03.12.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Til traktordemonstrationerne i sidste uge gik Inger Støjberg, Nye Borgerlige og Oprør Fra Landet videre end at kalde regeringens mink-aflivning for en fejl. Med en stærkt polariserende retorik talte de nemlig regeringens handlinger ind i et narrativ om en historisk konflikt mellem et folk og en magtelite, hvor sidstnævnte har begået et overgreb på folket og afskaffet folkestyret. Det er god, gammeldags populisme, der nu viser sit ansigt for fuld styrke i dansk politik.

Kommentar af Silas Marker

”Efter et gigantisk pres, så har hun trukket forslaget [til en ny epidemilov] tilbage, men det er som sagt ikke sket frivilligt. Det er sket på grund af et stærkt pres fra os – folket.” Ordene stammer fra Inger Støjbergs tale til demonstrationen den 21. november i Aarhus imod, hvad demonstranterne ser som regeringens angreb på demokratiet i mink-sagen.

Talen er mest blevet citeret for ønsket om at ”dræne sumpen”, men Støjbergs tale er mindst lige så interessant, fordi den er et eksempel på en sprogligt konstrueret krig mellem folket og eliten. Og netop dét er kendetegnende for en populistisk diskurs, som har vundet frem mange steder i verden, fra Donald Trump i USA og Jair Bolsonaro i Brasilien, over Viktor Órban i Ungarn og Marine Le Pen i Frankrig, til Matteo Salvini i Italien.

Man skal holde tungen lige i munden og tage sine forbehold, når man taler om populisme. Jeg vil for det første slå fast, at jeg ikke ser det som et skældsord, men et politisk fænomen. For det andet er det ikke hele ’Oprør fra landet’-bevægelsen (som har arrangeret en række traktor-demonstrationer landet over), og langt fra alle demonstrations-talerne, der præges af den anti-elitære retorik, der kendetegner populismen. Lidt ironisk er opgøret med magthaverne stærkest blandt de politikere, som vel selv er magthavere.

For det tredje er det selvfølgelig ikke populistisk i sig selv at kritisere regeringen. Men traktorpopulisterne går videre end at kalde håndteringen en fejl, og de stopper heller ikke ved at kalde det et lovbrud. Med stærkt polariserende retorik taler de regeringens handlinger ind i et narrativ om en historisk konflikt mellem et folk og en magtelite, hvor sidstnævnte har begået et overgreb på folket og afskaffet folkestyret. Det er god, gammeldags populisme, der nu er kommet tilbage for fuld styrke i dansk politik.

 

Talen er mest blevet citeret for ønsket om at ”dræne sumpen”, men Støjbergs tale er mindst lige så interessant, fordi den er et eksempel på en sprogligt konstrueret krig mellem folket og eliten
_______

 

Populisme er identitetspolitik for folket

Mange forbinder ’populisme’ med politikere, der lefler for vælgerflertallet eller fører økonomisk uansvarlig politik. Men i forskningen arbejder man med et mere snævert populisme-begreb.

Ifølge den argentinske filosof Ernesto Laclau er populismen nemlig en diskurs, der inddeler samfundet i to antagonistiske grupper, nemlig ’folket’ og ’eliten.’ Folket er legitimt og godt, men kues, undertrykkes eller udskammes af eliten og er derfor en politisk underdog, der skal rejse sig til kamp. Hvem henholdsvis folket og eliten er, er dog ikke objektivt eller givet på forhånd; det afgøres af den populistiske leder. Fordi populisme er en diskurs og ikke en ideologi, findes den både i en højre- og venstreorienteret variant: Alle politiske aktører kan i princippet gøre brug af populismens værktøjskasse.

’Folket’ kan antage mange former i den populistiske diskurs: ’Det tavse flertal’, ’den jævne borger,’ ’almindelige danskere’ eller ’alle os, der står op hver morgen og smører leverpostejsmadder.’ Med den slags udtryk konstruerer populismen en folkelig underdog-position, som står i grundlæggende modsætning til en elite: ’Politikerne,’ ’magthaverne,’ ’de politisk korrekte’, ’akademikerne’ eller ’eksperterne.’ Populisme handler om at skabe en kollektiv, folkelig identitet med fælles vilje, interesser og mål, og en fælles fjende. Populisme er derfor en slags identitetspolitik for folket.

 

Populisme handler om at skabe en kollektiv, folkelig identitet med fælles vilje, interesser og mål, og en fælles fjende
_______

 

Folket er vågne!

Ét af de populistiske værktøjer, som traktorbevægelsen gjorde brug af til demonstrationerne, var ideen om et kuet folk. Pernille Vermund, der talte til demonstrationen i København, skrev fx på Facebook, at ”folket ikke viger for rigspolitiets forsøg på at svække den demokratiske modstand.” Ifølge hende forsøgte magthaverne altså med politiets hjælp at forhindre folket i at demonstrere. Vermunds partifælle Mette Thiesen skrev med en lignende ordlyd på Facebook, at ”folket hylder grundloven og kræver medbestemmelsen tilbage.” Og så var der Inger Støjberg, som i sin tale til traktordemonstrationen som nævnt også appellerede til folket og senere sagde: ”Det skal igen være folket, der styrer. Vi skal have genindført folkestyret.”

Bevægelsen bag demonstrationen kalder sig ’Oprør fra landet’ og identificerer sig selv med ”folket”. Det kan man bl.a. se, hvis man kigger på Facebook-begivenheden for demonstrationen i København d. 21. november, hvor der står: ”Nu kræver folket medbestemmelsen tilbage. […] Folket har ingen indflydelse på, hvilke beslutninger der dikteres fremover under den ønskede epidemilov. […] Det er folkets stemme og folkestyrets demonstration.” Og efter demonstrationen publicerede organisationen en video med erklæringen ”det her var folkets stemme,” og senere: ”folket er vågne!” Meget passende hedder initiativets hjemmeside således også ’folkelighed.dk.’

I alle eksemplerne bliver folket omtalt i bestemt ental, det vil sige som én samlet blok med én stemme og fælles interesser. Men hvis folket (i bestemt ental) er imod regeringen, hvem er så alle dem, der ifølge de seneste meningsmålinger støtter selvsamme regering? Er de så ikke folket? Eller er de et forkert folk? Populismen er som det meste identitetspolitik følsom over for den slags spørgsmål, fordi den påstår at tale på vegne af en samlet gruppe.

 

Ergo passer Støjberg, Boje Mathiesen og Vermund perfekt ind i Ernesto Laclaus definition af populisme: De italesætter en politisk kamp mellem et ’rent’ folk og en ond elite
_______

 

Eliten gavner sine venner og vil stoppe folket

Et andet værktøj i den populistiske værktøjskasse, som bevægelsen og politikerne gjorde brug af til demonstrationerne, var italesættelsen af en kamp mellem folket og eliten.

”Efter en uges planlægning – og et nøje planlagt program i samarbejde med politiet – har vi ikke anledning til at mene andet, end at nogle i toppen af Danmark ønsker at stoppe demonstrationen.” Sådan skrev ’Oprør fra landet’, da Rigspolitiet bekendtgjorde, at kun traktorer registreret til almindelig kørsel måtte bruges til demonstrationerne. Bemærk ordvalget: Der er ikke tale om, at politiet kommunikerer gældende lov, men derimod om, at magthaverne bevidst arbejder på at stoppe folkets oprør.

Vi så også værktøjet i brug i Lars Boje Mathiesens (NB) tale i Aarhus: ”Hvis der er én ting, jeg har fundet ud af ved at være i folketinget i et år, er det, at de mennesker derinde, de har stort set ikke en flyvende respekt for de mennesker, som skaber samfundet. De ser simpelthen de selvstændige erhvervsdrivende som nogle skaffedyr, som et uudtømmeligt pengetræ, de kan komme og hente penge på, når de skal bruge projekter og penge til deres sjove projekter og give dem ud til vennerne.” Det står klart fra dette citat, at i modsætning til politikerne fra de andre partier, der snylter på folket for at dele gaver ud til ’vennerne’, er Boje Mathiesen en del af folket, og ikke eliten, selvom han sidder i Folketinget.

Senere i sin tale forklarede Boje Mathiesen, at han er født og opvokset på landet og derfor kender virkeligheden – modsat eliten. Og selvom eliten ifølge Boje Mathiesen tror, at den er noget så klog, er det i virkeligheden ude blandt folket på landet, at den sande kundskab findes: ”Jeg har oplevet mere visdom og mødt flere gode råd fra de folk, end nogen af de karrierepolitikere nogensinde kommer til at finde i deres teoribøger og deres excelark.” ’Teoribøger’ og ’excelark’ fremkalder her billeder af verdensfjerne og elitære teknokrater, og ’karrierepolitikere’ er åbenlyst en anklage om, at politikerne tænker på sig selv frem for folket. ”Derfor,” fortsatte han, ”skal de her magtpolitikere bestemme mindre.”

Pernille Vermund havde en lignende pointe, da hun i sin tale erklærede, at ”Magtpolitikerne, de har magt til at bryde ned. Men de evner ikke at bygge op. Det er jer; det er danskerne, der bygger op.” Folket er de gode, eliten er fjenderne. Ligesom Støjberg, identificerer Boje Mathiesen og Vermund sig selv som folket, og de skaber en modsætning til politikerne – selvom de selvfølgelig selv er politikere. Ergo passer Støjberg, Boje Mathiesen og Vermund perfekt ind i Ernesto Laclaus definition af populisme: De italesætter en politisk kamp mellem et ’rent’ folk og en ond elite.

Eliten bliver desuden hjulpet af medierne: Ifølge Lars Boje Mathiesen var det ”ganske enkelt dybt manipulerende og grænsende til fake news, det som regeringen og medierne har gang i,” fordi han var uenig i pressens vinkling af forhandlingerne om en forlængelse af restriktionerne. På den måde bliver medierne medsammensvorne i elitens magtovertagelse, hvilket er en fortælling, vi kender fra populistiske bevægelser verden over.

 

Mette Frederiksen er med sit angivelige magtbegær vor tids Grev Christoffer af Oldenburg, og der er derfor ikke tale om nogen almindelig, politisk uenighed, der ville kunne løses i forhandlingslokalet, må man forstå
_______

 

Grevens fejde anno 2020

Ifølge Laclau præges populistisk diskurs af en ækvivalenslogik, som opdeler samfundet i to grupper med hver sine interesser, der ikke kan forenes. I modsætning til ækvivalenslogikken finder vi differenslogikken, ifølge hvilken forskelligheder i samfundet sagtens kan forenes og gå på kompromis. Hvor populismens ækvivalenslogik med sit ’os vs. dem’ er kampens logik, er differenslogikken forhandlingsbordets logik.

Lars Boje Mathiesens tale var fx præget af en stærk ækvivalenslogik, da han talte direkte til De Radikale: ”I har muligheden nu for at stå på den rigtige side sammen med os danskere, sammen med folket, og kæmpe for folkestyret og demokratiet. Kig herud, tænk jer nu godt om og gør det rigtige!” Historien har i Boje Mathiesens fortælling to sider, hvor folket står på den rigtige.

Kampretorikken var også tydelig i Pernille Vermunds anklage om, at ”fundamentet for friheden og folkestyret blev den 4. november væltet af Danmarks statsminister, Mette Frederiksen. Med ét slag blev magt vigtigere end lov. Med ét slag blev tilliden mellem folk og regering slået til skærver.” Og med en omskrivning af ’Skipper Klements Morgensang,’ meldte Henrik Dahl sig også ind i en populistisk retorik under med demonstrationen i Aarhus: ”Bønder, tømrer, jyske knejte, nu skal vi sejre i Mettes fejde,” skrev han på Facebook efterfulgt af en traktor-emoji. Ebbe Kløvedal Reichs oprindelige sang fra 1970 handler om Grevens Fejde i 1534, der var en magtkamp mellem bønderne og adelen og traditionelt betragtes som Danmarks sidste borgerkrig. Også Dahl italesatte altså et folkeligt fællesskab i kampen mod en elitær overmagt.

Mette Frederiksen er med sit angivelige magtbegær vor tids Grev Christoffer af Oldenburg, og der er derfor ikke tale om nogen almindelig, politisk uenighed, der ville kunne løses i forhandlingslokalet, må man forstå. Tværtimod står vi midt i en historisk krise, hvor enhver må vælge side, og hvor modstand er en decideret pligt, som Vermund skrev på Facebook. Derfor må der også hårde metoder i brug: ”Mette Frederiksen,” sagde den højreorienterede debattør og redaktør Claes Theilgaard i sin tale til demonstrationen i København, ”hører til i en fængselscelle. Det er den eneste måde, vi tilnærmelsesvis kan få retfærdighed efter det grundlovsbrud, det massive overgreb, som alle danskere har været udsat for.”

Den holdning er Theilgaard ikke alene om: Dansk Folkeparti antyder i en video, at statsministeren skal bag tremmer, og det samme gør DF-regionsrådsmedlemmet Erik Høgh-Sørensen, der konsekvent kalder Mette Frederiksen ”lovløs” og håber på op til to års fængsel til flere ministre.

Kompromiser er altså umulige, for der er ikke bare tale om en uenighed om den rigtige håndtering af mink, men om et veritabelt og ondsindet angreb på folket. Der er kun tilbage, at regeringen skal gå af, og (ifølge flere talere og demonstranter) at de ansvarlige skal fængsles.

 

Når populismen med jævne mellemrum viser sit ansigt og chokerer liberale demokrater, minder den os om, at politik ikke bare er pragmatiske kompromiser, administration og teknisk god regeringsførelse
_______

 

Populismen og demokratiets to ansigter

Demokratiet har ifølge den engelske politolog Margaret Canovan to ansigter: Det pragmatiske, der bedriver politik med kompromiser og løsninger gennem systemets etablerede institutioner; og det forløsende, der laver politik uden om institutionerne ved at gå på gaden, lave aktivisme og måske omvælte hele systemet. Hvor politik ifølge demokratiets pragmatiske ansigt laves af politikere i et forhandlingslokale, er politik ifølge det forløsende ansigt par excellence, at folket presser magthaverne til at gennemføre folkets vilje, hvilket Støjberg hævdede i sin tale var sket med epidemiloven.

Populismen er med sin ækvivalenslogik et godt eksempel på demokratiets forløsende dimension: Når populismen med jævne mellemrum viser sit ansigt og chokerer liberale demokrater, minder den os om, at politik ikke bare er pragmatiske kompromiser, administration og teknisk god regeringsførelse. Tværtimod er politik også stærke følelser, kollektive identiteter som ’folket’ og ikke mindst hårde konflikter og grænsedragninger mellem ’dem’ og ’os.’ Det betyder ikke, at populismen er ufarlig. Men den udtrykker et af demokratiets to grundlæggende ansigter.

Med en traktorbevægelse, der hævder at være folket, og en række politikere, der støtter den og italesætter en kamp mod eliten, har en udtalt populisme stukket hovedet frem i Danmark. Fra marts og frem var regeringen hegemonisk: Den satte dagsordenen, fik os alle til at vise ”samfundssind” og fik også sine politiske modstandere til at støtte op om dens politik. Denne tid var med sine brede aftaler og tiltro til myndighederne domineret af demokratiets pragmatiske ansigt. Nu ser vi demokratiets forløsende ansigt, for mink-krisen har rystet grunden under regeringens hegemoni, og dens slags kriser er gunstige forhold for populistiske bevægelser og deres ækvivalenslogiske os vs. dem-retorik. ■

 

Nu ser vi demokratiets forløsende ansigt, for mink-krisen har rystet grunden under regeringens hegemoni, og dens slags kriser er gunstige forhold for populistiske bevægelser
_______

 

Silas Marker (f. 1994) er cand.mag. i filosofi fra Københavns Universitet, foredragsholder, freelanceskribent og tilknyttet forsker ved Center for Information og Boblestudier (CIBS), hvor han forsker i digitale medier, populisme og identiteters betydning i politik. Han er medforfatter til bogen ’Os og dem: Identitetspolitiske akser, idéer og afsporede debatter’ (Gyldendal 2019). Han har tidligere arbejdet som både kommunikationskonsulent og sekretariatsleder.