08.12.2020

Selvom den franske finansminister ikke siger det lige ud, er han snublende tæt på at sige, at de store amerikanske multinationale selskaber som Google, Apple, Facebook og Amazon skal hjælpe med at betale Frankrigs coronagæld. Frankrigs nye tech-skat er dermed et politisk vovestykke, som godt nok viser landet fra sin handlekraftige side, men som samtidig eskalerer en konflikt med et økonomisk stærkere USA.

Af Peter Bjørnbak

Det kom bag på mange, da Frankrig pludselig gik solo og genoptog sin egen skatteopkrævning hos de store multinationale techfirmaer som Google, Apple, Facebook og Amazon og med et trylleslag brød våbenhvilen og eskalerede den uforsonlige handelsrelation mellem Frankrig og USA, som har hersket i de seneste år under Donald Trump.

Det hele fører tilbage til den afgående amerikanske præsidents løfte om at hjemtage amerikanske jobs og den efterfølgende aggressive protektionisme, der ikke kun førte til en handelskrig med Kina, men også med EU, hvilket især har ramt den europæiske flyindustri.

Og da Frankrig i 2019 indførte sin egen skat på 3 pct. målrettet multinationale selskaber, blev landet pludselig et af Donald Trumps protektionistiske favoritmål (uagtet at andre lande har gjort det samme i mellemtiden). Han mente, det var diskrimination mod succesfulde amerikanske virksomheder og lovede på Twitter ’substantial reciprocal action’, som viste sig at være en toldsats på 25 pct. på importeret fransk vin. Den har taget hårdt på især den franske vinindustri, der årligt eksporterer for over tre milliarder dollar til USA.

 

Og den amerikanske hævn, som Steve Mnuchin svor i sommer, er allerede på plads: 25 pct. straftold på franske varer som håndtasker og kosmetik til en værdi af i alt 1,3 milliarder dollars
_______

 

Men selvom franske vinbønder ikke er bange for at male gaderne vinrøde i protest, har det ikke givet Macron den store indenrigspolitiske hovedpine. Enten er det fordi, vinbønderne har øjnet en reel mulighed for at indløse den kompensation, både de og Macron har forlangt af EU, eller også er det lykkedes at få handelskrigen til at se ud som en uforholdsmæssig amerikansk aggression og et retfærdigt fransk forsvar. Det er i al fald en fortælling, der kan sælge i Frankrig.

Eller også har de franske vinbønder siden sidste år været mere tålmodige, end man kunne forvente, og stolet på, at en våbenhvile ville indfinde sig – hvilket også skete i begyndelsen af 2020, da Macron rakte ud til Trump og foreslog at udskyde den franske skatteinddrivelse hos multinationale selskaber indtil slutningen af året, hvis den amerikanske straftold ligeledes ville blive holdt i ave. Undervejs ville man i OECD-regi så måske kunne blive enige om en international aftale om beskatning af virksomheder.

Men det forpurrede USA i sommer, da den afgående finansminister Steve Mnuchin pludselig forlod og dermed suspenderede OECD-forhandlingerne med en ny advarsel om, at hvem end, der kunne have den frækhed at diskriminere amerikanske tech-virksomheder ved at beskatte dem, ville blive mødt med hævn.

Og dén frækhed har Frankrig, hvis skattemyndigheder for altså for nyligt genoptog opkrævningen af skatter hos alle multinationale selskaber, som har virke i Frankrig, men ikke betaler normal selskabsskat i landet. Naturligvis med Les GAFAs (Google, Apple, Facebook og Amazon) øverst på listen. Dermed er den fransk-amerikanske våbenhvile forbi.

En krig om toldsatser
Og den amerikanske hævn, som Steve Mnuchin svor i sommer, er allerede på plads: 25 pct. straftold på franske varer som håndtasker og kosmetik til en værdi af i alt 1,3 milliarder dollars.

Tidligere havde idéen om en 100-procentstold på fransk champagne og ost ellers været på bordet, men den blev droppet, fordi de amerikanske importører beklagede sig. Og det kan være den franske regerings held – ud over at det selvfølgelig er en langt mildere amerikansk hævn. For dels rummer hverken håndtaske- eller kosmetikindustrien mange franske arbejdspladser og er derfor ikke den store base for indenrigspolitisk uro, og dels giver det den franske regering og finansminister Bruno Le Maire mulighed for at sætte skatteopkrævningen hos les GAFAs i det helt rigtige lys. En mulighed, han har grebet.

 

Le Maire har ikke tøvet med at gøre de store multinationale selskaber til statens fjender og har flere gange understreget, at netop de har tjent styrtende summer under coronapandemien
_______

 

Le Maire har ikke tøvet med at gøre de store multinationale selskaber til statens fjender og har flere gange understreget, at netop de har tjent styrtende summer under coronapandemien. Faktisk har de lukreret på den, mens massevis af franskmænd er blevet arbejdsløse, virksomheder lukkes, og den franske økonomi generelt kan se frem til et alvorligt coronaefterslæb. Så hvad er mere retfærdigt og nærliggende end at kræve, at de nu betaler skat i det land, hvor de laver forretning?

Selvom finansministeren ikke siger det ligeud, er det snublende tæt på at være et udsagn om, at Les GAFAs skal hjælpe med at betale Frankrigs coronagæld.

