Lektor i offentlig ret Jesper Olsen: Afpolitiser epidemiloven. Det er for usandsynligt, at den til enhver tid siddende statsminister er klogere end myndighederne

Lektor i offentlig ret Jesper Olsen: Afpolitiser epidemiloven. Det er for usandsynligt, at den til enhver tid siddende statsminister er klogere end myndighederne

19.11.2020

.



Vi skal skabe en epidemilov, der rummer, at der kan træffes rigtige beslutninger og handles i en af verdens mest veloplyste befolkninger. Det gør vi ikke ved at politisere. Det gør vi ved at styrke fagligheden. Indtil minksagen var jeg ikke optimist. Men måske regeringen herigennem har fået dæmpet lidt af lysten til for hurtige pressemøder, hvor den faglige rådgivning ikke kan følge med.

Kommentar af Jesper Olsen, formand for Transparency International Danmark, ekstern lektor i offentlig ret på Københavns Universitet

Udkastet til epidemiloven er sendt tilbage på værkstedet, da regeringen i denne uge trak sit forslag tilbage, inden det overhovedet blev fremsat. Der startes forfra. Det er sjældent set – og ligner en sejr for en samlet kreds af partier uden om regeringen, som har kritiseret udkastet i hårde vendinger.

Men jeg kan være nervøs for, at regeringen græder tørre tåre. For den virkelige sejr, den har regeringen allerede trukket hjem. En helt uhørt grad af politisering af epidemihåndteringen i Danmark.

For det vigtige er i virkeligheden ikke om en minister skal dele sin magt med folketinget eller om folketinget skal have større kontrol med regeringen. Det afgørende er, hvorvidt tiltag under en epidemi skal hvile på et frit politisk skøn eller på faglige anbefalinger. Når regeringen uden sundhedsfaglig basis fx kan beslutte, at vi alle skal gå med mundbind, så bliver det en politisk sag.

Men der er tre klassiske og helt grundlæggende retsprincipper, der uanset hvad burde være gældende i en ny epidemilov, når man som samfund skal håndtere en sundhedskrise, og der skal gøres indgreb i borgernes frihedsrettigheder: Nødvendighed, proportionalitet og fuld transparens. Det er helt grundlæggende retsprincipper, som vi genfinder i de europæiske menneskerettigheder og som også gælder for al anvendelse af magt i den offentlige forvaltning.

 

Det afgørende er, hvorvidt tiltag under en epidemi skal hvile på et frit politisk skøn eller på faglige anbefalinger
_______

 

Nødvendighed
Håndtering af sygdomme er i sin natur ikke særligt politisk. Det dybt fagligt. Det er her politikerne skal flytte noget af magten tilbage til fagkundskaben. Lidt populært sagt, kan man spørge om det styrende skal være statsministerens mavefornemmelse eller bedste mands bedste bud – forstået som dem vi har ansat, fordi de har særlig faglig viden?

Er der noget vi har lært i denne coronakrise, er det, at sundhedsfagligheden ikke kan stå alene. Der må naturligvis også inddrages andre fagligheder. Samfundsøkonomisk indsigt – men også viden om kommunikation og adfærd er afgørende. Det er det vores myndigheder er sat i verden for at garantere. Vores myndigheder skal suppleres med viden fra vores mange dygtige eksperter bl.a. på universiteterne.

Til det argument har vi hen over foråret igen og igen hørt, at det der reddede os, er at regeringen anlagde et vidtgående forsigtighedsprincip. At myndighedernes tilgang var for svag og alvoren først får sent gik op for dem. Det er en klassisk fortælling om, at det er vinderen, der skriver krigens historie. Problemet er bare, at vi er ikke i krig. Og om det er resultatet af statsministerens forsyn eller rent held er jo i virkeligheden ligegyldig. For det har sandsynligheden imod sig, at det altid vil være sådan, at den til enhver tid siddende statsminister er klogere end myndighederne.

