16.10.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Socialministeren foreslår at forbyde virksomheder at trække et overskud hjem på de velfærdservices, de varetager for det offentlige. Men virksomheder, der overlever og har profit, sikrer i høj grad kvalitet til borgerne – ellers vil de blive fravalgt. Det er netop styrken ved det frie valg. Desværre virker det vigtigere for regeringen, at private ikke skaber profit, end at borgerne får den bedste service.

Kommentar af May-Britt Kattrup

Social- og indenrigsminister Astrid Krag forslår at forbyde profit i virksomheder på socialområdet, fordi hun er forarget over, at nogle private bosteder i gennemsnit har trukket ca. 600.000 kr. ud i udbytte. De penge burde i stedet have været brugt på de udsatte, er argumentet. Hvis forslaget vedtages, vil det i realiteten betyde lukning af de private og de facto et forbud.

Ud over at 3.000 udsatte borgere dermed risikerer en usikker fremtid, da der ingen plan er for, hvordan man skal hjælpe dem uden de private bosteder, kan man også med rette spørge, om man ville få for 600.000 kroners mere kvalitet i det offentlige? Eller om pengene her går til bureaukrati og andre ting, som ikke kommer de udsatte til gavn?

Det er der ingen der ved, fordi ingen ved, hvad tingene reelt koster i det offentlige. Der er ingen gennemsigtighed i udregningerne, og oftest medtages de indirekte omkostninger ikke. Det er der utallige eksempler på. De få steder, hvor vi har analyser, er det offentlige dyrere.

 

I hele diskussionen af problematikken har jeg ikke én gang hørt om dårlig kvalitet i det private. De mange forfærdelige historier vi ser, kommer overvejende fra det offentlige velfærdsområde
_______

 

I hele diskussionen af problematikken har jeg ikke én gang hørt om dårlig kvalitet i det private. De mange forfærdelige historier vi ser, kommer overvejende fra det offentlige velfærdsområde. Seneste eksempel er Else fra Kongsgården. Desuden vurderes kvaliteten af de private bosteder lidt højere end de offentlige, ifølge en rapport fra Socialstyrelsen. Men det er tilsyneladende heller ikke hverken kvalitet eller de udsatte borgeres ve og vel, som forslaget drejer sig om, men udelukkende et ideologisk korstog mod profit.

Som sektorformand for fagforeningen for Social- og Sundhedssektoren Torben Hollmann gav udtryk for i Debatten på DR2 den 1. oktober: Det handlerikkeom kvalitet, men at ”vi” bare er imod profit, at det altafgørende er, at man ikke kan tjene penge på sociale ydelser, og at man ikke kan hive penge ud til en Mercedes.

Det er jo tydeligt og forrykt, at misundelse over, at nogen tjener penge og har råd til en Mercedes fylder mere end bekymringen om, hvorvidt omsorg og behandling for de udsatte er god nok.

Og faktisk tjenes der ikke så mange penge, som regeringen får det til at lyde som. Privates tilbud om bosteder til fx udsatte unge eller psykisk syge har i gennemsnit en overskudsgrad på 2,4 pct., hvilket er lavt i forhold til sammenlignelige brancher. Det viser ny analyse fra SMVdanmark.

Selvfølgelig skal brodne kar stoppes, hvis de findes. Men at nationalisere en hel branche af ideologiske årsager på bekostning af borgerne, endda de mest udsatte, er helt grotesk. De private tilbud er der jo, fordi kommunerne har ønsket at bruge dem i stedet for selv at bygge kapacitet op på området.

 

Den bedste sikring af kvalitet på velfærdsområdet er, at borgere og kommuner har mulighed for at vælge og fravælge. På den måde vil alle steder med dårlig kvalitet blive fravalgt. Hvem vælger frivilligt noget, der er dårligt?
_______

 

Også på andre områder er socialisterne, lige meget hvilket parti de kommer fra, imod profit og private aktører. På hospitalsområdet har kampen mod private været så ”succesfuld”, at der nu kun er ca. 1 pct. private aktører. På skoleområdet havde den nuværende regering forslået at nedsætte den såkaldte koblingsprocent (som er det beløb, der følger borgerne, når man vælger privat) ned fra 76 pct. til 71 pct., hvilket ville betyde at færre familier kunne få råd til selv at vælge skole (da egenbetalingen derved stiger). Også på plejehjemsområdet har de private aktører og det frie valg svære vilkår.

Frit valg for alle sikrer kvalitet
Hvis man virkelige kerede sig om borgerne, ville det naturlige da være at sikre valg af det bedste bosted til socialt udsatte borgere. At borgere selv kan bestemme, hvilken skole deres børn skal gå i, hvem der skal komme i deres hjem, hvor man vil bo, når man bliver gammel osv. Så alle kan vælge det der er bedst for dem selv, i stedet for at skulle være tvunget til den løsning som kommune, region eller stat synes, er den bedste.

Den bedste sikring af kvalitet på velfærdsområdet er, at borgere og kommuner har mulighed for at vælge og fravælge. På den måde vil alle steder med dårlig kvalitet blive fravalgt. Hvem vælger frivilligt noget, der er dårligt?