Da loven om beskatningen blev vedtaget i 2019, var det uden så meget som én stemme imod i den franske nationalforsamling, og siden da har der også været bred enighed blandt de franske politikere om, at beskatning af multinationale selskaber er en god idé. Det er endda ganske udbredt at omtale det som en del af en ’justice fiscal’ (finanspolitisk retfærdighed), og at Frankrig var først med denne type beskatning i 2019 er kun et plus. Men enigheden gælder jo i øvrigt også for EU som helhed.

Problemet er selvfølgelig hvor meget, hvordan og hvornår. Og når der i EU-regi skal opnås enighed mellem alle medlemslande, fordi det gælder skat, og der i OECD går hårknude i forhandlingerne, fordi USA pludselig kommer på andre tanker, bliver den franske delegation utålmodig. I fransk udenrigspolitik kan utålmodighed meget nemt veksles til ønsket om at vise handlekraft, da det er en væsentlig del af den franske udenrigspolitiske selvforståelse, at landet kan tænke og handle hurtigt og modigt uden at være viklet for meget ind i alliancer og aftaler. Også selvom en international – eller i al fald europæisk – aftale også for dem er at foretrække. På den måde kommer beskatning af multinationale selskabet i øvrigt også mere til at ligne et fransk projekt.

 

Frankrigs utålmodige sologang på tech-skatten kan vise sig at være et afslørende tryk på maven af den nye amerikanske præsident og hans reelle diplomatiske hensigter
_______

 

En håbløs Davids kamp mod Goliat?
Utålmodighedens konsekvens er nu, at der ligger en eskaleret transatlantisk handelskrig på bordet i Det Hvide Hus og venter på Joe Biden, en tiltrædende præsident, som allerede har givet løfter om en mere udglattende og samarbejdsvillig tilgang til Europa. På den måde kan Frankrigs utålmodige sologang på tech-skatten altså vise sig at være et afslørende tryk på maven af den nye amerikanske præsident og hans reelle diplomatiske hensigter.

Men selvom der er bred enighed i Frankrig om, at les GAFAs skal beskattes, er der også kritiske stemmer i debatten, der hellere kalder utålmodigheden isolationistisk hasard eller en unødig provokation. For det ér vitterligt David mod Goliat, når det kommer til økonomi, og at trykke Biden på maven kan virke helt unødvendigt.

Samtidig vil det på alle måder også komplicere arbejdet med den internationale aftale om en global digital skat, man i OECD-regi regner med (læs: håber på) at kunne vedtage midtvejs inde i 2021. En aftale, som lige nu kun er på skitseniveau og i øvrigt er alt for kompliceret for de fleste lande til at acceptere, hvilket også har fået EU-Kommissionen til at kigge på sit tikkende ur og true med at lade hele EU-blokken gå solo på digital skat.

Så enten har Frankrig vist guddommeligt forsyn ved at gå solo før alle andre, eller også har landet forplumret det vigtige og komplicerede arbejde, der er i gang i OECD såvel som EU med at finde frem til en gangbar skattemodel, som både sætter en ramme for landenes digitale jurisdiktion, men også giver landene rum til at beskatte, så det passer med deres egne skattesystemer.

 

Landbruget er i forvejen trængt på et helt strukturelt plan, og vrede landmænd er ikke bange for at tage en gul vest over hovedet sætte gaderne i brand
_______

 

Guddommeligt forsyn eller ej; Frankrig kan stadig ende med at komme i klemme. For selvom der nok næppe er et ønske om at jævne hinandens økonomi med jorden, hvilket heller ikke var tilfældet under Trump, er en handelskrig, der er vokset ud af proportioner, utvivlsomt mere skadelig for Frankrig end USA. Først og fremmest fordi Frankrig relativt eksporterer mere til USA, end USA eksporterer til Frankrig, men det kan også blive anstødssten til endnu en indenrigspolitisk hovedpine for Macron. For hvis USA indfører ny told på endnu flere franske varer, hvilke brancher vil så blive ramt? Landbruget er i forvejen trængt på et helt strukturelt plan, og vrede landmænd er ikke bange for at tage en gul vest over hovedet sætte gaderne i brand.

Alt dette er hypotetisk, så lad os i stedet dvæle ved handelskrigens casus belli i lidt mere generel forstand.

Frankrig vil beskatte de allermest magtfulde og hypermoderne techvirksomheder som Amazon og Google, som i store træk har defineret måden, hvorpå verden fungerer i dag. Virksomheder, som er stort set ikkeeksisterende i Frankrig eller i Europa for den sags skyld. Som hævn lægger USA told på håndtasker og kosmetik.

Det kan virke pudsigt, at håndtasker og techvirksomheder kan indgå samme omgang ”øje for øje og tand for tand”, men det afslører også, at det for USA vis à vis Frankrig handler om tech-industri over for klassisk industri. Ny økonomi over for gammel økonomi. Den nye kapitalisme over for den gamle kapitalisme. Det er ikke noget, der har umiddelbar betydning i den fransk-amerikanske handelskrig, der nu ser ud til at blusse op på ny, men det giver antydningen af, at der i det lange løb bør være grund til bekymring i Frankrig – hvis ikke hele Europa – når det kommer til landets og kontinentets levebrød.

Ikke at det partout er nødvendigt for en økonomi at have techgiganter, og efterspørgslen på håndtasker og make-up ebber nok ikke ud foreløbigt, men i Europa mangler der en industri, som virkelig kan tegne fremtiden. ■

 

Det kan virke pudsigt, at håndtasker og techvirksomheder kan indgå samme omgang ”øje for øje og tand for tand”, men det afslører også, at det for USA vis à vis Frankrig handler om tech-industri over for klassisk industri
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi