16.10.2020

“Skal euroen overleve – med de medlemslande, den har i dag – kræver det reelt en eller anden form for fiskal union eller noget, der ligner. Det er i det lys, den vedtagne genopretningsplan skal forstås. Planen bliver heller næppe den sidste. Men hvorfor Danmark, som ikke har indført euroen, skal være en del af denne, er i sig selv ubegribeligt”

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte efterårsnummer, som d. 15. oktober ramte postkasser og butikker landet over. Det trykte nummer har titlen: “Er Europa Alene?”

Af Niels Westy og Christian Bjørnskov

Coronakrisen ramte især EU’s central- og sydeuropæiske lande, både målt på tabte menneskeliv og økonomisk nedgang. I skyggen af den blev EU’s regeringsledere i sommer enige om en gigantisk ’genopretningspakke’. Pakken består både af direkte overførsler og lån, der for første gang finansieres via udstedelser af egentlige EU-obligationer, og er i danske medier blevet sammenlignet med Marshallhjælpen efter Anden Verdenskrig.

Men et af de danske politikeres centrale argumenter for pakken er forkert: at pakken er positiv for dansk økonomi ved at sikre eksporten. Det bygger på en grundlæggende misforståelse af udenrigshandlens betydning for en økonomi. Naturligvis er det korrekt, at en betydelig del af dansk beskæftigelse er bundet op på dansk eksport – op mod 800.000 jobs – men det betyder ikke, at dansk eksport er afgørende for vores velstand. For nationaløkonomer er det nemlig velkendt, at øget eksport ikke medfører øget nettobeskæftigelse. Over tid bestemmer udbuddet af arbejdskraft den samlede beskæftigelse.

Der er naturligvis en gevinst ved at indgå i den internationale arbejdsdeling (hvis den sker på markedsvilkår) via højere realindkomster – og fuld udnyttelse af denne effekt forudsætter fri handel (både eksport og import). Men øget eksport skaber ikke flere arbejdspladser netto – det betyder ’blot’, at beskæftigelsen i eksporterhvervene øges på bekostning af beskæftigelsen i de dele af økonomien, som er rettet mod det indenlandske marked. Og hvis beskæftigelsen i eksporterhvervene er betinget af en konstant indkomstoverførsel fra resten af økonomien, indebærer det ikke øget produktivitet og dermed realindkomst, men en generelt lavere produktivitet og dermed indkomster.

At fremme/opretholde dansk eksport via långivning/subsidiering af Sydeuropa, som det her er tilfældet, giver dog ingen mening (bortset for kapitalejere og ansatte i de eksportorienterede virksomheder). Risikoen er betydelig for, at det reelt bliver de nordeuropæiske skatteydere, som kommer til at betale. Hermed ender genopretningspakken med at fungere som et subsidium til eksportsektoren, betalt af resten af økonomien. Det øger ikke den generelle velstand, tværtimod. Sagt på en anden måde: De ikke-eksporterende dele af økonomien (læs: primært lønmodtagere og den del af befolkningen, som er på overførselsindkomst) betaler for de varer og tjenesteydelser, som forbruges i de importerende lande. Groft sagt ville man således være bedre stillet ved at holde fri i stedet for at betale for eksporten til Sydeuropa.

 

[Ø]get eksport skaber ikke flere arbejdspladser netto – det betyder ’blot’, at beskæftigelsen i eksporterhvervene øges på bekostning af beskæftigelsen i de dele af økonomien, som er rettet mod det indenlandske marked
_______

 

Pakken er drevet af en politisk logik – ikke økonomisk
Allerede for 250 år siden viste den skotske økonom Adam Smith, at den dengang (og desværre åbenbart fortsat) herskende merkantilisme er til skade for den almene velstandsskabelse. I merkantilismen er eksport godt, og import skidt. Smiths indsigt var derimod: at den primære gevinst ved at være en åben økonomi ligger i importen. Eksport er – lidt karikeret sagt – et nødvendigt onde, som finansierer importen.

Danmark har ikke haft eksterne balanceproblemer i årtier. Set i forhold til BNP har vi faktisk et af de største overskud på den løbende betalingsbalance i verden. Deltagelse i den internationale arbejdsdeling, og dermed eksport, er med til at sikre højere realindkomster, hvis den vel at mærke ikke er drevet af subsidiering. Men den væsentligste velfærdseffekt ved frihandel stammer fra at være åben for import. Ikke mindst fordi det medfører øget konkurrence og dermed lavere priser og højere kvalitet til gavn for forbrugerne (og forbrugere er vi i vores del af verden alle sammen) og øger økonomiens generelle produktivitet og dermed velstand. Det følger også heraf, at når et land subsidierer sin eksport, er det til skade for landets borgere og til gavn for forbrugerne i de importerende lande.

Genopretningsplanen består både af et egentligt overførselselement og – ikke mindst – af lån, som nu udstedes af EU, hvilket betyder, at borgerne i alle EU-lande garanterer for dem. Hverken gevinster eller tab er dog ligeligt fordelt. Reelt indebærer genopretningsplanen nemlig, at de laveste indkomster i EU subsidierer de højeste indkomster både i Nord- og Sydeuropa, idet det både gavner kapitalejere og ansatte i eksporterhvervene i nord (på bekostning af resten af økonomien) og reelt fastholder den nuværende økonomiske struktur i Sydeuropa. Planen mindsker presset for reelle reformer, som på sigt vil gavne de laveste indkomster mest.

Derfor må det egentlig også undre, at venstrefløjen, som ellers er meget optaget af fordelingspolitiske spørgsmål, ikke råber mere vagt i gevær over for genopretningspakken – ligesom det er et paradoks, at fx unge franskmænd går på gaden og demonstrerer mod reformering af et arbejdsmarked, som primært er til gavn for de (ældre) franskmænd, som allerede er i beskæftigelse. Om det skyldes, at de ganske enkelt ikke forstår denne mekanisme, skal vi ikke kunne svare på.

Venstrefløjen er dog ikke ene om at misforstå problemet: På den politiske højrefløj har vi desværre set den sædvanlige national-chauvinistiske reaktion på genopretningspakken baseret på fordomme om de ’flittige danskere’ og ’de dovne sydeuropæere’ – på trods af at fx den beskæftigede del af den italienske befolkning i gennemsnit arbejder ca. 300 timer mere om året end den danske ditto.

Men hvis den økonomiske gevinst er fiktiv, hvorfor fortsætter man så det omfordelingscirkus, nu også med udstedelse af obligationer i EU-regi?

Ud over almindelig rent-seeking (dvs. forsøg på at tilegne sig en gevinst på bekostning af andre frem for at skabe reelle nye værdier: I denne sammenhæng lovgivning, som er til gavn for eksportsektoren – på bekostning af den øvrige økonomi) og en pro-business dagsorden i modsætning til en pro-market (frit marked) dagsorden er svaret egentlig ganske simpelt. Helt konkret handler det om at redde euroen og EU – og holde drømmen om EU som en egentlig union, som vi kender i USA, i live. En drøm, der næppe deles af mange europæere – ej heller regeringsledere – men som er – og altid har været – den grundlæggende præmis for selve EU-systemet og EU-Kommissionens arbejde.

Dansk presse holder godt nok meget af at omtale skiftende danske kommissærer, senest Margrethe Vestager, som ’vores’ kommissærer. Og den nationale stolthed kender ingen grænser, når Vestager og Kommissionen kræver milliarder af store multinationale (primært amerikanske) selskaber som straf for at have begået ulovligheder. Så springer vi hurtigt videre, når Kommissionen efterfølgende lider nederlag ved domstolene, som det senest skete i juli i den højtprofilerede retssag mod Apple. Ja, nederlaget bliver ligefrem brugt som argument for indførelse af særskatter på digitale tjenester, fordi Kommissionen, herunder Margrethe Vestager, ønsker en sådan skat. At sådanne skatter så vil være til ugunst for en lille, åben økonomi som den danske, maner åbenbart ikke til eftertanke. Det skyldes naturligvis, at kommissærernes primære opgave er at fremme EU’s interesser – ikke Danmarks.

