27.10.2010

Den længe ventede spareplan fra den britiske regering er endelig blevet fremlagt. Koalitionsregeringens plan: 500.000 arbejdspladser i det offentlige skal skæres over fire år med besparelser på £700 millioner til følge. Det er den største spareplan siden anden verdenskrig.

Af Kristian Bøg

Politikere giver mange løfter under valgkampe. Løfter som sjældent bliver indfriet. Der var da heller ikke mange, der havde forestillet sig større armbevægelser fra David Cameron, da han under valgkampen lovede store besparelser på de offentlige budgetter. Og der var slet ikke nogen, der havde forventet, at besparelserne blev udført i praksis efter valget.
      Men siden Cameron’s koalitionsregering foretog en runde med besparelser på £6 milliarder tidligere i år, har man ventet med gru på den helt store spareplan. Selve præsentationen af planen, der fandt sted sidste onsdags, var imidlertid knap så dramatisk. Parliamentsmedlemmerne sad i stilhed og lyttede til Finansminister George Osborne, mens han på lidt over en time fremlagde regeringens spareplan i Underhuset – en spareplan, der skal udmøntes over de næste fire år.
      Til anledningen var koalitionslederne David Cameron og hans Liberale vicepremierminister Nick Clegg klædt i slips med deres respektive partifarver. Et teatralsk valg for at signalere vigtigheden og nødvendigheden af koalitionspartiernes støtte. Osbournes tale gjorde det klart for alle, at den britiske regering, som lovet, har valgt at ignorere USA’s præsident Barack Obamas advarsel om, at krisen ikke kan løses med besparelser. Således fremlagde regeringen den mest radikale økonomiske spareplan i England siden anden verdenskrig. En økonomisk hestekur på £700 milliarder.

En vision om et friere samfund
Budskabet er klart: Der skal spares. De £700 milliarder skal findes ved besparelser i alle offentlige instanser.
      – Forsvaret skal spare £4.7 milliarder – en besparelse forsvaret selv mener vil føre til hangarskibe uden fly.
      – Kulturen bliver skåret med næsten 50 %.
      – Den store public service kanal BBC skal spare 15%, en udvikling de næppe er glade for, da Ruport Murdoch – ejeren af The Times og Sky News – lægger an til at opkøbe de resterende aktier i Sky koncernen og dermed vil være i stand til at konsolidere sig som den ledende mediekraft i England.
      – Pensionsalderen vil blive hævet til 66 år for at holde folk på arbejdsmarkedet længere.
      – Selv dronningen må spænde bæltet og give afkald på 14% af sin husholdning. Samtidig bliver hendes ansattes lønninger fastfrosset.
      Samlet vil besparelserne ifølge George Osbourne beskære 19% af budgettet i forhold til Labour’s plan, der går efter 20%.
      Planen, som vil resultere i at ca. 500.000 offentlige jobs vil blive nedlagt, er klassisk konservativ politik. Spareplanen er ikke kun et udtryk for nødvendigheden af at genoprette den britiske økonomi. David Cameron har en også en vision for England. Visionen, der kaldes ‘Big Society’, var de Konservatives ideologiske flagskib i valgkampen, og er idag en del af det lovgivende program i koaltionsregeringen. Grundessensen i Big Society, som Cameron selv beskriver det, er et samfund hvor magten tages væk fra politikerne og gives til borgerne.
      Målet er almindeligt liberalt tankegods: Mindre stat, mere frihed. Et samfund, hvor forældrene har medbestemmelse over, hvordan skoler styres. Et samfund, hvor lokalsamfundene får mere indflydelse på den politiske process. Besparelserne vil formindske staten og fordele mange af dens nuværende forpligtelser på private hænder. Spareplanen vil føre til et skarp fald i statens udgifter og en stimulering af det private erhvervsliv i form af deres overtagelse af tidligere statsstyrede aktiviteter. George Osbournes tale blev da også modtaget med stående applaus af det Konservative bagland.
      Labour’s leder Ed Miliband har kaldt Big Society for et kynisk forsøg på at retfærdiggøre regeringens besparelsesagenda, ved at klæde fratrækkelse af støtte ind i retorik rettet mod en genoprettelse af et samfund i knæ.

Tænketank kritiserer spareplanen
Den britiske befolkningen er delt over besparelserne. Ifølge en Yougov undersøgelse i The Sun er 41% enige i, at besparelserne er gode for økonomien mens 41% er imod, 18% tog ikke stilling. Tilgengæld har regeringen vundet en stor sejr, da selvsamme undersøgelse kunne fremvise, at 47% gav den tidligere Labour-regering skylden for besparelserne, mens kun 17% gav den nuværende skylden.
      Størstedelen af de adspurgte – 55% – mener, at regeringens besparelser gambler med folks levebrød. En holdning som den respekterede tænketank Institutet for Finansstudier (IFS) støtter op om. IFS udfordrer mange af de beregninger George Osborne kom med under sin præsentation.
      Ifølge IFS vil de planlagte besparelser føre til, at de fattigste i samfundet vil blive hårdere ramt end samfundets rigeste. Spareplanen vil ifølge IFS føre til større besparelser end Labour-regeringens spareplan – til forskel fra hvad Osbourne påstod i sin tale. Nick Clegg har udtalt, at IFS spreder “forvrænget og komplet nonsens”, et usædvanligt træk i betragtning af, hvor respekterede IFS er.
      Labour’s svar på spareplanen har været fåmælt – ingen har endnu haft tid til at gennemgå planen i detaljer. Men Labour’s skyggefinansminister, Alan Johnson, har erklæret, at Labour ikke kan være uenig i alle besparelserne. Dog kalder han planen for et gamble med folks levebrød – nøjagtig som IFS. Samtidig retter han et skarpt angreb på Osbourne og kritiserede hans udtalelse om, at regeringens spareplan var lavere end Labour påstod, 19% istedet for 20%. Alan Johnson kalder dette “vås” og stiller spørgsmålstegn ved regeringens egne tal.

Krig mod velfærdsstaten: Kan fagbevægelsen kæmpe imod?
Cameron erklærede under sin valgkamp, at han ville være en ligeså stor social reformist som Margaret Thatcher var en økonomisk reformist. Kritikere og fagforeninger har allerede stemplet ham som værre end Thatcher og tidligere spareforslag og planer er af kritikere blevet tolket som en krigserklæring imod den britiske velfærdsstat.
      Fagforeningerne erklærede sig allerede tilbage i september klar til “joint industrial action”, med andre ord: massive strejker. En mulig konfrontation mellem fagforeningerne og regeringen vækker minder om minestrejkerne i 70’erne, og “The Winter of Discontent” (“Utilfredshedens Vinter”, red.) i 1978-79, hvor skraldemændende bl.a. lod affaldet ligge i gaderne.
      Men kan fagforeningerne overhovedet mønstre generalstrejker i så stort et omfang? Siden Margaret Thatcher målbevidst gik efter fagforeningerne, har ingen engelsk fagforening kunnet mønstre en indflydelse, der bare ligner minestrejken i 1985. De sidste 20 år, er der ikke mistet halvt så mange arbejdsdage til strejker og “walkouts” som i 1984 alene. Fagforeningernes medlemstal er raslet ned fra 13 millioner i de tidlige 80’ere til lidt over halvdelen idag.
      Men man skal ikke dømme fagforeningerne ude. Der er stadig flere i England med et fagforeningskort, end der er kirkegængere (4 milloner). Ed Miliband blev valgt ind som leder af Labour med støtte fra fagforeningerne og for ikke mindre end en måned siden blev London lammet af en strejke blandt London Undergrounds metroarbejdere. I weekenden lykkedes det ligeledes i Edinburgh, Skotland at samle 20.000 til en fagforeningsdemonstration mod besparelserne. Det tal virker imidlertid ikke så massivt, når man tænker på de franske fagforeningers aktioner, der har holdt landet i et jerngreb i snart flere uger.
      Men England er ikke Frankrig. Hvor Franskmændene i ligeså stort omfang demonstrerer imod en regering, der har været med til føre landet ind i krisen, er krisens formodede bagmand i England Labour-regeringen, blevet afsat. I den førnævnte Yougov undersøgelse stod det klart, at størstedelen mente, at skylden lå hos den tidligere Labour-regering. I samme undersøgelse viste det sig også, at 58% af de adspurgte mente, at regeringens besparelser er nødvendige. Besparelserne vil først påvirke mange af briterne om måneder, måske år, og da vil det ske igennem naturlig afgang og ikke fyringer. Fagforeningerne i England ville begå kollektivt selvmord, hvis de forsøgte en landsdækkende lockdown. Folket ville hurtigt vende sig imod dem, og fagforeningslederne kan stadig huske, hvordan det gik sidste gang befolkningen vendte sig imod dem i valgåret 1979. Margaret Thatcher vandt valget.

Storbritanien på vej imod forandring
David Camerons store plan om et ‘Big Society’ og hans meget ambitiøse spareplan vil forandre Storbritannien. Præcist hvad forandringerne indebærer er endnu uvist. Dagbladet The Guardian er blandt dem, der prøver at skaffe sig et overblik. De har startet en liste, hvor folk kan formulere præcis hvad besparelserne kommer til at betyde for dem. Ligeledes har de oprettet en liste over nogle af de besparelser, som George Osbourne har pakket ind i blødere retorik.
      En ting står dog klart allerede nu: Camerons sparekniv vil drastisk ændre det britiske samfund.

Kristian Bøg (f. 1985) studerer engelsk ved Københavns universitet og har skrevet Bachelor projekt om David Camerons modernisering af de Konservative. Han bidrager løbende med artikler til Ræson.