Vi skal jo håndtere mange forskellige sygdomme i ny epidemilov, og man kan i lovgivningen fastslå, hvilke principper myndighederne på forhånd skal lade sig styre af. Men det bliver dyrt på den lange bane og vil måske ikke være en god måde at anvende ressourcerne på, hvis vi hver gang skal trække kortet med coronakrisens ekstreme forsigtighedsprincip.

Det må i stedet bygge på faglig afvejning og risikovurdering af, om et givent tiltag er nødvendigt for at opnå et givent mål; det er nødvendighedskravet. Fuldstændig som der foretages et lægeligt skøn hver dag, hver time, ude på akutmodtagelserne på landets sygehuse. Vi hører bare ikke om det. For hvis det ekstreme forsigtighedsprincip altid skulle gælde, har vi hverken sengepladser eller sundhedspersonale nok.

 

Hvis det ekstreme forsigtighedsprincip altid skulle gælde, har vi hverken sengepladser eller sundhedspersonale nok
_______

 

Demokratisk proportionalitet
Proportionalitet er modsat nødvendighedskravet et politisk anliggende. Kan de indgreb der foreslås, retfærdiggøres politisk? Det kan aldrig være en administrativ beslutning at gøre indgreb i forsamlingsfriheden. Det kan aldrig være en administrativ beslutning, at det er politiet, der skal ringe til folk som led i smitteopsporingen. Det er her politikerne tilfører den afgørende merværdi.

Politikerne er nemlig i daglig kontakt med og kan gå i dialog med vælgerne på en måde som myndigheder og embedsmænd ikke kan. Proportionalitet handler om, hvorvidt der er sammenhæng mellem mål og midler. Det bør fremgå af en ny epidemilov, der jo giver hjemmel til at indføre sociale restriktioner, at hvis de på afgørende vis indskrænker friheden eller påfører borgere store ekstraomkostninger eller udløser erstatning, kan de ikke sættes i værk uden politisk godkendelse.

For at opnå effekten af indgreb skal politikerne vide, hvor befolkningens smertegrænse og vilje til at påtage sig byrder går. Det farlige i en krise er jo, hvis man mister befolkningens tillid, og vi ser civil ulydighed i større stil. Sådan er det med al lovgivning; det er derfor, vi lever i et demokrati. Men dette forstærkes med faktor 100 i en tid, hvor der skal handles hurtigere, og hvor tiltagene er så meget mere indgribende, end de vil være i en normal situation.

Politikerne vil med deres demokratiske mandat legitimere indgrebene overfor befolkningen, så vi efterlever dem. Og her spiller den brede politiske opbakning afgørende ind. For den til enhver tid siddende statsminister er det en hård erkendelse, at ’folkets kærlighed – Danmarks styrke’ er forbeholdt majestætens valgsprog. Husk – der sidder lidt under 50% der ikke har stemt på dig.

Det bør en ny lov skabe rammen for, at sådanne indgreb kan virke på så bredt et politisk mandat som muligt – uden dermed at underminere den politiske handlekraft, når det skal gå stærkt. Det kunne fx være, at ministeren, inden der blev truffet beslutninger, skulle konsultere et udvalg i Folketinget, på samme måde som Udenrigspolitisk Nævn gør det i sager af større udenrigspolitisk rækkevidde. Der er for mig en pointe i, at det ikke skal være en forhandling. I forhandlingen er der altid noget ’give and take’ – og dermed politisering.

 

Læren af denne pandemi er for mig, at vi har undladt at gøre åbenhed til et af vores stærkeste redskaber. Igen og igen har regeringen skulle trækkes til truet for at lægge sit beslutningsgrundlag frem
_______

 

Fuldstændig transparens
Man plejer at sige, at i krigen er sandheden det første offer. Men vi er ikke i krig. Læren af denne pandemi er for mig, at vi har undladt at gøre åbenhed til et af vores stærkeste redskaber. Igen og igen har regeringen skulle trækkes til truet for at lægge sit beslutningsgrundlag frem.