 

Helt konkret handler det om at redde euroen og EU – og holde drømmen om EU som en egentlig union, som vi kender i USA, i live
_______

 

Forudsætningerne for euroen mangler – stadig
Genopretningsplanen er blevet sammenlignet med Marshallplanen. Men hvor Marshallplanens sigte var at genopbygge Europa efter Anden Verdenskrig, er den økonomiske krise i dag en anden. Ingen motorveje er forsvundet, ingen maskiner er gået op i røg, og ingen bygninger er lagt i ruiner på grund af pandemien. Skal man sammenligne med noget, burde det i stedet være effekten af ulandsbistand. Og her viser metastudier, at årtiers ulandsbistand ingen effekt har haft på bekæmpelse af fattigdom, med undtagelse af to ting: genopbygning efter naturkatastrofer og krig.

I forbindelse med den danske afstemning om euroen i 2000 vakte det en del furore blandt fortalerne for dansk medlemskab, da de økonomiske vismænd konkluderede, at der ikke ville være nævneværdige negative økonomiske konsekvenser, hvis vi valgte at stå udenfor. Den udtalelse stod nemlig i skarp kontrast både til omtalen i danske medier og den overvældende tilslutning blandt de politiske partier og en række centrale interesseorganisationer, pengeinstitutter osv.

Men faktum er, at der blandt økonomer aldrig har været konsensus om euroen – tværtimod. Fra start af blev der sat spørgsmålstegn ved, om landene ville være i stand til at overholde de grundlæggende krav til en succesfuld monetær union, som Nobelprismodtageren i økonomi Robert Mundell udlagde for mere end 50 år siden. Mundell formulerede fire basale krav, som skulle være opfyldt, hvis man ønskede at etablere en egentlig monetær union som euroen. Selvom vores viden og forståelse senere er udvidet gennem andre økonomers arbejde, har det ikke rokket ved de fire grundforudsætninger, som ethvert monetært samarbejde skal overholde:

1. Arbejdskraften er mobil inden for valutaunionen.
2. Landene har en diversificeret produktionsstruktur, hvorved de makroøkonomiske effekter af enkelte sektorer/industrier er begrænset.
3. Landene har en høj grad af pris- og lønfleksibilitet i fraværet af valutafleksibilitet.
4. Der eksisterer en overførsels- eller omfordelingsmekanisme mellem landene, således at områder/lande i lavkonjunktur modtager hjælp fra områder/lande i højkonjunktur.

Vurderet i forhold til disse grundlæggende krav, må vi her 20 år efter den danske afstemning blot konstatere, at forudsætningerne for euroen aldrig har været til stede:

Arbejdskraftens mobilitet var og er begrænset. Jovist har vi vandrende arbejdskraft, men samtidig kan vi jo se, at arbejdsløsheden er meget forskellig mellem de enkelte lande. Mobiliteten er ganske enkelt ikke særlig høj – formentlig bl.a. på grund af sproglige barrierer, som jo ikke kendes i USA. Samtidig er medlemslandes produktionsstruktur netop ikke karakteriseret ved en høj grad af diversifikation, hvilket for øvrigt ikke nødvendigvis er et problem (i den grad det skyldes deltagelsen i den internationale arbejdsdeling og udnyttelse af komparative fordele), men det bliver det i en møntunion uden overførselsmekanisme. Hvis man derimod havde bibeholdt nationale valutaer – og et system med flydende valutakurser – ville dette ikke være et problem. Men i fraværet af valutafleksibilitet bliver kravet om pris- og især lønfleksibilitet til gengæld helt afgørende. Grundlæggende kan man sige, at ingen af de deltagende lande (heller ikke Danmark) har den nødvendige fleksibilitet på kort sigt, og især de sydeuropæiske lande er fortsat karakteriserede ved en meget lav grad af lønfleksibilitet i den formelle sektor – på trods af de (utilstrækkelige) reformer, som er gennemført i bl.a. Spanien.

 

Grundlæggende kan man sige, at ingen af de deltagende lande (heller ikke Danmark) har den nødvendige fleksibilitet på kort sigt, og især de sydeuropæiske lande er fortsat karakteriserede ved en meget lav grad af lønfleksibilitet i den formelle sektor
_______

 

Endelig er der kravet om en overførselsmekanisme mellem medlemsstaterne. Dette har gennem euroens historie været genstand for endog meget ophedede diskussioner i EU, og de indbyggede konvergenskrav om inflation, offentlige underskud og hvor stor medlemslandenes gæld måtte være, var netop et forsøg på at komme uden om dette. Problemet er ’bare’, at det ikke har virket.

Foruden de fire krav bør man tilføje, at lande i samme situation bør føre en nogenlunde ensartet økonomisk politik. Dette er i øjeblikket fuldkommen fraværende, og der er absolut intet, som tyder på, at det vil ændre sig i fremtiden. Tyskland og Nordeuropa har traditionelt lagt stor vægt på, at pengepolitikken føres af en uafhængig nationalbank og ikke af politikere – og i disse lande tilstræber man balance på de offentlige budgetter. Historisk har det forholdt sig helt anderledes i Frankrig og resten af Sydeuropa. Her har både finans- og pengepolitik historisk været politisk styret, med en generelt langt kortere tidshorisont. Hermed ignoreres de langsigtede problemer med keynesianske interventioner (aktiv finanspolitik og store underskud). Det er netop en del af forklaringen på, at lande som Grækenland og Portugal kørte ud over kanten i kølvandet på finanskrisen, mens Spanien og Italien var faretruende nær ved at gøre det samme.

Man overser ofte, at der i Europa var tale om to kriser: den oprindelige, kortvarige finansielle krise og den efterfølgende, længerevarende eurokrise, som egentlig aldrig sluttede. Den sidstnævnte krise viste klart, at de grundlæggende forudsætninger aldrig har været til stede for en succesfuld monetær union.

Hvor meget vil Nordeuropa betale for, at euroen overlever?
I begyndelsen af 2010’erne pressede EU-Kommissionen – som i dag – på for en egentlig fiskal union, hvor man fra Bruxelles delvist kunne styre medlemslandenes finanspolitik. Det skete i et forsøg på at legitimere indførelsen af en egentlig overførselsmekanisme. Kommissionen ignorerede dermed – og ignorer fortsat – to kendsgerninger:

1. Automatiske overførsler fra en gruppe lande til en anden giver kun mening, hvis landene ikke selv er skyld i deres problemer.

2. Der er en afgrundsdyb forskel i den politiske tradition mellem nord og syd. En fælles politisk linje kræver derfor et paradigmeskifte og et opgør med en politisk kultur, der har dybe historiske rødder i Sydeuropa. Sandsynligheden for, at det kan finde sted inden for en overskuelig fremtid, er nok temmelig beskeden. Og genopretningspakken medfører ikke nødvendigvis, at det bliver mere realistisk – måske snarere det modsatte.

Således indebærer EU’s forsvar af eurozonen to afgørende moral hazard-problemer (dvs. problemer med, at givne incitamenter tilskynder aktører til at handle problematisk):

For det første. Jo større sandsynlighed for, at et land vil få overført midler, jo mindre er landets incitament til at løse fundamentale problemer. Hermed medvirker overførslerne reelt til en forværring og forlængelse af krisen. Det øger desuden omkostningerne for ansvarlige eurolande, og hermed mindskes opbakningen til EU blandt disse landes borgere, hvilket i sig selv på sigt kan have betydelige politiske konsekvenser. Det er næppe noget tilfælde, at Italiens regering annoncerede en gigantisk pakke til 25 mia. euro, dagen efter at man var blevet enige om EU’s genopretningsplan – penge, der ikke mindst skal gå til infrastrukturprojekter i Syditalien. Det kan næsten ikke blive mere absurd.

For det andet har Den Europæiske Centralbank (ECB) reelt finansieret kriselandenes offentlige overforbrug ved at lade de enkelte statslige nationalbanker (ja, de eksisterer endnu) opkøbe deres statsobligationer. Hvis et kriseland derfor går bankerot, taber ECB meget store summer, hvilket kræver ny kapital, der kun kan komme fra de øvrige ’ansvarlige’ lande. Det er netop derfor, at bankens charter forbyder den af finansiere landes offentlige forbrug, hvilket den på trods af forbuddet alligevel har gjort de seneste år.

 

Skal euroen overleve – med de medlemslande, den har i dag – kræver det reelt en eller anden form for fiskal union eller noget, der ligner. Det er i det lys, den vedtagne genopretningsplan skal forstås. Planen bliver heller næppe den sidste. Men hvorfor Danmark, som ikke har indført euroen, skal være en del af denne, er i sig selv ubegribeligt
_______

 

Oprindeligt prøvede EU at disciplinere de enkelte lande via euroens såkaldte konvergenskrav i vækst- og stabilitetspagten. Problemet er blot, at disse krav (heller) ikke er blevet overholdt. Reelt er Luxembourg det eneste euroland, som konsekvent har overholdt kravene til budgetunderskud og offentlig gæld (her ser vi bort fra, at intet land har overholdt konvergenskravene under coronakrisen i 2020). Italien, Belgien og Østrig har aldrig været i stand til at overholde begge krav, og Grækenland har aldrig overholdt et eneste.

Med tanke på den vægt, man fra euroens indførelse lagde på overholdelsen af kravene – bl.a. som svar på kritik fra en række økonomer – må man stille sig selv spørgsmålet: Er euroen (i hvert fald med tanke på den nuværende medlemskreds) andet end en utopisk forestilling?

Skal euroen overleve – med de medlemslande, den har i dag – kræver det reelt en eller anden form for fiskal union eller noget, der ligner. Det er i det lys, den vedtagne genopretningsplan skal forstås. Planen bliver heller næppe den sidste. Men hvorfor Danmark, som ikke har indført euroen, skal være en del af denne, er i sig selv ubegribeligt.

I sidste ende står og falder euroen med, hvorvidt det ’rige nord’ fortsat vil finansiere det ’fattige syd’ – til fordel for visse kapitalejere og beskæftigede i både nord og syd, betalt af resten af økonomien. Ønsker de europæiske regeringsledere det? For unionstilhængerne og Kommissionen er drømmen et ’United States of Europe’, altså en egentlig statsdannelse. For dem er enhver krise også en mulighed for at fremme denne dagsorden. Og med hver ’genopretningspakke’ vil prisen for at stoppe denne proces vokse. Én ting er Grækenland, hvis økonomi er lille i forhold til EU’s samlede økonomi. Noget andet er Italien. Det ved italienerne – og unionstilhængerne – også godt.

Euroen har alle dage primært været et politisk projekt, og dens succes fordrer et stadigt tættere (dybere) samarbejde i EU, hvor de enkelte økonomiers/staters autonomi vil blive reduceret til at være på niveau med delstaternes i USA. Ønsker man ikke denne udvikling, vil vi overlade til læseren selv at drage konklusionen om, hvad man så skal gøre. Opretholdelsen af en fortsat møntunion vil under alle omstændigheder være inkompatibel med forestillinger om EU bestående af reelt selvstændige lande/økonomier. Det er ganske enkelt ikke muligt. ■

 

Opretholdelsen af en fortsat møntunion vil under alle omstændigheder være inkompatibel med forestillinger om EU bestående af reelt selvstændige lande/økonomier. Det er ganske enkelt ikke muligt
_______

Apropos denne artikel:

Anne Kirstine Rønn i RÆSON SØNDAG: Assad er væk, Iran er optaget og Israel er i offensiven. Men Hizbollah har fortsat indflydelse i Libanon

Peter Birch Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Skal vi frigøre os fra Kina – også hvis det går ud over klimaet?

Michael Hirsh: Det, vi ser, er et gennemgribende geopolitisk skift, som kan ændre verden, som vi kender den

Brasso og Foss i RÆSONs nye trykte nummer: Siden 2019 er EU’s fælles gæld mere end tidoblet – og nu mangler der igen penge

William Kotschenreuther Andersen: Bag Trumps grønlandsambition gemmer sig mere end personlig forfængelighed

Bertel Heurlin: Trump vil maksimere USA’s magt – og lykkes faktisk med det. Mange ser det ikke – men det gør Xi