkelige opmærksomhed.

En ny dansk politik
Den siddende regerings hemmelighedsfulde og skadelige forenkling af forholdene i Irak har givet bagslag og oppositionspartierne vælter nu over hinanden i utidig Schadenfreude.
Fra begge sider i spektret er det et udtryk for en bedragerisk og nøgen afhængighed af stemningen i vælgermassen.
Krigen har medført en skarp kløft mellem folket og beslutningstagerne, og det er ikke helt usandsynligt, at de næste ugers fortsatte granskning af lækagerne vil medføre desillusion og utålmodighed hos vælgerne over for den samlede danske håndtering af krigen(e).
     Det rejser også spørgsmål om den danske indsats i krigen med Afghanistan, som i stigende grad involverer droner og hemmelige specialenheder, der er uden for juridisk rækkevidde. Det er svært at forestille sig, at tilsvarende – om end værre – opførsel ikke gør sig gældende for disse. Her fristes man også til at tænke på retsforfølgelsen af de fem amerikanske soldater, der er anklaget for mord på uskyldige civile i en sag, der omfatter beskyldninger om indsamling af kropsdele som trofæer ifølge det amerikanske tidsskrift McClatchy i september. Hvad end det drejer sig om enkelttilfælde eller en institutionel tendens, er det afgørende at få det spørgsmål undersøgt.
     Kortlægningen af Irak-krigen må i det mindste indeholde et afbrækket fingerpeg i retning af den praksis og tendens, der generelt hersker i krigen i Afghanistan.
     Det kan i hvert fald ikke nægtes, at Irak-effekten har haft en afsmitning på krigen i Afghanistan, hvor Danmark har forpligtet sig til en nødtvungen og langsigtet genopbygning hinsides eventuelle forhandlinger med Taleban om en våbenhvile. Danmark er bedst tjent med en selvstændig udenrigspolitik, der er uafhængig af stormagternes rænkespil i regionen. For deres politik er grundlæggende uretfærdig og årsag til den rygmarvstæring, der støt reducerer lov og orden til takt og tone for kannibaler i en verden, hvor magtbalancen er under hastig omvæltning.

Poyâ Pâkzâd (f.1984) er aktivist, debattør og blogskribent vedrørende udenrigspolitik og Mellemøsten. Bestyrelsesmedlem i Netværket af Akademikere, Studerende og Interesseret i Mellemøsten (NASIM). Initiativ-tager til foreningen Uvildig Irak-undersøgelse Nu! Tidligere deltager i den internationale Gaza Freedom March, der blev organiseret af CODE Pink i Egypten og Gaza i 2009.