Før sommerferien så vi fx, at sundhedsstyrelsens direktør fik at vide af departementschefen i sundhedsministeriet, at han ikke skulle komme med alle sine faglige forbehold. Man havde besluttet sig i statsministeriet. Først med minksagen kom den beslutningsproces til at have konsekvenser for fødevareministeren.

Men det er ikke kun hos de statslige myndigheder. Et helt aktuelt eksempel er, at Ombudsmanden netop har udtalt skarp kritik af Region Sjælland, der forsøgte at hemmeligholde deres udfordringer på kapacitet tilbage i marts, fordi de ikke ville skabe panik i befolkningen. Vi har krav på også den ubehagelige sandhed.

Måske viste fokusset på panik mere om situationen internt hos myndighederne, end det gjorde i befolkningen. Så længe vi har en offentlighedslov, der mørklægger sager og dokumenter, der forelægges ministeren, må der gøres en undtagelse herfor i epidemiloven. Ikke bare i forhold til det faglige grundlag og indstilling til politikerne, men også statistik og data så vi undgår sager, hvor Statens Serum Institut holder vigtige data tilbage for forskere, som vi har set det tidligere i corona-forløbet.

 

Måske også politikerne er ved at indse visdommen i at vende tilbage til det, de er bedst til, nemlig at lave de generelle love, principper og rammer og lade myndighederne tage sig af de helt konkrete tiltag
_______

 

Danmark er ikke det åbne land vi går og tror, i hvert fald ikke når det kommer til politik. Sundhedsvæsenet bygger på åbenhed om fejl. Det er forudsætningen for, at vi kan lære og vi ikke begår den igen. Men i politik er fejl udelukkende det skyts, man bruger mod sine modstandere og i sidste ende fælder ministre på.

Men i sundhedskrisen skal vi netop give folk adgang til den aktuelle faglige viden. Vi har i coronakrisen set flere og flere eksempler på, at når man ikke kan få det, så leder man efter alternative informationskilder. Misinformation er i sådanne kriser farligt. Det underminerer tilliden og får mennesker til i værste fald at gøre noget, der er direkte sundhedsskadeligt for dem selv.

I starten af marts evnede befolkningen på en og samme tid at diskutere klogskaben i strategien, så det bragede, og samtidig gjorde man, hvad der blev sagt.

Vi skal på samme måde skabe en epidemilov, der rummer, at der kan træffes beslutning og handles i en af verdens mest veloplyste befolkninger. Det gør vi ikke ved at politisere og gøre håndteringen til et spørgsmål om for eller imod statsministeren. Det gør vi ved at styrke fagligheden.

Indtil mink-sagen var jeg ikke optimistisk omkring, at dette ville kunne lykkes. Men måske regeringen igennem denne sag har fået dæmpet lidt af lysten til for hurtige pressemøder, når den faglige rådgivning ikke kan følge med. Her har man stået alene med ansvaret for, at der ikke var hjemmel. Og regeringen måtte da også dele forhandlingerne op i et spor om nødvendighed (den faglige begrundelse) og et om proportionalitet (erstatningens størrelse). Måske også politikerne er ved at indse visdommen i at vende tilbage til det, de er bedst til, nemlig at lave de generelle love, principper og rammer og lade myndighederne tage sig af de helt konkrete tiltag. ■

 

Sundhedsvæsenet bygger på åbenhed om fejl. Det er forudsætningen for, at vi kan lære og vi ikke begår den igen. Men i politik er fejl udelukkende det skyts, man bruger mod sine modstandere og i sidste ende fælder ministre på
_______

 



Jesper Olsen (f. 1970) er cand.jur, formand for Transparency International Danmark og ekstern lektor i offentlig ret på Københavns Universitet. Han har tidligere været sekretariatschef i Region Hovedstaden og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen til pressemøde d. 14. april, 2020 [foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix]