11.12.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Hvis vi med den stigende smitte kommer i en situation, hvor sundhedssystemet bliver overbelastet, er det alene regeringens ansvar. For så skyldes det ganske enkelt, at man ikke benyttede ’sommerpausen’ til markant at udbygge kapaciteten på de danske sygehuse og forberede teststrategier, kontaktopsporing mv. til, når antallet af indlæggelser i efteråret og vinteren helt forventeligt ville stige igen. Folketinget ville næppe have sagt nej til at give ekstrabevillinger til dette.

Kommentar af Lars Christensen, uafhængig økonom

REGERINGEN HAR forsømt at udnytte corona-pausen i sommer til at forberede sig på vinterens komme. Det er fatalt. Og det fører i øjeblikket til store omkostninger for den enkelte borger, den enkelte virksomhed og ikke mindst for sundhedsvæsenet.

Den danske befolkning har gjort sit yderste for at holde COVID-19-smitten nede og rettet sig efter enhver anbefaling fra regeringen. Omkostningerne har været store for især private erhvervsdrivende inden for en række erhverv og for de tusinder af danskere, der har mistet deres job. Værst har minkbranchen været ramt, hvor hele erhvervet er blevet nedslagtet primært som følge af regeringens forhastede og grundlovsstridige handlinger.

 

[R]egeringen har da heller ikke holdt sig tilbage med stolt at hævde, at det relativt lavere smitte- og dødstal i Danmark alene var regeringens fortjeneste
_______

 

Regeringens håndtering af COVID-19-krisen har været kendetegnet af tre forhold. For det første har regeringen konsekvent fra første dag nægtet at inddrage økonomisk og juridisk fagkundskab og har alene konsulteret statens egne sundhedsfaglige eksperter, som tydeligt er blevet holdt i en kort politisk snor.

For det andet har regeringen været meget uvillig til at tage de øvrige partier i Folketinget med på råd.

Og for det tredje har regeringen i høj grad forhindret åbenhed i beslutningsprocessen. Det vil sige offentligheden og uafhængige eksperter er blevet nægtet adgang til data og modeller. Og det har været svært at skelne mellem, hvad der var sundhedsmyndighedernes anbefalinger, og hvad der var politiske beslutninger. På det seneste har ledende ministre med statsministeren i spidsen nærmest nægtet at tale med medierne.

Regeringen har sagt alt dette er nødvendigt for at sikre en hurtig beslutningsproces, og regeringen har da heller ikke holdt sig tilbage med stolt at hævde, at det relativt lavere smitte- og dødstal i Danmark alene var regeringens fortjeneste, og hvis man havde lyttet til eksperter og taget oppositionen med på råd, så ville det være gået langt værre.

 

Regeringens ekstremt tillukkede tilgang til de pludselige annonceringer om nedlukninger og andre restriktioner og det hastværk, der følger med, efterlader et meget klart indtryk af en regering, der ikke har forberedt sig
_______

 

HVIS VI ACCEPTERER denne præmis – at alt godt, der er sket, er regeringens fortjeneste, og at det er regeringen, der dygtigt har ’kontrolleret’ og ’styret’ smitteudviklingen, så må det omvendt også være sådan, at hvis smittespredningen og antallet af indlagte og døde stiger, så er det også et resultat af, at regeringen har fejlet.

Når man igen og igen har indført diverse restriktioner og har gjort det uden at ville bede om en ’second-opinion’ fra eksperter og ikke har taget oppositionen med på råd, så må det også forventes, at befolkningen holder regeringen ansvarlige for det stigende antal indlagte og døde. Hvis man vil tage æren for succesen, så må man også stå ved ansvaret for problemerne. Det ansvar kan regeringen ikke tørre af på andre end sig selv.

Nu stiger antallet af indlæggelser og desværre også antallet af døde. Regeringens svar er at indføre nye restriktioner. Restriktioner, der har store negative samfundsøkonomiske, sociale, uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige konsekvenser.

Restriktioner, som regeringen har gennemført uden, at der er fremlagt nogen som helst dokumentation for, at de virker. Faktisk er det sådan, at antallet af indlagte og døde er steget stødt i kølvandet på, at der er indført nye restriktioner.

Regeringens ekstremt tillukkede tilgang til de pludselige annonceringer om nedlukninger og andre restriktioner og det hastværk, der følger med, efterlader et meget klart indtryk af en regering, der ikke har forberedt sig. Man har ellers haft tid nok.

Da COVID-19 kom til Danmark i begyndelsen af marts, var det en meget klar melding fra sundhedsmyndighederne, at man skulle forvente, at når første bølge var overstået, ville der komme en pause med lav smitte og få indlæggelser i løbet af sommeren, og så ville vi i efteråret se anden bølge.

Sundhedsmyndighederne fik ret. Smitten og indlæggelserne er nu tilbage. Det er der intet uventet i, og man skulle derfor forvente, at regeringen havde forberedt sig på det.

 

[M]ens man i marts kunne sige, at der ikke var andre muligheder end en hurtig og omfattende nedlukning, så kan man ikke sige det samme nu. Man vidste, at der var en høj sandsynlighed for, at der ville komme en anden bølge
_______

 

PÅ SAMME MÅDE som restaurationerne ved, at der normalt er flere gæster, når der skal holdes julefrokoster, og derfor indkalder ekstra personale og køber ekstra ind, så burde regeringen naturligvis have forberedt sig på den situation, som vi nu står i.