For at frit valg er en realitet kræver det, der er noget at vælge imellem. Forudsætningen for, at der er noget at vælge imellem, er tilstedeværelse af private aktører.

Men uden mulighed for profit, vil der ikke eksistere private virksomheder.Det siger sig selv, at stor økonomisk risiko og kæmpe arbejdsindsats med opstart af virksomhed er nødt til at hænge sammen med mulighed for profit.

 

Det omvendte sker med en offentlig instans, fordi den ikke kan gå konkurs. Hvis kvaliteten er dårlig på et offentligt plejehjem, forklares det med for få ressourcer og flere tilføres. Nu er stedet så både dyrt og dårligt, og borgerne er tvunget til at bruge det
_______

 

Økonomisk risiko og mulighed for profit hænger dog også tæt sammen med risiko for fiasko og konkurs. Hvis ikke private virksomheder leverer tilfredsstillende kvalitet, kommer der ikke kunder i butikken, og man går konkurs. Og der er ikke noget forkert i at se borgere som kunder – tværtimod. Styrken ved frit valg og private aktører er netop, at borgerne kan vælge og fravælge – som kunder. Hvis en virksomhed ikke er god nok, fravælges den og går konkurs.

Det omvendte sker med en offentlig instans, fordi den ikke kan gå konkurs. Hvis kvaliteten er dårlig på et offentligt plejehjem, forklares det med for få ressourcer og flere tilføres. Nu er stedet så både dyrt og dårligt, og borgerne er tvunget til at bruge det.

Når en privat virksomhed går konkurs, kan det have skadelige konsekvenser for både borgere og kommune. For at minimere skaderne bør kommunerne have et beredskab, som kan træde til, hvis det bliver nødvendigt. Det betyder ikke, at alle velfærdsudbydere i udgangspunktet skal være offentligt ejede.

Fair og lige konkurrence
Kvaliteten skal selvfølgelig være i orden. Men kravene skal være ens for alle uanset, om man er privat eller offentlig. Ligesom man bør være stillet lige, når det gælder visitering, krav, godkendelser, kontrol og ikke mindst prisudregning. Fair og lige konkurrencemellem det offentlige og private er en altafgørende forudsætning for, at private aktører kan eksistere.

Når det offentlige visiterer og henviser, skal det være tydeligt, at der faktisk er andre muligheder end den, det offentlige tilbyder. En af de bedst bevarede hemmeligheder i kommunalt og regionalt regi er, når borgerne har mulighed for selv at vælge. Hjælpen og synligheden vedr. frit valg har meget tilbage at ønske.

Og når det offentlige udregner den pris, som det private skal konkurrere på, skal det offentlige medregnealleudgifter såvel direkte som indirekte. Det kan ikke nytte noget, at man siger, at man fx har bygningen i forvejen, så afskrivninger og elektricitet ikke medregnes, eller at man jo alligevel har en chef for området, så hans eller hendes løn medregnes ikke.

 

Når det offentlige ikke medtager alle indirekte omkostninger, fremkommer en uvirkelig lav pris. Det betyder, at private enten opgiver at konkurrere eller går for langt ned i pris
_______

 

Når det offentlige ikke medtager alle indirekte omkostninger, fremkommer en uvirkelig lav pris. Det betyder, at private enten opgiver at konkurrere eller går for langt ned i pris, hvorved risikoen for konkurs forøges til skade for alle.

Den forrige regering vedtog et initiativ vedr. fair og lige konkurrence. Af en eller anden mærkelig årsag ville man ikke have velfærdsområdet med. Men hele velfærdsområdet burde medtages i dette initiativ, som bygger på OECD’s anbefalinger bl.a. om, hvordan priser bør udregnes i det offentlige. Og i bund og grund burde det offentlige overhovedet ikke selv udføre opgaver, som kan løses af det private.

Fri og lige adgang
Vi skal have fri og lige adgang finansieret af (færrest mulig) skattekroner. Det offentlige skal have ansvaret for, at borgerne kan få ydelsen leveret, men de behøver ikke selv levere den. Pengene skal følge borgerne. Det betyder, at det offentlige skal udregne en rigtig pris, og så skal man selv kunne vælge, hvor man vil have ydelsen leveret. Det vil betyde frit valg for alle og ikke kun dem, som har råd. Ønsker man en dyrere løsning end, hvad den offentlige pris kan dække, skal det være fuldt acceptabelt. Køb af ekstra ydelser må bare ikke være en nødvendighed.

Virksomheder, der overlever og har profit, bidrager med kvalitet til borgerne. Men for socialisterne er det vigtigere, at private ikke kan få profit, end at borgerne får den bedste service og har frit valg. ■

 

Virksomheder, der overlever og har profit, bidrager med kvalitet til borgerne. Men for socialisterne er det vigtigere, at private ikke kan få profit, end at borgerne får den bedste service og har frit valg
_______

 

May-Britt Kattrup (f. 1962) er civiløkonom, direktør og bestyrelsesmedlem. Hun var fra 2015-2019 folketingsmedlem for Liberal Alliance, bl.a. som sundheds- ældre- og erhvervsordfører. ILLUSTRATION: May-Britt Kattrup [Foto: Officielt pressefoto]