For det første burde regeringen allerede fra foråret have opbygget et varslings- og prognosesystem, der løbende kunne danne grundlag for den politiske beslutningsproces om eventuelle restriktioner og samtidig kunne have givet et klart og gennemsigtigt billede af, hvordan smitten udviklede sig, så befolkningen og virksomhederne kunne træffe fornuftige beslutninger i forhold til adfærd og planlægning.

Regeringen ventede derimod helt frem til den 31. oktober med at annoncere et sådant varslingssystem, og alt tyder på, at regeringen reelt ikke har benyttet dette varslingssystem aktivt hverken i forhold til at informere borgerne eller i selve beslutningsprocessen omkring eventuelle restriktioner.

Og på det seneste har Sundhedsmyndighederne helt opgivet at lave lokale prognoser for smitteudviklingen, og man famler sig derfor nærmest frem i blinde i forhold til, hvor man skal sætte ind (oven i at man ikke ved, hvordan man skal sætte ind).

 

Man har haft mindst ni måneder til at udbygge kapaciteten, så hvis COVID-19-patienter nu ikke kan få ordentlig behandling, eller at andre behandlinger i sundhedssystemet må udskydes eller aflyses, så er det altså et direkte resultat af manglende forberedelse fra regeringens side
_______

 

DA VIRUSSEN KOM til Danmark i marts var der en forståelig frygt for, at man kunne komme til at overbelaste sundhedssystemet. Hvis antallet af indlæggelser steg for hurtigt og kraftigt, ville det risikere at føre til højere dødelighed, som man blandt andet så i Italien.

Denne frygt var helt reel, og det var hovedbegrundelsen for nedlukningen i marts. Man ville ikke risikere, at der ikke var respiratorer nok og, at sundhedssystemet brød sammen. Da stormen ramte i marts, kunne de fleste derfor også forstå, at man trak i nødbremsen for at undgå en mulig katastrofe.

Men mens man i marts kunne sige, at der ikke var andre muligheder end en hurtig og omfattende nedlukning, så kan man ikke sige det samme nu. Man vidste, at der var en høj sandsynlighed for, at der ville komme en anden bølge, og man har haft masser af tid til at undersøge, hvad der virker – og hvad der ikke gør.

Hvis vi således kommer i en situation, hvor sundhedssystemet bliver overbelastet, så er det alene regeringens ansvar, for så skyldes det ganske enkelt, at man ikke benyttede ’sommerpausen’ til markant at udbygge kapaciteten på de danske sygehuse og forberede teststrategier, kontaktopsporing mv. til, når antallet af indlæggelser i efteråret og vinteren helt forventeligt ville stige igen.

Man har haft mindst ni måneder til at udbygge kapaciteten, så hvis COVID-19-patienter nu ikke kan få ordentlig behandling, eller at andre behandlinger i sundhedssystemet må udskydes eller aflyses, så er det altså et direkte resultat af manglende forberedelse fra regeringens side. Folketinget ville næppe have sagt nej til ekstrabevillinger til dette.

Derudover har regeringen heller ikke brugt sommeren, hvor der var et lavt smittetryk, til at forberede, hvordan man bedst kunne sikre, at smitten, når den forventeligt ville komme tilbage i efteråret, ikke i alvorligt omfang ramte risikogrupperne, især de mere end 40.000 beboere på landets plejehjem.

Det drejer sig blandt andet om en markant udbygning af COVID-tests – af plejepersonale i ældresektoren, så det sikres, at eventuelle smittede ansatte i ældresektoren ikke tager smitte med ind på plejehjemmene. Man har også først inden for de seneste dage inddraget kviktests, som udbydes og anvendes af mange private virksomheder. Disse burde have været anvendt for længe siden.

 

Man har også først inden for de seneste dage inddraget kviktests, som udbydes og anvendes af mange private virksomheder. Disse burde have været anvendt for længe siden
_______

 

Smitten stiger nu i det meste af landet, og det kan især tilskrives det faktum, at vi er på vej ind i vinteren.

Sundhedsmyndighederne har hele tiden vidst det, og det er hverken de unges eller de gamles skyld, at det sker. Det er lige så naturligt, som tyngdeloven, og det er i praksis umuligt at kontrollere smittespredningen gennem restriktioner. Man kan muligvis kortsigtet presse smittespredningen ned, men så længe en stor del af befolkningen ikke har været smittede og derfor ikke er immune, så vil smitten uundgåeligt før eller siden komme tilbage. Det er det vi med al tydelighed ser netop nu ikke kun i Danmark, men overalt i Europa til trods for meget omfattende nedlukninger i f.eks. Storbritannien og Frankrig.

Alt tyder på at regeringen har haft en overdrevet tro på, at man har kunnet styre og kontrollere smitteudviklingen, og derfor har man undladt at forberede sig. Men det står nu helt klart, at man ikke har kunnet styre smitteudviklingen.

Det ville have været muligt at forberede sig på den stigende smitte her i vinterhalvåret, men desværre har regeringen fejlet. Man har ikke lavet sit hjemmearbejde. Nu betaler befolkningen prisen. Det koster både på folkesundheden og samfundsøkonomien, at regeringen forsømte tiden til at forberede sig allerede i sommers. ■

 

Det koster både på folkesundheden og samfundsøkonomien, at regeringen forsømte tiden til at forberede sig allerede i sommers
_______

 

Lars Christensen (f. 1971) er uafhængig økonom, der rådgiver virksomheder og finansielle institutioner. Han er desuden Research Associate ved både CBS og Stellenbosch universitet i Sydafrika samt tidligere bankøkonom og embedsmand i centraladministrationen. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen på pressemøde, mandag den 23. marts [Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix]